Tilmeld dig Dacapos nyhedsbrev

Symfoni nr. 1, Klippepastoraler

Rued Langgaard

Symfoni nr. 1, Klippepastoraler

Berliner Philharmoniker, Sakari Oramo

♥♥♥♥♥♥ »Indiskutabelt mesterværk« Politiken
★★★★★ »Glødende dedikeret fortolkning« BBC Music Magazine
»Fremragende version« The New York Times

Selv om den danske komponist Rued Langgaard var excentrisk og uvenner med sine medmennesker det meste af sit liv, var han overbevist om, at hans tid ville komme – og det gjorde den også. I Symfoni nr. 1 finder vi teenageren Langgaard fejre sin kærlighed til skønhed og harmoni i de mest hedonistiske vendinger med en gigantisk alpesymfoni to år før Richard Strauss. Med denne indspilning vender symfonien hjem til Berliner Philharmoniker, det første orkester, der forstod, hvilket mesterværk, det unge danske geni havde skabt.

Køb album Stream

SACD

  • SACD
    Super Jewel Case
    139,50 kr.
    €18.71 / $20.37 / £15.96
    Køb
Download
  • mp3 (320kbps)
    69,00 kr.
    mp3
    €9.26 / $10.07 / £7.89
    Køb
  • FLAC 16bit 44.1kHz
    79,00 kr.
    CD Quality
    €10.6 / $11.53 / £9.04
    Køb
  • FLAC 24bit 192kHz
    131,00 kr.
    Studio Master +
    €17.57 / $19.13 / £14.98
    Køb
Sakari Oramo conducting Rued Langgaard’s Symphony No. 1, Cliffside Pastorals, with the Berliner Philharmoniker in the Main auditorium, Philharmonie Berlin © Stephan Rabold
Det er en af de meget få fremragende første symfonier i historien og det er på tide at folk spidser ører og tager notits af den. En virkelig bemærkelsesværdig performance og indspilning.
Lynn René Bayley, The Art Music Lounge
Alvorlig talt, hvis de sidste fem minutter mod slutningen ikke har din fulde opmærksomhed, bør du måske tjekke din puls [...] Sakari Oramo og Berliner Philharmoniker synes afgjort at more sig helt fantastisk
Jean-Yves Duperron, Classical Music Sentinel
Langgaard udfordrer orkestret i foreningen af råstyrke og skønhed
Valdemar Lønsted, Dagbladet Information
Pragtfuldt!
Record Review, BBC 3
Symfoniens klimaks er den dystre, forfinede og truende sats 'Sagn', hvis raffinerede komposition forstærkes af den harmoniske bredde, som orkestret tilfører
Jean-Charles Hoffelé, ARTAMAG
Dirigenten byder på en ny version af Klippepastoraler, en rejse til toppen af ​​et bjerg fuld af forhindringer, med en opsigtsvækkende optræden af ​​de store musikere fra Berlin-orkestret.
Josep Bosch, Sonograma Magazine
Oramo nuancerer og former musikken på smukkeste vis og det legendariske orkester spiller så rigt og raffineret som man kan forvente
Dan Morgan, MusicWeb International
Ugens album
Sveriges Radio
Indiskutabelt mesterværk
Thomas Michelsen, Politiken
Fremragende version
David Allen, The New York Times
Berliner Philharmoniker uropførte værket tilbage i 1913. Under Oramo tilfører de den i dag enorm forståelse og instinkt
Andrew Mellor, Gramophone - EDITOR'S CHOICE
Det er en overmåde flot indspilning, dirigeret med saft og kraft af finske Sakari Oramo
Peter Dürrfeld, SEISMOGRAF
Klassisk Top 30 liste - Uge 2
Official Charts
Dirigenten og Berliner Philharmoniker svælger i i danskernes højromantiske partiturs larm og gråd, hvor dens Wagnerske og Straussiske storhed tænder spektakularitet i denne liveoptagelse
DC, The Sunday Times (UK)
Oramo og Berliner Philharmonikerne kærtegner lydbølgerne med en gylden patina, som når et triumferende skær i finalens fanfare
Antti Häyrynen, Rondo Classic
Berliner Filharmonikerne spiller Langgaard 1. symfoni med stor følsomhed
Sune Anderberg, Magasinet Klassisk
Flammer af strålende overbevisning
Paul Riley, BBC Music Magazine
Selv hvis du ejer en eller alle de tidligere optagelser af denne ekstravagante symfoni, bør du under ingen omstændigheder gå glip af denne seneste version
Graham Williams, HRAudio.net
Et storslået projekt, en fremragende symfoni
Stig Jacobsson, HiFi & Musik
En finere opførelse kunne symfonien ikke bede om
Colin Clarke, Classical Explorer
Koncertoptagelsen afslører, hvordan Berliner Philharmoniker virkelig er en utrolig talentfuld gruppe, og hvordan Oramo selv er en mester i at piske ufortyndede følelsesmæssige storme ud fra gruppen
Kare Eskola, Yle, the Finnish Broadcasting Company
Berlin Philharmonic leverer en enestående præstation dirigeret af Sakari Oramo. Et utroligt værk, der fortjener større anerkendelse
https://www.wtju.net/rued-langgaard-symphony-no-1-epic/, WTJU-FM
[...] musik, der både er overvældende og absolut ustoppelig.
Simon Cummings, 5:4
En obligatorisk udgivelse, hvis man kan lide Langgaards musik. [...] en helvedes symfoni for en komponist, der kun var 16 år gammel, da han færdiggjorde den
Lynn René Bayley, The Art Music Lounge
Total runtime: 
55 min.
En symfoni vender hjem

