Tilmeld dig Dacapos nyhedsbrev

The Picture of Dorian Gray

Thomas Agerfeldt Olesen

The Picture of Dorian Gray

Den Jyske Opera, Aarhus Symfoniorkester, Joachim Gustafsson, Marie Brolin-Tani

»Uendeligt overraskende og begejstrende« Opera Magazine

Opsætningen af Thomas Agerfeldt Olesens opera The Picture of Dorian Gray (2013) er en af Den Jyske Operas modigste satsninger i nyere tid: en koreograferet opera uden en eneste sanger på scenen – helt nykomponeret og med udgangspunkt i Oscar Wildes mest kontroversielle roman. Ligesom romanen balancerer operaen mellem virkelighed og drøm eller forestilling, og derfor høres både indslag af musical, jazz og romantiske klange fra verden af i går i Agerfeldt Olesens musik, som dog først og fremmest er udtryk for komponistens egen, individuelle stemme. Den prisvindende svenske koreograf Marie Brolin-Tani har skabt koreografien, som på operascenen er en stærk sanselig fortolkning af handlinger og konflikter i Wilde’s berømte drama.

Køb DVD

DVD (NTSC)

  • DVD (NTSC)
    DVD/Blu-ray standard
    169,50 kr.
    €22.74 / $24.75 / £19.39
    Køb
© Anders Bach
"Hele produktionen smelter på en måde sammen til en ny tværæstetisk genre"
Vanessa Wells, The WholeNote
»Agerfeldt Olesens musik bevæger sig mellem passager af eksploderende atonalitet og andre domineret af en slags stilisering af straussiske aner, der fungerer som en parodi over Wildes dekadence«
David Cortés Santamarta, Ritmo
»Uendeligt overraskende og begejstrende«
Christopher Ballantine, Opera Magazine
»The composer flits effortlessly from skittering textures and astringent, invigorating harmonies to opulent romanticism and swinging dance-band sequences«
Joshua Rosenblum, Opera News

Thomas Agerfeldt Olesen introducerer sin store satsning, Den Jyske Operas iscenesættelse af The Picture of Dorian Gray.

KUNST ER OGSÅ VIRKELIGHED

af Søren Schauser

Premieren på The Picture of Dorian Gray fandt sted 22. august 2013 i Musikhuset Aarhus og blev alle steder set som en af de store begivenheder i dansk musikliv. Den Jyske Opera var ikke uvant med satsninger ud over det sædvanlige. Især den samlede opførelse af Richard Wagners krævende Nibelungens ring i 1987 havde sat Danmarks næststørste by på musikkens verdenskort. Men da daværende operachef Giordano Bellincampi gav sig i kast med The Picture of Dorian Gray halvandet årti senere, virkede det nærmest dumdristigt:

Han sagde ja til et musikdrama af en ung komponist uden erfaringer fra andre operaer. Endda et musikdrama over Oscar Wildes mest kontroversielle roman. Og uden sangere på scenen!

At dømme efter de tidlige anmeldelser havde huset vel også vundet en pyrrhussejr. Kritikerne i de landsdækkende dagblade vidste ikke altid, hvilket ben de skulle stå på. De brugte ord som ”anderledes og spændende,” ”ambitiøst operaprojekt”, ”let at lade sig underholde af” og tog hjem igen. Forvirrede på et højere niveau, som man siger.

Men som det ofte går med Thomas Agerfeldt Olesens musik: Operaen skulle siden vokse i danskernes bevidsthed og blive decideret mindeværdig. Ikke mindst takket være en stor indsats fra Bellincampis afløser i operachefstolen, Annilese Miskimmon - en væsentlig og engageret faktor gennem hele den succesfulde produktion. Vi forvirres først over hans arbejde på tværs af genrerne, over dværgen og de moderne dansere, over de skjulte sange­re og indbruddene af musical – men frustrationen vokser langsomt til lystfuld undren og videre til en art beundring. Hans værker begynder kort sagt som forvirrende fremmedsprog uden kendt ordbog og ender ikke sjældent som udtryk, der føles hjemmevante.

