Tilmeld dig Dacapos nyhedsbrev

Dichotomy

Kasper Rofelt

Dichotomy

Ensemble Storstrøm, Anne Marie Granau, Ian Ryan

At udforske kontinuitet og diskontinuitet er et afgørende aspekt af Kasper Rofelts æstetik som komponist, og udfordringen fra titelværket her, Dichotomy, med at kombinere kontrasterede og sågar uforenelige materialer kan høres overalt på denne udgivelse, der indeholder flere verdenspremiere-indspilninger.

Køb album Stream

SACD

  • SACD
    Super Jewel Case
    139,50 kr.
    €18.71 / $20.37 / £15.96
    Køb
Download
  • mp3 (320kbps)
    69,00 kr.
    mp3
    €9.26 / $10.07 / £7.89
    Køb
  • FLAC 16bit 44.1kHz
    79,00 kr.
    CD Quality
    €10.6 / $11.53 / £9.04
    Køb
  • FLAC 24bit 176kHz
    131,00 kr.
    Studio Master +
    €17.57 / $19.13 / £14.98
    Køb
Kasper Rofelt © Caroline Bittencourt
Dichotomy er rensende lytning, fuld af komponistens kombinationer af velskabt lyrik og asketisk argumentation
Andrew Mellor, Gramophone
Et album optaget sidste år, som jeg med interesse vil fortsætte med at udforske
David Denton, David's Review Corner
En skygge af sig selv

Af Tim Rutherford-Johnson

“Dikotomien” i titelværket på den foreliggende indspilning henviser til modsatrettede musikalske teknikker. Dichotomy for otte musikere, som her er indspillet or første gang, blev bestilt af Ensemble Storstrøm og uropført i september 2021. På ét niveau afspejles titlen i de to kontrasterende satser – en legende og lyrisk førstesats over for en rytmisk energisk andensats. Men samtidig rummer hver sats også sin egen dikotomi. For eksempel står den rytmiske tutti-fremdrift i andensats (bestående af uregelmæssigt kombinerede figurer på to, tre eller fire ottendedele) i kontrast til en rolig midterdel med markante solopassager for klarinet, fløjte og fagot. Gennem en lang klaversolo bygges den rytmiske energi atter op, indtil hele ensemblet vender tilbage i sidste del. I første sats er de kontrasterende elementer derimod tættere forbundet – klynger af vandret polyfoni med ligeberettigede stemmer skæres lodret igennem af træblæserakkorder og fra tid til anden slagtøjslignende col legno battuto-spil fra strygerne. Sidstnævnte bliver stadig mere fremtrædende i løbet af satsen. Efterhånden som det musikalske forløb strækkes mere og mere, dukker der også større og større “huller” op i klangbilledet, og ved satsens slutning fremstår musikken ifølge komponisten “nærmest som en skygge af sig selv”, hvor sparsomme og isolerede lyde helt har erstattet de lange linjer.

At udforske kontinuitet og diskontinuitet er et afgørende aspekt af Kasper Rofelts æstetik som komponist, og udfordringen fra Dichotomy med at kombinere kontrasterede og sågar uforenelige materialer kan høres overalt på denne udgivelse. I Entourage II (2013) for violin, horn og klaver er det musikalske materiale bevidst afgrænset til et skarpt, opadgående arpeggio og en rungende clusterakkord. Med henvisning til de stadige gentagelser kalder Rofelt det selv for et af sine mest “neurotiske” værker. I begyndelsen høres de to elementer samtidig, men efterhånden som musikken udvikler sig, fastlægger de hver sin udvikling gennem små gennemføringer og variationer, som indføres i gentagelsesmønstret. Arpeggioet bliver til violinglissandoer, en skala, en forrevet melodi og sidst i værket en majestætisk og malmfuld hornkadence. Clusteret bliver til en rungende klokke, en rumlende bastone, en sitrende trille og under hornkadencen en resonansbund skabt ved at holde klaverets dæmperpedal nede.

