Six Keyboard Sonatas and an Ode

Sonater med et twist

Af Lisbeth Ahlgren Jensen

Hardenack Otto Conrad Zinck (1746-1832) var, ligesom flere andre af de musikere, der virkede i Danmark i slutningen af 1700-tallet, født i den tysktalende del af landet, nærmere bestemt i Husum i Slesvig. Han kom fra en musikerslægt og blev sammen med sin bror Bendix Friedrich, undervist af deres far i musikkens grundlæggende færdigheder, herunder fløjte, violin og klaver.

Da han var omkring 20 år gammel, rejste han til Hamborg, hvor han efter yderligere musikstudier blev kirkesanger under Carl Philipp Emanuel Bachs ledelse, medvirkede i store oratorieopførelser og udmærkede sig som fløjtevirtuos. Her giftede han sig også med sin sangelev, den franskfødte Susanne Elisabeth Pontet.

I 1777 blev begge ægtefæller ansat ved hertugen af Schwerins hofkapel i Ludwigslust, hvor H.O.C. Zinck virkede som førstefløjtenist og kammermusiker og hans hustru som sangerinde. I denne periode begyndte Zinck at komponere, stærkt inspireret af C.P.E. Bach, hvis lærebog Versuch über die wahre Art das Clavier zu spielen ikke kun indeholdt spilletekniske anvisninger, men også seks sonater for tasteinstrumenter. I 1786 optrådte ægteparret Zinck ved en koncert på Det Kongelige Teater, og i 1787 flyttede de permanent til København. Her blev Zinck ansat som syngemester i forbindelse med de igangværende reformer af teatermusikken, mens hans hustru kort efter blev udnævnt til hofsangerinde. Deres søn, Ludvig, fik også en langvarig tilknytning til Det Kgl. Teater som syngemester og komponist.

Musikalsk dannelse
Zincks virke var præget af oplysningstidens tanker om musikkens forædlende virkning på mennesket. Hans pædagogiske evner kom til udtryk i flere initiativer: Han grundlagde Danmarks første operakor og et offentligt sangakademi, og som organist ved Vor Frelsers Kirke, redaktør af de autoriserede Choralmelodier fra 1801 og musiklærer ved Blaagaards Seminarium havde han stor og varig indflydelse på dansk kirke- og skolesang – en indflydelse, der senere blev videreført af hans oldebarn Thomas Laub. Derudover var han en engageret og reflekterende musikskribent, der både på tysk og dansk udfoldede sine tanker om musikalsk dannelse.

Zincks kompositioner omfatter flere sæt sonater og variationsværker for tasteinstrumenter, sonater for en og to fløjter, sange med klaverledsagelse til danske og tyske tekster, syngespillet Selim og Mirza (til tekst af P.A. Heiberg, 1790) samt lejlighedskantater, komponeret under hans ansættelse i Schwerin og til forskellige begivenheder i København. De her indspillede klaversonater blev udgivet i Hamborg i 1783, og deres popularitet afspejles i, at hele 294 personer tegnede sig som subskribenter. Heraf boede 60 i Berlin og 56 i Hamborg. I Danmark var der kun én, hof- og slotsorganisten Hans Hinrich Zielche, der forudbestilte sonaterne – til gengæld tegnede han sig for seks eksemplarer, muligvis med henblik på videresalg.

Sonaterne indledes med et længere forord af Zinck, hvori han beskriver sin baggrund og tvivlsomme erfaringer med undervisning i Hamborg: Én lærer bedømte hans arbejder gennem en vinflaske, en anden dvælede for længe ved gamle kirketonearter, og en tredje afviste selv den lære, han havde undervist i dagen før. Frustreret over manglende læringsudbytte besluttede Zinck for videre selvstudier, især gennem C.P.E. Bachs udgivelser, som han omtalte som sin ”tavse lærer”.