Oscar Wildes gyser udspiller sig i den britiske overklasse på Dronning Victorias tid:

Basil er maler og brænder varm på Dorian Gray – en ubekymret narcissistist med kønt ydre. Dorian lader sig portrættere og forelsker sig omvendt i det færdige maleri.

Han møder så den livsnydende og ikke så lidt luciferiske Lord Henry og bliver besat af tanken om evig ungdom. Og tanken bliver på en vis måde virkelig: Portrættet begynder at forfalde i stedet for han selv.

Dorian får nu 18 år uden tegn på ældning og kan for alvor kaste sig ud i nattelivet. Men både en række herrer og skuespillerinden Sibyl lider under hans mangel på samvittighed. Han genser så sit portræt i forfærdende dårlig stand, kan heller ikke acceptere den konsekvens af sine handlinger og beslutter sig for at slå maleriet ihjel.

The Picture of Dorian Gray ejer åbenlyst homoseksuelle overtoner. Men seksualiteten tematiseres hverken i Wildes roman eller Agerfeldt Olesens opera. Oscar Wilde selv var bøsse og har haft sine æstetiske idealer som noget selvfølgeligt i livet. Han fik hele to sager for “sodomi” på halsen, gik i landflygtighed efter den endelige dom og to års fængsel og forblev dybt forundret og frygteligt desillusioneret over begivenhederne.

 Wildes eget liv kan minde lidt om det, han gav Dorian Gray. Han stammede fra Irland og blev først uddannet på Trinity College i Dublin. Selv om han aldrig fik nogen akademisk karriere, havde han været dygtig nok til det. Men han faldt hurtigt for Londons societyliv og gjorde sig kendt som en af Storbritanniens mest farverige kunstnerskikkelser.

Når det var småt med penge, henlagde han sine aftner til restauranter. De victorianske ægtepar sad ved bordene og kedede sig bravt med hinanden. Kendissen kunne så sætte sig hen til dem, fylde legemet på deres bekostning og som modydelse underholde i timevis med begavet konversation og belevne manerer.

The Picture of Dorian Gray blev hans eneste roman. Han kastede sig tidligt over dramaet og blev verdensberømt med komedien The Importance of Being Earnest fra 1894. Wilde var flere gange forelsket i kvinder – herunder den Florence, der senere giftede sig med draculaforfatteren Bram Stoker – og fik to børn med hustruen Constance. Men han var også halvåben om sin homoseksualitet og kom i årevis fast sammen med digterkollegaen Lord Alfred Douglas. Dommen sendte ham to år i fængsel og gjorde den efterfølgende udvandring til Paris nødvendig. Han døde i år 1900, verdensberømt og ludfattig.

Oscar Wilde skal have portrætteret sig selv i alle bogens hovedskikkelser: ”Basil er den, jeg tror jeg er. Lord Henry er den, verden tror jeg er. Dorian er den, jeg gerne ville være,” sagde han.

Både romanen og operaen lægger desto større vægt på en af forrige århundredskiftets vigtigste strømninger: Symbolismen. Verden kunne kun beskrives indirekte og ad anelsens vej. Kunsten blev derfor fuld af metaforer og antydninger. Og fænomenet fordobling fik en hovedrolle. Der går en lige linje fra ”skyggen” hos H.C. Andersen og ”dobbeltgængeren” hos Dostojevskij til maleriet i The Picture of Dorian Gray.

Thomas Agerfeldt Olesens opera har også døden som emne. Døden er ”det sande mål for vort liv”, som Mozart sagde. For hvis man ikke er bevidst om tidens knaphed, ejer man hverken kreativitetens eller samvittighedens gave. Væsener med evigt liv ville ikke skrive så meget som en tone og miste et vigtigt motiv for god opførsel.

Men forholdet mellem kunst og virkelighed handler også om kultur versus natur – særlig åbenlyst i en kendt anekdote fra maleriets verden:

Claude Monet malede talløse billeder af sin have i nordfranske Giverny. Et stort træ stod en smule asymmetrisk på plænen og kom aldrig med på malerierne. Så da han var blevet gammel og ikke kunne male mere, gik han vistnok ud og fældede træet. Kunsten måtte lade virkeligheden vige for sig og var nu endegyldigt blevet det sande billede af haven.

