12 Nocturnes & Piano Concerto No. 3, La sera estatica

Kærligheden til nattens klaver

Af Esben Tange

Selvom der står en særlig aura omkring klaveret i den klassiske musiks verden, havde Bent Sørensen i mange år svært ved at komponere for netop dette instrument. Måske fordi klaveret langt hen ad vejen er et stykke mekanik, der umiddelbart kan lægge op til en konkret musik uden det væld af nuancer, som ellers kendetegner Bent Sørensens musik. Med undtagelse af klaverkoncerten La Notte (1996-98) er det først i møderne med de to pianister Leif Ove Andsnes og Katrine Gislinge, at Bent Sørensen for alvor har taget det til sig som komponist:

“Med dem opstod der en lyst til klaveret og en oplevelse af, at musikken kunne svømme og svæve,” fortæller han: “Det er, som om klaveret er kommet til at forstå mig, og nu er jeg blevet enormt glad for at skrive for klaver.”

Det har ført til en række originale klaverværker, der alle er tilegnet enten Leif Ove Andsnes eller Katrine Gislinge: The Shadows of Silence(2004), klaverkoncerten La Mattina (2007-09), trilogien Papillons (2013-14), Fantasia Appassionata (2017) og så musikken på dette album: 12 Nocturner (2000-14) og klaverkoncerten La sera estatica (2021): først natten – en mere tyst verden, hvor fantasien sættes fri og der er tid til at drømme. Derefter følger La sera estatica , der udspringer af nogle af de magiske kræfter, der kan komme i spil i skumringstimen, hvor et frirum opstår, og nye møder kan finde sted, efter at dagen er forbi.

12 Nocturner (2000-14)
Bent Sørensens 12 Nocturner er en samling af korte klaverstykker med stor virkning. Forunderlig stemningsmusik med en vibrerende, magisk klang, der som stjerner i natten når os på milevid afstand. Hvor Chopins ikoniske 1800-tals-nocturner er dunkle og anelsesfulde, er der hos Bent Sørensen tale om lysende musik. I ofte sarte nuancer får klaveret karakter af en klanglig prisme, hvor toner vendes og drejes igen og igen. Læg dertil, at Bent Sørensens nocturner er romantiske i deres natur, ligesom de har været det hos tidligere komponister, men genfortryllet på det 21. århundredes præmisser. De er præget af længsel og med en hengivelse for særlige poetiske vendinger, men i et moderne, mangetydigt tonesprog.

Under arbejdet med de 12 stykker, der er komponeret drypvis i årene 2000 til 2014, er der for Bent Sørensen spiret en kærlighed til klaveret og dets evne til at formidle en særlig musikalsk intimitet og aktivering af dybe følelseslag. Det begyndte med en inspiration, der kom indefra: Bent Sørensens minder om at nynne vuggesange for sine to døtre som små er udgangspunkt for Wiegenlieder, der er den næstsidste nocturne, men blev komponeret først. Sælsomme natlige oplevelser i København spiller også en rolle:

“Der er noget med kombinationen af klaver og nat. Jeg har altid været fascineret af lyden af et klaver fra langt borte, og flere gange er jeg gået gennem byens mørke – om aftenen og natten – og er stoppet op ved lyden af et klaver, der trænger ud fra et vindue. Den smukkeste nattelyd – gådefuld og mystisk på en uforklarlig måde.”

De 12 Nocturner har karakter af en række natlige scener, hvor rammen er en nat fra aften til morgen. Den første, “Mignon – und die Sonne geht unter”, bygger på et digt af Pia Juul: “og solen går ned” (fra digtsamlingen sagde jeg, siger jeg, 1999). Lige fra begyndelsen høres et blidt, vuggende motiv, der går som et spor gennem hele stykket. Det er sart musik, præget af nænsomhed, som var det en kærlig berøring. Men pludselige, voldsomme afsnit vidner om, at en fatal afgrund truer, inden stykket klinger ud i tyste, natsorte toner.

“Mignon – und die Sonne geht unter” er, ligesom “Mitternacht mit Mignon” og “In Rosenblüter tanzen”, forbundet med trilogien Papillons(2014), hvor en central klaverstemme, komponeret til Katrine Gislinge, indgår i et skyggespil med henholdsvis strygekvartet, ensemble og strygeorkester. Og hvor den gådefulde pige Mignon – udødeliggjort i en roman af Goethe – gøres til et spejlingspunkt for kærligheden.

I Bent Sørensens nocturner er natten både et selvforglemmelsens rum, et fatalt omstyrtende rum og et fortrøstningens rum. Det sidste gælder i høj grad “Barcarole”, “In den Morgen tanzen”, “Sigrids Kantate”og “Sigrids Wiegenlied”, der er komponeret til Leif Ove Andsnes og hans familie. I “Sigrids Wiegenlied”, der er skrevet ved Andsnes’ datters fødsel, får det en ekstra dimension. Da den samme blidt flydende musik høres for tredje gang, hører vi en svag stemme i det fjerne og er vidner til, at et barn i ly af natten løftes ind i verden.