En tilsvarende optagethed af et begrænset antal materialer præger også to af de kortere værker på pladen, Forward! (2014) for den usædvanlige besætning kontrabasklarinet i Bb, harpe, klaver og strygetrio samt Stay (2012) for fløjte, klarinet, violin og cello. Men selv om Rofelts musik ofte er baseret på små materialegrupper og vedvarende gentagelser, er den ikke minimalistisk. Med sin insisterende rytme, sit homofone klangbillede, sin konstant kraftige lydstyrke og uforanderlige grundtone (kontrabasklarinetten og harpen bevæger sig på intet tidspunkt væk fra et dybt G) kan Forward! hævdes at nærme sig Louis Andriessens musik. Samtidig bliver de statiske elementer destabiliseret af uforudsigelige taktskifter og en harmonisk teknik, hvor kun en eller to toner ændrer sig ad gangen og dermed skaber kontinuert variation inden for relativt faste rammer. I Stay videreføres idéen til en kombination af forskelligartede materialer. Igen anvendes der kun ganske få materialer, som ikke kun er valgt på grund af deres klanglige forskellighed, men også på grund af deres rytmiske og harmoniske ensartethed. Heriblandt pulserende ottendedele i celloen, energiske “folkedanslignende” violintriller, staccato-tertser i klarinetten og en faldende legato-figur i fløjten. Der benyttes hverken udvikling eller variation, og i stedet bliver musikkens fremdrift udelukkende et resultat af den konstant foranderlige sammenhæng, de forskellige materialer lader hinanden indgå i. Alt imens lag skiftevis tilføjes og fjernes, bliver forgrunden gradvist til baggrund og ender med helt af blive erstattet af den for derefter at begynde noget fuldstændig nyt. På denne måde formår Rofelt at frembringe en slags “trappevirkning”, hvor musikken skaber en illusion af ubevægelighed på trods af hele tiden at bevæge sig fremad.

De tre øvrige værker har alle forbindelse til andre af Rofelts værker. Around (2015) for cello og klaver er et kort udkast til cellokoncerten Night Phase (2016-17) med vægten på hastigt skiftende celloteknikker, præcist artikulerede rytmer og tonehøjder samt detaljer inden for ensemblesammenspil. Den længere Sérénade pour Ionesco (2019) er en udvidet version af et værk for harpe fra 2009. Harpen spiller fortsat en stor rolle i ensembleværket, som ifølge komponisten næsten kan betragtes som en solokoncert med en særlig markant rolle til instrumentet i første, anden og fjerde sats. Endelig er Cantando (2019) for otte instrumenter et arrangement af en sang for sopran og klaver fra 2007, hvor klarinetten overvejende (om end ikke helt) overtager sangerens rolle.

Sérénade pour Ionesco skiller sig ud ved at have hentet inspiration udefra, mens de øvrige værker på pladen alle kan opfattes som abstrakt eller “absolut” musik og ikke henviser til andet end sig selv. I sin musik forsøger Rofelt ofte at skabe ekspressive rum med mulighed for musikalsk fortolkning, hvor der ikke på forhånd er specificeret et bestemt følelsesmæssigt indhold. Det sker blandt andet ved hjælp af hans teknik med at sammenstille materialer uden at udvikle dem og dermed skabe behov for fortolkning og betydning, men uden retning mod et bestemt følelsesmæssigt eller dramatisk mål. Trods henvisningen til den rumænsk-franske dramatiker Eugène Ionesco går Sérénade i en tilsvarende retning. Rofelt er ikke inspireret af konkrete figurer eller fortællinger fra Ionescos skuespil, men af de mærkelige sidestillinger i hans absurdistiske stil. Første sats, “Ouverture”, er udformet som en fantasi for harpe, som ensemblet tilfører dybde og klanglig variation. Anden sats, “Berceuse”, fokuserer også på harpen, men denne gang bliver dens impressionistiske gestus på absurd vis sat i kontrast af ensemblet – tørre slagtøjsvirkninger, når de tre strygere banker på gribebrættet, samt senere i satsen pibelyde fra de tre blæseres hundelegetøj. Tredje sats, “Intermezzo”, springer brat frem og tilbage mellem smidige, modale ostinatfigurer, Webern-lignende atonale (men ikke serielle) figurer og til sidst et bredt, stigende arpeggio (spillet først af strygerne og derefter af klaveret). Det pointillistiske materiale vender lettere varieret tilbage i femte sats, ligeledes med titlen “Intermezzo”, mens den sidste sats med titlen “A Room with no Windows or Doors” vender tilbage til “Ouverture”, nu blot med yderligere lag og indskud i ensemblet, heriblandt nye melodier or altfløjte, klarinet og fagot samt en mere definitiv afslutning.

