C.E.F. Weyse

C.E.F. Weyse er en af den danske musikkulturs søjler. Han blev født i hertugdømmet Holstein, som var tysk dengang, og kom til Danmark i en alder af 15 år for at blive elev hos den tysk-fødte dirigent J.A.P. Schulz. I København blev Weyse ansat som organist for det tyske samfunds kirke og begyndte selv at komponere. Inspireret af danske opførelser af Haydns og Mozarts symfonier skrev Weyse de første danske symfonier i 1790erne – i alt syv. Værkerne opnåede aldrig nogen ærefuld status i det danske koncertrepertoire og en egentlig dansk symfonisk tradition opstod først senere. I de efterfølgende år var Weyse fuldstændig uproduktiv, nedslået af en ugengældt kærlighed. Efter bruddet tog han sin karriere op igen og komponerede syngespil, kantater og sange. Han modtog den højeste officielle anerkendelse, da han blev ansat som organist ved Københavns Domkirke og blev udnævnt til hofkomponist. Weyse forblev konservativt tro mod Mozarts Wienerklassiske stil, men kultiverede den til perfektionisme. I kraft af sine vokalværker – specielt sange, salmer og syngespil – hører Weyse til blandt de mest betydelige komponister i Danmark med en ægte national indstilling til sin kunst. Weyses virtuose værker for klaver, ligesom hans symfonier, har derimod stået noget i skyggen af hans vokalværker.