Herman D. Koppel Edition, Vol. 2: Piano Variations

Mosaikker

Af Christian Westergaard og Esben Tange

Herman D. Koppel havde klare meninger om, hvilke af samtidens og fortidens komponister han nærede sympati og antipati for. Allerede i 1932, som 23-årig, skrev han en stor artikel i Dansk Musiktidsskrift, hvor han fremhævede Stravinskij og Bartók, mens han tog afstand fra Anton Webern.

Men med tiden blev Koppel mere tolerant over for dem, han tidligere havde antipati imod. Og Arnold Schönbergs musik, som han i sin ungdom med egne ord havde betegnet som ”usund og degenereret”, omfavnede han fuldt ud som ældre. Kulminationen kom i 1979, hvor den godt 70-årige Koppel spillede Schönbergs samlede klaverværker ved flere koncerter. Med et udogmatisk tilbageblik fokuseret på det musikalske udtryk snarere end det analytiske, og med inddragelse af sin livslange beskæftigelse med rytmisk musik fra Stravinskij, Bartók og jazz, leverede han fængende fortolkninger, der vakte genklang i den danske musikpresse.

Samtidig med at hans nysgerrighed øgedes, forblev Herman D. Koppel tro over for sine forbilleder i sin samtid, hvor især Carl Nielsen, Bartók, Stravinskij og Prokofjev ragede op. Netop disse komponister spillede en hovedrolle i Koppels undervisning af utallige pianister som klaverlærer og professor ved Det Kongelige Danske Musikkonservatorium fra 1949 til 1978. I sin egen musik indgik Koppel også i dialog med giganterne fra sit århundrede – både dem hvis stil lå ham naturligt, og dem hvis musik han først nærmede sig med tiden. Det oplever vi eksemplarisk i Variationer og fuga, op. 3 (1929) og i 15 miniaturer for klaver, op. 97a (1976). I netop de to værker komponeret først og sidst i livet, viser Koppel sin særlige evne til at skabe musikalske øjebliksbilleder, der som mosaikker indgår i en større helhed.

Herman D. Koppel er stadig studerende, da han komponerer Variationer og fuga, op. 3 (1929), og her er inspirationen fra Carl Nielsen tydelig. Ligesom i Nielsens Chaconne, op. 32 (1917) begynder Koppel med et enkelt eftertænksomt tema, hvorudfra der vokser en række korte variationer, der er organisk forbundne og står i gæld til Johann Sebastian Bachs store passacagliaer for især orgel. Koppel komponerer her en musik, der i sin natur er harmonisøgende, og det provokerer vennen, den kulurradikale jazz-interesserede komponist Bernhard Christensen (1906-2004), der beskriver Koppels nye værk som ”romantik iklædt skinmodernisme”.

Herman D. Koppel tager de kritiske ord til sig, og der skulle gå mere end 50 år, før han igen spiller dette ungdomsværk. Trods musikkens tilbageskuende karakter er den dog effektfuld, og med den afsluttende fuga sætter Koppel ikke blot et flot punktum. Han bygger også bro mellem en ældgammel kompositionsteknik og en ny tid, hvor motorisk energi og neoklassik er moderne. Læg dertil at den unge Koppel med en stort anlagt symfonisk klaverbehandling i de sidste variationer allerede her viser sin interesse for Brahms’ musik.

Godt 10 år senere, i begyndelsen af 1942, komponerer han sit lille fortryllende klaverstykke Pastorale. Holdt i lyse, sarte farver med en vuggende 6/8-takt og en elegisk, syngende midterdel. Samme år blev Pastoralen indarbejdet som midtersats i Sekstet for klaver og blæserkvintet, op. 36, et af Koppels mest populære og muntre værker. Her er intet spor af det truende mørke, som ramte Danmark med 2. Verdenskrigs jødeforfølgelse, og som allerede i 1930’erne medførte diskriminering og begrænsede Koppels mulighed for at rejse.

Pastoralen er knyttet til det liv, det – trods truslerne udefra – lykkedes at opretholde for Herman D. Koppel, som nu har stiftet familie og er far til to små piger. Stykket er tilegnet Lis Jacobsen, der var en nær ven, og hvis sommerhus i Humlebæk blev et frirum for den lille voksende familie i slutningen af 30’erne og de første krigsår. Året efter var Herman og Lis Jacobsen samt deres familier blandt de i alt 8.000 danske jøder, som det i sidste øjeblik lykkedes at flygte til Sverige.

Trods de dramatiske begivenheder op til og under krigen trivedes Koppel dog som komponist. Senere beskrev han, at han netop i denne periode følte sig som et medium, hvorigennem musikken kommer til udtryk: ”Jeg havde i disse år aldrig svært ved at komponere. Musikken ladede sig op i mig og kom som regel hurtigt til udtryk, når først jeg begyndte nedskrivningsarbejdet.”

I 1976 som 67-årig bliver Herman D. Koppel igen ramt af en intens inspiration, og det fører til 15 miniaturer for klaver, op. 97a. Anledningen er et længere ophold i Australien, hvor Koppels yngste datter, operasangeren Lone Koppel, nu er bosat med sin familie. ”Jeg havde en vidunderlig tid: et klaver til min disposition hele dagen, dejligt klima, alt var perfekt, og så begyndte jeg at skrive disse stykker.”

De lykkelige omstændigheder resulterede i 15 klaverstykker, hvor hver har sit eget liv, samtidig med at de er forbundne, idet hvert nyt stykke er komponeret i forlængelse af det forrige og ofte med en form for slægtskab. Karakteren af de enkelte miniaturer er dog aforistisk med en klar og enkel musikalsk idé, der præsenteres lige fra begyndelsen. Og med en fri tonalitet, blandt andet inspireret af balinesisk gamelanmusik, har miniaturerne ofte en svævende karakter, der kan sammenlignes med de mobiler af Alexander Calder (1898-1976), som i samme periode fik deres plads på kunstmuseet Louisiana i Humlebæk.

De 15 miniaturer er ikke blot et pianistisk hovedværk af Koppel. Det er også noget af det mest væsentlige danske klavermusik fra den tid og er et smukt udtryk for en tidsånd, hvor der stadig er plads til skønhed trods opbrud og nedbrydning af hierarkier. Dertil kommer, at Koppel samtidig skaber forbindelser til den klassiske modernisme, han er rundet af.

Som i Prokofjevs geniale klaverminiaturer Visions fugitives, op. 17 (1917) er Koppel her optaget af at kondensere musikken, samtidig med at den sættes fri i en egen legende lethed. Og hvad angår selve klaversatsen, er vi tæt på den fortættede teknik, som kendes fra Schönbergs radikale klaverværker fra de første årtier af århundredet, og som Koppel netop havde i fingrene i 1970’erne.

Kronen på værket i de 15 miniaturer er sidste sats ’Coda’, hvor Koppel på raffineret vis komponerer et koncentrat af de foregående 14 korte stykker. De første mange satser kan altså retrospektivt opleves som variationer over et afsluttende tema. Herman D. Koppel skaber hermed også et musikalsk bud på den klassiske sonet-krans, hvor de første 14 sonetter samles i en såkaldt mestersonet.

Med tanke på det er 15 miniaturer også et forvarsel om Inger Christensens ikoniske sonet-krans Sommerfugledalen fra 1991. Som det litterære menneske Herman D. Koppel også var – med Bibelen, Georg Brandes, Tom Kristensen, musikerbiografier og James Joyce på bordet til læsning – har det ganske givet glædet ham.