Carl Nielsen sunget af DR's kor

Fra en sangskrivers værksted 

af Jens Cornelius

Carl Nielsens store produktion på omkring 300 sange – heraf 100 for kor – giver sig mange udslag. I denne samling hører man både korudgaver af de mest kendte Carl Nielsen-sange og mere sjældne eller ligefrem ukendte korsange.

Rammen er Carl Nielsens smukke bud på en ny dansk nationalsang. I Danmark har man siden midten af 1800-tallet anvendt to melodier, kongesangen Kong Christian stod ved højen Mast og den mere civile Der er er et yndigt land. Sidstnævntes oprindelige melodi af H.E. Krøyer fra 1835 er med sine kantede rytmer og melodiske spring ikke så sangbar. Carl Nielsen gjorde i 1923 en markant undtagelse fra sit princip om ikke at udkonkurrere en melodi, der allerede havde etableret sig. I dette tilfælde mente han dog, at han af musikalske grunde var nødt til at gøre forsøget. “Sagen er jo vanskelig, da Vanens Magt er stor, og man i Virkeligheden maa give dem Ret, der mener, at det egentlig ikke er et musikalsk Spørgsmaal, men noget helt andet”, udtalte han til pressen, inden et folkekor på hele 900 sangere uropførte hans nye melodi. “Folket griber en Sang og gør den til Nationalsang, uden at nogen Magt kan forhindre det, og naar det sker, er det langt mere en Tidsstemning, end en litterær eller musikalsk Smag, der gør Udslaget. Jeg indrømmer, at en saadan Melodi mere er et Symbol – ligesom Flaget, Korset o.l. – og behøver ikke at være ‘god’ i sig selv, men… ja, nu forsøger jeg altsaa alligevel, saaledes er menneskelig Logik!”

Carl Nielsens smukke melodi er essensen af hans folkelige stil. Enkel og jævn, bygget på trinvise bevægelser og med en fredsommelig karakter. Måske rammer den netop stilen for godt og lever med sin mildhed ikke op til de dramatiske udtryk i digterkongen Oehlenschlägers ord om fordums kæmper, fjenders mén, drot og fædreland. Trods mange forsøg har Carl Nielsens ­melodi derfor aldrig været i nærheden af at slå Krøyers af pinden – måske det lykkes denne gang, i forbindelse med 150-året for Nielsens fødsel?

Carl Nielsens mange folkelige sange fra 1910’erne og 1920’erne blev som regel komponeret som enstemmige melodier med klaverakkompagnement. Men allerede i Nielsens egen tid blev sangene populære blandt danske kor, og flerstemmige versioner begyndte at brede sig. Carl Nielsen selv lavede nogle af arrangementerne og havde planer om at lave flere. Blandt de populære sange, han selv arrangerede for kor, er Som en rejselysten flåde, Underlige aftenlufte og Jeg bærer med smil min byrde. De to sidstnævnte stammer oprindeligt fra den skelsættende samling En snes danske viser, som Nielsen lavede i 1915-17 i samarbejde med salmekomponisten Thomas Laub.

De følgende år gjorde Nielsens folkelige sange så stort indtryk på befolkningen, at han ofte fik tilsendt vers og blev bedt om at sætte en melodi til. På den måde blev en af de mest populære sange til, Den danske sang er en ung, blond pige, skrevet i 1925 til en lejlighedstekst af Kai Hoffmann.

I vor tids musikliv er det blandede kor af herre- og damestemmer, der er normalen. Sådan var det ikke på Carl Nielsens tid, hvor mandskor var mere udbredte end i dag, og hvor der oftere blev skrevet flerstemmige musik for skolekor.

Nogle af Nielsens tidligste korsange var for mandskor. Det bødes der for i lange år er skrevet i 1887 på opfordring fra hans teorilærer, Orla Rosenhoff. Versene er af J.P. Jacobsen, der på den tid var Carl Nielsens yndlingsdigter.

Mandskor var dengang ikke mindst almindeligt til kantatebrug. Fra kantaten Aarhus Landsudstillings åbningshøjtidelighed (1909) tog Nielsen senere to afsnit og udgav dem for blandet kor. Skummende lå havet måtte dog først have en ny tekst, der ikke koncentrerede sig så meget om byen Aarhus.

