Piano and Chamber Works

Mådeholdets raffinerede mester

Af Henrik Friis

”Nej, det er mine gaver sgu ikke store nok til”, svarede Tage Nielsen i vanlig beskeden stil musikhistorikeren Erling Kullberg i et interview i 1989. Spørgsmålet var, om han aldrig havde ønsket sig en fuldtidstilværelse som komponist. Svaret var venligt, men bestemt og præcist. Nøjagtig som hans musik. Nej, en rigtig komponist syntes han ikke, at han var.

Når man i dag lytter til Tage Nielsens skarptskårne og medrivende kammermusik, fremstår hans beskedne udtalelse næsten som falsk ydmyghed. Men Tage Nielsen havde altid noget underspillet over sig, også i sin musik. Han blev født i 1929 og døde i 2003, og i alle de aktive år som komponist, omkring 50, var han både som person og komponist uendelig anerkendt og afholdt af sine kolleger, hvad enten de var komponister eller udøvende musikere. Og selvom han ikke gjorde meget for at udbrede sin egen musik, bliver den stadig spillet ganske meget rundt om i verden.

Tage Nielsen © Edition·S

Sagen er, at Tage Nielsen brugte mange af sine kræfter andetsteds end ved klaver og nodepapir. Som ung musikuddannet fra universitet fik han en lovende karriere med musikformidling i Danmarks Radio og fra 1963 og 20 år frem var han afholdt rektor for Det Jyske Musikkonservatorium i Aarhus. Til alles glæde – bortset fra værklisten. Det var først, da han i 1983 blev direktør for Det Danske Institut i Rom og seks år senere gik på pension, at værkerne for alvor begyndte at strømme fra hans hånd. Han komponerede lige knap halvdelen af sine i alt cirka 60 værker som pensionist.

Måske netop på grund af den begrænsede tid, Tage Nielsen havde til rådighed, er der noget befriende præcist og gennemtænkt over hans musik. Der er idé bag musikken, og der virker ikke til at være overflødige øjeblikke. Formerne er korte og klare med kun et enkelt omfattende værk iblandt, den virkelig succesfulde kammeropera Latter i Mørket skrevet i 1986-91 til tekst af Vladimir Nabokov og uropført af Den Jyske Opera i Helsingør Theater (Den Gamle By, Aarhus) i maj 1995. Senere blev den opsat i Berlin med en turnéafstikker til Danmark.

Dette album præsenterer musik fra alle fem årtier af Tage Nielsens karriere – fra den lidenskabelige klaversonate, hans blot tredje værk fra 1950, til den modent balancerede horntrio Trio semplice og den lille sonatine for klarinet og klaver skrevet sidst i 1990’erne. Vi hører de to modernistiske nocturner fra brydningsåret 1960 i dansk musikliv, de dybt fascinerende karakterstykker for klaver, der sætter 70’ernes mange stilarter i spil og de impressionistiske drømmerier i Improvisation og fuga fra 1980’erne. Og med sangene til de tre Shakespeare-fragmenter får vi et lille, hyperkoncentreret indblik i Nielsens fascinerende evner som operakomponist. Alt sammen meget forskelligartet musik, der nysgerrigt bryder med tidens strømninger, men forbliver kondenseret, præcis og klar i tanke og udtryk.

På den ene side var Tage Nielsen en komponist, som tog farve af sin samtid – eller selv prægede den om man vil – og prøvede nye veje af for sig selv. På den anden side forblev han tro mod sit nøgterne jeg livet igennem. Og det kom der rigtig lytteværdig musik ud af. ”Mådehold” er det prædikat, han giver sig selv og dansk musikliv i en tidlig analyse af samtiden i Dansk Musiktidsskrift i 1962: Ikke at skeje for meget ud, når man prøver noget nyt – Tage Nielsen kendte tidligt sine egne grænser.

Klaverværket Tre karakterstykker og en epilog fra 1972-74 viser smukt, hvordan Tage Nielsen formåede både at fastholde en sindrig musikalsk tanke og skabe medrivende musik. Værket hører ifølge hans forlag til de allermest spillede danske klaverstykker. Bare et kvarter tager hele værket. Med de tre korte karakterstykker, ”Mattinale”, ”Tour de force” og ”Kinderszene”, som den ene halvdel, der viser hver sin sarte klangverden – og epilogen som den anden halvdel.

Første karakterstykke åbner en lille, lys verden. Et signal af to toner klinger igen og igen som et forvarsel til det andet karakterstykke, der udvikler sig til musik med stadig større fylde, mens den formulerer sig i komplekse, sammensatte vendinger, der løber mod og fra hinanden – næsten som håndfulde af toner, der knyttes i mild vrede. Det tredje karakterstykke får derpå en halvfjerdserflippet karakter med trillende toner, der flyder sammen i flimrende klangblokke og løfter sig med sitrende overtoner, der skurrer mod hinanden.

Epilogen samler idéerne. Både det helt enkle, det hastige og komplekse samt de sammensmeltende, insisterende klange forenes til en musik, der på én gang virker sikker og søgende, udfordrende og lettilgængelig. Med en ro, der formår at rumme de tre musikalske poler i det lille tankefelt, Nielsen har konstrueret. Det er dramatisk musik, der er let at glide ind i og synke ned i – uden at ét bestemt klimaks eller en hovedpointe lader sig udpege.

