EMP 8

”Der er ingen djævel. Der er ingen gud. Der er ingenting. Der er kun kærlighed”

Af Jonas Olesen

Faust - Elektronisk suite i seks dele (1961-62) blev skabt af Else Marie Pade til et hørespil af Ove Abildgaard sendt i Danmarks Radios såkaldte ”skoleradio” i 1962.

Johann Wolfgang Goethes Faust, hvis første del udkom i 1808, er et af den europæiske litteraturs absolutte hovedværker og er baseret på en gammel tysk folkemyte. Det er fortællingen om den unge videnskabsmand Faust, som i sin utæmmelige søgen efter ubegrænset viden, magt og fornøjelser i livet indgår en pagt med djævelen, Mefisto: Alverdens sandheder og herligheder skal åbenbare sig for Faust – på én betingelse: Hans sjæl skal tilhøre Mefisto, der vil hente ham til helvede ved hans død.

Faust er blevet sat op som opera og sat i musik adskillige gange gennem historien af blandt andre Richard Wagner og Franz Liszt. Pades udgave foreligger her udelukkende som et musikalsk værk, da den oprindelige radioudsendelse med stemmer ikke har kunnet opspores. Pade betragtede dog sin lydside som et værk, der sagtens kunne stå alene, og opførte det blandt andet i sin instrumentale form ved flere koncerter.

I eftertiden har Pade beskrevet, at fortællingen om Faust havde en helt særlig personlig betydning for hende, efter at hun havde hørt historien som barn. Hun har fortalt, at hun altid har ”... elsket Goethes værk Faust højt og inderligt. Især dialogen mellem Gud og Mefisto optog mig meget som barn, og da jeg skulle i gang, tænkte jeg meget over, hvordan Gud og djævelen skulle lyde. Gud endte med at blive sådan en mægtig klang, ligesom en klokkeklang, men elektronisk. Djævelen blev en hvislen, der ligesom gik i spiral, som en slange, der snor sig.” (Bak, Andrea: Else Marie Pade – En biografi. Gyldendal 2009.)

Pades lydsætning opfylder netop den dobbeltfunktion både at være musik i sig selv og samtidig lydlig illustration af selve handlingen. Disse to funktioner er fuldstændigt klangligt og strukturelt sammenvævede, og man oplever således ikke at høre lydeffekter eller musik som adskilte. En lignende fremgangsmåde anvendte Pade også til hendes filmmusik Vikingerne (1961), hvor illustrative og musikalske klange på samme måde er sammenvævede.

Faust indeholder seks satser, hvoraf den første, ”Prolog i himlen”, sætter scenen rent klangligt for de resterende. Her høres gennemgående akkorder af sammensatte sinustoner med kort varighed og med abrupte ind- og udklingninger. Allerede i førstesatsen, og i hele værket generelt, arbejder Pade med de såkaldte stødtoner, der opstår, når to toner af næsten identisk frekvens skaber rytmiske variationer, og som Pade selv refererede til som ”svævninger”.

I andensatsen ”Faust og Mefisto” høres først lyden af en pen, der skratter mod papir, og senere den hvislen, som Pade anvendte som signaturlyd for djævlen. Lyden ændrer sig gradvist til et langtrukkent hyl, der illustrerer, at Mefisto har forvandlet sig til en puddelhund.

3. sats, ”Fausts og Margrethes kærlighed”, har Pade beskrevet som en scene, hvor der kun er ”blide strømninger. Der er ingen djævel. Der er ingen gud. Der er ingenting. Der er kun kærlighed. Det er lag på lag på lag af bølgende, blide strømninger af sinustoner, der ligger med ganske korte mellemrum, hvilket medfører, at de kommer til at vibrere ganske let, så der opstår en form for ekko. Det hele bliver nærmest lagt på i lag ligesom et kæmpe tæppe. Det skal illudere kærlighed, og det synes jeg også, det gør.”

I værket som helhed anvendes kun få konkrete lyde, der alle er så tilpas manipulerede og sammenvævede med det øvrige klangbillede, at de aldrig stikker ud som banale lydeffekter. Klangbilledet er overordnet meget homogent med sinustoner og hvid støj som de dominerende elementer. Atmosfæren kan beskrives som ”tung” og alvorlig, hvilket passer godt til fortællingens indhold.

Pade udarbejdede et ualmindeligt gennemført partitur til Faust, tegnet på millimeterpapir, hvor de enkelte elementer er optegnet med præcise tidsangivelser som i et koordinatsystem. Eksempelvis er der med forskellige farver indtegnet kurver for de enkelte klanges lydstyrke og tilføjelse af ekkoeffekter. Partituret har nærmest billedkunstneriske kvaliteter og er da også senere udgivet i et eksklusivt tryk af Den Danske Radeerforening i 2012.

Pade opførte selv instrumentaludgaven af Faust i en koncertudgave på Fiolteatret i København i 1962 som del af et program med elektronisk musik, der foruden Pades bestod af værker af komponisterne Bengt Hambraeus og Henri Pousseur. Pade havde selv arrangeret denne aften og stod også for at fremføre de udenlandske værker, der blev afspillet over fire højtalere. En samtidig anmeldelse af koncerten benævner nedladende Pade som ”elektronpigen Else Marie Pade”, der ”lokkede os i Fiolteatret i weekenden”. Aftenen som helhed beskrives som ”et sært og spændende foretagende (...) og til at få neuroser af.”

Det spændende har åbenbart for anmelderen været de udenlandske værker, for Faust beskrives som ”35 minutters ørkenvandring af ensformighed og kedsommelighed”. En senere opførelse af værket fandt sted i Radiohuset i København i 1969, hvor der også blev opført elektroniske værker af Jørgen Plaetner, Bent Lorentzen og Per Nørgård. Denne blev også anmeldt, og her beskrives Faust som ”statisk og ensformig ... men kønt var det”. (Dirckinck-Holmfeld, Gregers: Elektrisk musik, Ekstra Bladet 17. april 1969.)

Noter

Tidligere udgivet på Else Marie Pade: Et glasperlespil, Dacapo CD – 8.224209 2001 (Denne udgivelse inkluderer ikke 6. sats). På udgivelsen er Faust kraftigt støjreduceret digitalt. I nærværende udgave er der benyttet en direkte overspilning fra originalbåndet. En senere udgave er: Else Marie Pade: Electronic Works 1958-1995, Important Records IMPREC406 2014.

Else Marie Pade har angivet i en værknote, at Faust findes i tre forskellige forkortede udgaver. Disse har ikke kunnet efterspores. Den oprindelige radiobearbejdelse af Faust sendt i Danmarks Radio 26. februar 1962 havde nyoversat tekst af Ove Abildgaard og instruktion af Preben Ramløv. De forskellige karakterer spilledes af: Faust: Pouel Kern, Margrete: Anne Marie Juhl, Mefisto: Søren Elung Jensen, Valentin: Hans Rostrup, Herren: Ejnar Federspiel, Wagner: Jørn Rose, Ånd: Ingolf David, Engel: Hannah Rahlff, Kvinde: Tove Maës, Heksen: Ebba Nørager, Martha: Tove Bang. I DR’s programoversigt for dagen (A-1962-02-26-P-0582) ses udsendelsen at have varet tre kvarter, hvorfor det må formodes, at der har været pauser med rent skuespil mellem de enkelte musikalske satser.