Tilmeld dig Dacapos nyhedsbrev

Orgelværker Vol. 6

Dietrich Buxtehude

Orgelværker Vol. 6

Bine Bryndorf

Bine Bryndorfs enestående autentiske indspilning af Dietrich Buxtehudes (c. 1637-1707) samlede orgelværker finder med denne udgivelse sin naturlige afslutning i Lübeck, hvor Buxtehude var ansat som organist de sidste 40 år af sit liv. Vi hører den udtryksfulde musik, som Buxtehude skrev til sin fars begravelse i 1674 og en række legende stylus phantasticus værker indspillet på to fornemme historiske orgler fra komponistens levetid.

Køb album

SACD

  • SACD
    Super Jewel Case
    139,50 kr.
    €18.71 / $20.37 / £15.96
    Køb
Download
  • mp3 (320kbps)
    69,00 kr.
    mp3
    €9.26 / $10.07 / £7.89
    Køb
  • FLAC 16bit 44.1kHz
    79,00 kr.
    CD Quality
    €10.6 / $11.53 / £9.04
    Køb
Total runtime: 
70 min.
Dietrich Buxtehude

Dietrich Buxtehude tilbragte hele sit liv ved Østersøkysten. Sandsynligvis fødtes han 1637 i den dengang danske by Helsingborg. Hans far Johannes (Hans), også organist, var indvandret til Danmark, uvist hvornår, fra Ol-des-loe i Holsten. I 1641 udnævntes Johannes Buxtehude til organist ved Sct. Mariæ Kirke i Helsingborg, og kort tid derefter flyttede han til den anden side af Øresund for at overtage orga-nist-embedet ved Sct. Olai Kirke i Helsingør. Dietrichs nøjagtige fødselsdato er ukendt, men ved hans død i 1707 blev han omtalt som ca. 70 år gammel (kirkebøger fra så langt tilbage i tiden som 1637 er ikke bevaret, hverken fra Helsingborg, Helsingør eller Oldesloe). Som barn i Helsingør må Dietrich Buxtehude have haft en bevidsthed både om sin tyske arv og om sine danske omgivelser, og han er formentlig vokset op som tosproget. I Helsingør og i sine tidlige år i Lübeck stavede Buxtehude normalt sit fornavn “Diderich”, men senere underskrev han sig regelmæssigt “Diete-rich” eller “Dietericus.”

De latinkundskaber, som Buxtehude senere lagde for dagen, tyder på, at han som dreng gik i latinskole. Han er utvivlsomt begyndt at spille orgel hos sin far, men vi har ingen som helst oplysninger i øvrigt om hans lærere. Andre mulige emner i Danmark er Claus Dengel, der var organist ved Sct. Mariæ Kirke i Helsingør fra 1650 til 1660, og den berømte Johan Lorentz den Yngre, som virkede ved Sct. Nikolaj Kirke i København fra 1634 til sin død i 1689. Lorentz var elev af og svigersøn til Jacob Praetorius i Hamborg, og familien Buxtehude lærte ham at kende i 1650, da hans far, orgelbyggeren Johan Lorentz den Ældre, døde. Det er tænkeligt, at Buxtehude senere har studeret hos Heinrich Scheide-mann i Hamborg eller Franz Tunder i Lübeck.

I slutningen af 1657 eller begyndelsen af 1658 overtog Buxtehude det organistembede ved Sct. Mariæ i Helsingborg, som hans far havde haft, inden han flyttede til Helsingør. Han virkede der, indtil han i oktober 1660 blev organist ved Sct. Mariæ i Helsingør, kaldet den tyske kirke fordi den betjente byens udenlandske befolkning samt garnisonen på Kronborg. I Helsingør forventedes det af Buxtehude, at han spillede ved gudstjenestens begyndelse, mens præsten iførte sig messeklæder; sammen med kirkens kantor skulle han sørge for instrumental- og vokalmusik ved kirkelige højtider og i øvrigt efter pastorens anmodning.

