Herman D. Koppel Edition, Vol. 5: Danish Songs

Sangkomponisten Herman David

Af Christian Westergaard og Esben Tange

Herman D. Koppel var over 40 år, inden han for alvor sprang ud som sangkomponist, og det var tenoren Aksel Schiøtz, der agerede tændsats. Både før og efter krigen havde Koppel og Aksel Schiøtz et intenst samarbejde, og efter en koncert i Esbjerg i marts 1949 spurgte Schiøtz endnu engang: ”Hvorfor skriver du aldrig nogen sange til mig?”. Og da han ikke fik noget synderligt ud af det spørgsmål, rakte han hånden ud efter Bibelen i natbordsskuffen og slog op på Højsangen.

Sådan beskriver Koppel mange år efter den situation, der førte til en lang række vokalværker i de næste mange år. Blot i løbet af 1949 skrev Koppel fire substantielle værker over bibelske tekster, og helt frem til de sidste kompositioner omkring 1990 spiller vokalmusikken en central rolle i hans virke.

Det er dog ikke hele sandheden om Koppel som sangkomponist, for allerede i 1930’erne komponerer Koppel nogle få sange, som retrospektivt set viser sig at have betydning. Det er ganske vist enkle, til tider naive sange. Men med tekster af nogle af tidens vigtigste digtere – fra den kulturradikale drømmer Otto Gelsted, over ekspressionisten Tom Kristensen til den centrale modernist Johannes V. Jensen – udtrykker de en poetisk længsel efter at blive en del af den store natur på et tidspunkt, hvor den klassiske lied er i modvind.

Igennem de henved 60 sange, Herman D. Koppel komponerede i løbet af sit liv, viser der sig to spor, der er centrale for en forståelse af Koppel som menneske, og som symbolsk er udtrykt igennem hans to fornavne: dansk-tyske Herman og jødiske David. Til trods for at Herman D. Koppel i løbet af sin ungdom lagde afstand til det jødiske indvandrermiljø, han var vokset op i, og til trods for at Koppel efter 2. Verdenskrig meldte sig ud af Mosaisk Trossamfund, så var det netop ved at studere Det Gamle Testamente, at han blev opmærksom på hvilke muligheder, der skjulte sig i at sætte ord i musik.

Koppels ekspressive musik til bibelske tekster vidner om kontakt til hidtil skjulte følelser, og Koppel kunne nu også give udtryk for den smertefulde erfaring, der fulgte med afsløringen af holocaust, som først blev alment kendt i årene efter krigen. Samtidig viste den gammeltestamentlige poesi sig også at rumme kærlighedsdybder og en forestilling om troens styrke, der talte stærkt og direkte til ham. Foruden de religiøse sange, der strækker sig helt op til Three Songs on Psalm 142, Songs of Songs and Psalm 100 i 1976, førte det også til en række større kor- og orkesterværker, som oratoriet Moses og Requiem.

Fordybelsen i det bibelske univers og erkendelsen af de jødiske rødder førte endvidere til en interesse i tidens poesi og resulterede i en genoptagelse af arbejdet med verdslige sange. Fra 1950 og de næste 40 år fulgte nu en række samlinger af sange til tekster af især danske, men også svenske, tyske og engelske digtere. Her giver Koppel udtryk for stærke eksistentielle følelser og en inderlig sansning af universet, udtrykt igennem den danske natur.

Paul la Cour, som Koppel lærte at kende i 1950, spiller en hovedrolle med nyromantiske tekster til i alt 11 sange, hvoraf de sidste indgår i Tre sange til tekster af Tom Kristensen og Paul la Cour fra 1989. Og i Årstiderne fra 1957 vender Koppel tilbage til nogle af de digtere han dyrkede i sin ungdom samt symbolisterne Johannes Jørgensen og Viggo Stuckenberg.

Koppels sange har en særstatus blandt de genrer, hvori han komponerede. Rent stilistisk spænder de vidt. Fra det aforistiske til en sjælsrystende ekspressivitet, der i høj grand knytter sig til det store dramatiske talent, som hans datter – sopranen Lone Koppel – besidder, og til hvem mange af sangene er komponeret. Og så er det igennem sangene, at vi kommer tættest på Herman D. Koppel som menneske. Her kommer både Herman og David til orde.

