Tilmeld dig Dacapos nyhedsbrev

Works for Solo Piano, Vol. 1

Friedrich Kuhlau

Works for Solo Piano, Vol. 1

Marie-Luise Bodendorff

Friedrich Kuhlau er kendt som Beethovens stærkeste fortaler i Danmark og som manden, der skrev Elverhøj. Men Kuhlau var først og fremmest en pianist, hvis værker til instrumentet har deres egen dybde og karakter. I første del af en ny serie kaster Marie-Luise Bodendorff et nyt blik på Kuhlaus bidrag til klaverlitteraturen med friske, muskuløse fortolkninger af hans musik, inklusive hans Divertissement, Op. 37, der ikke tidligere har været indspillet.

Køb album Stream

CD

  • CD
    Jewel Case
    139,50 kr.
    €18.76 / $22.1 / £16.01
    Køb
Download
  • mp3 (320kbps)
    69,00 kr.
    mp3
    €9.28 / $10.93 / £7.92
    Køb
  • FLAC 16bit 44.1kHz
    79,00 kr.
    CD Quality
    €10.62 / $12.52 / £9.07
    Køb
  • FLAC 24bit 192kHz
    131,00 kr.
    Studio Master +
    €17.62 / $20.75 / £15.04
    Køb
  • FLAC 24bit 352.8kHz
    171,00 kr.
    Studio Master ++
    €23 / $27.09 / £19.63
    Køb
Marie-Luise Bodendorff © Sabina Przybyla
Marie-Luise Bodendorffs flydende virtuositet fremhæver al den gnist, der er indkapslet i disse enkle, men charmerende miniaturer
Gerald Fenech, Classical Music Daily
Bodendorff spiller med en international flugt, balancesans og blød saftighed i klangen
Thomas Michelsen, Politiken
Elegant, ubesværet og smidigt
Jed Distler, Classics Today
Marie-Luise Bodendorff viser sig som en intelligent, særdeles kraftfuld og teknisk begavet pianist
Valdemar Lønsted, Information
Romantisk, udtryksfuldt og legende på samme tid
Hanns-Peter Mederer, Amusio
Den tyske pianist Marie-Luise Bodendorff fortolker med både spændstigt og perlende spil en række af Kuhlaus sonatiner
Peter Dürrfeld, Kristeligt Dagblad
Bodendorffs charme og styrke imponerer med det punkt af lethed og selvtillid, der er typisk for en virtuos pianist
Carme Miró, Sonograma Magazine
På den første cd af en ny serie, bringer Marie-Luise Bodendorff friske og muskulære gengivelser af musikken, herunder Divertissement, op. 37, der ikke tidligere har været indspillet.
Michel Dutrieue, Stretto
Total runtime: 
72 min.
En tysker i Danmark

Af Andrew Mellor

Den 23. januar 1811 gik scenetæppet på Det Kongelige Teater op for en ukendt tysk musiker. “Hans ranglede skikkelse virkede lettere klodset i det sorte koncerttøj,” lød en beretning fra aftenen. “Hans nydelige hoved med krøllet hår og langt, rødmosset ansigt var skæmmet af et manglende øje [ … ] Så satte han sig og begyndte at spille værket, sin klaverkoncert i C-dur, så indtrykket af kejtethed, der havde tynget hans generelle fremtoning, forsvandt. Han viste sig som en mester.”

Den omtalte musiker var Friedrich Kuhlau. Uger tidligere, i de sidste dage af 1810, var han 24 år gammel flygtet til den danske hovedstad under navnet Kasper Meier. I årevis havde han uden større held forsøgt at skabe sig en karriere som pianist i det nordlige Tyskland, og da Napoleon endelig overtog kontrollen med Hamborg, stod Kuhlau til at blive tvangsudskrevet til hæren. Beslutningen om at rejse nordpå viste sig at være en af ​​hans karrieres klogeste, selvom rejsen i første omgang kun blev set som et midlertidigt stop på vejen. Kuhlau var ikke ubekendt med mangel på held, men som tilflytter lykkedes det ham at indynde sig i Danmarks musikalske og aristokratiske kredse. I løbet af tre år færdedes han hjemmevant i palæernes korridorer og endte med at tilbringe resten af sit liv i landet som dansk statsborger.

Daniel Friedrich Rudolph Kuhlau blev født i 1786 i Uelzen nær Hannover. Da han som barn faldt ned ad en trappe, knustes en flaske, han havde båret på, og et glasskår havnede i hans højre øje. Øjet endte han med at miste, men under sygelejet købte hans far, der var kapelmester, et klaver til sønnen og knyttede dermed den unge mands skæbne til det klaver, der i lige så høj grad som tværfløjten skulle komme til at definere hans karriere.