Stillingen som organist og Werkmeister ved Marienkirche i Lübeck blev ledig ved Franz Tunders død den 5. november 1667, og Dietrich Buxtehude blev formelt udnævnt den efter-følgende april. Dette var et meget mere fornemt og velaflønnet embede end det, han havde haft i Hel-singør; han fik den højeste løn af samtlige musikere i Lübeck og tjente næsten lige så meget som pastoren ved Marienkirche.

Buxtehude aflagde ed som borger i Lübeck den 23. juli 1668, hvilket gav ham ret til at gifte sig og etablere sig i byen. Straks den 3. august giftede han sig med Anna Margaretha Tunder, en af hans forgængers døtre. Dietrich og Anna Margaretha Buxtehude fik syv døtre i ægteskabet, som alle blev døbt i Marienkirche. Tre døde som spædbørn, en fjerde overlevede kun indtil de tidlige voksenår, og da Buxtehude døde, var der tre tilbage i huset: Anna Margreta, døbt den 10. juni 1675, Anna Sophia, døbt den 30. august 1678, og Dorothea Catrin, døbt den 25. marts 1683. Som faddere til Buxtehudes børn stod højt placerede medlemmer af bysamfundet, slægtninge til de velhavende grossister, som boede i Marienkirches sogn og styrede både kirken og byen. Selv tilhørte Buxtehude kun den 4. rangklasse sammen med mindre grossister, detailhandlende og bryggere; ved at bede mennesker fra højere sociale lag om at være faddere til sine børn – og ved i nogle tilfælde at give børnene navn efter dem – skaffede han sig også deres protektion for sine musikalske forehavender.

Som organist ved Marienkirche var Buxtehude først og fremmest forpligtet til at spille ved de store for- og eftermiddagsgudstjenester på søn- og helligdage. Han var som sagt også indehaver af stillingen som Werkmeister, dvs. administrator og kasserer ved kirken, et embede, der indebar betydeligt ansvar og prestige. De regn-skabsbøger, som han førte i sin egenskab af Werk-meister, indeholder ganske detaljerede oplysninger om kirken og dens musik. Kantoren ved Marienkirche, der også var lærer ved Catharineum-skolen, var ansvarlig for den liturgiske musik, som blev opført af voksne mandssangere samt drenge fra skolen. Dette drengekor optrådte sammen med de fleste af byens stadsmusikanter fra et stort pulpitur foran i kirken over korgitteret. To stadsmusi-kanter, en violinist og en lutenist, optrådte regelmæssigt sammen med Buxtehude fra det store orgel.

Buxtehude overtog fra Franz Tunder en tradition, hvorefter der på det lokale erhvervslivs foranledning afholdtes koncerter fra det store orgel i kirkens vestlige ende. Tunder havde gradvist udvidet sine orgelkoncerter med vokale og instrumentale indslag; det siges, at hans koncerter fandt sted på torsdage før åbningen af Børsen. Inden for et år fra sin ankomst til Lübeck havde Buxtehude væsentligt udvidet mulighederne for at opføre koncerterende musik fra det store orgel, idet han fik bygget to nye pulpiturer – med hver sin donator – ved den vestlige ende, således at der på de nu i alt seks pulpiturer blev plads til ca. 40 sangere og instrumentalister. Buxtehude kaldte sine koncerter for Abendmusiken og ændrede tidspunktet for deres afholdelse til søndage efter aftensang. Det blev omsider til fast tradition, at de fandt sted på de to sidste trinitatissøndage og på 2., 3. og 4. adventssøndag hvert år. Senest 1678 havde Buxtehude indført den praksis, at hans egne oratorier blev opført som føljetoner på disse søndage. Herudover opførte han kon-cer-terende musik fra det store orgel ved almindelige gudstjenester, selv om denne aktivitet ligesom de nævnte Abendmusiken lå uden for hans officielle pligter ved kirken.