Vol. 5: Naturens magi

Af Christian Westergaard og Esben Tange

Referat af en drøm, op. 25 med tekst af Otto Gelsted står som en nøglesang blandt de tidlige sange af Herman D. Koppel. Her viser han sig som en følsom ung drømmer med glimt i øjet. I en enkel, næsten recitativisk stil berettes der om ting i en have, der - som var det mennesker – drømmer om at træde ud af skyggen og ind i solen og livet. Eller, som i tilfældet med stolen, der hver nat sættes ned i kælderen, drømmer om at blivende stående ude og se stjernerne på nattehimlen. Netop denne pointe må have talt ekstra meget til Koppel, der som svagtseende ikke kunne se stjernerne før sidst i livet, hvor han efter en operation endelig fik glæden af det syn.

I Fire sange, op. 18 til tekster af nogle af tidens fineste digtere – Johannes V. Jensen, Tom Kristensen og Thøger Larsen – er vi fortsat i et personligt univers. Sangene har karakter af bagateller, hvor en stemning spiddes lige fra de første toner i den minimalistiske klaversats. I ”Drengs gravsang” og ”En purpurprik” er temaet længsel. Efter barndommens eller blot en længsel efter at bliver fri for ”Reflektionens tandbid”, som det lyder hos Tom Kristensen. I ”Min sang”, der spejler sig i de tungnemme karper i dammen, bobler musikken af underspillet humor. Og selv om der i den sidste sang ”Tilfældighed” fornemmes et drama, når blikket rettes mod månen på nattens himmel, viser det sig også her, at det absurde og finurlige får det sidste ord. ”Hvad rager det mig og denne sang?” lyder det med genstridig kulturradikal selvfølelse.

Foruden kunstsange skrev Koppel også viser og sange til teaterforestillinger. I Nattevandrer med vrøvle-tekst af Jens August Schade, får vi en fornemmelse af den side af Koppels virke. Med enkle musikalske midler, og toner der falder som listige trin, bliver der skabt en cabaret-stemning, når vi bevæger os rundt i natten, hvor skyggen dækker det vandrende hul i lykken.

I To sange til tekster af Johannes V. Jensen, op. 51, der er skrevet til Aksel Schiøtz, vender Herman D. Koppel sig efter den intense beskæftigelse med bibelske tekster mod den danske natur og skønheden i årstidernes skiften. Naturens afsked er en tyst efterårssang, og lige fra de første toner i klaverets faldende melodilinje fornemmes en tænksom alvor. I Johannes V. Jensens tekst sanses naturen igennem et vemodigt efterårsblik, og med en roligt skridende musik er den strofiske sang formet, som var det en koral til minde om al jordens skønhed. Kontrasten til Majsangen, hvor sommerens komme besynges i fnuglette toner, er stor. Her prises maj som måneden, hvorfra alt liv udspringer.

Paul la Cours digtsamling Mellem bark og ved spiller en vigtig rolle for Herman D. Koppel. Her oplevede Koppel en ekstatisk længsel, der måtte sættes i musik, og som resulterede i Seks sange til tekster af Paul la Cour , op. 54. Igen er det naturens kræfter, der er i spil, og Koppel vælger på symbolsk vis digtet ”Grønne guder” til samlingens første sang. Med en musik, hvor voldsomme kræfter står på spring – og som kommer til udtryk i korte udbrud undervejs i klaveret – fornemmes det, at naturen er en uomgængelig guddommelig kraft, der må omgås med varsomhed.

I de følgende tre sange har musikken en svævende karakter. Klavertonerne og de vokale melodilinjer indgår i et organisk vekselspil, og selv i ”Stormen”, hvor naturkræfterne sættes fri, besynges sommerfuglens skrøbelige vinger. Med en fintfølende musik fornemmes det, at naturen er magisk. Eller som det lyder hos Paul la Cour: ”Rørt ved mig har kræfter, som tør stille træde, nøgenhedens glæde.”

I titelsangen ”Mellem bark og ved” er der fokus på det uberørte felt skjult i træet og rigt på iboende kræfter. Og med en let løbende musikalsk sats er Koppel inspireret af teksten, der iscenesætter vinden og blæsten samt luftens og lysets ånder. I den sidste sang ”Sendebude” foregår der en forvandling. Med tunge akkorder og en kraftfuld messende melodilinje løsner ord sig som ”duebreve” med håb om kærlighed, og sendes ud i verden med hårdt opspændte rytmer som afsæt.