Du danske mand er nok den mest oplagte af alle at synge for mandskor. Den blev skrevet som åbningsnummer til Tivoli Revyen 1906, og sammenholdt med at digteren Holger Drachmann her ikke holder sig tilbage med brugen af nationalsymboler, kan det måske skabe tvivl om sangens seriøsitet. Sådan blev det ikke opfattet på Nielsens tid, hvor Du danske mand var en af hans allermest populære sange. Han lavede seks arrangementer af den, bl.a. dette for mandskor. I dag er sangen dømt utidssvarende og røget ud af Højskolesangbogen, den gældende kanon for “den danske sangskat”.

Til gengæld blev en anden mandskorsang, Påskeliljen, udbredt som enstemmig fællessang og er i dag – med et lidt andet tekstudvalg – etableret som en af de mest elskede danske salmer, Påskeblomst, hvad vil du her.

Til det nystiftede københavnske mandskor Bel Canto skrev Carl Nielsen i 1908 den smukke Aftenstemning og forsynede året efter samme kor med en absolut profan drikkevise til brug efter korprøverne, Til snapsen i Bel Canto. Men mandskorsangen sygnede hen i Danmark i løbet af 1900-tallet, bl.a. som følge af en anti-elitær indstilling, der fik de akademiske mandskor til at fremstå selvhøjtidelige, og en ligestillingspolitik, der erstattede de mandlige arbejdersang­foreninger med blandede kor. En udvikling, Carl Nielsen også selv valgte at støtte.

Nogle af sangene på dette album er i dag helt ukendte, selv for Carl Nielsen-fans. De to skolesange Blomsterstøv fra Blomsterbæger og Nu er for stakket tid forbi blev skrevet i maj 1929 på bestilling fra Birkerød Statsskole og leveret på få dage, så de var klar til sommerens skoleafslutning. Selv om det er skolesange, er de arrangeret for voksne stemmer, fordi eleverne kunne fortsætte til studentereksamen. I dag er sangene med de kunstfærdige tekster af Viggo Stuckenberg gået ud af brug på skolen (selv om komponisten var blevet lovet, at “Deres Toner vil altid lyde herude – ogsaa engang, naar vi ikke mere har den Lykke og Glæde at tælle Dem selv i blandt os”).

Sidskensang for den usædvanlige besætning SSAT er en virtuos sats til drilske vers af Emil Aarestrup om en distræt nørd, der går glip af erotikken. Men sangens titel er i dag blevet en forhindring, for fuglenavnet “sisken” forstås ikke længere som synonym for en næsvis person. Også Kom, Gudsengel, stille død har en usædvanlig besætning, ATB, og blev ligesom Sidskensang skrevet til Cæciliaforeningens Madrigalkor, der under ledelse af Nielsens kommende kapelmesterkollega (og rival) på Det Kongelige Teater, Frederik Rung, beskæftigede sig med italiensk renæssancemusik og opfordrede tidens komponister til at skrive i gammel stil.

Serenade er beslægtet med de indsmigrende serenader i tredelt taktart af Carl Nielsens ­ældre kollega, P.E. Lange-Müller, dansk musiklivs nestor efter år 1900. Eller måske er den snarere en hilsen til den afdøde Peter Heise, 1800-tallets betydeligste danske romancekomponist. Nielsen skrev nemlig Serenaden til ære for Heises enke, der afholdt sangselskaber i sit hjem. Carl Nielsens Serenade har dog umiskendelige træk, bl.a. den arkaiske kadence til slut, som hverken Heise eller Lange-Müller kunne have fundet på.

To børnesange, der i Danmark er nogle af Carl Nielsens allermest kendte kompositioner, lavede han også i versioner for børnekor: Solen er så rød, mor og Jeg ved en lærkerede. Den helt glemte Barnets sang fra 1915 er en af de to sange, Carl Nielsen skrev til støtte for Børnehjælpsdagen. Også godnatsangen Jeg lægger mig så trygt til ro og morgensalmen Nu sol i øst oprinder mild giver naturlig mening i en korudgave for lyse stemmer, mens det er mindre oplagt, at Nielsen lavede børnekorversioner af sangen om verdensmandens hjemve, Underlige aftenlufte, og Grøn er vårens hæk, der handler om en kærlighedshungrende ung mand. At Nielsen skrev en udgave af Der er et yndigt land for børnekor understreger derimod, hvor ivrig han var efter at slå sin nye nationalsang fast. Han efterlod sig hele syv forskellige arrangementer plus udkast til endnu flere. Og mon ikke mange i dag ville ønske, at den danske nationalsang var skrevet af nationalkomponisten, Carl Nielsen?

© Jens Cornelius, 2015