Complete String Quartets, Vol. 2

Fra grunden og op

Af Andrew Mellor

Pelle Gudmundsen-Holmgreen formåede at blive højt værdsat af samtlige lejre inden for ny dansk musik. Efter i 1950’erne at have studeret på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium hos Finn Høffding, Svend Westergaard og Vagn Holmboe begyndte han at skrive musik i en Bartók-inspireret, serialistisk stil sideløbende med et arbejde som scenetekniker på Det Kongelige Teater. Fra denne periode stammer hans tidligste tre strygekvartetter, som findes på denne series første CD (8.226217).

I kølvandet på disse værker begyndte Gudmundsen-Holmgreen i sin musik at fokusere mere og mere på tidsmæssige og rytmiske grundelementer og på samme tid udvikle en karakteristisk fornemmelse for det absurde, der uvægerligt anskues med barnlig uskyld. Derefter fulgte The Big Bang i 1900-tallets danske musik: ankomsten af den såkaldte “ny enkelhed” som en klingende parallel til den funktionalistiske bevægelse i dansk design og med krav om, at strukturen i et værk altid skulle kunne opfattes umiddelbart.

Teknikker udviklet af komponisten Henning Christiansen, billedkunstneren Robert Rauschenberg, forfatteren Hans Jørgen Nielsen, dramatikeren Samuel Beckett og Pelle Gudmundsen-Holmgreens egen far, billedhuggeren Jørgen Gudmundsen-Holmgreen, var alle med til at udvikle en moden stemme hos komponisten, der på én gang var helt igennem særegen og afvæbnende oprigtig. Som følge af deres kombination af gademusikantens sans for at kommunikere med en “konkret” opfattelse af musikken som lyd kom hans mange værker fra slutningen af 1960’erne og frem til at fremstå voldsomt forfriskende.

Gudmundsen-Holmgreen gik længere end de fleste andre inden for den ny enkelhed og vendte ikke blot tilbage til traditionelt materiale – såsom at bruge treklange som sidestykke til møbeldesignernes træ og læder – men også helt ned på jorden. Hans musik fordybede sig begejstret i støjens natur og i de klanglige impulser som udgangspunkt for tilværelsen, humor, tale og samtale.

De færreste af Gudmundsen-Holmgreens partiturer tager sig selv seriøst, men mange af dem bliver gribende følelsesladede eller regulært seriøse. Hans kompositionsmetoder kan forekomme hugget fra børn eller dyr: musikalske byggesten stables oven på hinanden eller gentages manisk som kampråb; banaliteter overtager samtalen og fremhæves fascineret; soloinstrumenter tvinges ud i linedans og instrumentalgrupper forenes i usandsynlige kombinationer, der vrider og vender sig som ildere i en sæk.

Som et bevidst ekko af Carl Nielsens livslange forsøg på at bringe sange og symfonier ned på jorden igen henvender Gudmundsen-Holmgreens musik sig snarere nedad end opad. Når hans værker er provokerende, og det er nogle af dem, er det sjældent for provokationens egen skyld eller på bekostning af eventuelle tilbageværende følelser af betydning. Ved nærmere lytning hører vi værker i samklang med hele horder af klodens skabninger – musik med et tydeligt hjerteslag, en levende puls og en animalsk gangart, hvis talrige forskydninger og omveje er udtryk for det uperfekte, bly, frodige og forvirrende ved livet som pattedyr.

Gudmundsen-Holmgreen skrev strygekvartetter gennem hele sin karriere, lige fra 1959 til 2013 (tre år før hans død). Værkrækken afspejler ikke blot den grundlæggende stil og klang i hans musik, men også dens forhold til lyd. “Det, jeg har overtaget fra min far, er en bevarelse af sanseligheden og fastholdelsen af barnesindet og en troskyldighed i omgangen med mennesker og i mit arbejde … Det, jeg også har arvet fra min far, er ønsket om den fuldendte form,” har komponisten engang sagt; “Jeg ved godt, at det ikke kan opnås, men jeg bliver ved med at prøve.”

Formen er i dette tilfælde mindre optaget af klassiske strukturer og mere af en instinktiv fornemmelse for balance – mellem modsatrettede impulser, regler, klangfarver og dagsordener. Med tiden lod Gudmundsen-Holmgreen flere og flere fysiske kræfter trænge ind i sine værker og i særdeleshed strygekvartetterne som udtryk for det levende nærvær hos de udøvende, som han i mange tilfælde knyttede stærke bånd til. Den verdensberømte amerikanske Kronos Quartet, der uropførte en række af komponistens strygekvartetter, er et af de mest markante eksempler.

Nordic String Quartet © Mathilda Yokelin

Strygekvartet nr. 7, Parted (1984)
Gudmundsen-Holmgreens senere strygekvartetter forekommer ofte organisk forbundet med deres umiddelbare naboer. Parted, komponistens syvende kvartet, kom til et år efter den sjette, Parting. Sidstnævnte formulerer en tydelig musikalsk gestus, som bliver strakt ud til et storladent ekko af sig selv – et kærligt farvel. Parted var komponistens første bestillingsopgave til Kronos Quartet og afspejler på samme tid en ny afsked og alt deraf følgende.