I 1703 kunne Buxtehude fejre 35 års tjeneste som organist ved Marienkirche. Han var da ca. 66 år gammel og sikkert bekymret for sine tre ugifte døtres fremtid, så han begyndte at lede efter en efterfølger, der ville gifte sig med Anna Margreta, hans ældste datter, som var 28. De første aspiranter, vi har nogen viden om, var Johann Mattheson og Georg Friedrich Händel, som på det tidspunkt begge var ansat ved operaen i Hamborg. De rejste sammen til Lübeck den 17. august 1703 og lyttede til Buxtehude “med værdig opmærksomhed”, men da ingen af dem var spor interesseret i ægteskabstilbuddet, vendte de tilbage til Hamborg dagen efter. Johann Sebastian Bach aflagde sit berømte besøg hos Buxtehude i efteråret 1705 i Abend-musik-sæsonen og blev boende i Lübeck i hen ved tre måneder. Bach kan også have været interesseret i at overtage Buxtehudes stilling, men der er intet positivt bevis for, at det var tilfældet. Omtalen af rejsen i Bachs nekrolog er utvetydig med hensyn til formålet, som var at høre Buxtehude spille orgel, og i sin rapport til konsistoriet i Arnstadt, skrevet ved hjemkomsten den efterfølgende februar, hævdede Bach, at han var taget til Lübeck “for at lære at forstå det ene og det andet” ved mesterens kunst. Buxtehude døde den 9. maj 1707 og efterfulgtes af Johann Christian Schieferdecker, som giftede sig med Anna Margreta den 5. september samme år.

Blandt de overleverede dokumenter er der kun få, som belyser Buxtehudes liv, men de -synes at tegne konturerne af en alsidig personlighed, hvilket jo svarer ganske godt til den stilistiske bredde i hans musik. Ved siden af sine forskellige opgaver som komponist, organist, cembalist og dirigent arbejdede Buxte-hude både med tal og med ord i sine egenskaber af henholdsvis regnskabsfører og digter. Han skrev dedikationsdigte til sine venner Johann Theile og Andreas Werckmeister, og han synes selv at have forfattet teksterne til adskillige af sine vokal-værker. Han var en samvittighedsfuld kirkens tjener og en dristig entreprenør hvad angår Abend-musiken. Tekstvalget i hans vokalmusik bevidner dyb kristen fromhed, mens hans portræt sammen med Johann Adam Reinken i “Häusliche Musikszene”, malet 1674 af Johann Voorhout, viser en verdensmand. Disse to aspekter ved Buxtehudes personlighed stilles elegant over for hinanden i en kanon skrevet til Meno Hanneken, en teologistuderende i Lübeck; under Buxte-hudes motto, “Non hominibus sed Deo” (ikke til mennesker, men til Gud), besynger teksten verdslige glæder: “Divertisons-nous -au-jourd’-hui, buvons à la santé de mon ami” (lad os more os i dag og drikke en skål for min ven).

Forfattere fra hans egen og den efterfølgende generation beskæftiger sig kun sjældent med Buxtehude. Og dog blev han æret både i det 17. og det 18. årh. på en måde, der i det lange løb skulle få langt større betydning end nok så mange lovord; hans musik blev nemlig kopieret så flittigt, at der er bevaret mere af den, og i et større antal genrer, end af musik af nogen anden samtidig nordtysk komponist. Hans vokalmusik findes fortrinsvis i kopier udført af – eller på vegne af – hans ven Gustav Düben, der var kapelmester hos kongen af Sverige. Mange afskrifter af hans frie orgelværker stammer fra kredsen omkring J.S. Bach, mens de fleste eksisterende håndskrifter af hans koralbaserede orgelmusik er med Johann Gottfried Walthers hånd. De eneste større publikationer fra Buxtehudes egen levetid var to samlinger af sonater for violin, viola da gamba og cembalo (Dacapo 8.224003 og 8.224004).