Fem sange til tekster af Paul la Cour, op. 64 er komponeret til minde om Paul la Cour, der døde i efteråret 1956. I løbet af de fem sange gennemlever vi et døgn fra morgen til morgen. I ”Gry” udmales naturens opvågnen i en raffineret klaversats, hvor tonerne prikkes ud en efter en. Siden introduceres det menneskelige sinds smerte i et dramatisk midterafsnit med voldsomt rullende bevægelser i den mørke del af klaverets register. Bredt syngende og med mættede klange når vi i ”Middag” ikke blot frem til dagens højdepunkt, vi hylder også den altomsluttende oplevelse, det er at blive et med jordens dybe varme.

Paul la Cours digte er præget af en dyb længsel. I ”Angst”, der er samlingens eksistentielle hjerte, formidles der med en musik præget af pludselige betoninger og hurtige løb en latent uvished og et indblik i et plaget sind. Desto mere velgørende er den glasklare roligt løbende musik i ”Fuldmåne”, hvor alting ifølge La Cour er ”fuldbragt” med udsigt til ”elskovens ansigt”.

Med ”Morgen” bygges der bro til den første sang ”Gry”. Nu med en hyldest af de magiske øjeblikke, hvor lyset er tæt på at overmande mørket, og der er udsigt til glæden med ”fugleskrigs skinnende toner”.

I de syv sange Årstiderne, op. 65 komponeret samme år som de Fem sange til tekster af Paul la Cour udvides cyklus-tanken til at omfatte et helt år. De kunstfærdige strofiske sange har en Schubertsk enkelthed, og med tekster af digtere fra århundredeskiftet knytter Herman D. Koppel her an til fortiden. Men med spændte harmonier og overraskende melodiske vendinger er den musikalske tone helt Koppels egen.

”Valborgs nat” er en fuldtonende fejring af foråret, hvor – med Johannes Jørgensens ord – ”himlens port for lyse nætter” åbnes. I ”Grøn skov” er vi midt i sommeren, hvor dovent slyngede melodier emmer af lykke, som den solbeskinnede plet i skoven, hvorom Viggo Stuckenberg skriver. I ”Høstsuk” med tekst af Johannes Jørgensen er det tid til tankefulde rolige toner ved vejens kant en stille efterårsdag. Herfra er der kort vej til ”Undergang” og en enkelt sukkende musik sidst på året, hvor ”farverne dør” og månen skinner ”mat vemodigt”. I ”Nytårsnat” formidler klaverets perlende toner fornemmelsen af de lysende snekrystaller, der er på spil hos Stuckenberg i måneskinnet i årets sidste timer. I ”Lærken” oplever vi, hvordan en roligt manende musik fører frem til forårets komme og lærken, der stiger mod himlen. Med en champagnebrusende musik rig på østligt klingende heltoneskalaer er fejringen af forårets komme et glitrende festfyrværkeri i ”Forår”.

Efter at han var fyldt 80 begyndte Herman D. Koppel igen at komponere sange, og i Tre sange til tekster af Tom Kristensen og Paul la Cour, op. 119 er der tale om en syntese med fortiden. Med tekster af Tom Kristensen og Paul la Cour vender Koppel tilbage til to af de poetiske helte, der har betydet mest i hans lange komponistliv. Og nu er kompositionsstilen mere aforistisk. I ”Identitet ved fuldmåne” er musikken krystalliseret ned til det mest nødvendige, og med en musik, der både i sangstemmen og i klaveret glimter med pludselige spring, formidles oplevelsen af, at alt kan ske i det fuldmåneskin, der beskrives i Tom Kristensens tekst.

I ”Før solopgang” med tekst af Paul la Cour svæver melodilinjen over klaverets bølgende tonetæppe, og med pludselige toner i det højeste leje udvides det musikalske rum. Vi er på det uvisse tidspunkt sidst på natten, hvor lyset anes, men kun som flakkende skær i mørket. ”Juni” er en lykkelig genfødsel efter den uvisse atmosfære i de to første sange. Vi er i naturen, hvor alt står i blomst, og rent musikalsk er vi også i en mild zone, hvor melodiens toner løftes frem med varsomhed. Men Paul la Cour og Herman D. Koppel snyder os til allersidst, hvor ordet ”stride” fremhæves med stor kraft. Trods midt i sommeren er usikkerhed et alment menneskeligt grundvilkår.