Tilmeld dig Dacapos nyhedsbrev

Orglet spøger, piber og sukker i nyt værk af Calum Builder

Orglet spøger, piber og sukker i nyt værk af Calum Builder

Renewal Manifestation portrætterer Calum Builder det mægtige orgel som et levende væsen, et uhyre, der vækkes til live i selskab med strygertrio og altsaxofon. Værket udkommer på LP og streamingtjenester den 19. april.

Ny udgivelse
22. marts 2024

I populærkulturen er orglet længe blevet forbundet med det spøgelsesagtige og udøde, takket være dets rolle inden for religion og højtidelige ritualer. I Renewal Manifestation for orgel, altsaxofon og strygertrio, iværksætter Calum Builder en form for instrumentalt åndemaneri og bringer orglet tilbage fra de døde – som at ’lære et uhyre at ånde og sukke’, udtrykker han det selv.

Renewal Manifestation udkommer som limited edition LP og på streamingtjenester den 19. april.  Lyt til en single fra albummet her mens du læser videre.

Spøgelsesagtige gisp og prustende vejrtrækning

Renewal Manifestation stræber Builder efter at gøre orgellyden fremmed og ubekendt, f.eks. ved kun at trække registrene halvt ud for at skabe uhyggelige overtoner og spøgelsesagtige gisp. Strygerne fra CRUSH String Collective og Builders egen altsaxofon tilføjer yderligere lag af kradsen, fløjten, knitrelyde og raslen. 

I starten af værket optræder orgelet som et prustende uhyre, men undervejs møder orglet og ensemblet gradvist hinanden og samarbejder om at skabe lysende akkorder.

Til indspilningen placerede Builder hele 14 mikrofoner inde i orglet, såvel som i kirkerummet, for at indfange det mægtige instruments mekanik i fuldt omfang.

Et møde mellem prominente musikere

Calum Builder (f. 1991) er en australsk saxofonist og komponist bosat i København. Med udgangspunkt i en fascination af ritualer og "post-religiøs spiritualitet", er hans værker ofte er en sammenfletning af minimalistiske strukturer og masser af lyd.

På denne udgivelse samler Builder prominente danske musikere på tværs af generationer og traditioner: komponist og organist Svend Hvidtfelt Nielsen, som har sat et markant præg på det danske musikliv de sidste 40 år, og CRUSH String Collective, et kreativt strygeensemble som udforsker alle aspekter af strengelyde gennem bl.a. improvisation og kollektiv komposition.

  • Calum Builder

    Renewal Manifestation