Lark Animations

Forbundethedens økologi – fra minder til sang

Af Tim Rutherford-Johnson

I britisk efterkrigskultur er sanglærken kommet til at spille en helt særlig rolle – forfatteren Richard King finder således koblinger mellem fuglen og krigens rædsler i både Siegfried Sassoons og Virginia Woolfs romaner. For den engelske komponist Ralph Vaughan Williams (1872-1958) symboliserede lærken håb og heling. I et forsøg på at bearbejde sin oplevelse af Første Verdenskrigs rædsler komponerede han The Lark Ascending for violin og strygere i 1914. Sådanne værker er fælles om at udnytte fuglens umiskendelige tjirrup, tirra-lira-sang, dens opadstigende flugt højt til vejrs og dens helt konkrete fugleperspektiv på landskabets forandringer til at fundere over spørgsmål om ødelæggelse og genopbygning.

Aske Zidores Lark Animations (2023) er fra en anden tid med et andet forhold til naturen, så selv om hans lærke har visse overfladiske ligheder med Vaughan Williams (i begge tilfælde møder man for eksempel opadgående pentatone arpeggioer), er den også ganske anderledes konstrueret. Hvor Vaughan Williams’ fugl er en himmelstræbende og næsten religiøs ånd, er Zidores små prikker af placering og styrtdyk ned mod græsset en måde at artikulere rum og sammenhænge på. I sit værk forsøger Zidore at udforske forholdet mellem den uberørte natur og det moderne samfund og at antyde nutidige forestillinger om forbundethed, minder og formidling.

Disse forestillinger er allerede indlejret i musikkens konstruktion og notation. Lark Animations er inddelt i tolv sektioner på hver sit nodeark. Under en opførelse er arkene placeret i en cirkel rundt om solisten, der befinder sig i midten med mulighed for at vende sig fra det ene ark til det andet i vilkårlig rækkefølge, om end i overensstemmelse med i noderne angivne ”portaler”. Udforskningen af rum og åbenhed fortsætter på selve arkene, der ligesom rutediagrammer angiver forskellige stier mellem og blandt forskellige typer materiale – noterede fragmenter af fuglesangslignende musik spændende fra enkelttoner til lange passager af delikate figurationer, langsomme og mere pastorale stemningsbilleder samt grafik til at symbolisere lærkernes flugt og stemmeaftryk af deres sang. Det alsidige materiale gør det muligt for den optrædende at imitere og fortolke fuglene på mange forskellige niveauer.

Den fragmenterede og spredte gengivelse er tættere på vores nutidige oplevelse af lærker i naturen – eller vores minder om dem derhjemme eller i koncertsalen. Hvis man går ud på en engelsk eller dansk bakketop om foråret, vil der flyve lærker ovenover og rundt omkring (de er udbredte i begge lande), når de ikke smutter rundt inde i krattet. Zidore har trukket på minder om lærker fra sin ”barndoms åndelige landskab” og fremmanet både fuglens bevægelsesmønstre og dens sang. Når man møder lærker, synes de allerede at være oppe at svæve (”fylde himlen med lydlig graffiti”, som digteren og ornitologen John Bevis har udtrykt det). Mange af dem på samme tid kan ligne en flerkanalsoplevelse af bittesmå højttalere, der hænger ned fra himlen. Sangen skærer umiskendeligt gennem luften og indfanger øret, men fuglene selv kræver det en vis indsats at få øje på som lynhurtige prikker højt oppe over én. At stå midt mellem lærker er at få sine sanser, sin oplevelse af jeget og kroppen, strakt ud i en tredimensionel matrix og selv blive en del af dette spredte netværk af lyde.

Lark Animations i 3D rendering – med violinisten placeret i en cirkel af 12 nodeark.

Denne fysiske side af vores møde med lærker har Zidore indarbejdet i violinistens bevægelser. For det første skal vedkommende bevæge sig ud i rummet fra fragment til fragment, fra nodeark til nodeark, på tværs af og rundt i cirklen af ark. At springe fra det ene ark til det næste kan ifølge komponisten minde om fuglens flugt, når den dykker ned i græsset og dukker op et helt andet sted. En tilsvarende fornemmelse af noget ikke-lineært opstår der mellem fragmenterne indbyrdes – for de kan veksle brat mellem barokornamentik, minimalistiske gentagelser og abstrakt støj. Dertil kommer violinistens bevægelser med arm og bue, der i alle de hurtige tværgående passager efterligner fuglens flaprende vinger og får den udøvende til nærmest selv at forvandle sig til en fugl.

I en tid med klimakrise og øget fokus på udbyttende og udpinende sammenhænge overalt på kloden præsenterer Zidores videreformidling af fuglens sang og adfærd til lyd, rum og bevægelse en mulighed for at overveje forbundethedens økologi på. Her er naturen ikke kun noget adskilt fra mennesket, der ses på afstand eller udnyttes som ressource, men noget som vi er en intim og ubrydelig del af. Nøjagtig ligesom lærken er forbundet med himlen og græsset, er vi også forbundet med den.