I en introduktion til Tage Nielsens musik har musikhistorikeren Jens Brincker foreslået, at de tre karakterstykker udtrykker komponistens kommentar til tre forskellige stilretninger blandt danske komponister i 70’ernes stilforvirring: I førstesatsen den danske ny enkelhed – formuleret som det lille to-tone motiv med vuggende kvinter som et dansk særkende, i andensatsen den brutale, europæiske modernisme, som Nielsen i noderne skal spilles ”krampagtigt” og endelig peger tredjesatsen frem mod fremstormende, amerikanske minimalisme. Det kunne sagtens være rigtigt.

At skrive musik, der både er fængende og interessant – og samtidig med et intellektuelt glimt i øjet – ville passe fint på den fornemmelse, man sidder tilbage med efter endt lytning af dette album.

De to værker fra 1990’erne klinger med en romantisk eftertænksomhed. De bare 12 minutter, horntrioen Trio semplice fra 1997 varer, giver et kig tilbage mod den wienerklassiske musik med tre instrumenter i indbyrdes balance. Stemningen er afklaret og rolig, med diskret søgende musik i første sats, hvor horn, violin og klaver udfolder hver deres rolle – som et lille kammerskuespil. Violinen er ilter og forjaget, hornet har en blød, melankolsk melodi og klaveret lægger krydrede klangblokke efter hinanden i gå-tempo. Halvvejs bytter de roller, alt imens det samlede klangbillede bliver mere og mere fortættet. Anden sats er også søgende, men her er verden længselsfuld og lidt tåget, hvor instrumenterne kan mødes med deres forskellige egenskaber og danne en smuk, enkel kommunikerende musikverden – ikke ulig en lille flok mennesker, der går rundt og taler sammen om det, der betyder noget for dem.

A Winter’s Tale er mindre anlagt et lille stykke for klarinet og klaver skrevet over et par vintermåneder i 1994. Næsten en bagatel bygget af en simpel, småløbende figur, som klarinetten spiller igen og igen og laver variationer over, mens klaveret lægger rolige vinterklange nedenunder, når det da ikke lige akkompagnerer de dansende blæsere. Musik med enkle, men gennemførte idéer.

Tage Nielsen kunne virkelig meget med få midler. Tre Shakespeare-fragmenter for sopran, obo, cello og klaver fra 1978 varer knap 10 minutter i alt, men formår alligevel at opbygge en voldsom dramatisk spænding i lydbilledet. Det første fragment, ”How All the Other Passions Fleet to Air”, er nogle af den skønne Portias linjer i Købmanden i Venedig om kærlighed, frygt og grøn jalousi – på mindre end fire minutter. Det næste fragment, ”Love Is Merely a Madness” fra komedien Som man behager, er helt anderledes lys og munter i sin lette konstatering af kærlighedens natur. Det sidste fragment, ” Whither Should I Fly”, er tilbage i tragedien, i Macbeth , hvor Lady Macduff afmægtigt må konstatere, at hun er i en verden, hvor ondt belønnes, og det gode blot er en dum fejl. Så hvorfor begræde at hun intet har gjort? Isnende koldt iscenesat af Tage Nielsen med ganske få midler.

Improvisation og fuga for klarinet, cello og klaver fra 1983 går endnu en ny vej. Trods titlen er der tale om et fuldt nedskrevet værk, der nok bare skal lyde improviseret. I første del er de tre instrumenter søgende, ude af tempo og fabulerende melodisk – netop som tre improviserende musikere uden blik for at ramme hinandens indsatser. Helt modsat bliver det så til en fuga – med lidt barokke undertoner – i anden del, hvor de melodiske løb i en strammere komposition kommenterer hinanden som i 1700-tallet og lader sig udsmykke med triller og slørende småtoner som rester af en svunden tid.

De to tidlige klaverværker på albummet, både Klaversonate, op. 3 fra Nielsens pure ungdom og To nocturner fra 1960-61, fortæller med raffineret klaverspil en historie om Nielsen som pianistisk komponist. Han var selv habil ved et flygel – allerede som 15-årig stillede han op i en konkurrence med en sats fra en klaverkoncert af Beethoven – og man kan sagtens mærke, at det er musik, der ligger godt i fingrene. Hvor klaversonaten klinger lidt som heftig nyklassik à la Bartók eller tidens store danske klaverprofessor Herman D. Koppel, mærker man stormen fra den europæiske modernisme i To nocturner. Kender man berømte nodebilleder af en berygtet serialist som Stockhausen, vil man nikke genkendende til synet af de fem minutters musik af Tage Nielsen. Tempo, styrke og rytmer skifter næsten for hvert sekund med det resultat, at musikken bliver til punkter på en flade mere end sammenhængende musik. Men der er nu alligevel noget næsten venligt og ikke-modernistisk over de småpludrende nodefigurer. Og så ved vi, at vi med Nielsens egne ord befinder os i en musikverden, hvor der hersker et vist selvpålagt mådehold.