Af Jens Cornelius

10. april 1913 var en stor dag for den 19-årige Rued Langgaard. Tusinder af tilhørere klappede, da hans kæmpemæssige Symfoni nr. 1 blev uropført af Berliner Philharmoniker, og den unge danske komponist blev kaldt frem på scenen seks gange i Filharmonien. Hans internationale debut var en overvældende succes.

I hans hjemby København var symfonien blevet afvist som uspillelig, og også i Stockholm havde man afslået at opføre det timelange værk. Langgaards 1. Symfoni var en af de mest omfattende symfonier, der nogensinde var komponeret i Skandinavien, og den virkede uoverskuelig og uhåndterlig. Dertil kom symfoniens Wagner-inspirerede stil, der blev betragtet med mistro i Danmark, og det samme gjaldt Langgaard selv, der allerede som ung var en aparte personlighed. I Berlin var Langgaards senromantiske musik derimod på kulturel hjemmebane.

Rued Langgaard var vidunderbarn, født 1893, og nok det største talent, der nogensinde er set i dansk musik. Hans forældre var pianister og betragtede Rued, deres eneste barn, som en musikalsk messias. Opvæksten i et overbeskyttende kunstnerhjem med en religiøs indstilling til musikken førte til en ekstrem udvikling – 11 år gammel debuterede Langgaard som orgelimprovisator, og Edvard Grieg, der hørte koncerten, var både betaget og forskrækket over drengens helt usædvanlige talent.

Som 14-årig gik Langgaard i gang med at skrive sin første symfoni. De fire første satser blev komponeret i 1908 og den store finalesats i begyndelsen af 1909. Året efter præsenterede han sit værk for Dansk Koncert-Forening, der havde til formål at opføre nyere dansk orkestermusik. Her måtte man erkende, at symfonien på alle måder lå uden for orkestrets muligheder.I november rejste Langgaard tilStockholm for at forhandle om en opførelse, men heller ikke her fik han opbakning. Ventetiden brugte han på finpudsning af partituret, indtil han i april 1911 var tilfreds. Langgaard var 17 år og symfonien et fuldendt kunstværk, selvom ingen magtede at spille den.

Rued Langgaard var nødt til at søge længere væk for at finde opførelsesmuligheder. Siden 1908 havde hans familie hver december opholdt sig i Berlin for at nyde det store musikudbud, og allerede på den første tur var han blevet modtaget med anerkendelse af Berliner Philharmonikers assisterende dirigent, Ernst Kunwald. På berlinrejsen i 1911 medbragte Langgaard partituret til sin symfoni, og via orkestrets koncertmester, Julius Thornberg, som var dansker, blev værket bragt videre til Berliner Philharmonikers verdensberømte chefdirigent, Arthur Nikisch.

Her blev det besluttet, at Berliner Philharmoniker skulle uropføre symfonien ved en koncert 10. april 1913. Som dirigent valgte man den erfarne Max Fiedler, der var vendt tilbage til Tyskland efter nogle år som chefdirigent for Boston Symfoniorkester.

102 musikere udgjorde det store orkester ved koncerten i Berlin. Programmet blev indledt af Langgaard selv, der spillede sit orgelværkPreludio patetico, så uropførte orkestret hans nyskrevne stykke Sfinx og til sidst fulgte Symfoni nr. 1.