Absurdismen er mest fremtrædende i fjerde sats af Sérénade, et fiktivt møde mellem Ludwig van Beethoven og Gustav Mahler, “Conversation avec Louis and Gustav” (Louis er det franske modstykke til Ludwig og det navn, Beethoven indimellem gik under som barn). Der medvirker næsten kun klaver og harpe, hvor førstnævnte er besat af den formindskede septimakkord fra begyndelsen på Beethovens klaversonate i c-mol, op. 111, mens sidstnævnte først tilfører ornamentik og senere når frem til en passacaglialignende basfigur fra første sats af Mahlers 9. symfoni, hvortil Rofelt tilføjer en modstemme af egen tilvirkning. Ligesom den arrogante lærer og den frustrerede elev i Ionescos Enetime insisterer de to komponister på at tale forbi hinanden – Beethoven synes at sidde fast i sin egen måde at gøre tingene på, mens Mahler er ivrig efter at bevæge sig ud i alle mulige forskellige retninger.

Cantando er skrevet to år før Sérénade og fjorten år før Dichotomy og dermed også albummets ældste værk. Ligesom de øvrige forsøger det at skabe ekspressive rum uden at henvise til konkrete følelser – skarpe pizzicato klaverclusters over for tyste harpetremoloer, en tæt kromatisk polyfoni i strygerne, opklippede rytmer gennemboret af hug fra klaveret og en fuldtonende koral for hele ensemblet. Selv om kontrasterne mellem de enkelte dele er dramatiske og hver for sig fremmaner bestemte fortællemæssige situationer (forventning, tab, angst, beslutsomhed), er det helt op til lytteren, hvilken historie man vil lægge i dem. Uanset at Rofelt beskriver Cantando som et “meget operaagtigt værk”, har musikken ligesom Sérénade intet fortællemæssigt eller litterært udgangspunkt. Selv den oprindelige sang, værket er en transskription af, bruger nonsenslyde i stedet for tekst – det er opera uden ord. Ligeledes er det korte citat sidst i værket fra C-dur præludiet i første bind af BachsDet veltempererede klaver der ikke for at tilføre Cantando yderligere betydninger eller kompleksitet, men som et abstrakt symbol på en renere og mere åben lyd, der står i kontrast til den frie kromatik i resten af værket – og dermed opløser det, der måtte have forekommet at være der.

Tim Rutherford-Johnson er kritiker, musikforsker og forfatter til Music after the Fall: Modern Composition and Culture since 1980. For øjeblikket arbejder han på en bog om Liza Lims musik.

Release date: 
april 2022
Cat. No.: 
6.220716
FormatID: 
SACD
CoverFormat: 
Super Jewel Case
Barcode: 
747313171668
Track count: 
13

Credits

Recorded at KUMUS, Fuglsang Herregaard, on 2-3, 8-10 February and
24 September 2021

Recording producer: Ragnheiður Jónsdóttir
Sound engineer: Ragnheiður Jónsdóttir
Editing, mix and SACD mastering: Ragnheiður Jónsdóttir

℗ & © 2022 Dacapo Records, Copenhagen

A shadow of itself, by Tim Rutherford-Johnson, translated from the English
by Jakob Levinsen
Proofreaders: Jens Fink-Jensen, Colin Roth
Artwork: Studio Tobias Røder, www.tobiasroeder.com

Publisher: Edition·S, www.edition-s.dk

Kasper Rofelt, www.kasperrofelt.dk

Danish Chamber Players (Ensemble Storstrøm), www.ensemblet.dk

With support from Koda Kultur