Både Nocturne nr. 2, “Mondnacht”og nr. 10, “304 Sterne in einem kleinen Fenster” er skrevet til Bent Sørensens nu afdøde ven dramatikeren Peter Asmussen (1957-2016). “Mondnacht” er en vuggesang, hvor månestrålerne inspirerer til en glasklar, lysende musik, der igen og igen strækker sig opad. Til trods for, at det er spinkle toner, er det musik, der hviler i sig selv. “304 Sterne in einem kleinen Fenster” er til gengæld præget af en indre uro. Med pludselige udbrud i klaverets dyb og voldsomme tonegentagelser er vi i en uvis zone. Her overfor står en helt anderledes letløbende og porøs musik, der vender tilbage igen og igen. Det er kort sagt musik med dobbeltbund, helt i tråd med det citat af Peter Asmussen, som musikken er inspireret af: “Hvis man ikke vidste, hvor man var, kunne man tro, man var et andet sted.”

I den sidste nocturne, koralstudiet “Und die Sonne geht auf (Choralstudie)”, lader vi umiddelbart til igen at være på sikker grund. Her klinger en blid, beroligende tone i mellemlejet, og med mindelser om Johann Sebastian Bachs trøsterige musik skriver Bent Sørensen sig her ind i en rig tradition, der slår religiøse strenge an. Netop derfor har det også en fantastisk effekt, når musikken pludselig mod slutningen begynder at skælve. Igennem et sagte, flimrende tremolo fornemmes dagens første stråler, og musikken transcenderer og genfinder sig selv i ny, renere form. Solen står op.

Klaverkoncert nr. 3, La sera estatica (2021)
For Bent Sørensen og hans hustru, pianisten Katrine Gislinge, var coronatiden en frihedens tid. Efter dagens arbejde med komposition og videomøder i en atelierlejlighed i det indre København cyklede Bent Sørensen hjem til parrets lejlighed, hvor Katrine Gislinge ofte gav en minikoncert med noget af det, hun øvede på; en af Beethovens klaverkoncerter, Rachmaninovs klaversonate nr. 2 eller Liszt. I en tid, hvor alt øvrigt socialt liv var sat på vågeblus, kunne oplevelserne med klavermusikken i hjemmet, alt imens det mørknede, få en ekstatisk karakter. For her – i musikken – kunne alt ske, og stumper af den musik, Bent Sørensen hørte, når han kom hjem, lever nu videre i La sera estatica (“den ekstatiske aften”).

Atypisk for Bent Sørensen begynder koncertenin medias res. Med stor voldsomhed slynges vi ind i en dramatisk verden, hvor klaveret er den udfarende kraft, og orkestret iscenesættes som et stort organisk ekkokammer rundt om det. Dybe toner hamres i klaverets tangenter, hvorefter kaskader af toner udgør den musikalske strøm. Alt imens er slag på rørklokker og gong med til at skabe en stemning af gotisk gys. Da musikken endelig falder til ro et øjeblik, kastes en antydning af et citat af Listzs klaversonate i h-mol ind, som var det en vragrest på en øde, vindblæst strand. Og lidt senere, hvor klaveret har fortsat sit amokløb ind i skumringen, omgives det af trombone- og strygerglissader, hvis forvredne toner giver mindelser om ensomme, eksotiske fugles kalden. Det her er ikke noget sikkert sted at opholde sig. Det står klart helt frem til slutningen af første sats, der munder ud i en langsom epilog, hvor musikken stivner. Trods smukke øjeblikke i klaverets sidste toner vidner isnende violinklange om, at skønheden kun er et skin.

Den langsomme andensats begynder med en fredfyldt klaversolo. Musikken strækker sig sagte opad og kommenteres tyst af strygerne. Siden hylder dæmpede messingblæsere og klokker musikken i et anelsesfuldt slør, hvorigennem en solo-obo høres. Som en stemme fra det hinsides optræder oboen kun kort og forsvinder igen efter en dialog med klaveret. Et magisk møde i et tyst landskab mættet af følelser. Satsen kulminerer i en stor solokadence med obligat soloviolin, der overraskende og effektfuldt blev spillet af dirigenten John Storgårds fra podiet ved uropførelsen med Copenhagen Phil. Som to sjæle på vagt over for hinanden veksler de to stemmer mellem at være voldsomt udfarende og tyst lyttende. En egentlig harmoni opstår først, efter at klaveret har fået overladt scenen, helt solo. Og selvom nogle af første sats’ uheldsvangre “glissando-fugle” kortvarigt spøger, slutter satsen blidt syngende i klaveret i en forvisning om, at skønheden findes.

Den korte finale er et studie i ekstasens flygtige natur. Ud af en summende, snerrende klang, født af lyden fra fløjtetriller og raspet sandpapir, tændes en gnist i klaveret, der fører til et hæsblæsende musikalsk ridt. Som en perpetuum mobile kommer noderne i en ustoppelig strøm fra klaveret, og – anført af hårde trælyde i slagtøjet – tager orkestret rollen som heppekor. Desto mere uvirkeligt er det, når musikken så pludselig stopper. Efter at vi for sidste gang har hørt den poetiske, skønhedsdrukne musik fra tidligere i koncerten, fordufter de sidste toner i en bevægelse opad. Sagte som en sommervind. Den ekstatiske aften er gået. Var det en drøm?

© Esben Tange, 2026

Esben Tange er forfatter, musikforsker, programmedarbejder og koncertvært i DR P2 samt kunstnerisk leder af Rued Langgaard Festival.