Rare Piano Works – Selections

Per Nørgård ved klaveret

Af Ivan Hansen

Per Nørgård står som en af Skandinaviens mest centrale moderne komponister. Hans cirka 400 værker rummer blandt andet otte symfonier, seks operaer, koncerter, kammer- og kormusik, samt musik til ballet, film og elektroniske medier – i alt omkring 100 timers musik.

Nørgårds værker i årene frem mod 1960 viderefører den nordiske tradition fra Jean Sibelius og Carl Nielsen. Gennem Vagn Holmboe (1909-1996), hans lærer i ungdomsårene, skærpedes en interesse for musikalske metamorfoser, hvor kim af rytmiske og melodiske motiver bestandigt forvandles og udvikles. Det førte til en livslang interesse for metamorfoser og symmetrier hos Sibelius, som han korresponderede med i 1954-55. Sibelius forblev en ledestjerne for Nørgård, ikke blot i ungdommen.

Studier hos Nadia Boulanger i Paris 1956–57 forstærkede nærmest det ”nordlige sinds univers” hos Nørgård, indtil mødet med andre unge internationale komponister omkring 1958 inspirerede ham til at eksperimentere med udtryk og genrer hinsides den nordiske tradition: collage, musikdramatik, slagtøj, elektronmusik, happenings samt i årene 1966-67 en nærmest psykedelisk, vibrerende musik mellem melodi og klang, hvilket man blandt andet hører i orkesterværkerne Iris og Luna .

Samtidig arbejdede Nørgård med en egen teknik, uendelighedsrækker, som er et musikalsk vækstprincip inden for alle tænkelige skalaer, der skaber melodier, der gendanner sig selv i langsommere og hurtigere kanoner, der så gendanner sig selv og så videre – en ”fraktal musik”, som den senere betegnedes.

Fra orkesterværket Rejse ind i den gyldne skærm (1968) og frem til omkring 1980 skabte Nørgård et personligt musikalsk univers, hvor uendelighedsrækkemelodier kombineredes med en unik overtone- og undertone-harmonik, en nuanceret form for dur og mol. Dertil kom rytmer baseret på det gyldne snit (1, 2, 3, 5, 8, 13 og så videre) og dets særlige organisk-rytmiske swing. Det er en velklingende og afbalanceret ny musik, som det høres i blandt andet 3. symfoni (1972-75), operaerne Gilgamesh (1972) og Siddharta (1979/1984) samt en række kammer-, kor- og vokalværker.

”Jeg står med den ene fod i den vestlige rationalisme og den anden i den østlige mysticisme, men alligevel føler jeg mig fremmed over for dem begge. Jeg er, så at sige, en slags tredje punkt i billedet”, som komponisten sagde i den periode om sin musik.

Omkring 1980 skiftede Nørgård radikalt kurs henimod en spontant komponeret, dramatisk og splittet musik, inspireret af billeder og tekster af den skizofrene schweiziske kunstner Adolf Wölfli (1864-1930), blandt andet i operaen Det guddommelige Tivoli (1982), en række korværker og 4. symfoni, Indischer Roosen-Gaarten und Chineesischer Hexen-See (1981).

Siden blev Nørgård inspireret af nye former for toneserier, melodiske netværk og temporelationer, blandt andet i tre solokoncerter for henholdsvis cello, bratsch og violin. I 1990’erne kombineredes dette med et direkte, ofte voldsomt orkestralt udtryk, for eksempel i 5. symfoni (1990), 6. symfoni (1999) og dens søsterværk Terrains Vagues (2000), klaverkoncerten In due tempi (1994) og krigsoperaen Nuit des Hommes (1996) over tekster af Apollinaire.

I det nye århundrede udnyttede Nørgård hele sit repertoire af teknikker og udtryk, heriblandt en ny interesse for oversete aspekter af uendelighedsrækkerne, blandt andet i Harpekoncert nr. 2, Gennem torne (2003). Hvor man tidligere kunne se længere, sammenhængende udviklingsfaser i Nørgårds musik, synes det nu, som om hvert værk kaldte på sit eget univers. I Violinkoncert nr. 2, Borderline (2002) fokuseredes på spændingsfyldte grænser mellem almindelige veltempererede og svævende overtonebaserede skalaer og melodier. I H.C. Andersen-værket Lygtemændene tager til byen (2003-04) vendte den modne Nørgård på en måde tilbage til det tegneserieunivers, han i 1940’erne lavede sine første mange sange til. 7. symfoni (2004-06) samt en række celloværker, herunder sonaten Rhizom (2004) og Cellokoncert nr. 2, Momentum (2009), går egne veje, ligesom Nørgårds sidste store værk, 8. symfoni (2010–11), indspillet af Wiener Filharmonikerne og dirigenten Sakari Oramo i 2014 (Dacapo Records 6.220574).

