Herman D. Koppel Edition, Vol. 1: Piano Sonatas

Pianistkomponisten

Af Christian Westergaard og Esben Tange

Allerede inden Herman D. Koppel blev født den 1. oktober 1908, var der købt et klaver til ham. Ingen af forældrene, der var polsk-jødiske indvandrere bosat på Nørrebro i København, spillede dog selv. Men de anså et erhverv som pianist som attraktivt: en mulighed for at blive berømt og rig. Så selvfølgelig skulle der være et klaver i hjemmet, inden deres førstefødte kom til verden. Og klaveret skulle blive Herman D. Koppels ledetråd helt frem til 1995, hvor han som 86-årig spiller en respektindgydende koncert på Kunstmuseet Louisiana med en række af Carl Nielsens store klaverværker.

Ikke blot var Herman D. Koppel en af sin generations førende pianister, fra debuten i 1930 og de næste godt 65 år. Han havde også som komponist en forkærlighed for klaveret. Værker for soloklaver, kammermusik og sange med klaver samt de i alt fire koncerter for klaver og orkester spiller en hovedrolle i Koppels lange værkliste. Og de to klaversonater, hvoraf den første ganske sigende er opus 1 og den anden opus 50, står som søjler og pejlingsmærker først og midtvejs i Herman D. Koppels liv som komponist.

Da Herman D. Koppel som 19-årig komponerer sin Sonate for klaver, op. 1 (1928), har han gået på konservatoriet i et par år med klaver som hovedfag. Det at komponere er til gengæld noget han lærer sig selv. Allerede som 11-12-årig er han begyndt at improvisere og komponere små klaverstykker, som han skriver ind i tynde sorte nodebøger. Alt imens Herman D. Koppel bliver uddannet som pianist, får han også indblik i musik fra vidt forskellige epoker, og det går hånd i hånd med den musik, han begynder at komponere.

Allerede her som teenager lader det til at Herman D. Koppel grundlægger den arbejdsmetode og den balance mellem det udøvende og skabende, der følger ham resten af livet. Mange år efter, i 1966 i bogen Musikalske selvportrætter, beskriver Koppel det på denne måde:

”Jeg er selv pianist; vekselvirkningen mellem det skabende og det udøvende er af meget væsentlig betydning for mig. Disse ting er så meget dele af mig selv, at jeg ikke kan fastslå, hvad der er det mest centrale for mig, det kompositoriske eller det udøvende, men jeg ved, at jeg ikke vil kunne undvære nogen af delene.”

I Sonate for klaver i e-mol, op. 1 (1928) kommer vi tæt på den verden, Herman D. Koppel var en del af som studerende på konservatoriet i København, og det er slående, at han først mere end 50 år efter, i 1980 og på opfordring af DR, spiller sonaten offentligt. Ikke desto mindre er der tale om velturneret musik, hvor Herman D. Koppel ikke blot hylder sin ungdoms musikalske helte, men også lægger spor ud for fremtiden.

I den syngende Adagio, der er den sats, Herman D. Koppel komponerede først, rækker han med overraskende skæve intervaller frem mod den jazzmusik, som skulle blive en vigtig del af Koppels musikalske liv i de kommende år. Musikken begynder svagt. Det er som om Koppel med varsomme skridt går på opdagelse i et nyt musikalsk land, hvor bittersøde harmonier varsler en ny tids følsomhed, som Koppel skulle komme til at udforske sammen med vennen, komponisten og musikpædagogen Bernhard Christensen.

Samtidig er vi også i en romantisk verden. Med højtopbyggede akkorder, der tilfører musikken tyngde og alvor, er der efterklange af en tysk musikalsk tradition, som står i gæld til Johann Sebastian Bach, og hvor skønhed og musikalsk soliditet går op i en højere enhed. Og netop dette spil mellem en grundfæstet klassisk-romantisk æstetik og en ny eksperimenterende enkelthed skulle vise sig at blive et særkende for Herman D. Koppel senere i livet.

Først og fremmest er det dog Carl Nielsen, der spøger i Herman D. Koppels første klaversonate, og det er fascinerende at tænke på, at i de samme måneder i første halvdel af 1928, hvor Koppel komponerer sit første væsentlige klaverværk, er den aldrende Carl Nielsen i gang med sit sidste værk for soloklaver: 3 klaverstykker, op. 59. Med små overraskende vendinger, der vipper mellem dur og mol, er det som om Carl Nielsen spiller med i Koppels baghoved, lige fra sonatens begyndelse.

