Tilmeld dig Dacapos nyhedsbrev

HĪBER

Bára Gísladóttir

HĪBER

Bára Gísladóttir

Med HĪBER, hendes debutudgivelse for Dacapo Records, har den 30-årige islandske komponist og kontrabassist Bára Gísladóttir skabt et intimt soloalbum, der er gennemfarvet af den distinkt mørke atmosfære, man finder i et truende og forvrænget baslandskab. På HĪBER udfoldes et helstøbt og kompromisløst lydbillede – et, hvor lyde af forskellig oprindelse forbindes gennem teksturer og teknikker og smelter sammen til én enkelt lydorganisme, der falder uden for enhver kategori. Titlen, HĪBER, er en henvisning til vinterens dvale.

Køb album Stream
Download
  • mp3 (320kbps)
    69,00 kr.
    mp3
    €9.27 / $11.05 / £8.29
    Køb
  • FLAC 16bit 44.1kHz
    79,00 kr.
    CD Quality
    €10.62 / $12.66 / £9.5
    Køb
  • FLAC 24bit 96kHz
    105,00 kr.
    Studio Master
    €14.11 / $16.82 / £12.62
    Køb
© Juliette Rowland
Et tykt morads af kaotisk detalje
5:4
Med hviskende harmoniske højder og kværnende dybder, skaber Bára Gísladóttir et univers, der trækker dig med ind fra start
Jeremy Shatan , Anearful
Det mest slående ved albummet er dets teksturelle bredde. Viltre landskaber af lyse, metalliske overtoner kontrasteres hele tiden af bassens dybe, vibrerende summen og af mørk, uigennemtrængelig distortion
Rasmus Weirup, SEISMOGRAF
Stor energi og galskab
Arnar Eggert Thoroddsen, Morgunblaðið
Gennem døren på halvtreds måder

af Jens Povlsen

Det er intenst, når hun slår sig allermest løs, intenst når hun aer din kind med sin lyd. På en og samme tid føles det indimellem som, og på en måde er det ganske ubarmhjertigt. Men 30-årige Bára Gísladóttir er en komponist af en helt særlig støbning. Hendes kunst føles meget lidt kalkuleret, meget lidt kunstig. I stedet skaber hun dristigt egne stier på ubetrådt land. Bára er Bára, og hendes lyd er hendes. Ingen andens.

Som en guide tager hun os med på sine minutiøse lydrejser gennem smukke, sammenbrudte landskaber af ambiente klange, bristede toner og vildfarne, flygtige indfald. Klar til at udvide horisonter. Bára Gísladóttir selv er også på en rejse. Hun er på mange rejser hele tiden – for hvornår slutter hverdagen, og hvornår begynder rejsen? En af hendes livs længste rejser er hendes musik. En rejse, hun er helt med på, aldrig får ende. ”For mig er musikken der hele tiden. Jeg kan ikke sige, at dér stopper jeg med at skabe musik, og dér begynder jeg med noget andet. Musikken er med i alt, jeg laver,” forklarer hun.

Som det mest uberegnelige element i en generelt modig generation af komponister i den danske kunstmusik går Bára Gísladóttir imod bevidstløs kalkering og fantasiløs vanetænkning. Hun er uddannet som komponist fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium (afgang 2020), og hun skriver musik både til koncertsalens fællesskab, og når du sidder derhjemme med hovedet i hænderne. En umulighed at forudsige, umulig at sætte i bås, og så har Bára Gísladóttir også en svaghed for ikke helt almindelige måder at håndtere instrumenter på. Hendes kontrabas inklusive. Det var den, der for alvor fik tag i hende efter mange år med violinundervisning, som hun hadede at gå til, mens hun voksede op i Norge.

Som alle mennesker er islandske Bára Gísladóttir også formet af, hvor hun kommer fra. Fra sagaerne og fremefter forekommer menneskelivet i Island at være formet af ild og is. Den virkelighed høres også hos Bára Gísladóttir, men det er ikke noget, hun er bevidst om – at naturen er en stærk kraft i hendes musik. Nok snarere at naturen og dens luner er et lod i livet, vi ikke kan vriste os løs af. Også selvom naturen og livet i dag ikke føles at være i overensstemmelse med hinanden. ”Vi lever i dag vores liv meget lineært, selvom den virkelighed, vi befinder os i – naturen – for mig at se er cirkulær. Det deprimerer mig af og til, at vi kun kan opleve tiden og livet som lineært. I andre kulturer, for eksempel den antikke græske, oplevede man tiden som cirkulær, med et evigt kosmos. I stedet jagter vi hele tiden den næste begivenhed, den næste oplevelse,” siger hun.

Mere end noget andet er det sin egen sansning af verden, naturen inklusive, Bára Gísladóttir lader flyde gennem sine værker. Som et resonansrum for den ambivalens eller direkte lede ved den moderne verden, som helt aktuelt pines af både klima- og coronakrise. Om hvordan de ting, vi omgiver os med, og som vi har lært at tage for givet, udsultes i stedet for at tjene til fælles bedste.

