Works for Choir and Ensemble

Indfrielsen

Af Thomas Michelsen

Vagn Holmboes sene korværker fra 1980’erne og 1990’erne er hovedsagelig salmer. De spænder fra To Sarvig-salmer, op. 154 fra 1983 over de sidste satser i motet-livsværket Liber canticorum, som komponisten påbegyndte i 1950’erne, til udsættelser for blandet kor af to Davidssalmer. Men der er også andre værker. Mindre kendte, men ikke mindre vigtige.

I 1989 skrev Vagn Holmboe Winter for sopran og 8-stemmigt blandet kor. Et værk til spirituelle tekster af amerikaneren John Gracen Brown, hentet fra digtsamlingerne A Sojourn of the Spirit og Passages in the Wind fra 1981. Allerede året efter, i 1990, fulgte Holmboe op med det store korværk Die Erfüllung for sopran- og barytonsolist, dobbeltkor samt træ- og messingblæsere.

Die Erfüllung, der blev Holmboes opus 183, er komponeret til uddrag af den tyske digter Novalis’ Heinrich von Ofterdingen. En ikke-færdigskrevet roman, hvor den tidlige romantikers magisk-idealistiske verdensanskuelse indbefatter så højtsvævende visioner som ophævelsen af dimensionerne tid og rum. Novalis’ dunkle og fantastiske tekst med dens tale om en ny verden, tilsynekomsten af Guds ansigt i alting og et kærlighedsrige, der åbner sig, appellerede til Holmboe. Ja, det virkede efter hans udsagn fuldstændig nutidigt på ham.

Det kan lyde overraskende. Men Vagn Holmboe var en stærkt åndeligt orienteret komponist, der i den musikalske metamorfoseteknik, han blev kendt for, oplevede at realisere altings evige forandring og genfødsel. Han mærkede sit slægtskab med Haydn som en relation til en samtidig komponist. Det kan umiddelbart lyde besynderligt, men når man som Holmboe allerede fra sine teenageår havde været fortrolig med hinduismens skrifter og overbevist om buddhistiske begreber som genfødsel og altings kosmiske enhed, er et par århundreder ingen distance.

Religiøse skrifter som det gamle Mahabharata-epos, der indeholder et af hinduismens mest kendte og læste skrifter, Bhagavadgita, stiftede han bekendtskab med som 14-årig, og at Vagn Holmboe fra en ung alder levede i en verden af ’dybe’ hinduistisk og buddhistisk inspirerede sandheder, fremgår tydeligt af private breve og ikke mindst af hans dagbøger. Som når han for eksempel i begyndelsen af 1929, 19 år gammel, nedskriver følgende: “Hvorfor sker der en udvikling i selve livet – og sker der en gennem alle de mange liv, vi må gennem?”

Steiner-kongres i Skanderborg
Die Erfüllung med dets indledende messingfanfarer og rolige kontrapunktiske linjeføringer blev til på bestilling fra en antroposofisk orienteret engelsk musikterapeut ved navn Jane Brewer. Hun arbejdede inden for Rudolf Steiner-bevægelsen og ville egentlig have bestilt et værk af Holmboes kendteste elev, Per Nørgård. Men han havde ikke tid til at tage imod opgaven, og enden på historien blev, at Holmboe komponerede et knap 20 minutter langt korværk i fire satser.

I den skikkelse blev Die Erfüllung uropført ved en international Steiner-kongres i Skanderborg i oktober 1990. Uropførelsen foregik som en privat opførelse i Steiner-kulturhuset Audonicons koncertsal, hvor de to solister var sopranen og sangpædagogen Monika Mayr og barytonen og antroposoffen Michael Deason-Barrow. Dertil kom et kor bestående af festivaldeltagere støttet af studerende fra musikkonservatorierne i Odense og Aarhus. Opførelsen blev ledet af den norske dirigent Holger Arden, der dengang som i dag var stærkt engageret i den antroposofiske tankegang, og som også siden opførte værket flere gange i Norge og en enkelt gang ved en Steiner-kongres i Prag.

