Tilmeld dig Dacapos nyhedsbrev

Eva Noer Kondrup

composer
1964
© Emil Brøbech

Eva Noer Kondrup og havmågerne.

“Musik ligner sprog. Udtryk som musikalsk idiom, musikalsk tonefald er ikke metaforer. Men musik er ikke sprog. Dens sproglignende karakter er på én gang af central og perifer betydning. Den der bogstaveligt opfatter musik som et sprog er på vildspor. “ (Th. W. Adorno)

Er der noget der kendetegner Eva Noer Kondrup, er det hendes egensindighed. Når jeg tidligere, som hendes lærer i komposition, troede at have overbevist hende om et eller andet kunne man være sikker på at overraskelsen ventede når vi efterfølgende igen mødtes. Dét, som var så ligefremt og plausibelt i samtalens løb, havde nu antaget en ganske anden karaktér, for når Eva Noer Kondrup reflekterer over de påvirkninger hun udsætter sig for, er resultatet altid en meget personlig indfaldsvinkel, en særhed. Troldsplinten i øjet har hun, og gud ske lov for det, lad havmågerne fra Hirseholmene sætte deres klatter. Hendes kompositoriske stil strækker sig fra en rungende enkelthed, en bevidst “tømthed” (som feks. i 3 Studies for Piano) ikke uden lighed med Eric Saties “musique de meublement” (med en tidlig Cage i skabet), dog uden at være det, til noget, som, bedst som man tror at vide sig sikker, stikker frem som en udpræget gammeleuropæisk virtuositet og slavisk passion. Fra tilsyneladende naivt enkle og skarptskårne tonekonstellationer, springer pludselige ikoner af en elsket fortids lyd: mens tiden sover allerbedst spiller Eva en ikke ventet -”Heaven can wait”- trumf: Paganini med fire toner og digital-ekko!

Søger man at udæske hende hvorfra denne modsætningsfyldthed kunne tænkes at stamme, bliver hendes svar sfinksagtigt undvigende. Al ære værd: ingen komponist ønsker at lignes ved en anden. Men som regel nager der altid et forbillede, som kan pirkes frem. Så let får man det ikke. Eva kræver sin ret, ikke kun til at være sig selv, men hele den vesteuropæiske musikhistories ret til, når det passer hende, at stikke næsen indenfor som en kær gammel bekendt! Således kigger hun langt tilbage i betragtelsen af “Klaras Perle” -en middelalderlig gøglertrup (tiden sover!) indtager det moderne landskab. Postmoderne kunne nogen måske finde på at fremføre, men nej, heller ikke det! I modsætning til de russiske komponister, hvis musik slog ud i vesten efter murens fald, og hvis musik Eva Noer Kondrup ikke er ubekendt med, så er stilpluralisme og citatteknik ikke rette betegnelser, for hun citerer ikke, hun søger den fulde integration. Klokkerne fra Københavns Rådhus er tilstede i “While Time Sleeps…” uden at vi behøver at høre dem. Man kunne også beskylde hende for naivitet, men dét virker ikke, for hun kendes bevidst ved naiviteten, som en ret til ikke at forfalde i intellektualisme. Eva vil, at maskerne falder. Og falder de ikke af sig selv, demaskerer hun, uden at det entydigt ses hvem det er, masken rives af. Pelsen kærtegnes -mod hårene!

“Ingen bader i den samme flod to gange...” (Heraklit)

Trods denne egenrådighed, som let kunne tolkes som modvilje mod den akademisk intellektuelle anti-naivitet, som trives på en uddannelsesinstitution som et konservatorium, falder ejheller Iannis Xenakis’ oprørske opfordring til de studerende om at glemme deres lærere og blive sig selv i god jord: det er for nemt for ham at sige, argumenterer hun i Dansk Musiktidskrift. Den slags tredserflip hører en svunden tid til. Ellers er hun venlig, med en klædelig stædighed som ingen trænger ind bag, men som alligevel har sine forførende sider. Som i værket “PARA” -en hård nød! -en insisterende udforskning af et stærkt begrænset tone- og intervalrum, modernistisk i sin struktur. Sjældent er oktavintervallet blevet så konsekvent befriet fra dets neutralitet og uskyld. På overfladen kan især 2. sats høres i forlængelse af Cage’s strygekvartet fra 1950 -set gennem en senere Pelle Gudmundsen-Holmgreensk “banalitet” i selvspejlende strukturer. “PARA” handler ikke om udtryk men betydning: om man kan trænge frem til dén, handler om man oplever paradis eller paranoia (som Eva Noer Kondrup selv udtrykker det).

“…hvad er musik? Musik er sprog. Et menneske ønsker at udtrykke idéer i det sprog, men ikke idéer som kan blive oversatte begreber- musikalske idéer… Faktisk eksisterer mennesket kun fordi det udtrykker sig. Musik gør det med musikalske idéer. Når jeg ønsker at sige noget gør jeg det selvfølgeligt på en måde som andre forstår.” (Anton Webern)

Eva Noer Kondrups modsætningsfyldthed opleves ligeledes i konfrontationen mellem den abstrakte kammermusik og hendes optagethed af dramaturgisk form, som i opera: her er musikkens styrke dens evne til at formulere udsagn. Eva Noer Kondrup ønsker at sige noget, men ikke med egocentrisk lyricisme: nok er hendes musik bundet af melos (også i kammermusikken) men udtryk og tydning ligger ikke ligefor. Snarere er hendes melodik grum som en børnesang: overfladen er genuint uskyldig, men benene rives af fluen ét for ét i analytisk fordybelse.

Er hun en alvorstynget komponist? Nej langt fra, faktisk er humor en væsentlig bestandel af dybden i hendes opera “Neja”. Ja librettoen er grotesk livsnydende som musikken ikke går af vejen for at være det, men hovedpersonen står alene tilbage med opskårne håndled i al den overfladiske hurlumhej. Sårbarhed overfor overflade. Jeg drømmer om fred, om frihed, om lykkens ø. Naivitet overfor realitet. Vi véd meget, men forstår kun lidt, Eva Noer Kondrup stiller sig fri fra ismernes fængsler. Vi behøver ikke at forskrækkes, forarges eller på anden måde søge afvisningen feks. i en elegant formuleret intellektuel puritanisme, for er det ikke nok at vi -som lyttere- ér. På samme tid sårbarhedens og grusomhedens repræsentanter? Nat… og morgen.

af Ivar Frounberg

randomness