Karakteristisk for komponisten Per Nørgård hen over godt 65 år er hans interesse for organiske udviklinger af musikkens linjer samt af det drama, der ligger i fænomenet interferens, møderne mellem disse linjer. Stilistisk er Nørgård inklusiv, kalejdoskopisk: Visse værker strejfer balinesisk gamelan, andre klinger lidenskabeligt af europæisk romantik, og atter andre af en køligere avantgardes strukturelle mobiler. Drivkraften synes at være at finde nye veje og muligvis glemme tidligere praksis – for en tid, indtil tidligere strategier og idéer dukker op igen i nye sammenhænge.

Klaveret som prisme
Per Nørgårds første musikalske udfoldelser skete i København i 1940’erne hjemme ved familiens Hindsberg-flygel. Siden fulgte klassisk klaverundervisning, egne music hall-sange, indtil han omkring 1947-48 selv begyndte at komponere ved at anbringe et nodepapir på flyglet, øverst skrive ”Sonate” og derefter forsøge at nedfælde sine musikalske idéer. Et inspirerende aftenskolekursus samme år om Stravinskys musik ved komponisten Jørgen Jersild førte til kontakt med komponisten Vagn Holmboe, der blev hans privatlærer i årene 1949-51 – en tid, der afrundes af det værk, der afslutter denne albumudgivelse, som er den digitale optakt til dobbeltalbummet med Per Nørgårds klaverværker, der udkommer på cd i begyndelsen af 2027.

’Stjerne-barcarole’ (1995) med undertitlen ’Stjerner over Hanne’ viser en ukendt side af komponisten Per Nørgård: hans inspiration fra 1960’ernes poetiske folkrock omkring kreative, selvlærte sangskrivere som – ud over The Beatles – især talte Donovan, The Incredible String Band med flere. I tilknytning hertil står hans samarbejde med den danske troubadour Povl Dissing, der havde Nørgårds ’Vedis vuggevise’ (1958) på repertoiret, og som Nørgård optrådte med på kunstmuseet Louisiana i 1987. Senere kom samarbejdet med Hanne Methling, der – begejstret for Nørgårds følsomme klaverspil – frejdigt spurgte, om han mon havde lyst til at akkompagnere sangen ’Dér hvor de falder fra hinanden’ (1991). Han indvilgede i både at lave et præludium til og frit at akkompagnere sangen, der blev udgivet på Methlings album Katteguld i 2013. Det komponerede præludium kan opføres separat, og komponisten spinder her tråde fra melodien til en indlevet nørgårdsk nocturne over Methlings sang, hvis første vers antyder atmosfæren:

Ilden når mig til benet
en underfuld frostklar nat.
Tæppet beskytter sjælen
der er stjerner jeg ikke forstår (…)

’Magyar Danyl Nota’ (2005) er en 70-års-fødselsdagsgave til den ungarskfødte og fra 1957 danske pianist og dirigent Tamás Vetö (1935-2025), der siden 1964 var en central Nørgård-dirigent på både Det Kongelige Teater, Den Jyske Opera og i Danmarks Radio. Samarbejdet strakte sig fra uropførelser af værker som Lila (1971), Gilgamesh og Twilight (1976) over centrale opførelser af 3. symfoni og Siddharta til senere uropførelser af vægtige korværker som Mytisk morgen (2000) og Ut Rosa (2001).

Titlen er lidt kryptisk og peger på betydningen ”ungarsk-dansk melodi” – autografen lyder ”Magyar Nota” – men pointen synes klar: en ungarsk, kromatisk-mørk, bartóksk højrehånd over for en mere arpeggierende, lysere dansk-nørgårdsk venstrehånd med møder undervejs i klangskønne kadencer, måske med et strejf af mild vemod. Satsen indgik samme år i trioværket Delta som anden sats med titlen ’Nostalgia’.

Maj på vej – tre vejrbilleder (2007) er inspireret af vand i form af den regnfulde danske forårsmåned april. Den søde, milde maj måned er stadig kun på vej. I første sats, ’April – ikke til at regne med!’, er også musikken omskiftelig, ustabil og uforudsigelig. Først får vi friske, stravinskyske rytmer kastet i hovedet med blæst, plask og trommedryp fra taget, så en mere idyllisk, bluesy ro, der efterhånden rinder ud i komponistens smukke ’Flos ut Rosa’-melodi. Dog ikke længe: Pludselig angribes der igen abrupt og aggressivt fra oven, indtil det friske startmotiv muntert runder af. Anden sats, ’Solregn’, er rolig som let regn i solskin, regnbueglimtende; musikken er søgende og smil-gennem-tårer-smuk, som en nostalgisk arie. I slutsatsen, ’Dagregn’, siler toner nedad fra det høje: dryppende, piblende og plaskende. Et lille ophold hvirvler, risler, og så strømmer det nedad igen. De tre impressionistiske vandstykker er komponeret i 2007 til uropførelse i Foreningen Ny Musik i Birkerød ved dens 25-års jubilæumskoncert og er tilegnet dens initiativtager, Kirsten Benn, til hendes 75-års-fødselsdag i maj 2007.