Kynisk betragtet var det denne forårsaften, Langgaards karriere toppede. Hans musik blev mødt med jubel, og han fornemmede, at det internationale musikliv åbnede sig for ham. Men resten af Langgaards liv og karriere udviklede sig helt anderledes. Verdenskrigen, der brød ud i 1914, stoppede de umiddelbare muligheder for at følge op på den internationale debut, og efter krigen begyndte opbakningen til senromantisk musik som Langgaards atsmuldre.

Langgaard var selv overbevist om, at han levede i apokalypsens tid, og den stigende afvisning af romantisk kunst var endnu et undergangstegn, som forstærkede hans kunstneriske mål. I mange af hans følgende værker udspiller der sig en kosmisk kamp mellem godt og ondt, hvor han duellerer med modernismens sprog og udtryk. Et hovedværk er den apokalyptiske kirkeopera Antikrist, som i 1920’erne blev afvist flere gange af Det Kongelige Teater.

Efterhånden indtrådte den skuffede Langgaard i en kontrær fase, hvor han forskansede sig bag en konservativ retro-stil, der var meget ældre end ham selv. Det tidligere vidunderbarn var blevet helt isoleret, og i 1940 valgte han at forlade København og flyttede til den anden ende af landet for at blive domorganist i Ribe. Fra sit eksil i provinsen rasede han over tidens antiromantiske kultur, og især var han frustreret over nationalkomponisten Carl Nielsen, der ganske vist var død i 1931, men mere end nogensinde fremstod som hans ærkefjende.

Langgaard fortsatte med at komponere med voldsom energi, selv om han var blevet en perifer person i musiklivet. Ved hans død i 1953 var de fleste af hans kompositioner hverken trykt eller opført, og hans sene værker med deres vilde, absurdistiske udbrud var helt ukendte. Først da musikforskeren Bendt Viinholt Nielsen i 1990’erne kunne præsentere en minutiøst detaljeret kortlægning af Langgaards liv og flere end 400 kompositioner (heriblandt 16 symfonier), gav værkernes enorme diversitet mening som udtryk for en ekstatisk romantiker, der nægtede at acceptere, at han havde tiden imod sig.

Langgaard var sikker på, at hans tid ville komme. Det gjorde den også – og hans 1. Symfoni er efterhånden blevet opført adskillige gange rundt om i verden. Men efter uropførelsen i 1913 fik Langgaard kun symfonien at høre en enkelt gang mere, nemlig i København 1928, hvor han selv dirigerede. Flere forsøg på at få den velvillige Max Fiedler til at spille symfonien i København var ikke lykkedes, og symfonien blev heller ikke udgivet på tryk.

Langgaards 1. Symfoni, hans ungdoms succes, blev efterhånden et spøgelse i hans liv. Det kom til voldsomt udtryk i hans Symfoni nr. 12 fra 1946, der er en abrupt “genkomponering” af debutsymfonien, kogt ned til bare 7 minutters spilletid og med slutbemærkningen “Amok! En Komponist eksploderer.”

Fra samme tid stammer titlen på Symfoni nr. 1, Klippepastoraler. Langgaard havde en mageløs sproglig kreativitet og navngav ofte sine kompositioner mange gange for at få titlerne i overensstemmelse med hans skiftende tanker om musikken, og fordi titlen var en del af det samlede kunstværk. Klippepastoraler hentyder til klippehalvøen Kullen i Sydsverige, der kan ses fra den flade danske kyst. Her havde Langgaard som barn været på sommerferier, og symfoniens titel indrammer på smuk og paradoksal vis både musikkens særpræg og Langgaards eget liv. Voldsomt og lyrisk på samme tid.

Symfonien udtrykker symbolsk en bjergbestigning, der ender på tindens top. Det koncept havde faktisk en forgænger i dansk musik, nemlig Victor Bendix’ Symfoni nr. 1, Fjeldstigning, en Liszt-inspireret programsymfoni, der vakte opsigt i København ved uropførelsen i 1882. Langgaard-familien beundrede Bendix (som skrev flere anbefalinger af den unge Rued Langgaard) og har helt sikkert været bekendt med Fjeldstigning, der beskriver en vanskelig opstigning, inden toppen nås i form af “et højere ideal”. Langgaards Symfoni nr. 1 overgår dog langt Bendix’ i sit anlæg. Den er dobbelt så lang, har fem satser og en udvidet besætning med blandt andre Wagnertubaer, to harper og i sidste sats et fjernorkester af messingblæsere. Hvad orkesterudfoldelsen angår, er Langgaard faktisk tæt på Richard Strauss’ Eine Alpensinfonie fra 1915.