De seks sonater
Om klaversonaternes tilblivelse fortæller Zinck, at det musikalske materiale opstod fra bestemte sindsstemninger – blid, ophidset, ondsindet eller glad. Overvældet af sådanne stemninger kastede han sig over klaveret for at udtrykke sin tilstand musikalsk. Han erkendte dog, at musik uden ord ikke fuldt ud kunne formidle specifikke følelser, som lytteren kunne genkende. Dette fik ham til at overveje, om kommentarer til de enkelte stykker kunne gøre dem mere forståelige og berigende. I den sjette og sidste sonate lod han det komme an på en prøve.

De enkelte sonaters tre satser er særdeles individuelt udformet med hensyn til satstyper. Fælles for dem er, at de afspejler Zincks spilleglæde og begejstring for klaverets udtryksmuligheder. Han skrev endda en hyldestsang til klaveret, ”An das Clavier”, med både tysk og dansk tekst, der indledes:

”Lifligt tonende Claveer! / Intet mig fornøjer meer, / end dit søde Strenge-Spil. / Du er, hvad jeg ønske vil, / munter Spøg, Alvorlighed / i min stille Eensomhed.”

I allegroen i den første sonate i C-dur er der ingen skarp kontrast mellem hovedtema, sidetema og overledende passager. Et livligt forløb skabes gennem imitation og gentagelse af motivstof fra nye tonetrin eller i omvending, indtil satsen kulminerer i en accelererende triol-passage, der fungerer som en dynamisk udvikling af musikken. Den følgende grazioso-sats er præget af en rigt ornamenteret melodi i dominattonearten, både i dur og mol. Som afsluttende sats følger en munter presto i 12/8-takt, domineret af brudte, staccato-markerede treklange, der veksler med et mere sangbart motiv i parallelle tertser.

Den anden sonate i F-dur udviser den mest markante motiviske og harmoniske kontrast. Efter at både hoved- og sidetema er bearbejdet i modulationsdelen, udelades hovedtemaet i reprisen. Den følgende langsomme sats, Cantabile e sostenuto i D-dur, bevæger sig i en helt anden klangverden, da tonearten ligger fjernt fra hovedtonearten F. Overstemme og mellemstemme har selvstændige melodier. Tredje sats er en rondo, hvis tema minder om Haydns sonater fra samme periode. Ritornellen er i sig selv både modulerende og rytmisk varieret, ofte med forskydninger af melodien væk fra det betonede taktslag og kontraster mellem lige og ulige underdelinger (trioler). En overraskende effekt opnås, når temaet indsættes en halvtone over den forventede grundtone, hvilket fører til en passage i Ges-dur, før der moduleres tilbage til F-dur i en forrygende slutpassage med arpeggio-figurer.

I den tredje sonate i A-dur er der stor lighed mellem de to hurtige ydersatsers motivstof, mens den mellemliggende sats danner kontrast. Overgangen fra allegro-satsen til den rolige 6/8-takt i Andante più tosto formidles gennem en fantasipræget passage med en fermat, mens det efterfølgende motivstof består af en hurtig, stakåndet passage, der veksler med et roligt, akkordpræget og forsiret motiv. Satsen er præget af modulationer gennem adskillige tonearter, før den falder til ro i en A-dur-akkord.

Den fjerde sonate i c-mol indledes med en sats, Moderato e legato, der næsten gennemgående formes som toneranker i en slynget bevægelse. I en samtidig anmeldelse beskrev musikskribenten C.F. Cramer melodien som en lang regnorm, der vrikkede sig fra side til side, men samtidig var en udfordring for fingrene med sine akavede stræk. Han tolkede den som et udtryk for en mand med sjælekvaler, ude af stand til at befri sig fra sin melankoli. Den følges af en rolig Andante grazioso i C-dur med en rigt ornamenteret melodi, mens den sidste sats usædvanligt består af en højtidelig menuet i c-mol med en tilhørende trio i C-dur.