På Brewers foranledning tilføjede Holmboe i sommeren 1993 yderligere to satser til værket, fordi hun gerne ville have mere af Novalis’ tekst med. Det færdige værk har derfor seks satser og en samlet varighed på cirka 25 minutter.

At Die Erfüllung blev skrevet til Steiner-bevægelsen, og at værket har haft sit liv inden for rammerne af den, må betragtes som årsag til, at værket er forblevet ukendt i den brede offentlighed, hvor tekstens vidtløftighed og dunkle betydninger formentlig også ville have givet det en uforstående modtagelse. På samme måde som det var sket allerede i slutningen af 1960’erne med Holmboes lige så oversete værk Zeit, op. 94 for mezzosopran og strygekvartet, hvor den åndeligt orienterede, ligeledes meget vidtløftige tyske tekst er forfattet af tjekken Renata Pandula (1930-87).

Dybe kosmiske sandheder
Den østrigske filosof og esoteriker Rudolf Steiner (1861-1925), der grundlagde den pædagogiske Steiner-bevægelse, skrev selv flere mysteriespil, og Novalis’ romanfragment, opkaldt efter den middelalderlige tyske minnesanger Heinrich von Ofterdingen, er absolut mystisk i sit indhold.

Novalis var det kunstnernavn, den adelige digter, filosof og naturvidenskabsmand Georg Philipp Friedrich Freiherr von Hardenberg (1772-1801) publicerede under. Han var ven med forfatteren Friedrich Schiller og filosoffen Friedrich Schlegel og på alle måder en hovedskikkelse i den tidlige tyske romantik. Hans posthumt udgivne roman, der med sin ufuldstændige fragmentform lever op til romantiske idealer, viser, hvordan han tilsvarende helt i romantikkens ånd fusionerede sin optagethed af alt fra filosofi til kemi og mineralogi i ét kunstnerisk udtryk. Et udtryk, hvor kærlighed er noget universelt, der rækker langt ud over det romantiske kærlighedsbegreb, og hvor det magiske, som Novalis så det, genindtager den plads, det havde haft inden oplysningstidens rationalisme.

I denne såkaldte magiske idealismes ånd brydes sprogets og de fysiske realiteters verden ned og transcenderes, så en “wunderseltsame Zukunft” (en “vidunderligt sælsom fremtid”) anes, og hvor det, der før var hverdagsagtigt, lyser “fremd und wunderbar” (“fremmed og forunderligt”).

Novalis’ vidtløftige ord har Holmboe valgt at introducere med festligt-alvorlige messingfanfarer. Stemmer præsenterer den nye verden i kor, inden sopransolisten som en profet fortæller, hvad der venter, når vi erkender de dybe kosmiske sandheder.

Holmboe var aldrig åben i offentligheden om sit dybt åndelige og kosmiske livssyn. Skønt han som den store danske komponist fra 1940’erne og frem gav masser af interview og præsenterede sin musik offentligt i radio, tv og ved koncerter, holdt han det, musikken udsprang af, for sig selv. Ikke desto mindre var det begreber som magi, ekstase og det kosmiske, der stod i centrum af hans måde at tænke musik på, sådan som det har vist sig, da denne forfatter fik lov at læse komponistens ikke offentliggjorte breve og dagbøger i forbindelse med arbejdet på biografien Det dybe og det rene , udgivet på forlaget Multivers i 2022.

Én i alt og alt i én
Holmboe responderer derfor helt naturligt på Novalis’ stjernetåger af ord, der i Die Erfüllung – Indfrielsen kunne titlen oversættes til på dansk – med “dann fliegt vor einem geheimen Wort das ganze verkehrte Wesen fort” (“da flyver ved ét hemmeligt ord straks hele den forvanskede skabning bort”).

I værkets 2. del slutter barytonsolisten sig til forudsigelserne med eventyrlige ord om en dronning, der vil vågne af en lang søvn, ”wenn Meer und Land in Liebesglut zerrinnt” (“når hav og land opløses i kærlighedens glød”).