Samme emne har optaget Thomas Agerfeldt Olesen i mange år. Komponisten gik på Rudolf Steiner-skole som dreng og er rundet af antroposofien med dens poetisk-romantiske natursyn. Sten, skyer, træer og al anden natur virker besjælet i Steiners univers. Og antroposofiens kunst antager ikke sjældent livlignende eller ”biomorfe” former. Thomas Agerfeldt Olesen har den relativt udviskede grænse mellem kunst og virkelighed rullende i sine årer.

Et stærkt træk ved sceneværket Viktors Golgatha fra 2004 var orkestrets ”kunstige” efterligninger af menneskets ”naturlige” stemme. Man kunne ikke sjældent ane egentlige ord blive udtalt. Selv om lyden altså kun kom fra instrumenter!

Thomas Agerfeldt Olesen har gjort værkets vigtigste roller så forskellige som muligt: Dorian skal synges af den skyhøje kontratenor, Henry af en djævelsk dyb bas, Sybil af en popsanger. Alle solosangere står sammen med orkestret og skal altså ikke ses af publikum.

Også det afgørende element af dans i The Picture of Dorian Gray har allusioner til antroposofien – nærmere bestemt den såkaldte Sprachgestaltung: En oplæser kan for eksempel deklamere et digt og samtidig tydeliggøre de enkelte ord med gestik. Bevægelser i Sprachgestaltung har altså relativt konkrete betydninger. De skal ikke bare være smukke, men fortæller også en mere eller mindre oversættelig historie.

Dans i musikdramatisk sammenhæng har i det hele taget en lidt overset, men lang historie. The Picture of Dorian Gray indskriver sig i en stolt tradition!

Allerede koret i antikkens græske tragedier kastede sig formentlig ud i dans. Man kender lignende tiltag både i japansk tradition og i teater på indernes urgamle sanskrit.

Fænomenet findes også i flere af Karlheinz Stockhausens værker: Inori fra 1974 er for stort orkester og to gestikulerende solister. Og alle hovedpersoner i den syv aftner lange Licht kan træde frem på tre måder – som sangere, som musikere eller som dansere. Flere af Per Nørgårds værker fra de senere 1970’ere kan ligeledes opføres med dans, bl.a. Twilight (1976-77, rev. 1979)

Trinene i The Picture of Dorian Gray er udtænkt af dansk-svenske Marie Brolin-Tani. Hun kalder dramaet for en koreografisk opera og ser dansen som sangerens forlængede stemme. Den enkelte danser skal ikke bare spille den rolle, han eller hun repræsenterer – men også kende den konkrete sanger i samme rolle ret indgående. Resultatet er en art dogmedans: Hver udøver har fået indskrænket sin frihed og kan på den måde nærme sig det særlige ved sin rolle. Operaens trin kan i den forstand ses som en umiddelbart sanselig fortolkning af operaens handling og konflikter.

Thomas Agerfeldt Olesen har rent fagligt en baggrund som musiker på strygeinstrumentet cello. Hans værker er relativt fåtallige men virker yderst rutineret skruet sammen – og forbløffende forskellige. Selv om han har skabt musik med sang før, er The Picture of Dorian Gray foreløbigt hans eneste opera.

Den ligner heller ikke hans øvrigt værker ret meget. Stilen hælder helt bevidst mod det princip, man kalder eklektisk: Lytteren kan fornemme impulser fra Richard Strauss det ene øjeblik og musical det næste.

Men ikke fordi Agerfeldt Olesen ikke kan finde på noget selv! Ekkoernes af andres musik bygger på et nøje kalkuleret ønske om klarhed i det emotionelle. Værket balancerer hele tiden mellem virkeligheden med en skræmmende karakter og det forestillede med en mere drømmende. Og den drømmende verden har så klange fra verden af i går: ”Drømmen henter næring i fortiden, fordi den indeholder de eneste billeder, vi kender,” har han sagt.