 

Buxtehudes musik for tasteinstrumenter

Buxtehudes musik for tasteinstrumenter kan opdeles i værker med og uden obligat pedalstemme. Nordtyske orgler havde de mest veludviklede pedalværk i Europa, og det er så godt som sikkert at Buxtehude skrev sine peda-liter-stykker med henblik på opfør-else på orgel, selv om de også ville have kunnet spilles på clavichord eller cembalo med pedal. Styk-kerne for manualer alene kan spilles på cembalo, clavichord eller orgel. Blandt manualiter-stykker-ne findes dansesuiterne og variationerne over verdslige melo-dier næsten alle i et enkelt håndskrift; de opføres oftest på cembalo, som f.eks. af Lars Ulrik Mortensen på hans indspil-ning til dacapos Buxtehude-serie. Resten af manuali-ter-stykker-ne er for-trinsvis overleveret i kilder som også omfatter pedaliter-kompositioner, og af den grund med-tages de i moderne udgaver af Buxtehudes orgel-musik.

Denne cd indeholder et rigt udvalg af disse frie manualiter-værker, som (måske netop fordi de kunne spilles på husinstrumenter) byder på en del af Buxtehudes letteste, mest legende musik. I 1600-tallet kunne et lille orgelpositiv som Richborn-rekonstruk-tionen, som BuxWV 166, 170, 174 og 175 her er indspillet på, lige så godt have stået i et privat hjem som i en kirke. Blandt Buxtehudes frie manualiter-stykker fremstår can-zonaen, også betegnet canzonetta eller fuga, som den mest karakteristiske genre; den består af 1-3 fugaer, sædvanligvis med livlige, tematisk beslægtede temaer i korte node-værdier eller i gigue-rytme. Canzona i C-dur med tre fugaer (BuxWV 166) er et godt eksempel. Kontra-punktet er ganske løst, hvad der er typisk, og tenderer i retning af akkord-ledsagelse af fugaens tema. Fuga i C-dur (BuxWV 174), kun indeholdende en enkelt fuga i gigue-rytme, udviser en tilsvarende let satsstruktur. Det er dog absolut ikke sådan, at can-zo-na-erne mangler kontrapunktisk snilde. Fuga i G-dur (BuxWV 175) begynder på en be-tag-ende enfoldig måde, men i andet afsnit behandles temaet i mod-bevægelse, og to varianter af det kombineres i tredje afsnit. På trods af diminu-tivet i titlen afviger Canzonetta i e-mol (BuxWV 169) markant fra den muntre atmosfære i de fleste af can-zona-erne ved sin e-mol-tonalitet, temaets mere vokale karakter og indlemmelsen af et prominent modtema i andet afsnit.

Indimellem opløses fugaerne i Buxtehudes canzonaer i toccata-agtige frie afsnit, som det f.eks. høres ved den første fugas slutning i Fuga i B-dur (BuxWV 176). Her træder det nære forhold mellem komponistens præludier og canzonaer klart frem. De to genrer deler tematisk beslægtede fugaer, men præludierne og toccataerne begynder altid med et frit afsnit, hvilket canzonaerne aldrig gør. Desuden præges præludierne og toc-cata-erne sædvanligvis af en rigere, mere sammensat satsstruktur, der forudsætter brugen af peda-l. Præludiet i G-dur manualiter (BuxWV 162) afslører tydeligt sine rødder i canzonaen med sin mere gennemsigtige struktur og to tæt beslægtede fugaer, den anden i gigue-rytme. Toccataen i G-dur manualiter (BuxWV 165) har kun en enkelt fuga, som dog ikke opløses i et helt frit afsnit, men derimod i en quasi-ostinato form, hvor gentagel-ses--mønstret skifter mellem seks og otte slag. Uregelmæssigheder som denne kendetegner jo stylus phantas-ticus.