Den indledende retningsløshed i musikken kan betragtes som en klassisk Gudmundsen-Holmgreen-søgen efter tryghed og enighed. Hans erkendelse af denne status som parted, adskilt, afspejler komponistens Kierkegaard-inspirerede interesse for tanken om to modsatrettede idéer, parter, stemmer eller figurer og det socialt akavede, en sådan modsætning kan afstedkomme. Ensemblet kan forekomme opsplittet i de tre instrumenter under hagen og det ene mellem benene. Mønstre etableres, blot for at bevæge sig frem og tilbage mellem modsætninger eller gå kværnende i stå.

I anden sats fordyber celloen sig i en enkelt, spøgefuld tone, mens dens makkere larmer løs med signalakkorder ovenover, og sidst i værket vendes modsætningen om ved, at celloen danner bund for lysende akkorder, mens førsteviolinen stryger ekstatisk løs på en enkelt svimlende tonehøjde. Indimellem skyder poesien op mellem komponistens typiske kværnende lyde og skrækindjagende akkorder; samtaler løber tør for ord, og instrumenter klynger sig skrøbeligt til enkelte tonehøjder, ligesom der er antydninger af den motoriske minimalisme, man ofte forbinder med Kronos’ USA.

Strygekvartet nr. 8, Ground (1986)
To år efter Partedmodtog Kronos Quartet sin næste bestilling, Ground. Partituret udgjorde både en begyndelse og en afslutning: afslutningen på kvartetrækken nummer 5-7 (som slutter med Parted) og samtidig udgangspunkt for en række modullignende, indbyrdes forbundne kvartetter, der endda strækker sig ud over de tre på denne udgivelse.

Barokkens teknik med at bygge musik op over en underliggende, gentaget basgang viste sig nyttig for Gudmundsen-Holmgreen, for dens påtvungne begrænsninger kom også til at fungere stimulerende. I sine senere år legede komponisten ofte med grebet og udvidede i den ottende strygekvartet dets rammer ved at bruge rækker af akkordsekvenser i symmetrisk opadgående og nedadgående bevægelser. Komponistens egen værknote forklarer, at hans basgang består af “en konstant gentaget 35 takter lang rytmisk figur (konstrueret af polyrytmer), en balancegang i form af et begrænset antal toner, en konstant gentaget akkordsekvens (der veksler mellem fire forskellige symmetrisk arrangerede niveauer) samt en overordnet bueform bestående af mange små buer.”

I så henseende var værket med komponistens egen formulering “en slags eksperiment” – et forsøg på at prikke til, udforske og provokere den etablerede “basgang” med nye virkemidler og samtidig afprøve mulighederne i ensemblet, hvis stadig mere korte, fortættede og intensiverede sekvenser (i særdeleshed i de første syv minutter af værket) er teknisk krævende og dynamisk anstrengende for en gruppe på fire akustiske instrumenter fra samme strygerfamilie.

Ikke desto mindre fremstår kvartetten som en af Gudmundsen-Holmgreens mest fortryllende, en legesyg rapsodi over enkelhed, mådehold og beslutsomhed, hvis lyriske indfølingsevne (og karakter af afsked) står som en mærkbar afslutning på det foregående.

Strygekvartet nr. 9, Last Ground (2006)
Der skulle gå tyve år mellem Ground og dens efterfølger Last Ground – endnu et samarbejde med Kronos og et værk, som Gudmundsen-Holmgreen var fuldt og fast overbevist om ville blive hans sidste for kvartetformatet. Jo, der optræder en basgang i stykket – men denne gang gælder opmærksomheden snarere den række akkorder, som baslinjen antyder ved at alternere med omvendinger af sig selv. Ny er også værkets inddragelse af elektronik: samplede lyde af bølgebrus, vind og forskelligt dyreliv, måske udtryk for komponistens nære forhold til Samsø.

“Over for det brølende, rasende hav er kvartetten en splejset lille sag,” sagde komponisten i 2007 til musikjournalisten Jens Cornelius. “Den er meget skræmt. Lidt efter lidt bliver den langsommere og svagere. Den begynder som en bleg og splejset lille sag og bliver endnu blegere!” I det samme interview henviste Gudmundsen-Holmgreen også til sin egen dødelighed. Til sidst vender havlydene tilbage for at skylle kvartetten fuldstændig væk, men ikke før et sidste musikalsk tegn: et As tilføjes liggetonen D og danner en ildevarslende tritonus.

Strygekvartet nr. 10, New Ground (2011)
Last Ground skulle alligevel ikke blive Gudmundsen-Holmgreens sidste strygekvartet – eller for den sags skyld hans sidste “ground”. Med visse datidige kommentarer til stykket i tankerne og tungen fast plantet i kinden talte komponisten om at give sig i kast med at “skuffe lytterne mest muligt” ved at skrive “en udadvendt, let kvartet” med titlen New Ground, men baseret på en berømt gammel basgang, nemlig den som Johan Pachelbel (1653-1706) anvendte i sin berømte Kanon og gigue.

Pachelbels basgang bliver ikke fremført eksakt; Gudmundsen-Holmgreen tilfører en ekstra takt og en bluesagtig omvej hjem. Derudover er teknikken dog i praksis barok: oven over den konstante basfigur bliver samtalen mere og mere kompliceret og overstadig – samt i dette tilfælde også fragmenteret, flagrende, skræmt og dyrisk. Idéen viste sig endnu mere frugtbar, end denne ene kvartet kunne rumme og førte til udarbejdelsen af to søskendestykker, der kan lægges ind over den: den atonale No Ground og vokalværket Green. Det lå imidlertid endnu et stykke ud i fremtiden …

Andrew Mellor er forfatter til The Northern Silence – Journeys in Nordic Music and Culture (Yale University Press, 2022)