“Eins in allem und alles in Einen” (“Én i alt og alt i én”), hedder det i 3. del, hvor Holmboe med sin buddhistisk funderede livsanskuelse spontant har kunnet forstå Novalis’ vision. En vision, der svarer fint til Holmboes grundlæggende erkendelse af, at “du er natur, jeg er natur, du er en del af det træ derude, og træet er en del af dig”, som han sagde, da han sent i livet blev interviewet til Dansk Musiktidsskrift og for en gangs skyld gav offentligheden et glimt af sin livsopfattelse.

Overdrevent tekstmaleri skal man ikke lede efter i Holmboes musik. Snarere skal man hæfte sig ved den dybere genspejling af tekstens alvor og skønhed.

For Holmboe kunne musik nok udspringe af konkrete begivenheder eller fænomener uden for musikken selv, men hans arbejde som komponist var at lutre den og gøre den til ren musik. Holmboe kunne godt anerkende, at påvirkninger udefra kunne finde vej til hans værker, men han arbejdede grundlæggende set med organisk udvikling på baggrund af intervaller eller korte motiver. Kim, kaldte han dem.

Kvintintervallet med dets renhed, som det bruges som slutinterval mange steder i Holmboes oeuvre, er fremtrædende. Når sopransolisten indleder 4. del med at synge “Die Liebe ging auf dunkler Bahn, vom Monde nur erblickt” (“Kærligheden gik ad mørke stier, kun set af månen”), og man fornemmer et ekko af Mahlers Das Lied von der Erde (1907-08), er det en usædvanlig hentydning til en anden komponists musik. Hvis det altså ikke er en tilfældighed.

Musikken i Die Erfüllung er respektfuld i overensstemmelse med den alvor, Holmboe behandler Novalis’ tekst med. Men selv om den ikke er decideret tekstmalende, er det klart, at den for eksempel bliver mere bevægelig i 5. del, som indledes med ordene “Die Fabel fängt zu spinnen an” (“Fablen begynder at tage form”). Efter at 6. og sidste del har afrundet visionen af en epoke, hvor “Zahlen und Figuren” (“tal og figurer”) ikke længere er “Schlüssel aller Kreaturen” (“nøglen til alt levende”), minder blæserne om det fanfareagtige motiv fra værkets begyndelse.

Altid det omskiftelige
Da dirigenten Mogens Dahl og Mogens Dahl Kammerkor besluttede sig for at opføre og indspille Die Erfüllung, ledte vi efter andre Holmboe-værker, der kunne supplere det ved koncerten. Valget faldt på Song at Sunset og Ode til sjælen.

Intet af de to værker har været særlig kendt eller opført, men begge røber ligesom Die Erfüllung Vagn Holmboes stærke optagethed af eksistensen og det åndelige.

Song at Sunset med opusnummeret 138b er fra 1978. Det er komponeret for blandet kor til en tekst af den amerikanske digter, journalist og forfatter Walt Whitman (1819-92), som Holmboe havde lånt ord fra, allerede da han i begyndelsen af årtiet skrev sin 10. symfoni. Det var Whitmans digt med den græske titel Eidólons (1876), han valgte strofer fra som forord til symfonien. Fordi de passede til hans buddhistisk prægede livssyn og hans visioner om det at komponere som en stadig kamp for at skabe kosmos ud af kaos. Oversat til dansk kunne digtets linjer blandt andet lyde: “Altid det omskiftelige, Altid materialer, skiftende, smuldrende, gen-helende”.

I Song at Sunset er det synet af en solnedgang, der fylder digterens hals med luft og åbner hans mund til en panteistisk lovprisning af perfektionen i kosmos og “mysteriet om bevægelse i alle væsener”. Ligesom i flerbindskorværket Liber canticorum viser Holmboe her sit mesterskab, når det kommer til vokalpolyfoni, i en bølgende, stemningsmæssigt omskiftelig firstemmig sats, hvor stemmegrupper på skift deler sig og gør satsen fyldigere og sanselig.

