EMP 10

Svævninger

Af Jonas Olesen

Blandt Else Marie Pades efterladte spolebånd findes en række udaterede såkaldte “materialebånd”, det vil sige bånd der ikke indeholder færdige værker, men snarere lydmateriale beregnet til videre bearbejdning. Blandt disse findes to bånd, der begge bærer titlen Svævninger. De indeholder begge et lydmateriale, der tilsyneladende udelukkende består af sinustoneklange og udforsker det såkaldte stødtonefænomen – også kendt som “beatings” – der opstår, når to toner med næsten identisk frekvens optræder på samme tid. Pade beskrev selv denne effekt som, at klangen “ryster”, eller “svæver” og teknikken blev et gennemgående træk i hendes produktion i sådan en grad, at man næsten kan tale om en lydlig signatur.

Det vides ikke, om Pade har skabt disse effekter ved manuelt at indspille sinustoner med forskellig frekvens oven i hinanden eller på anden vis, men Danmarks Radio rådede faktisk over en såkaldt stødtoneoscillator (også kendt som beat frequency oscillator), en maskine der var specialbygget til formålet. Maskinen var udviklet af det danske firma Radiometer som testudstyr og kan ses bag Pade på flere billeder af hende i DR’s studier fra begyndelsen af 1960’erne.

Det, der adskiller båndene med Svævninger fra Pades øvrige materialebånd, er, at det længste af de to bånd fremstår så gennemarbejdet og “komponeret”, at det får decideret værkkarakter. Det kortere bånd indeholder derimod kun statiske, højfrekvente toner. Her omtales de to bånd som henholdsvis Svævninger (lang) og Svævninger (kort). Det er den lange version af Svævninger, der udgør en stor del af  lydmaterialet i det fælles værk, som lydkunstneren Jacob Kirkegaard og Else Marie Pade færdiggjorde i 2012. Her er det valgt at inkludere de to originale optagelser fra Pades spolebånd, både fordi de er musikalsk interessante i sig selv, men også for at give lytteren mulighed for at genkende de bearbejdede elementer i Pade og Kirkegaards fælles værk.

Idéen til samarbejdet opstod, da Pade i 2007 overværede en koncert med Kirkegaard på Medicinsk Museion, hvor han opførte værket Labyrinthitis, baseret på såkaldte otoakustiske emissioner – lyde, som kan frembringes af det indre øre selv. Efter koncerten talte de to om lighederne mellem Kirkegaards værk og Pades egne udforskninger af “svævninger” og interferenstoner. Deres fælles værk kombinerer således Pades bånd med Kirkegaards optagelser af de otoakustiske toner.

Pade havde fra starten af sin karriere været vant til at samarbejde om elektroniske kompositioner. Stort set alle hendes værker, der blev skabt i Danmarks Radios studier, blev til i tæt samarbejde med stedets teknikere, som nogle gange indtog en rent formel teknikerrolle, mens de andre gange var decideret medkomponerende.

Svævninger består af seks satser med titlerne Cirrocumulus, Cirrostratus, Stratus, Altocumulus, Cumulonimbus og Nimbostratus, samt et “bonustrack” med titlen Bortdragende regnskyer. Alle satserne er navngivet efter forskellige skyformationer, hvilket er med til at understrege, hvordan lydmaterialet antager mange forskellige former. I løbet af værket optræder Pades oprindelige lydlige udforskninger i forskellige bearbejdninger – nogle er genkendelige fra hendes originale bånd, mens andre er kraftigt ændrede. Skyanalogien siger også noget om værkets grundstemning og tempo, der er langsomt pulserende og med klangflader, der væver sig ind og ud af hinanden og interfererer i bølgende bevægelser. Den eneste undtagelse er Nimbostratus, der som den eneste sats indeholder et decideret rytmisk element i form af akustisk percussion fra en ukendt kilde.

De enkelte satser i Svævninger fremstår som selvstændige lytteoplevelser, men fungerer samtidig som en større, afrundet helhed. 

Pade og Kirkegaard præsenterede sammen værket ved en koncert i Studie 2 i Radiohuset under festivalen Wundergrund. På dette tidspunkt boede Pade på plejehjem, og opførelsen blev hendes sidste offentlige optræden. En samtidig anmeldelse i musikmagasinet Seismograf beskrev, hvordan de to “under koncerten kigger flere gange på hinanden og smiler – taler lidt sammen. De er nærværende. Det er Kirkegaard, der styrer pulten og laptop’en, men hele tiden sikrer han sig med små blikke og ord, at det også lyder, som Pade mener, det skal lyde. Der er intimitet imellem dem og imellem publikum og scene”. (Rasmus Holmboe: Sfæriske svævninger og høje omdrejningstal, Seismograf, 2012.)

Pade havde ikke komponeret et elektronisk værk siden 4 Illustrationer fra 1995, der ligeledes var baseret på bearbejdninger af ældre materiale fra 1960’erne. En undtagelse var et remix, hun lavede i 2007 sammen med komponisten Thomas Knak af Martin Halls nummer Illustration (Finale). Svævninger repræsenterer således den sidste elektroniske komposition fra Pades hånd, der samtidig er det mest konkrete eksempel på den inspiration, hun har givet videre til yngre generationer af komponister.

Jacob Kirkegaard tog nogle år senere initiativ til at samle og digitalisere et udvalg af Pades elektroniske værker. Det resulterede i udgivelsen Electronic Works 1958-1995 (2014) på det amerikanske pladeselskab Important Records: en udgivelse, der er blevet genoptrykt flere gang og i høj grad har bidraget til at introducere Else Marie Pades musik for et internationalt publikum.