Decembersol

En ny jul

Af Esben Tange

Julen er ikke blot hjerternes fest, det er også det tidspunkt på året, hvor musikken får lov til at fylde i vores fælles liv. Om ikke andet så rundt om juletræet, hvor alle synger med.

Og hvad sker der så, når vi tier og i stedet lytter til julemusikken spillet af Dybfølt, der forener klassiske toner med folkemusik? Ja, så viser der sig en mangfoldighed af smuk, stemningsfuld og usædvanlig livgivende musik.

Dybfølt har kigget dybt i de musikalske julekataloger i Danmark og Sverige og har valgt en skøn forening af elskede juleklassikere – fra “En rose så jeg skyde” til “Nu’ det jul igen” – og mere sjælden julemusik af Carl Nielsen og Rued Langgaard. Læg dertil hel ny julemusik af Lena Jonsson, komponeret langt oppe i Sverige, hvor selv den mindste solstråle er et mirakel ved juletid.

Julen er nært forbundet med nytåret. Derfor slutter Dybfølts juleplade med musik knyttet til årsskiftet, og her viser der sig en forrygende genopdagelse, nemlig Caroline Recke-Madsens “Nytårssang”. Og da denne i dag ukendte komponist er datter af H.C. Lumbye, er det en glimrende anledning til også at spille “Champagnegaloppen”. Musik, der trods komponeret til Tivolis fødselsdag i august, i dag er blevet en nytårs-nyklassiker!

Med “Det kimer nu til julefest” tændes forventningerne til julens komme, og det gøres bedst af alt med lyden af klokkeklang, der her ligger som et klangligt tæppe under Carl Christian Nicolaj Balles smukke salmemelodi. En for en træder musikerne i Dybfølt frem som solister, og undervejs udvikler “Det kimer nu til julefest” sig til en klokkekoncert med klange i både dur og mol. Et smukt billede på den rigdom af stemninger, julen giver rum for.

Med “Drømmen om ‘Glade jul’ ” har Carl Nielsen skabt en personlig fantasi over den julesalme, der er kendt i store dele af verden som “Stille Nacht, heilige Nacht”. Den originale melodi farves med fremmede toner, der på organisk viser vokser ud af musikken og minder om, at fynske Carl Nielsen gennem hele livet var tæt knyttet til naturen. Med det tidlige, franske elektroniske instrument ondes martenot, i samspil med cello og bas, tilføres “Drømmen om ‘Glade Jul’ ” en særlig svævende atmosfære og giver drømmen vinger.

I “Kimer, I klokker”spiller ondes martenot også en vigtig rolle. Med begyndelsens sfæriske toner, en vuggende tredelt takt og Kirstine Elise Pedersens inderlige cellosolo er vi her vidne til musikalsk poesi af fineste karat. Når det øvrige ensemble siden diskret udvider det musikalske rum, formidles bønnen i Grundtvigs tekst om “Fred kom til jord” på forunderlig vis. I musikkens verden er harmoni mulig.

Med citater fra “Dejlig er jorden”, “Dejlig er den himmel blå”, “Julen har bragt velsignet bud”, “Det kimer nu til julefest” og “Glade jul, dejlige jul” er Rued Langgaards “Præludium til juleaften” en musikalsk fest. Langgaard har både ønsket sig skalmejeklang, klokkespil og afsnit spillet med ceremoniel strenghed i originalversionen for orgel. Det har inspireret Dybfølt til at skabe en helt lille julesymfoni, hvor alle synger med i koret med personlig patos. Skønt!

I “Skyerne gråne, og løvet falder”fører Henrik Goldschmidt os med en klezmer-inspireret improvisation på chalumeau (forløber for klarinetten) tilbage til Mellemøsten, hvorfra juleevangeliet udspringer. Og i dialog med Peter Kohlmetz Møllers forfinede klaversolo, hvor hver tone står lysende frem, opstår der meditative øjeblikke. Trods skrøbelighed er der i denne musik en indre kraft, der får os til fornemme, hvad der skete, da det lille Jesus-barn kom til verden.

