Syv cirkler

"Det var cirkler, det hele"

Af Jonas Olesen

Syv cirkler (1958) kan trods sin relativt korte varighed på knap syv minutter betragtes som Else Marie Pades elektroniske hovedværk, der stadig i dag fremstår som moderne og fremsynet. Værket er komponeret sammen med DR-teknikeren Sven Drehn-Knudsen, kort efter at de sammen havde afsluttet det ambitiøse musique concrète-værk Symphonie magnétophonique.

Syv cirkler er inspireret af oplevelser, som Pade og Drehn-Knudsen havde, da de besøgte den stort anlagte verdensudstilling i Bruxelles tidligere i 1958. Sammen med andre kollegaer fra Danmarks Radio besøgte de udstillingen for at orientere sig om de nyeste musikalske tendenser og samtidig for at finde egnede musikstykker til en planlagt udsendelsesrække om elektronisk musik i Danmarks Radio under titlen Musik i atomalderen. I Bruxelles mødte Pade sine to store musikalske forbilleder, komponisterne Pierre Schaeffer og Karlheinz Stockhausen, og oplevede koncerter og foredrag med blandt andre John Cage, Luciano Berio og Henk Badings. Det intensive sansebombardement har Pade selv beskrevet:

”Inde på udstillingen fik jeg simpelthen mit livs chok! Hele, hele den kæmpe verdensudstilling var fuld af eksperimenter. Alle eksperimenterede med alt.”

Pade og hendes kollegaer oplevede også firmaet Philips’ specialdesignede pavillon, der efterfølgende fik status som et ekstremt vigtigt fikspunkt i den elektroniske musiks historie. Pavillonen var tegnet af arkitekterne Le Corbusier og Iannis Xenakis og var karakteriseret ved at være opbygget af en serie såkaldte ‘hyperbolske paraboloider’, der gav den et stærkt futuristisk udseende. Når de besøgende kom ind i pavillonen, ventede der en spektakulær multimedieforestilling centreret omkring det specialkomponerede elektroniske værk Poème électronique af Edgar Varèse. Som ‘pausemusik’, når publikum gik ind og ud af pavillonen, afspilledes Xenakis’ Concret PH gennem ikke færre end 425 højttalere.

Det var dog en anden rumlig installation på udstillingen, der blev den direkte inspiration til Pades Syv cirkler, nemlig det såkaldte Vortex-show af den amerikanske komponist Henry Jacobs, der blev vist i et planetarium, hvor kunstige stjerner sås på en kuppel underlagt elektronisk musik afspillet på et flerkanalssystem. Pade erindrede senere:

”Man kunne sagtens holde stjernerne fra hinanden, ligesom når man ser på dem på den virkelige himmel. De ser helt ens ud, men de klumper ikke sammen. De holdt afstanden på grund af højttalernes akustiske placeringer ... det blev ved og ved med at køre rundt i mit hoved, og det gik op for mig, at det var cirkler, det hele. På den måde opstod idéen med at beskrive de syv sfærer ved at give dem hver sin klangfarve og hastighed, så de var lette at skelne fra hinanden.”

Tilbage i Danmark besluttede Pade, at det næste, hun ville komponere ”skulle være noget astralt”, og hun og Drehn-Knudsen gik straks i gang med at komponere Syv cirkler. I senere erindringer har Pade beskrevet værket som en direkte bestillingsopgave fra Jacobs til en Vortex-installation i San Francisco, men der er sandsynligvis tale om, at inspirationen til værket kom først, og bestillingen fulgte efter. Det har desværre ikke været muligt at finde oplysninger om, hvorvidt værket faktisk blev afspillet i den amerikanske Vortex-installation.

Syv cirkler bygger på et serielt princip, hvor en række af syv toner gennemløbes, gentages i transponeret form og løbende erstattes eller overlejres af nye rækker. Det cirkulære i kompositionen er tydeligt hørbart i form af en pulserende og gentagende rytmik, der skiller sig ud fra samtidens ofte mere rytmisk abstrakte elektroniske musik. De enkelte tonemotiver forløber med en tilsyneladende ens varighed, der giver rytmikken et metrisk/ sekventielt præg, uagtet at der er tale om enkelte toner indspillet fra en tonegenerator klippet sammen på bånd.

Værket må karakteriseres som værende melodisk båret i langt højere grad end Pades senere elektroniske værker, hvor de tonale elementer som oftest fremtræder mere fragmenterede. Det musikalske udtryk er præget af en kølig atmosfære, hvor de cirkulerende tonerækker får en nærmest hypnotisk virkning. Det var oprindeligt meningen, at de enkelte ‘cirkler’ skulle bevæge sig rundt i stereobilledet, men da dette ifølge Pade ikke var teknisk realiserbart, endte værket i mono.

Jonas Olesen er en elektronisk komponist, lydkunstner og skribent. Programteksten er tidligere bragt i en længere udgave i forbindelse med EMP 4.
 

© Dybfølt

Syv cirkler gentænkt

Af Dybfølt

Else Marie Pades Syv cirkler står som et af hendes første elektroniske værker, præget af en enkel, men sofistikeret struktur: en sekvens af syv toner gentages og lag på lag tilføjes, hver gang i fordoblet hastighed, indtil der er syv lag – syv ’cirkler’, om man vil. Dette opbygges fra hele noder til 64-dele, hvor båndoptagerens hastighed intensiveres, og værket til sidst spejler sig og trapper ned igen.

Det er veldokumenteret, at Pade aldrig så tonal og atonal musik som modsætninger – hun kunne værdsætte både Chopin og Schönberg uden at vælge side. Hendes lykketal 7 og 12 siges at repræsentere netop dette: de syv toner i en durskala og de tolv toner i den kromatiske skala. Med denne baggrund rejser spørgsmålet sig, hvorfor Syv cirkler blev atonalt, når syvtallet også repræsenterer det tonale. Hvad hvis tonerækken i stedet var baseret på en durskala? Dette greb skaber et simpelt, harpelydende ostinat, der vugger mellem C-dur og F-dur – ideelt for cello og kontrabas.

Med dette for øje har vi skabt to versioner af Syv cirkler. Den ene er en version, der, tro mod det originale partitur, bruger overdubs for at erstatte tone-generatorerne med cello og bas, med det formål at genskabe Pade’s dynamiske fades gennem mixingen. Den anden version er et remix, hvor tonerækken er baseret på en durskala i stedet for en kromatisk, hvor ‘cirklerne’ gradvist skifter i realtid, så værket kan spilles live, uden overdubs.