Tilmeld dig Dacapos nyhedsbrev

Medea/Lysistrata

Steingrímur Rohloff

Medea/Lysistrata

Tuva Semmingsen, Esbjerg Ensemble, Henrik Vagn Christensen

Myterne om Medea og Lysistrate har betaget kunstnere i århundreder. Senest komponisten Steingrímur Rohloff, der fandt sin sensuelle, krystalklare stemme, mens han studerede i Paris. På denne udgivelse kobles han med en af Danmarks store digtere, Peter Laugesen, på en indspilning, der også nyder godt af Tuva Semmingsens betagende stemme og Rohloffs årtilange samarbejde med Esbjerg Ensemble – resultatet er smukt, klangfuldt og dramatisk.

Køb album Stream

CD

  • CD
    Jewel Case
    139,50 kr.
    €18.75 / $22.07 / £16.04
    Køb
Download
  • mp3 (320kbps)
    69,00 kr.
    mp3
    €9.28 / $10.92 / £7.94
    Køb
  • FLAC 16bit 44.1kHz
    79,00 kr.
    CD Quality
    €10.62 / $12.5 / £9.09
    Køb
  • FLAC 24bit 192kHz
    131,00 kr.
    Studio Master +
    €17.61 / $20.72 / £15.07
    Køb
Steingrímur Rohloff © Stuart McIntyre
Tuva Semmingsen synger med dæmpet intensitet og indestængt nedtoning. Omkring sangene spiller Esbjerg Ensemble med omsorgsfulde solistiske præstationer
Gregers Dirckinck-Holmfeld, Gregers DH
På denne strålende udgivelse viser Esbjerg Ensemble og mezzosopran Tuva Semmingsen endnu engang deres udtryksfulde evner
Josep Bosch, Sonograma
Total runtime: 
56 min.
Forbundne verdener

Af Andrew Mellor

Poesiens sjette sans, den dramatiske kraft i følelsesmæssige ekstremer og de fabulerende muligheder i melodier og harmonier er grundelementerne i Steingrímur Rohloffs succes som operakomponist. Den musikalske overflades skønhed og raffinement dækker over dybe og ofte dystre undersøgelser af tilværelsen. Uanset den musikalske stramhed og klarhed i hans sceneværker har hans sans for at fortælle historier også gjort dem vidtfavnende.

Rohloff er født i Reykjavik af islandsk-tyske forældre og har siden 2003 boet i Denmark. Han har studeret komposition hos Krzysztof Meyer ved konservatoriet i Köln og senere hos Marc-André Dalbavie og Gérard Grisey ved Conservatoire National Supérieur de Paris, efterfulgt af kurser ved IRCAM. I Paris blev Rohloff optaget af orkestrering og overbeviste samtidig sig selv om, at harmonikkens verden myldrede med uudforskede stier. “Jeg opdagede, at man ud fra alle mulige særkender, udtryk og antydninger er nødt til at skrive sine egne harmonier,” siger han, “der er stadig mange flere eksperimenter at udføre.”

Rohloffs tonesætning af H.C. Andersens Historien om en moder vandt i 2009 Reumert-prisen for bedste børneteaterforestilling, ligesom han to gange er blevet nomineret for bedste opera med en stor bestilling fra Den Kongelige Opera til følge. “Jeg kan godt lide ekstremer og bliver ofte tiltrukket af dem,” siger komponisten. Ordene er lige så dækkende for hans operaaktiviteter som for hans følelsesmæssigt finslebne koncertværker. Sidstnævnte omfatter både orkesterværker og en lang række ensembleværker i tæt samarbejde med Esbjerg Ensemble, Figura Ensemble, Athelas Sinfonietta Copenhagen og Ensemble Modern.

Fem sange af Medea (2019)

Som gæstekomponist hos Figura Ensemble i 2010 stiftede Rohloff bekendtskab med kvindeskikkelsen Medea, sådan som hun beskrives af Euripidus – forladt af sin elsker, Jason, som hun havde hjulpet til at sejre i krig og senere besluttede at hævne sig grusomt på. Til et projekt med titlen Fire vinkler på Medea blev fire komponister, heriblandt Rohloff, bedt om at forestille sig Medea-figuren i fire forskellige dramatiske stillejer.