Man kan kun måbe over den virtuose orkestrering af Klippepastoraler, der helt ubegribeligt er skabt af en selvlært komponist på bare 14-15 år. Også det lange formmæssige forløb håndterer han overlegent, og i den store finale samles trådene smukt i en apoteose, hvor hovedtemaerne fra 1. og 5. sats forenes i en grandios durhymne af største pragt.

Det nærmere programindhold i symfoniens satser beskrev Langgaard i poetisk sprog ved uropførelsen i Berlin:

I “Havbrænding og Solblink”
Ved Bjergets Fod skummer Havbrændingen brølende mod Klipperne. Menneskesjælen stræber ud over Brændingen for at skue Morgenrøden og det forjættede Land.

II “Fjeldblomster”
Opstigningen begynder. – Stormen lægger sig. – Bjergskoven yder Læ, dog sitrer Bjergets Blomster let i svage Sus, som spøgelsesagtigt stryger gennem Granernes Toppe.

III “Røster fra Fortids Dage” (senere kaldet “Sagn”)
Fra det Fjerne mumler Havets Brusen som Stemmer fra længst forsvundne Tider – og en Sagastemning henfører Sindet.

IV “Opad Bjerget”
Bort med Drømmene! Opad Bjerget! Det forønskede Maal, Bjergets Top, vinker jo i det Fjerne!

V “Livsmod”
En kølelig Luftning stryger om Bjergets Top, og Udsigten med den vide Horisont, den højthvælvede Himmel, det fjerne, blaaglitrende Hav med de hvide Skumkamme fylder Hjertet med nyt Livsmod.

Symfonien er religiøs symbolik. Efter Langgaards mening var det selve musikkens mission at lede menneskets åndelige udvikling, og i Klippepastoraler er han profeten, der går forrest og viser vej. Klipperne og det frådende hav er billeder på forhindringerne for at opnå sjælens ophøjelse og livets fuldendelse. Opstigningen er en åndelig handling, og solopgangen i horisonten en vision om Paradis, der bestyrker mennesket i den hårdekamp.

Efter uropførelsen af Klippepastoraler i 1913 beholdt symfonien sin forbindelse til Berlin. Som en slags offergave donerede Langgaard i 1923 symfoniens originalmanuskript til tysk musikforskning, og det blev opbevaret i Berlin på Staatliche Institut für Musikforschung. I slutningen af 2. Verdenskrig blev manuskriptet stjålet af sovjetiske tropper og bragt til Moskva, men Langgaards symfoni var åbenbart magnetisk draget af Berlin, og i 1959 blev partituret returneret til byen, der nu var hovedstad i DDR.

Her havnede Klippepastoraler mellem ukatalogiserede noder og blev først genfundet i 2004. Og i sommeren 2022 kunne symfonien så for første gang siden 1913 høres i Berlin, spillet af Berliner Philharmoniker - det første orkester, der forstod, hvilket mesterværk, teenageren Langgaard havde skabt.

Release date: 
november 2022
Cat. No.: 
6.220644
FormatID: 
SACD
CoverFormat: 
Super Jewel Case
Barcode: 
747313164462
Track count: 
5

Credits

World premiere recording of the critical edition by Bendt Viinholt Nielsen, The Rued Langgaard Edition (2010)

Recorded live at the Philharmonie Berlin, Main auditorium, on 16–18 June 2022

Recording producers: Preben Iwan, Mats Engström and Christoph Franke
Editing: Preben Iwan and Mats Engström
Engineering, mix and mastering: Preben Iwan

℗ & © 2022 Dacapo Records, Copenhagen

A Symphony Turns Homewards, by Jens Cornelius, translated from the Danish by Colin Roth
Proofreaders: Jens Fink-Jensen, Hayden Jones
Design: Studio Tobias Røder, www.tobiasroeder.com

Publisher: The Rued Langgaard Edition, published by Edition Wilhelm Hansen, www.wisemusicclassical.com

With support from Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, Augustinus Fonden, William Demant Fonden, Hoffmann & Husmans Fond, Konsul George Jorck og Hustru Emma Jorck’s Fond

randomness