Allegro con brio-satsen i den femte sonate i G-dur lægger med sine mange skalaprægede passager og hurtige nodeværdier op til en stormfuld og virtuos udførelse. En spændingsfyldt, modulerende kadence leder direkte videre til en dybsindig mellemsats, Un poco adagio i Es-dur. Her findes et af samlingens få eksempler på en Alberti-bas, som sammen med den yndefulde, ornamenterede melodi let kunne tilskrives en wienerklassiker. Satsen glider direkte over i en drillesyg Rondo vivace, præget af overraskende pauser og kontrastrig dynamik.

I den sjette sonate løfter Zinck sløret for, hvad der lå ham på sinde, da han komponerede: Han var rasende og irriteret over noget, da han satte sig til klaveret for at give luft for sine følelser. De første fire takter viste en slående lighed med en melodi, han tidligere havde skrevet til digtet ”Kain am Ufer des Meeres” (”Kain ved havets bred”) af rigsgreve F.L. zu Stolberg-Stolberg. Digtet skildrer Kains grusomme drab på sin bror Abel og hans angstfulde selvbebrejdelser, da han flygter til havets bred, hjemsøgt af syner af hævngerrige furier, brorens blege genfærd og den blodige kølle. Selv uden kendskab til dette program er det tydeligt, at voldsomme kræfter er på spil. Tonearten er gennemgående d-mol, men i den korte mellemsats, Adagio con espressione, findes kadencer i flere fjernt beslægtede tonearter og hyppige skift mellem dur og mol. Ligesom førstesatsen falder adagioen ikke til hvile i grundtonearten, hvilket understreger musikkens uforløste karakter. Den afsluttende Presto furioso er en veritabel forfølgelsesjagt, der ubesværet glider over i en sang. Zinck lader det være op til udøveren, om klaversatsen afsluttes med den noterede kadence i d-mol, eller om sidste takt springes over og fortsættes direkte med forspillet til ”Kain am Ufer des Meeres”.

Dette usædvanlige greb vakte opsigt. C.F. Cramer kaldte det en ny og dristig idé at lade et instrumentalt værk gå direkte over i et vokalt, men tvivlede på, at det ville blive en trend. Idéen afspejler Zincks eksperimenterende tilgang og hans ønske at lade det komme an på en prøve, om det tilføjede musikken værdi at røbe dens inspiration, hvilket han bad subskribenterne om at vurdere i forordet.


© Lisbeth Ahlgren Jensen, 2025

Lisbeth Ahlgren Jensen er dansk musikforsker, der blandt andet har skrevet om kvindelige komponister og bidraget til indspilningsprojekter. Hun har desuden redigeret Carl Nielsen Udgaven og skrevet en biografi om Hortense Panum, Danmarks første professionelle musikforsker.

Noter

Af Mads Damlund Mellor

Det har længe været et ønske for mig at indspille H.O.C. Zincks musik på clavichord – det instrument, som i Zincks tid oftest stod i hjemmet hos det bedre borgerskab, og som musikken oprindeligt er skrevet til. I slutningen af 1700-tallet var clavichordet det naturlige instrument for den såkaldte ”følsomme stil”, et instrument hvor komponistens sjælelige tilstand ufiltreret kunne komme til udtryk. Lyden er ikke kraftig, men fylder stuerummet på en intim og nærværende måde. Til gengæld giver clavichordets enkle, men følsomme mekanik mulighed for at udforske et væld af fraseringer, udtryk og dynamiske nuancer, som går tabt, når musikken spilles på et moderne klaver. Når man både spiller og hører Zincks sonater på clavichord, føler man sig nærmest til stede i det samme rum som komponisten imens den opstod.

Clavichordet, der blev brugt til indspilningen, er bygget i 2024 af Martin Kather i Hamborg. Det er ubundet og frit konstrueret efter forlæg fra David Tannenberg, med omfanget FF–g´´´ (+EE/DD)