Rohloff var ikke i tvivl om, hvem han skulle bede om at skrive tekster til sin musik. Allerede som studerende i Köln var han længe før sin ankomst til Danmark blevet betaget af den danske digter Peter Laugesens tekster. “Jeg faldt for hans digte på stedet og er stadig vild med dem,” siger Rohloff, “for uanset om Laugesen skriver smukt eller beskidt eller realistisk, er der et bid i sproget, som gør mig opmærksom på mine egne ekstremer.” Under projektet med Figura blev det klart for Rohloff, at Laugesen så Medea fra “en helt særlig vinkel”. Efter 10 års samarbejde om blandt andet operaen Lysistrate vendte komponisten tilbage til Laugesens tekster fra 2010 til sit nye værk Fem sange af Medea, der er skrevet i 2019 direkte til denne indspilning med Esbjerg Ensemble og Tuva Semmingsen.

Laugesens digte er ikke så meget baseret på Euripides’ genfortælling af myten om Medea som på Ovids, hvor myten i højere grad er tilført magi og mystik. De fem digte refererer til Medeas forstødelse fra Korinth, hvor hun havde slået sig ned sammen med Jason, før han forlod hende til fordel for Cerusa. “Det er den værste periode i hendes liv, sådan noget, som tragedier skabes af,” siger Rohloff, “men Laugesen er mere optaget af Medeas magiske side; at hun er en fremmed fra én civilisation på vej til en anden og på trods af at være prinsesse stadig kan blive undertrykt. Det er grundtanken.”

Det er sådanne spørgsmål, der bliver undersøgt i digtene. Men Rohloff indså også hurtigt, at i betragtning af de omstændigheder, hans musik skulle realiseres på, kunne den meget vel få mulighed for at gøre det samme. “Sangene er skrevet med henblik på indspilning, så derfor var vi også bevidste om at kunne komme helt tæt på mikrofonen, bruge lave registre og Tuva Semmingsens helt særlige, smukke non-vibrato, når hun synger stille,” forklarer han. Han lod hele vejen igennem ordene være styrende; Laugesens poesi kan pludselig blive intens, både i stor og lille målestok. “Jeg foretrækker en overordnet idé, en overordnet bue, men samtidig søger og eksperimenterer jeg inden for den – hvis der er noget at reagere på, ser jeg ingen grund til ikke at kaste mig ud i det.” Med diskret brug af elektronik og Esbjerg Ensembles sprøde lyd med cello og fagot som de dybeste instrumenter samt slagtøj til at lade overfladen give genlyd, har Rohloff fået udmejslet en intim og krystallinsk instrumentalkulisse til sine stemmedominerede sange.

Hver af dem fokuserer på et bestemt aspekt af Medeas karakter, hvor melodi og tekst styrer musikken ovenfra, men ensemblet dykker og hvirvler rundt som et spejlbillede. “Hvorfor fuglene synger” er den mystiske outsiders sang med udspændt lyrisk stemmeføring ind over et langsomt vævet kontrapunkt. Men Medea bliver gradvis mere viljestærk og trodsig gennem den lystfyldte “Skæbnen er en rotte”, den stålsatte og alligevel sørgmodige “Jasons kranie”, den selvbekræftende “Jeg kan tænde vulkaner” og sågar den resignerede “Jeg sukker nu”, hvor hun opløser musikken selv. “Jeg var den største, jeg var den mest lysende,” synger Medea, “men nu slukker jeg og går.”

Lysistrate (2015-16)

Tre år før Medea-sangene uropførte Den Fynske Opera i Odense Rohloff og Laugesens opera Lysistrate efter Aristofanes. Esbjerg Ensemble spillede til Tuva Semmingsen i titelrollen som en sanselig kvinde, der forsøger at vække sine medsøstre til et fredeligt oprør gennem at nægte mændene sex.

Selvom Lysistrate levede for over 2.000 år siden, var hendes verden ikke desto mindre præget af den samme vold, undertrykkelse og tvungne migration, vi oplever i dag (uanset at hendes løsninger var radikale og usandsynlige, kan de stadig have bidraget til at neutralisere de problemer, hun stod overfor).

Fra første færd så Rohloff sit værk som noget helt andet end den oprindelige semi-komedie og foretrak i stedet at udforske tekstens mere foruroligende sider. Ikke desto mindre viste Laugesens libretto til formålet sig endnu mørkere end forventet. “Peter var optaget af at skrive tekster om krig og lidelse,” forklarer komponisten; “jeg prøvede at få ham i retning af sexstrejken og en vis grad af familieliv, men librettoen blev blot endnu mørkere, hvad jeg måske et eller andet sted også havde ønsket og forventet. I modsætning til originalen ender det ikke spor lykkeligt, men det gør det måske også kun endnu mere relevant. Historien som sådan handler om både krig, fred, kærlighed, sex og formering og kan dårligt være mere eksistentiel.”