Bára Gísladóttir har det hele med i sin kunst, der ejer en helt særlig dyb og selvreflekteret ro. Der hviler en sanselig gådefuldhed over hendes værker, og skønt man aldrig helt kan gætte sig til, hvad hendes værker skildrer, selvom værktitlerne ofte leder én på vej, så kan man til gengæld fryde sig over, at de aldrig bekræfter den virkelighed, man kender. Selvom man måske først tror det.

Og sådan går det for sig, når hun skaber musik: ”Inden jeg gik i gang med musikken til HĪBER, havde jeg bestemt albummets titler. Det hjælper mig meget at gøre sådan først. Jeg tænker ikke toner først, for musik er for mig så meget andet. Det er tekstur og klange, og jeg tænker det mere som et spørgsmål om lyd eller stilhed og en sansning af verden. Man er nødt til at have en nysgerrighed over for alle de lyde, verden har, når man gør det sådan. Og når jeg – som på HĪBER – skriver for mit eget instrument, kontrabassen, handler det for mig også om at udforske instrumentet og dets muligheder i forhold til at være i verden. Men det har altid en retning, det jeg foretager mig. Det er ikke sådan, at jeg prøver at åbne halvtreds forskellige døre, når jeg går i gang. Jeg prøver i stedet at gå gennem døren på halvtreds forskellige måder.”

Soloalbummet HĪBER er en udforskning af tekstur og mørke i otte dele skrevet for kontrabas og electronics og spillet af Bára Gísladóttir selv. HĪBER er et album, der lader sig nedsænke i vinterens dvaletilstand, vinterhiet, på en helt naturlig måde. Ikke som en flugt fra livet, men en nødvendig pause. Som dyr, der har svært ved at finde mad nok om vinteren og går derfor i hi for at spare på energien, ja livet.

I SUĪ [1] er det selvet, Bára Gísladóttir behandler. Selvet hos individet, der snart går i dvale og forbereder sig på tilstanden. VĒXŌ [2] betyder simpelthen ’at ryste’ på latin – et temmelig mærkbart skælv, der her sendes gennem ørerne. Som en art dirrende overgang til døsen, der findes lige efter i no afterlife thanks [3], og hvis bøn i titlen ifølge komponisten skal tages helt bogstaveligt. ”Intet kan for mig virke mere udmattende eller skræmmende, end tanken om et efterliv,” siger Bára Gísladóttir. ”Jeg er så tilfreds med det liv, jeg har, at jeg slet ikke ved, hvad jeg skulle stille op med et andet.”

Alting falder til ro på her palms faced down fore ver after [4], som var dvaletilstanden nu indtrådt. En naturlig, men kuldegysende smuk afsked med noget, der var. I Bára Gísladóttirs tilfælde hendes egne opadvendte håndflader: ”Kort efter jeg begyndte at arbejde på HĪBER, oplevede jeg et vendepunkt i mit liv, hvor jeg pludselig ikke længere var i stand til at sove med mine håndflader opad, som jeg ellers altid gjorde. Mine håndflader er stadig vendt nedad, når jeg sover. Det gjorde mig lidt trist. Men det er en kendsgerning, og noget jeg ser både som en forsvarsmekanisme, men også som noget lukket, kvælende, stressende og endda varmt og trygt.”

I tvíhirta [5] mærker man pulsens livgivende slag forplante sig i kroppen. Selve titlen har Gísladóttirs sammensat af 'tví', der betyder 'to' på islandsk og det selvopfundne ord 'hirta', der her er ment som en feminin udgave af navneordet 'hjerte': ”tvíhirta beskæftiger sig med en organisme, der har to hjerter. En tanke om en krop, der ufrivilligt bliver udstyret et ekstra hjerte,” forklarer hun.

Tomrummet og stilstanden rammer lige efter i cusp day [6], hvis titel kan forstås som dagen, der blev et vendepunkt, mens GRAVIS [7] er et tungt, uroligt stykke, hvor dybe strøg lægges i lag, så det til sidst knurrer i ens bevidsthed. Selvom fists clenched [8] lyder aggressivt (og det er bestemt også ment sådan), er værket ment som en forlængelse af her palms faced down forever after, der også beskæftiger sig med Gísladóttirs egen søvn: ”Omkring det tidspunkt, hvor visse håndflader begyndte at vende nedad, tog de samme hænder undertiden form af knyttede næver, til deres ejers store utilfredshed.”

Release date: 
september 2020
Cat. No.: 
8.226621
FormatID: 
Digital only
Barcode: 
636943662120
Track count: 
8

Credits

Recorded by Bára Gísladóttir, 2017-2019
Mixed by Skúli Sverrisson
Produced by Bára Gísladóttir

℗ & © 2020 Dacapo Records, Copenhagen

Liner notes: Jens Povlsen
Proofreader: Svend Ravnkilde
Artwork: Bára Gísladóttir