I 1803 bosatte familien sig i Hamborg, hvor Kuhlau hurtigt gjorde fremskridt og snart efter studerede hos kantor Schwencke, der havde efterfulgt C.P.E. Bach som organist ved Katharinenkirche i Hamborg. Hans beslutning om at drage nordpå kan meget vel have været påvirket af onklens ansættelse som organist i Aalborg. Uanset hvad blev Kuhlaus møde med Danmark straks en succes. Koncerten i 1811 på Det Kongelige Teater blev vel modtaget, hvilket nok lige så meget skyldtes danskernes hang til at fatte sympati for en akavet, undertippet skikkelse som oprigtig interesse for Kuhlaus musik. Danmark kendte til Beethovens musik og fornemmede Kuhlaus forbindelse til den tyske mester i hans flair for drama og elegance, og Kuhlau havde allerede optrådt med Beethovens Kvintet for klaver og blæsere, op. 16 i Danmark, før han introducerede sin egen klaverkoncert til Det Kongelige Teaters publikum.

Kuhlaus kontinentale baggrund fik aristokratiet til at opsøge ham som klaverlærer. Med sin egen fattigdom i frisk erindring udviklede han en streng arbejdsdisciplin, men stillede sig til gengæld aldrig helt tilfreds med at undervise. På opfordring fra Adam Oehlenschläger skrev han sit første syngespil til Det Kongelige Teater, Røverborgen, som havde premiere i 1814. Hans til tider knortede forhold til teatret nåede sit højdepunkt i 1828 med musikken til skuespillet Elverhøj, skrevet i forbindelse med fejringen af kong Frederik VI’s datters bryllup. Partituret skulle senere blive en hjørnesten i dansk kultur og fik halvandet hundrede år senere slået sin status fast i en sindrig filmkoreografi udtænkt af den partiturkyndige Egon Olsen i Erik Ballings Olsen-banden ser rødt fra 1976.

Kuhlaus karriere var kendetegnet af løse tilknytninger til såvel Det Kongelige Teater (hvor han var syngemester en enkelt sæson) og hoffet (hvor han fik etableret sin egen semi-freelancestilling som kongelig kammermusikus). Også hans liv var uafklaret og lettere kaotisk, samtidig med at han udviklede en voldsom appetit på både alkohol og tobak. I 1814 flyttede Kuhlaus fattige forældre og yngste søster fra Tyskland for at bo hos ham i huset i Lyngby. Det familiære arrangement belastede komponistens økonomi og foranledigede ham til at udgive værker i hastigt tempo, heriblandt de mange værker for fløjte, som siden har sikret Kuhlau høj status i træblæserkredse.

I sin levetid var Kuhlau dog primært kendt som pianist. I denne egenskab rejste han både til Sverige og Østrig og tilbage til sit tyske fødeland. På en sådan rejse havde Kuhlau i 1825 et veldokumenteret møde med sit musikalske forbillede, Ludwig van Beethoven, hvis fem klaverkoncerter han allerede havde givet danske førsteopførelser. Som beskrevet i Alexander Thayers Beethoven-biografi tog et selskab omfattende Beethoven og Kuhlau på landlig udflugt, gjorde holdt på et værtshus for at få forfriskninger og fortsatte så hjemme hos Ludwig med forskellige intellektuelle løjer, heriblandt udarbejdelsen af kanoner. Kuhlau skrev en kanon over navnet Bach, mens Beethoven som tema valgte at udlægge sin kollegas navn: “kühl, nicht lau” (kølig, ikke lunken). Efterfølgende skrev Beethoven undskyldende til “min kære Kuhlau”, tydeligvis flov over måske at have overskredet hans grænser. Både Beethoven og hans forlægger, Schlesinger, kunne godt lide og beundrede deres dansk-tyske bekendtskab, som de i breve hengivent omtalte som “kyklopen”.

Tilbage i København begyndte tilværelsen at sætte sig spor hos Kuhlau. Han mistede begge forældre i 1830, og et halvt år senere, i februar 1831, brændte hans hus ned til grunden, inklusive alle hans utrykte manuskripter og manuskriptet til en ny klaverkoncert. Han kom sig aldrig helt efter at have stået ude i den iskolde nat og fulgt ildens hærgen og måtte tre måneder på hospitalet efter at have fremskyndet en allerede kendt brystlidelse på denne måde. Han døde i København lidt over et år senere.

Kuhlaus musik havde alle den tidlige romantiks kendetegn på et tidspunkt, hvor dansk musik kun lige var ved at få øjnene op for dén musikalske udvikling. Han var også en stilbevidst pianist, der nød instrumentets hastige tekniske udvikling, og så forstod han samtidig at udnytte middelklassens forkærlighed for at have et klaver stående derhjemme. Hans klavermusik kan inddeles i værker til undervisningsbrug eller forbedring af teknikken hos talentfulde amatører og stort anlagte værker for erfarne pianister. Generelt er hans bedste klavermusik melodisk rig, den afsøger instrumentets store klangpotentiale og varierer sin tekstur fra det sarte til det overdådige.

Påvirkningen fra Beethoven er tydelig i Kuhlaus Divertissement i Es-dur, op. 37, som blev udgivet i 1822, men komponeret året forinden. Første og sidste sats i dette gennemkomponerede værk kan betragtes som henholdsvis introduktion og coda. I andensatsen, en variationssats, dukker et Beethoven-lignende tema op. Det bevæger sig fra det lyse til det mørke register ledsaget af forskellige akkompagnementsfigurer og antager nye skikkelser i forskellige registre – særlig smukt ved 4:42, hvor forløbet fortsætter i en dyb venstrehånd, der går sine egne ekstraordinære veje.