Og sidste sats har – med Herman D. Koppels egne ord – ”taget stærkt farve af Hindemith”. Sandt er det, at den rytmiske energi og stemmer, der leger tag fat med hinanden, kan minde om den Neue Sachlichkeit, som Hindemith var fortaler for, og hvor basale musikalske kvaliteter igen kom i højsædet. Musikken er dog først og fremmest Koppels egen. Med en lystigt springende melodi og musikalsk spændstighed er finalen præget af en eventyrlig legende kvalitet. En ung pianist, der går på opdagelse.

Sonate for klaver nr. 1, op. 50 (1950, rev. 1956) er med sine fire satser, og en mere end dobbelt så lang spilletid som den tidlige sonate, Herman D. Koppels største og mest ambitiøse klaverværk. Han har i mellemtiden komponeret en række symfonier, hvoraf Symfoni nr. 3 – der er komponeret under eksil i Sverige – ifølge Koppel selv er ”mørk i tonen af krigstidens angst og bekymring”.

Endvidere bliver Herman D. Koppel i 1949 opmærksom på en betydningsladet kilde, idet han får et mere personligt forhold til Bibelen og begynder at komponere religiøse vokalværker. Endelig er Koppel en del af en opblomstring af dansk solo-klavermusik, hvori den yngre Niels Viggo Bentzon spiller en hovedrolle. Som en musikalsk hvirvelvind bryder Bentzon igennem i 1940’erne som både pianist og komponist, og med en lang række ekspressive og stort anlagte klaversonater er han med til at give netop denne genre nyt liv.

Herman D. Koppel er nysgerrig og tager flere af Niels Viggo Bentzons værker på sit repertoire som pianist. Med en tæt klaversats og virtuose passager, der hober sig op som en mur, går der en direkte linje tilbage til Brahms’ monumentale og fortættede klaverstil. Og det er toner, Herman D. Koppel forstår at sætte pris på.

Til trods for at Koppel er en del af den kulturradikale bevægelse, skriver han allerede i 1933 i et debatindlæg om Brahms i Dansk Musiktidsskrift: ”Lad os ikke luske fladt hen over romantikken, men lad os trænge dybt ind i den og drage værdierne frem.” Og det er netop det, som omkring 20 år senere lykkes for Herman D. Koppel i Sonate for klaver, op. 50.

I den store første sats kastes vi ud i et musikalsk stormvejr, der med sin insisterende karakter minder om de altomfattende kræfter, der er på spil i de gammeltestamentlige tekster, som Herman D. Koppel nu er intenst optaget af, og som indgår i de samtidige religiøse værker. I anden sats Adagio befinder vi os i en drømmende meditativ verden præget af ensomt svævende stemmer, som var det et recitativ, der taler alvor til verden. Og med eksplosive udbrud mod slutningen er det tydeligt, at her er mere på spil end en stilistisk leg. Det er musik, som er blevet til af en indre nødvendighed i en tid, hvor der er behov for selvransagelse.

På denne baggrund er tredje sats en ny begyndelse. Karakterbetegnelsen ”Tranquillo e flessibile, molto dolce” (rolig og bøjelig, meget blidt) dækker over en musik, der udstråler trøst og forsoning. Sidste sats er til gengæld en pianistisk fest, hvor Herman D. Koppel med en perkussiv klaverbehandling sender musikalske tanker til russiske Sergej Prokofjev, hvis i alt 9 klaversonater Koppel holdt af og havde i fingrene som pianist.

Sonate for klaver nr. 1, op. 50 er en fuldendelse. Med en overdådig musik viser pianistkomponisten Herman D. Koppel alle sine klaverkunster frem. Et spilleteknisk katalog og en showcase for artisten Koppel. Samtidig er op. 50 også en afslutning. For med denne sonate er Herman D. Koppel færdig med at dyrke den klassiske form når det kommer til klavermusik. Nu begynder en ny tid med mere frie former, hvor klaveret bliver et medie for poetiske kortformer og for variationer, der viser nye dybder af gammelkendt stof.