Vi forbliver i en magisk zone i “En rose så jeg skyde” . Svenske Jan Sandströms moderne korklassiker for 12 stemmer fortolkes her for ondes martenot-solo. Med uvirkelige, diskrete toner, der langsomt bliver til for ørerne af os, som kom de langvejs fra, bliver vi inviteret indenfor i en skjult verden. I himmelen eller dybt i mulden, hvor rosens rødder på mirakuløs viser skyder.

Romantikeren P.E. Lange-Müllers “Gammel julesang”er som skabt for Dybfølt. Med fem melodiøse stemmer, der slynger sig om hinanden i harmonisk samklang, er det musik, der indgyder ro. Og med et adstadigt vandrende tempo er der tid til at blive ét med julebudskabet og den bagvedliggende tekst, der udtrykker et håb om, at vi netop i julen kan blive som børn igen.

Med “Ak, julesne fra Betlehem”har Dybfølt fundet en sjældent opført julesalme af Carl Nielsen. Med pludselige modulationer er det eventyrlig musik, der går egne veje og lægger op til undren og eftertanke. I arrangementet for strygetrio fremstår Carl Nielsens toner organiske og Dybfølt musicerer med en ømhed, så den blidt dalende julesne anes. Men julen er også en anledning til at feste, og det får vi færten af mod slutningen, når musikken i nogle forunderlige øjeblikke swinger mere heftigt og de tre musikere lægger op til en folkemusik-jamsession.

I“Decembersol” er det, som om dagen vågner med indledningens cellotoner, og når den svenske polska med skiftende betoninger for alvor tager fat, udfolder der sig en frodig musik anført af Lena Jonsson på violin. “Decembersol” er en hyldest til naturen og lyset, der er på vågeblus sidst på året, men som ikke desto mindre er en forudsætning for, og den klangbund, hvorpå julen udfolder sig.

Per Nørgårds “Julens glæde – Himmelfalden”til tekst af Johannes Møllehave er en musikalsk meditation præget af mystik. Med få toner følger vi Guds blik på barnefødslen i stalden i Betlehem. Det, som ellers er skjult, fornemmes her i musikkens kærlighedsfyldte stemning. I versionen for strygetrio følger violin, cello og bas hinanden som forbundne skygger, hvor den lysende melodi tilføres varme og fylde af de andre stemmer. Og når alle tre strygere mødes i et fælles kor, bliver vi ét med det største.

Med tre “Juletræsdanse”fra Danmark og Sverige, også arrangeret for strygetrio,kulminerer julefesten. I Danmark er dansen heftigst, når vi kommer til “Nu’ det jul igen”. Her i en delikat og spændstig pizzicato-version kan det høres, at “Nu’ det jul igen” har meget til fælles med den danske folkemusik, der stortrives på Fanø. “Mössens julafton” er en populær juletræsdans fra Sverige og Norge, hvor vi er til jul med en musefamilie. Som meget anden folkemusik har også denne dans bredt sig vidt omkring, og i Danmark er den kendt med teksten “Mor, jeg skal tisse”. Med “Dingelidong” er vi fortsat i Sverige, hvor multimusikeren Arvid Svenungsson står bag en svingende folkemusikfortolkning af denne oprindeligt engelske dans.

Helt efter traditionen er der både højtidsstemning og fest i “Nytårspotpourri”. Anført af Henrik Goldschmidts sonore obo bydes det nye år velkommen i fælles kor med toner af Andreas Peter Berggreen. Derefter går den vilde dans i Caroline Recke Madsens “Nytårssang”. Akkompagneret af skeer og bas-glissader fyres der godt og grundigt op under den stolte melodi. Med knaldet fra en ægte flaske champagne og bassolo fortsætter festen i Lumbyes “Champagnegaloppen”. Melodien går lystigt på omgang mellem de fem musikere i Dybfølt, og mod slutningen, hvor musikken vrinsker, står det klart, at denne galop skal danses hurtigst muligt.

Med Berggreens sjælfulde melodi til “Her vil ties, her vil bies” – i en fredfyldt fortolkning af Kirstine Elise Pedersen og Mathæus Bech – bliver der skabt rum for fordybelse og eftertanke efter den hektiske jule- og nytårstid.