Søren Schauser er klassisk musikredaktør på Berlingske

Handling 

ved Thomas Agerfeldt Olesen

FØRSTE AKT

Scene 1 – I et atelier i London maler Basil Hallward på sin karrieres mest vellykkede portræt. Som tilskuer til skabelsesprocessen slentrer vennen, livsnyderen og hedonisten Lord Henry Wotton (Harry) omkring, indtil portrættets genstand, den smukke og unge Dorian Gray træder ind og straks opfanger Lord Henrys magiske tiltrækningskraft. Mødet mellem de to sker ikke med den forelskede Basils gode vilje, og fra første øjeblik hælder Henry sine tanker ned i Dorians sjæl, til Basils store fortrydelse. Henry prædiker, at ungdom og skønhed er alt, og at Dorian, koste hvad det vil, skal forfølge de drømme, hans skønhed giver ham lov til at udleve.

Dorian forfærdes over udsigten til at blive gammel og udtaler ønsket om, at portrættet skal bære hans alderdom og synder. Basil forfærdes over, hvor let Dorian fanges ind af Henrys ord. Skæbnemødet får Basil til at true med at ødelægge portrættet, og efter et dramatisk optrin overtales han til at lade være og forærer til sidst Dorian sit billede.

Scene 2 – I et teater i East End belærer en mor sin unge datter, skuespillerinden Sybil Vane, om sine erfaringer: at man ikke kan stole på mænd og egentlig kun bør indlade sig med dem, hvis de har penge. Men Sybil er da ligeglad og elsker denne unge smukke mand, som hun – da hun ikke kender hans virkelige navn, Dorian Gray – kalder “Prince Charming”. Fortvivlet over, at barnet ikke tager ordene til sig, beder Mrs. Vane James, Sybils bror, om at tale hende til fornuft. Broderen taler til sin søster ud fra en dyb mistro til mennesker og sværger at slå enhver ihjel, der krummer et hår på søsterens hoved. Sybil prøver – for sent – at pode sin bror med tillid til hans egen og hendes fremtid, for James står overfor at skulle prøve lykken i Australien.

Scene 3 – Dorian betror Harry og Basil sin kærlighed til Sybil. Mændene lytter, Harry let distanceret. De tre aftaler at mødes i teatret samme aften.

Scene 4 – I teatret ser Dorians to venner Sybil for første gang. Som ved et trylleslag fungerer Sybils skuespil ikke – al magi har forladt hende, og Dorian skammer sig over for sine venner, der jo ser Sybil for første gang.. Efter forestillingen, alene med Sybil i hendes garderobe, gør Dorian kort proces med Sybil og slår op: han elskede hende som Ofelia, Julie og Portia, ikke som en talentløs taber. Sybil er afklaret og føler, at hendes kærlighed til ­Dorian har befriet hende fra at leve sit liv gennem sine figurer. Nu kan hun leve som sig selv, og skuespillets magi er tabt land for hende. Som svar på det meddeler Dorian hende, at han vil glemme hendes navn og glemme hendes ansigt. Han efterlader Sybil alene, og hun antyder her med et citat fra Shakespeares Romeo og Julie en fatal beslutning.

Scene 5 – Hjemme hos sig selv sammenligner Dorian sit spejlbillede med portrættet. Små forandringer er dukket op.

ANDEN AKT

Scene 1 – Sybil har begået selvmord, og Dorians samvittighed kæmper med en gryende distance til konsekvenserne af hans handlinger. Harry finder distancen fascinerende, genkender den fra sine egne forestillinger, tager fat i den og giver den teoretisk næring, der skubber Dorian det sidste stykke hen mod det kyniske.

Scene 2 – Symbolsk sekvens: Dorians Credo og billeder fra hans dionysiske livsførelse. Scenen forvandles til

Scene 3 – Symbolsk sekvens i bordeller og balsale: uhæmmet seksuel udfoldelse, der med Dorians tilskyndelse udarter sig til voldtægt og mord.

Scene 4 – Basil opsøger Dorian, som han ikke har set i flere år, for at fortælle ham, hvad der siges om ham i byen. Basil insisterer trods Dorians uvilje – vil høre Dorian dementere rygterne, og Dorians lurende had mod Basil, som han tilskriver ansvaret for sin egen sjælelige forfatning, giver ham den pludselige indskydelse at afsløre billedet for ham. De går op på loftet, hvor Dorian har gemt billedet af vejen, og Basil får sit nu meget forandrede billede at se. Basil tror ikke det, han ser, men da sandheden trænger ind, anråber han patetisk Dorians samvittighed og Gud. Nu, da alt er afsløret, går Dorian linen ud og myrder Basil.

