Tilmeld dig Dacapos nyhedsbrev

Ekstatisk klavermusik i tusmørkets skær

Ekstatisk klavermusik i tusmørkets skær

Oplev komponist Bent Sørensens særlige kærlighed til klaveret på et nyt album med magisk nattemusik: Den tredje klaverkoncert, inspireret af en ekstatisk aften i tusmørkets skær, og den intime soloklavercyklus 12 Nocturner.

Ny udgivelse
5. januar 2026

Med sin enestående poetiske fantasi og dybe kærlighed til klaveret inviterer Bent Sørensen os ind i nattens musik. På et nyt album kan du opleve de intime og tyste klange i soloklavercyklussen 12 Nocturner. Det er forunderlig stemningsmusik og for første gang indspillet i Dolby Atmos. Albummet rummer også Klaverkoncert nr. 3, La sera estatica - en ekstatisk aften berørt af tusmørkets flygtige magi og her præsenteret i en liveindspilning fra uropførelsen.

Udkommer på CD og streaming d. 16. januar.

Den ekstatiske aften

For Bent Sørensen og hans hustru pianisten Katrine Gislinge var coronatiden en frihedens tid. Efter dagens arbejde cyklede Bent Sørensen hjem til parrets lejlighed hvor Katrine Gislinge ofte gav en minikoncert med noget af det hun øvede på. I en tid hvor socialt liv og koncertaktivitet var sat på pause kunne oplevelserne med klavermusikken i hjemmet få en ekstatisk karakter. Stumper af den musik Bent Sørensen hørte mens mørket faldt på lever nu videre i klaverkoncerten La sera estatica - den ekstatiske aften.

I koncerten folder Bent Sørensens kærlighed til klaveret sig ud i stort format. Værket starter in medias res og vi slynges ind i en dramatisk verden. Egentlig harmoni opstår først i slutningen af værket når den flygtige ekstase har lagt sig og man spørger sig selv om det mon blot var en drøm. "Aftenens musik er stille og intim, vild og hidsig", skrev Politikens anmelder om uropførelsen i 2021. "Man skal høre det – ord er simpelthen ikke præcise nok til beskrive musikken."

Intime klaverklange

De 12 Nocturner er en samling af korte stykker der følger nattens forløb fra solnedgang til solopgang. Det er forunderlig intim stemningsmusik der som stjerner i natten når os på milevid afstand. Med tyste vibrerende klange præsenterer Bent Sørensen her den klassiske nocturne genfortryllet i det 21. århundrede.

12 Nocturner har tidligere været udgivet i en liveindspilning på et digital only album. Vi er glade for nu at kunne præsentere en ny studieindspilning af samlingen til dette album og på udvalgte tjenester vil man tilmed kunne opleve indspilningen i Dolby Atmos.

randomness