Waterways (Vandveje) – tre stykker for klaver (2008-09) – lader vandinspirationen fortsætte året efter Maj på vej. En tidlig manuskriptversion havde titlen Waterways (Krusninger) og satsnavnene: ’Resonanser’ (I), ’Fluktuationer’ (II) og ’Spejlinger’ (III). Det er musik, der breder sig i bølger af toneoverlappende klange, svævninger og hvirvlende hurtige toneparløb.

Per Nørgård har skrevet om stykkerne: ”Der er i de tre stykkers motiver forbindelser tilbage til to af mine tidligere klaverværker (’Grooving’ fra 1968, og ’Achilles og skildpadden’ fra 1983)”.

Første sats er præget af ekkovirkninger, som også forekommer i ’Grooving’. En følge af halvtoner klinger ind over hinanden, og umiddelbart derefter dæmpes de samme toner, således at efterindtrykket af de dæmpede toner afspejler den oprindelige rækkefølge. I denne nye sats er et ekstra ekko tilføjet – som ”smut” hen over en vandflade – tre gange. I anden sats findes reminiscenser af ’Achilles og skildpadden’, nemlig arpeggio-lignende højre- og venstrehåndsskalaer på henholdsvis sorte og hvide tangenter. Men de enkelte toner glimter nu som reflekser i en vandoverflade, som et moiré af konstant vekslende, meget korte varigheder. I tredje sats udfoldes og udvides mønstret af uregelmæssige varigheder, men kun brudstykkevis, og en ny melodi anes. Værket er komponeret til og tilegnet pianisten Anne Marie Fjord Abildskov.

Partita sévera (1951), der er et 23 minutter langt værk i fem satser, er den 19-årige Per Nørgårds svendestykke til komponisten, læreren Vagn Holmboe og pianisten Meta Holmboe efter to år som privatelev i komposition – før studiestarten på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i begyndelsen af 1952. Optagelsesprøven hos Holmboe i sommeren 1949 ledte til to års grundlæggende kompositionsuddannelse og studier af vægtige værker af Bach over wienerklassik til Stravinsky, Ravel og Bartók.

Sommeren 1951 var samtidig en fest: Den 18-årige Nørgård blev student og var samtidig blevet optaget som komponist på konservatoriet. Han fejrede det med en motorcykeltur med sin storebror, Bent, gennem de stadig sønderbombede europæiske byer helt ned til Rom. Nye oplevelser – på egen hånd.

Partitaen er skrevet ved hjemkomsten som en tak til musikerparret Holmboe. Værket er sandsynligvis aldrig blevet opført offentligt før denne indspilning, bortset fra at Meta Holmboe privat kan have spillet det. Sådan komponerede altså en ung begavet komponist med studenterhue i 1951 med inspiration fra klavermusik af Holmboe – for eksempel dennes Suono da Bardo fra 1949 – samt af Nielsen, Stravinsky, Bartók med flere. Christina Bjørkøe spillede privat værket for Per Nørgård i april 2025 – til hans store glæde. Det fastsloges ved den lejlighed, at musikkens ungdommelige vildskab undervejs muligvis skyldtes motorcykelturen – ”fuld gas!” – kombineret med et ønske om at takke for Vagns inspirerende seriøsitet og koncentration – det sévere.

Partitaens fem satser, satstitler naturligvis på italiensk, får her blot stikord med på vejen:

– ’Introduzione’ (Tempo giusto): Anslaget er seriøst, men helheden er en skøn blanding af alvor, opbrud og dansante, barbarisk-fremfarende balkanrytmer. Et heftigt udkast.

– ’Elegia I’ (Grave ed espressivo): Udtrykket er både ungdommeligt elegisk og vildt – intenst og overvældende.

– ’Intermezzo’ (Allegro): Hårdtslående rytmer og glissandi præger den centrale midtersats; ensomme recitationer og abrupte akkordhug. Mod slut går farten i vejret, opad: det går nedad! - – ’Elegia II’ (Largo e pesante): Et dybt, opadgående tretonemotiv gentages klagende, mens et nedadgående firetonemotiv siler fra det høje. Samklangene er ude af balance og stiger desperat i styrke. Stemmer prøver imiterende at samle sig (Poco più mosso), men falder til jorden. Det opadgående klagemotiv letter til sidst – et lille håb?

– ’Conclusione’ (Allegro non troppo): Hjemtur i høj fart. Bassens dybe d’er giver plads til både et kromatisk drejemotiv (tonerne c-h-a-b) og et mere slyngende motiv (tonerne es-as-des-c-a-as-h). Begge hvirvlende afsted, indtil de to motiviske rejsekammerater mødes til sidst, dog på hver deres grundtone, henholdsvis a og b.

© Ivan Hansen, 2026

Med udgangspunkt i sin baggrund som musiker og musikforsker har Ivan Hansen spillet en afgørende rolle for at gøre Per Nørgårds musik og idéer tilgængelige. Han har især fokuseret på at dokumentere og forklare sammenhængen mellem Nørgårds tænkning og musikkens praktiske udførelse, blandt andet gennem sit arbejde for Det Kongelige Bibliotek i København med at redigere og publicere Per Nørgårds skrifterog Per Nørgårds kompositioner .