Scene 5 – James vender efter 18 år hjem fra Australien. Sorgen over sin søsters død og over sine knuste, australske drømme driver James ind i en opiumshule for at glemme. Det eneste, han ikke glemmer, er sit løfte om at slå den mand ihjel, som drev søsteren til selvmord. Da en værtinde kalder en ny gæst for “Prince Charming”, husker James navnet og farer i kødet på gæsten, som er Dorian. Dorian oplyser sit ansigt, og James tror, han tager fejl, da ansigtet ikke ser ældre ud end Sybil var, da hun tog sit liv. Dorian undslipper, men værtinden kan fortælle, at hun så ham for første gang for 18 år siden. Prince Charming ser ud, som han gjorde dengang.

Scene 6A – Dorian føler sig fanget af billedets forbandelse og føler byrden af sine gerninger.

Scene 6B – Ved et efterfølgende maskebal (Harry og Dorian er til stede), sniger James sig ind, tager sin maske af, trækker en pistol, som han ved en ukendt krafts mellemkomst retter mod sig selv og affyrer. Gæsterne ser det som et selvmord, og kun Dorian aner, hvordan det hænger sammen.

Scene 7 – Dorian længes efter at slippe for billedets forbandelse og fortæller Harry, at han vil være god. Harry synes, han allerede er god, og at han bør flytte på landet, hvis han vil fornægte livets fristelser. Han mener, at Dorian har et fantastisk liv, hvor han har tømt livets bæger fuldtud. Dorian bliver rasende over at mærke, hvor lidt Harry forstår, og hvor uvidende Harry er om sin egen skyld. Dorian sender Harry bort og er alene. Han går til sit hæslige portræt. I Wildes roman dolker han billedet og dør, men operaen vælger en mere åben slutning.

Dansens forlængende stemmefører

Marie Brolin-Tani interviewet af Lars Wallenberg

Den internationalt anerkendte svensk/danske koreograf Marie Brolin-Tani er kendt for sit ekspressive og moderne danseudtryk, der ofte lader det være op til publikum selv at drage de sidste konklusioner. Men hvorfor og hvordan fungerer dette formudtryk i forhold til hendes iscenesættelse af operaen The Picture of Dorian Gray.

Du kalder forestillingen for en koreografisk opera. Hvad er det for et form-udtryk du her ønsker at videregive til publikum?

Udtrykket koreografisk opera dækker over, at danseren her fungerer som sangerens forlængede stemme. En slags formidler af de indre følelser og tanker, der resulterer i de handlinger og valg, som de forskellige karakterer træffer i operaen. Teksten, sangerne og musikken er omdrejningspunktet, og danserne tager så deres udgangspunkt i disse fysiske impulser. Det skal ses i sammenhæng med, at vi lever i en tid, hvor vi er vant til at forholde os til kropssprog. Det koreografiske sprog, jeg har valgt, skærper bare karaktererne og den dramaturgi, de følger.

Du går et skridt videre med historien ved ikke blot at lade The Picture of Dorian Gray handle om angsten for alderdom. Du lader også denne produktion handle om angsten for selve døden og for ikke at blive husket. Hvorfor det?

Alderdom, forfald og død er tæt forbundet med hinanden. Det kender ikke mindst dansere til. Jeg har derfor arbejdet meget med librettoen, hvor der er indskrevet en stor angst for at forsvinde fra jorden, en angst for ikke blive husket. Dorian Grays manglende evne til at elske og føle betyder at hans handlinger bliver et miks af aggressivitet og kulde, for han vil gøre hvad som helst for at blive bemærket og husket.

Hvad er det for et stemnings- og formudtryk, de 18 dansere tilføjer historien, som librettoen eller fortællingen efter din mening ikke umiddelbart gør?

