Pelle Gudmundsen-Holmgreen

Pelle Gudmundsen-Holmgreen var en af Nordens mest markante komponister fra det sidste halve århundrede. En unik personlighed og en hovedfigur i dansk musikliv, selv om han opfattede sig som en outsider.

Han blev født 1932 og debuterede som komponist i 1955. I sine tidlige værker tog Gudmundsen-Holmgreen udspring i forbilleder som Nielsen, Bartók og Stravinskij. Omkring 1960 blev han påvirket af efterkrigstidens serialisme, men afviste den snart igen og blev i stedet toneangivende indenfor ”den ny enkelhed”: En lakonisk musik, der dog i Gudmundsen-Holmgreens hænder kan være meget tvetydig. Dobbelttydighed og provokerende absurditet er gennemgående træk i hans produktion. Som han selv har formuleret det: ”Jeg skriver tit musik, der ikke kan bestemme sig, og det er med vilje”.

Materialet i Pelle Gudmundsen-Holmgreen musik er ofte meget indskrænket. Motiver og klanglige elementer gentages og udstilles nådesløst, for konfrontationer er hans kunstneriske salt. Det kan føre til både voldsomme sammenstød og til helt statiske, begivenhedsløse udtryk.

Af hans orkesterværker kan nævnes Mester Jakob (1964), Tricolore I-IV (1966-69) hvor stoffets enkelhed er ekstrem, Symfoni, Antifoni (1978), der vender det symfoniske format om, Concerto Grosso (1990) for strygekvartet og orkester (af komponisten selv beskrevet som ”Vivaldi på safari”), klaverkoncerten Plateaux pour Piano et Orchestre (2005), en Cellokoncert (1996), en Violinkoncert (2002) og slagtøjskoncerten Triptykon (1985).

Han har komponeret 14 strygekvartetter, de tre sidste i rækken kan spilles på én gang og danner på den måde endnu et værk. Hans vokalmusik spænder fra små sange, der både forlænger og stiller spørgsmålstegn ved traditionen fra Carl Nielsen, til meget krævende korværker som Three Stages (2002) og Fire Madrigaler (2001). Så sent som 2015 havde han premiere på sit første musikdramatiske værk, Sol går op, sol går ned.