I det foreliggende uddrag bestående af ouverturen og fem arier fra operaen optræder der markante paralleller mellem dette glimt af Lysistrate og miniatureportrættet af Medea lige forinden. Rohloff kalder selv Lysistrate en “nummeropera”, hvor han fra sats til sats leder efter særlige figurer eller idéer. Uanset at operaen omfatter adskillige personer og kor, hører vi her på indspilningen udelukkende heltinden. Teksten og musikken er ikke fortællende, men følelsesmæssigt og filosofisk afklarede med utallige menneskelige facetter boblende lige nedenunder. I denne version af værket fordamper musikken på en måde meget lig Medea-sangene. “En mulig løsning på al pessimismen og desillusionen til slut består i ganske enkelt at glemme – både for Lysistrates vedkommende og for lytteren,” siger Rohloff. Han hentyder her til den mangefacetterede afslutningssang, “Glem”, hvor Lysistrate bevæger sig ind i en forvirret flerstemmighed med sig selv: “Jeg fornemmer Laugesen minde os om, at vi som samfund bliver ved med at glemme og derfor også havner de steder, vi gør.”

Sammen med børnestemmer (komponistens egne børn) hører vi også Laugesens egen stemme ind over den blide introduktion til en gradvis mere livfuld og brutal ouverture. Både i den første sang, “Lysistrates plan”, og i den sidste, “Glem”, er figuren sit eget ekko og spejler sig i sig selv, en elektroakustisk effekt, som i sceneversionen af operaen blev gjort fysisk ved hjælp af videodobbeltgængere – hvad der er et særkende for Rohloff og udtryk for, at arbejdet med værket bevæger sig langt ud over det nedskrevne partitur (“Jeg føler mig altid på nippet til selv at ville instruere opera,” siger han).

Semmingsens særegne stemme kommer særlig til sin ret i hendes sensuelle gengivelse af det tilrøgede natklubnummer “Pyntesyge kvinder”, hvor ensemblet befinder sig et sted inde i skyggerne bag hende, og i semi-koloraturen i “Den slags pjat”, hvor Lysistrate raser over mænds meningsløse krigslege. Satsen efterfølges af et huggende intermezzo før lidelsen i “Smerten” og koncentrationen i “Glem”, hvor instrumenterne ånder som et harmonium, før de ligesom Lysistrate ikke har mere luft tilbage.

Quel prix de mon amour (2020)

Rohloff er ikke den første komponist, der lader sig inspirere af Medea. “Jeg holder rigtig meget af tanken om gamle, genkomponerede ting, måske fra barokken, og har også ofte prøvet kræfter med det,” siger komponisten med henvisning til albummets indledende miniature: “Quel prix de mon amour” er en ompolstring af arien fra Marc-Antoine Charpentiers opera fra 1693 til libretto af Thomas Corneille over Medea-myten, “Médée”, som bliver sunget i det øjeblik, heltinden bliver forladt af Jason. Rohloff lader Charpentiers vokalparti og baslinje forblive nogenlunde intakt, men intensiverer mellemområdet med bølgende forudhold, dissonanser og modstemmer, der åbner dybe afgrunde, hvor Charpentiers dur/mol-akkorder før antydede enkel spænding og afspænding.

Release date: 
marts 2021
Cat. No.: 
8.226129
FormatID: 
CD
CoverFormat: 
Jewel Case
Barcode: 
636943612927
Track count: 
12

Credits

Recorded at Esbjerg Musikhus, on 2-3 June 2018, 20-21 June 2019, and 10-11 June 2020

Recording producer: Preben Iwan
Engineering: Preben Iwan
Editing: Preben Iwan & Mette Due
Mix and mastering: Preben Iwan

℗ & © 2021 Dacapo Records, Copenhagen

Liner notes: Andrew Mellor
Danish translation: Jakob Levinsen
Lyrics by Peter Laugesen translated to English by Colin Roth
Proofreaders: Jens Fink-Jensen, Colin Roth
Photo p. 5: © Stuart McIntyre
Artwork: Studio Tobias Røder, www.tobiasroeder.com

Publisher: Edition·S, www.edition-s.dk

All works on this album were written with support from the Danish Arts Foundation and MPO

Esbjerg Ensemble, www.esbjergensemble.com

This recording was generously supported by Dansk Kapelmesterforening, Operaens Venners Fond af 1984 and MPO

With support from Koda’s Cultural Funds

8.226129

Dacapo Records is supported by the Danish Arts Foundation

randomness