Danserne kan skabe et univers på scenen, der er kunstigt og langt fra den realisme, som man kan få indtryk af, eksisterer, når man læser originalbogen, ser filmen eller læser librettoen. I den forbindelse talte Thomas Agerfeldt Olesen og jeg, allerede første gang vi mødtes, om at indarbejde ideer fra dukketeater og tegnefilm i selve operaen. Det betyder også, at karaktererne skærpes, næsten udpensles fra scene til scene. Noget jeg også tager udgangspunkt i, i forhold til kostumer, lys og scenografi.

I din iscenesættelse bruger du elementer fra de gamle græske tragedier, hvor koret har en kommenterende rolle.

Koret er i denne sammenhæng et dansekor, bestående af de dansere, der i den pågældende scene ikke har en defineret rolle. Inspirationen er ganske rigtig hentet fra de græske kor-tragedier, hvor koret havde en kommenterende rolle. Ved at være mange, der på samme tid siger eller kommenterer samme handling, forstærker og skærper man kort og godt situationen. Koret, eller som her dansekoret, kan forudsige eller kommentere det, der vil ske eller lige er sket.

I din iscenesættelse arbejder du med det uudsagte i selve handlingen. I den forbindelse har du indlagt uudsagte roller som f.eks. figuren “Det indre” – bare for at nævne et eksempel. Hvad ønsker du at opnå med det?

Begrebet “Det indre” giver mig mulighed for at arbejde med hver karakters indre modsætninger. Mennesker handler ikke – og heller ikke operaens personer – altid, som vi føler – eller omvendt – og det giver nuancer og farver til operaen, så at vi, i vores stræben efter at være tydelige og fortællende, forhåbentlig ikke havner i klicheer. Jeg har med begrebet “koreografisk opera” forsøgt at finde et formudtryk, der kan formidle dette værk – et udtryk, der sikkert ikke ville passe ind i nogen som helst anden kunstnerisk sammenhæng. Danserne har fået specielle begrænsninger i hver deres måde at bevæge sig på, og arbejdet har bl.a. bestået i at stå lige over for hver “deres” sanger i prøvesalen, for så at aflæse og lære sig den enkelte sangers anslag, pausering, vejrtrækning og måde at synge på. Men koreografien alene kan ikke skabe dette univers. Hele det sceniske billede er reelt det, der bærer fortællingen The Picture of Dorian Gray. Scenografi, lys, kostume og video-design spiller i den grad sammen med det fysiske udtryk. Det har været en meget kollektiv proces, der har ført frem til det, som vi ser på scenen i dag, nemlig en på mange måder hudløs fortælling om skrøbelighed og sårbarhed i vores korte liv. De 18 dansere (12 voksne og 6 børn) er, med hver deres kunstneriske kvaliteter, valgt til at netop at videregive dette formudtryk eller udsagn, om man vil.

© Lars Wallenberg er teater- og balletanmelder for Børsen

Release date: 
juni 2016
Cat. No.: 
2.110415
FormatID: 
DVD (NTSC)
CoverFormat: 
DVD/Blu-ray standard
Barcode: 
747313541553
Track count: 
0

Credits

Recorded live at Musikhuset, Aarhus, on 22, 24, 26 and 28 August 2013

General & Artistic director: Annilese Miskimmon
Musical director: Joachim Gustafsson
Stage director & Choreographer: Marie Brolin-Tani
Set designer: Johan Kølkjær
Lighting designer: Mårten K. Axelsson
Video designer: Hobi Jarne
Costume designer: Åsa Gjerstad
Sound designer: Jens Hørsving
Assistant choreographer: Melody Putu
Chorus master: Kaare Hansen

Cameras: Kenneth Dalby and Marcus Marcussen
Video producer and Video editor: Jacob Nielsen
Assistant producers: Klavs K. Hansen and Mathias M. Justesen
Audio producer: Henrik Winther Hansen
DVD authoring and Mastering: Dicentia Studios

? & © 2016 Dacapo Records, Copenhagen

Graphic design: Denise Burt, elevator-design.dk

Publisher: Edition Wilhelm Hansen, www.ewh.dk

Dacapo acknowledge, with gratitude, the financial support of Musikforlæggerne, Danish Composers’ Society’s Production Pool / KODA’s Cultural Funds and KODA’s Collective Blank Tape Funds

randomness