Korbogen

Fra den ene til den anden
ende af verden

Af Jens Cornelius

Det sker om sommeren, ved højlys nat,
himlen daler ned i Danmarks krat –
og som duft, i barndomsdyb hypnose,
springer ud af jordens hybenrose.

At sætte poesi i musik var ikke noget, Jesper Koch beskæftigede sig meget med, før han var i midten af 40’erne. Indtil da var hans fokus næsten udelukkende på instrumentalmusikken, ikke mindst den symfoniske. Men i 2012 skete der noget uventet:

“Jeg fik pludselig en voldsom lyst til at beskæftige mig med vokalmusik – og dermed også med det melodiske og det tonale. De to ting er for mig nært forbundne,” fortæller Jesper Koch. “Jeg ville tilbage til noget helt basalt, som jeg savnede efter at have skrevet nogle ret komplicerede orkesterværker.”

Den lyriske impuls blev først og fremmest stimuleret af digteren Frank Kjørups poesi. I 2012 begyndte Koch på vokalprojektet Korbogen til digte af Kjørup. De to jævnaldrende kunstnere arbejder begge med en stil, der er minutiøs, har glimt i øjet, romantiske træk og en stærk bevidsthed om det kulturelle dna, de er rundet af. Både komponist og digter er desuden direkte inspireret af naturen på Sjællands nordkyst, specielt området omkring Dronningmølle og det bakkede hedelandskab, der kaldes Rusland, hvor også billedhuggeren Rudolph Tegners Museum og Statuepark er placeret i et møde mellem kultur og natur.

Jesper Koch udvalgte selv digtene fra flere digtsamlinger af Kjørup , de fleste fra Jeg er stadig væk (2012). Korstykkerne blev samlet i “kapitler”, og år for år kom der flere til. Udvælgelsen skete helt intuitivt, siger Koch, og musikken i Korbogen er på samme måde blevet til uden det, han kalder “strukturelle gimmicks”. Alle satserne er komponeret inden for samme modalt-tonale univers, og der er ingen modernistiske effekter som råbekor, talekor, hvislelyde og ekstreme vokalregistre. Musikken i Korbogen er melodisk, kortfattet, gennemsigtig og – måske paradoksalt – netop på grund af enkelheden stærkt ekspressiv. “Når jeg skriver rent melodisk, skal intet stå i vejen for klarheden. Derfor er alt overflødigt skåret væk,” siger Jesper Koch.

Frank Kjørups digte er i fri form og ofte ganske korte. Kompositorisk danner sangene i Korbogen en smuk helhed i perfekt bueform. En form, der ikke var planlagt på forhånd, men faldt på plads helt af sig selv. Højdepunktet foldes ud i Korbogens centrum – den midterste sang i det midterste 4. kapitel – og i det sidste kapitel sætter Jesper Koch et regulært punktum.

Hvert kapitel har en titel og sin egen karakter:

Kapitel 1: Birkebark

Det første kapitel har som det eneste en undertitel, “4 Nocturner”, og hver sang er et aften- eller nattebillede med øjnene rettet mod himlen. De lyse nætter forbinder Solen og Jorden, som det synges i sangen om hybenrosen, citeret øverst i denne tekst. Og i den første sang, “Mælkevejens birkebark”, forbinder mennesket sig med himlen ved at sanse ligheden mellem den fjerne Mælkevej og de nære birketræer, der har det samme spættede, sort-hvide mønster. Mennesket kigger på himlen, og himlen ser nysgerrigt tilbage.

Kapitel 2: … og her til vinter nu

I kapitel 2 er årstiden skiftet til vinter. Blæst, kulde og sne har skabt afstand til den lyse tid. Alt er kun minder nu, ligesom barndommen, der i kapitlets 2. sang beskrives som: “et hår, der forsvinder i et hjørne af blæsten”. Menneskets kontakt til himlen er ikke længere solen, men den kolde måne. Musikken har i dette kapitel en aura af indadvendte aftensange og folkemelodier.

Kapitel 3: Epidemi af mørke

“Det siges / på alle sprog / på jorden vi skal dø.” Korbogen har nu bevæget sig langt væk fra sommeren, og den mørke natur skaber tanker om menneskets dødelighed og ubetydelighed. Kapitlets længste sang, nr. 3, får understreget sit budskab af den efterfølgende sang, der med et kortfattet memento mori siger “Husk: Døden når den synger / falder fra himlen / fugle som sne.” Der er en mærkbar tæthed i musikken, hvor sangerne deklamerer de korte linjer meget koncentreret.

Kapitel 4: Vingeslag af vægge

Midten af cyklussen, hvor kærligheden viser vej ud af mørket. Kapitlet består af kun tre sange, der til gengæld er de længste i hele Korbogen. Den store 2. sang, “Mælkevejen”, vender tilbage til beruselsen over at mærke samhørighed, denne gang med et andet menneske. I dét øjeblik “... brød lyset / pludselig som blomsten selv / ud imellem os”. Sangens klimaks på den højeste tone i Korbogen, der skal synges grandioso, er centrum af hele værket. Som afrunding er kapitlets 3. sang, med karakterbetegnelsen amoroso, en næsten blufærdig eftertanke over at have oplevet noget så stort.

Kapitel 5: Fem somre

Efter de lange forløsende vers i kapitel 4 vender Korbogen tilbage til udgangspunktet i kapitel 1, Birkebark. Denne gang er naturen beskrevet som bevægelsen fra daggryets fuglesang og frem mod natten, mens den lyse sommer samtidig bevæger sig mod sensommerens melankoli i slutningen af august.

For første gang er sangene stedspecifikke: Det er sommer i Dronningmølle på Nordkysten, hvor Esrum Å snor sig gennem landskabet, og lyngheden med det sære navn Rusland får en særlig hyldest for at være et stykke dansk steppenatur, der ikke rigtig minder om noget andet. “Fårene går her som skyer / og græsser og lyser / af lykke / over ikke / at vide om dette er himlen / på jorden, eller hvad.”

Kapitel 6: Galakseflager

I Korbogens to sidste kapitler er versene ultrakorte, og musikken i høj grad formet efter tekstens struktur. De fire satser i 6. kapitel er nært forbundne billeder, der fortæller om luften omkring os og fænomenerne i den: Sommerfuglene flakser om ørerne på os som “flager fra himlen”, og tågen, der stiger op fra mosen, når “Mosekonen brygger”, gør jorden svævende. Vi indånder universet med vores vejrtrækning: “Og når vi trækker vejret, puster vi / galaksens fnug / fra den ene til den anden / ende af verden.”

Kapitel 7: Imellem to blikke

Korbogen slutter med en samling aforistiske eftertanker, hvor Jesper Koch tager de ekstremt korte vers på ordet og følger dem nøjagtigt i sangenes form og struktur. Hver sang er derfor på ganske få takter. De seks små scener afrunder cyklussen med ord om dig og mig, forenet under Månen – det store, lysende punktum på nattehimlen: “Over / høstgul eng / hænger den / vilde måne / Punktum.”

Korbogen blev uropført af det københavnske kammerkor Hymnia og dirigenten Flemming Windekilde, efterhånden som de forskellige kapitler blev komponeret i årene 2012-16. Det samlede arbejde med korværket endte med at få stor betydning for Jesper Koch, fortæller han: “At udforske det melodiske og det tonale/modale indenfor nogle snævre rammer har åbnet op for nye impulser, der er både overvældende og uoverskuelige. Korbogen inspirerede mig til at skrive en hel del solovokalmusik, og arbejdet med den menneskelige stemme har også farvet min instrumentale musik, der er blevet mere melodisk og dermed også mere tonal.”