Hvor Song at Sunset er ren acappella-polyfoni, er Ode til sjælen , opus 161, skrevet for blandet kor med messingsekstet og orgel. Holmboe komponerede det omfattende værk lige inden sin sidste fuldendte strygekvartet, nr. 20, Notturno, over den romantiske danske digter Johannes Ewalds Til Sielen. En Ode.

Foruden kor har Holmboe komponeret for to vokalsolister ad libitum, en sopran og en tenor. Det lokale Frederiksborg Amtsmusikudvalg i Nordsjælland, hvor Holmboe boede de sidste mange år af sit liv, havde bestilt et korværk, og komponisten valgte at give amatørkorsangerne i Frederiksborg Kammerkor og Helsingør Kammerkor en seriøs udfordring, da de i november 1986 skulle uropføre resultatet i Frederiksborg Slotskirke som del af en ren Holmboekoncert. Brugen af orgel og messing skyldtes, at Ode til sjælen blev opført sammen med Contrasti for orgel samt den anden af Holmboes to messingkvintetter.

Ligesom Whitman finder 1700-talsdigteren Ewald sin inspiration i naturen – her blandt dyr fra fugle til rovdyr og slanger – når han skal forklare, hvordan kun Guds “kærligheds flamme” kan løfte den menneskelige sjæl med dens “fjerløse vinger” op fra “det ler”, den kryber i, så den kan svinge sig op til englene, hvor den kommer fra.

Holmboes tonesprog er karakteristisk nok uden forbehold i sin karske strenghed. Johannes Ewalds romantiske tekst virker på den baggrund ekstra svulstig sammenlignet med Whitmans, der på en eller anden måde klarer at beskrive noget lige så vidtløftigt med ord, man ikke på samme måde snubler over. Men begge tekster handler om det ultimative i form af det åndelige. Og for Holmboe er det typisk, at noget, der for mange kan virke gammeldags og højtravende, på ham virkede samtidigt og naturligt.

Glemt og gemt grundigt væk
Vagn Holmboe har været oplevet som en nordisk komponist i traditionen fra Carl Nielsen, selv om faktum er, at han havde et syn på sin store forgængers musik, der udviklede sig fra det decideret negative til det nuancerede. Fordi han offentligt forholdt sig stort set tavs om, hvordan hans kunst- og virkelighedssyn var funderet i østlig religion og filosofi, har hovedværket på dette album, Die Erfüllung, indtil nu slet ikke været en del af vores billede af Vagn Holmboe og hans musikalske værk. På samme måde som Zeit er det blevet glemt og gemt grundigt væk.

Holmboes kammermusik – ikke mindst i form af de mere end 20 mesterlige strygekvartetter – har sammen med de 13 symfonier, de symfoniske metamorfoser og korkompendiet Liber canticorum i stedet fået lov at tage opmærksomheden. I øvrigt også fra det faktum, at komponisten i 1950’erne og 1960’erne forholdt sig kreativt til modernismens tolvtonemusik, tilfældighedskomposition og serialisme.

Det ses i mange sammenhænge, at Vagn Holmboe var tilbøjelig til at realisere sine idéer i form af værk-par eller søsterværker. Blandt de mest kendte eksempler er nok hans soloværker for henholdsvis guitar og akkordeon. Vælger man at betragte Zeit fra slutningen af 1960’erne og Die Erfüllung fra begyndelsen af 1990’erne som et sådant søskendepar, ses tilbøjeligheden her udfoldet i form af to ’dybe’ åndelige, tekstbaserede værker, hvor teksten er præsenteret vokalt – det ene ledsaget af fire strygere, det andet af ni blæsere. Begge røber en komponist, hvis musik i hans egen opfattelse var intet mindre end en realisering af det kosmiske og altings konstante forandring.

© Thomas Michelsen, 2026

Thomas Michelsen har i tre årtier skrevet om klassisk musik og er i dag musikredaktør på Politiken. Han er cand.mag. i musikvidenskab og filosofihistorie og udkom i 2022 med den første biografi om Vagn Holmboe, Det dybe og det rene (Multivers).