Kuhlaus “Marcia” er mere end blot en march. Ved hjælp af en opbrudt version af det samme tema undersøges sider af marchgenren med ikke ubetydelig charme og endda anvendelse af lettere kontrapunktik. “Rondo alla polacca” påkalder sig betydelig opmærksomhed, også ud over komponistens leg med den karakteristiske polonæse-rytme, ikke mindst på grund af den letløbende måde, Kuhlau iagttager et tema på fra flere vinkler ved hjælp af kontrasterende registre, perspektiver og harmoniseringer. Den fører direkte over i finalens festfyrværkeri.

Kuhlaus tre Sonatiner, op. 20 er fra 1820 og antagelig skrevet til undervisningsbrug. Nr. 1 i C-dur er enkelt opbygget, men har sin egen lysende charme og symmetriske tilfredsstillelse. Den destillerer nogle af Kuhlaus foretrukne teknikker til deres enkleste form, for eksempel ved at flytte temaet fra højre til venstre hånd i åbningssatsen.

Nr. 2 i G-dur er mere dramatisk og også, lige fra den unisone indledning, lagt kunstfærdigt an. Vi hører enkle versioner af de skalafigurer, Kuhlau anvendte i mere komplicerede værker (heriblandt hans Klaversonate, op. 4), og som passede til det moderne klavers tekniske muligheder. “Adagio e sostenuto” i Es-dur omgiver sin mere dekorative midterdel med lyriske vendinger med tæt placerede akkorder: en passende indledning til den legende finale.

Nr. 3 i F-dur er endnu mere kompleks og fordrer i åbningssatsen, at pianisten lader hænderne bytte plads, ligesom den omfatter en gennemføringsdel i miniatureformat. Larghettoen leger med gentagelse af enkelte toner og akkorder, mens finalen, endnu en polonæse, lader Kuhlaus skalafigurer forvandle sig til regulære rutsjebaneture.

Kuhlau komponerede i alt 22 klaversonater mellem 1809 og 1831. Den første, hans Klaversonate i Es-dur, op. 4, blev skrevet inden komponistens afrejse fra Tyskland. Den er tydeligvis et ungdomsværk, men også skrevet af en komponist fortrolig med det moderne klavers klanglige potentiale og tidens musikalske modestrømninger. Nogle gange synes Kuhlau at låne originale indfald fra andre og så klistre dem på et grundlæggende konservativt tonesprog. Men musikkens dramatiske styrke og overraskende klarhed er der sjældent grund til at tvivle på. Begge kvaliteter bliver slået fast i en 39 takter lang introduktion fuld af Kuhlaus foretrukne punkterede og dobbeltpunkterede rytmer, der også lader arpeggioer kaste deres helt eget fortryllende skær over musikken.

Den egentlige åbningssats begynder med en allegro i traditionen fra Beethoven, hvor massive akkorder i punkterede rytmer veksler med kæder af sekstendedelstoner. Disse to grundidéer dominerer hele satsen. Derefter følger en variationsrække over et folkemusiklignende tema i to dele. Kuhlau behandler sit tema på forskellig vis; med rytmiske påhit som trioler (variation 1), i paralleltonearten (variation 2) og så med en rask melodisk tilpasning (variation 3). Endelig afløses en fri variation i sørgemarchstil af en allegro scherzando-passage baseret på en del af temaet, der så igen efterfølges af en kadence og en korallignende coda.

Kuhlaus “Adagio” er bemærkelsesværdigt opfindsom. Som Edmund Noel Dawe har påpeget, foregriber både det varierede akkompagnement og de omfattende figurationer i højrehånden Chopin. Igen hører vi den følelsesladede måde, hvorpå Kuhlau formår at gengive et tema på i form af en stram og smukt harmoniseret koral. Vivacissimo-finalen har ikke de samme kontrastvirkninger som de foregående satser, men i stedet et par særlig kendetegnende træk såsom den konsekvente ‘drejning’ eller ‘omvending’ af de to stemmer i højrehånden. Teknisk finesse og klarhed har forrang over virtuositet, og det er tydeligt, at selv unge Kuhlau var omhyggelig med at bevare elegancen i sit drama.

Release date: 
maj 2021
Cat. No.: 
8.226204
FormatID: 
CD
CoverFormat: 
Jewel Case
Barcode: 
636943620427
Track count: 
19

Credits

Recorded at Konservatoriets Koncertsal, Copenhagen, in September 2019
Recording producer: Daniel Davidsen
Sound engineer: Daniel Davidsen
Editing, mix and mastering: Daniel Davidsen

℗ & © 2021 Dacapo Records, Copenhagen

A German in Denmark, by Andrew Mellor, translated from the English by Jakob Levinsen
Proofreaders: Jens Fink-Jensen, Colin Roth
Artwork: Studio Tobias Røder, www.tobiasroeder.com

The recording was generously supported by Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, Augustinus Fonden, Solistforeningen af 1921, Weyse Fonden and William Demant Fonden

8.226204