Pedaliter-præludierne præges normalt af større alvor og tungere fugaer. At dette ikke altid gælder, hører man imidlertid i Præludiet i F-dur (BuxWV 145), som program-met be-gyn-der med, og som kun indeholder en enkelt fuga. I Bine Bryndorfs fortolkning bliver gentagelsesfigurerne og pauserne i det spøgefulde tema sat i relief af registre-ringen, der gør brug af ekko-effekter. Buxtehudes Præludium i e-mol (BuxWV 143) med de ved-varende orgel-punkter til start og slut står i den modsatte ende af den følelses-mæssige skala. Kromatikken i temaerne for de to fugaer skaber en atmosfære af for-tvivlelse, som ikke engang den anden fugas tredelte taktart kan modvirke. Det afsluttende Præludium i E-dur (BuxWV 141) opnår en fin balance mellem rapsodiske, frie afsnit og de i alt tre tema-tisk forbundne fugaer, hvoraf den anden er i gigue-rytme.

Den sorgløse atmosfære i de fleste af værkerne på denne cd finder sit modstykke i begra-vel-sesmusikken for Buxtehudes far, udgivet år 1674 (BuxWV 76). Udsættelsen af Martin Luthers koral “Mit Fried und Freud ich fahr dahin” udgør komponistens mest omfattende forsøg i lærd kontrapunkt. Han behandler alle fire strofer som to par 4-stemmige satser i dobbelt kontrapunkt med koral-melodien anbragt i sopranstem-men i strofe 1 og 3. I strofe 2 bliver sopranen og bassen fra strofe 1 byttet om, og ligeledes alten og tenoren; det samme gælder strofe 4 i forhold til strofe 3 med den forskel, at her er de fire stemmer tillige i omvending. Skønt alle fire strofer blev forsynet med tekst i den trykte udgave, gør dens inversus-karakter strofe 4 mindre egnet til vokal opførelse. I sin leksikonarti-kel om Buxtehude betragtede Johann Gottfried Walther “Mit Fried und Freud” som et stykke for taste-instrument. Heroverfor står det efterføgende stykke, Klag-lied, som er skrevet i moderne stil for sopran med to instrumenter spillet tremolo (antagelig gamber) og basso conti-nuo. Stellwagens 4-fods principalstemme på Skt. Jakobi-orglets rygpositiv har nogle klanglige -egenskaber, der gør den velegnet til at erstatte menneskestemmen i denne sang. Buxte-hude knyttede sin melodi til syv strofer af sit eget digt, hvoraf den første udtrykker sorgen hos den efterladte søn:

Skal døden da løsrive det,

som ellers ikke kan løsrives?

Skal jeg også frarøves den,

som er knyttet til mit hjerte?

Ak, vore fædres triste bortgang

fremkalder for megen bitter lidelse.

Når hjertet rives fra brystet,

er det smerteligere end selve døden.

Valget af e-mol forbinder denne klagesang med de to andre stykker i samme toneart på cd’en, nemlig BuxWV 143 og 169, som også anslår en sørgmodig tone.

Buxtehudes fire variationer over koralen “Nimm von uns, Herr, du treuer Gott” (BuxWV 207; en alternativ tekst til melodien “Vater unser in Himmelreich”) står i stærk stilistisk kontrast til de fire strofer af “Mit Fried und Freud.” På linje med de korte koral-præludier insdpillet på bd. 1-3 i serien, har det tredje stykke (for to manualer og pedal) en ornamen-teret version af koraltemaet i den øverste stemme. De tre andre variationsstykker frem-stiller koralen manualiter og på en enklere måde.

Kerala J. Snyder, 2007

Release date: 
november 2007
Cat. No.: 
6.220530
FormatID: 
SACD
CoverFormat: 
Super Jewel Case
Barcode: 
747313153060
Track count: 
13

Credits

Indspillet i St. Jakobi, Lübeck, 20.-21. juni 2007
Producer: Henrik Sleiborg
Teknik: Clemens Johansen
Mastering: Clemens Johansen

Grafisk design: Elevator Design

Denne cd er produceret i samarbejde med Det Kongelige Danske Musikkonservatorium og Danmarks Radio (DR)

Dacapo Records ønsker at takke Solistforeningen af 1921, DOKS (Dansk Organist og Kantor Samfund) og Magister Jürgen Balzers Fond for økonomisk støtte til gennemførelse af produktionen.