Unicorns

Vejen til det umiddelbare

Af Niels Rosing-Schow

Den danske komponist Axel Borup-Jørgensen (1924-2012) havde et særligt forhold til guitaren. I hans produktion efter 1970, hvor han fordybede sig i kammer- og soloværker, indtager musik for guitar en fremtrædende plads. Det gælder både værker for guitar solo og guitarduo. Men også – som på denne udgivelse – for større guitarensembler.

Der er flere grunde til komponistens intense beskæftigelse med netop dette instrument, kunstneriske såvel som mere praktiske. Hvad guitaren måtte savne i volumen, har den til gengæld i form af en klangverden med uanede differentieringsmuligheder, som kan skabe et sanseligt og poetisk udtryk. Instrumentet matcher på den måde den udtryksverden, som Axel Borup-Jørgensen kredsede om og forfinede i sine kompositioner i perioden, hvor de fleste af hans guitarværker er blevet til.

Mange elementer mødes her, samlet af indtryk og inspirationer, komponisten har integreret i sit kunstneriske univers i denne relativt sene fase af sit liv. Naturlyrikken, som præger meget af Borup-Jørgensens musik, er til stede som en stærk undertone. Den udspringer af hans opvækst i Sverige (1927-46), hvor familien i 1942 købte øen Björkön i søen Sommen i det sydlige Sverige. På turene i omegnen fordybede han sig i den særlige stilhed, der bliver nærværende i dette vidtstrakte landskab. Oplevelserne lever videre i hans musik.

Axel Borup-Jørgensen © Leif Hesselberg

I 1946 blev han optaget på musikkonservatoriet i København og aflagde i 1950 musikpædagogisk eksamen i klaver. Bortset fra kortvarige instrumentationsstudier hos Poul Schierbeck og Jørgen Jersild er han selvlært som komponist. Efter traditionelt farvede, tidlige kompositioner finder han snart en personlig stil, præget af et relativt reduceret materiale i en atonal, pointillistisk stil, som skulle blive gennemgående i hans musikalske skaben.

Da dansk musikliv omkring 1960 åbnede sig mod Centraleuropa var Borup-Jørgensen blandt de første, der besøgte sommerkurserne i Darmstadt, avantgardemusikkens mekka i denne periode. Besøgene i 1959 og 1962 ændrede dog ikke grundlæggende ved Axel Borup-Jørgensens udtryksmåde. Han kom ikke til at inkorporere avantgardens serielle eller strukturalistiske kompositionsprincipper, hans musik forblev grundlæggende intuitivt konciperet.

Til gengæld blev inspiration fra ikke mindst György Ligeti vigtig for en yderligere nuancering og forfinelse af hans udtryk. Dette kom til udfoldelse på den helt store udtrykspalet med orkesterværket Marin, et hovedværk, som blev til i årene 1963-70. Dette 25 minutters symfoniske forløb sammensmelter harmoniske clusters, aleatoriske principper og utraditionelle spillemåder i en klanglig yderst differentieret musik, der skildrer havet i suggestive billeder. Dets realisering efter de mange års hårdt arbejde blev overgangen til en skaberperiode, der udelukkende stod i kammermusikkens og soloværkernes tegn. Her udforsker Borup-Jørgensen raffinerede og instrumentspecifikke udtryksmuligheder, ikke mindst i de mere end 20 solo-, ensemble- og kammerværker for eller med guitar.

I forlængelse af sit minutiøse arbejde med udforskningen af instrumenternes særlige klanglige og spilletekniske muligheder udarbejdede han sin egen notationspraksis, som udmærker sig ved den smukke grafiske udformning i komponistens kalligrafi. Partiturerne er samtidig uhørt præcise og minutiøse (til tider grænsende til det maniske) i deres anvisninger til musikerne. Det er ikke, fordi Axel Borup-Jørgensen kaster vrag på traditionelle udtrykskvaliteter: Han søger en netop en syntese af tradition og fornyelse, men på en måde, hvor de traditionelle udtryksparametre behandles med ekstrem sensibilitet.

Borup-Jørgensens dybe udforskning af guitarens udtryksunivers var ikke sket uden et tæt samarbejde med en række udøvende musikere på instrumentet. Perioden, hvor han har komponeret hovedparten af guitarværkerne, var præget af en gensidig eksperimenterelyst blandt komponister og musikere med interesse for ny musik. Det gjaldt ikke mindst den generation af guitarister, som siden 1970’erne har bidraget til en gylden æra for dansk guitarmusik. For komponisten var det afgørende at have et tillidsforhold til de musikere, som fremførte hans musik for at være sikker på den nødvendige dedikation i forhold til at tilegne sig hans særlige udtryksunivers. Og de blev belønnet med værker, som ofte er dem tilegnet.

CRAS under indspilningen af EP'en © CRAS

Det gælder også værket Entrée på nærværende udgivelse. Værket blev skrevet til en guitarfestival i 1997 som åbning af en portrætkoncert med guitarværker af Axel Borup-Jørgensen. Det er således en kvintet, komponeret til koncertens fem medvirkende guitarister. Partituret bærer navnene på de musikere, det er skrevet til, en buket af guitarister, som Axel Borup-Jørgensen, blandt andre, har arbejdet tæt sammen med: Karl Petersen, Per Dybro, Leif Hesselberg, Lars H. Jensen og Maria Camitz.

I og med at værket er komponeret netop som entrée [indgang] til en portrætkoncert, har komponisten valgt at integrere citater fra egne guitarværker, som publikum så kunne opleve senere i koncerten. Ikke at værket dermed er blevet en collage: De små citater er behandlet med stor diskretion. Karakteren er aforistisk, men særegne klangvirkninger og genkendelige figurer danner samtidig gennem afveksling og tilbagevenden et klart formmønster.

Der er også et vist materialefællesskab mellem denne udgivelses to værker (eksempelvis de gentagne, korte figurer på tre eller fire toner). Men værket Enhjørninger (1992) har dog et endnu tydeligere slægtskab med et andet værk, en guitarduo med titlen poésies pour la dame à la licorne [digte om damen med enhjørningen], komponeret i 1986-88. La dame à la licorne er titlen på seks berømte renæssancegobeliner med en kvinde, omgivet af forskellige dyr, hvor enhjørningen tydeligvis har en særlig rolle. Temaet for de seks billedtæpper er de fem sanser og et billede, der rummer mottoet À mon seul désir [Til min eneste attrå].

Enhjørningen, som har givet værket sin titel, er en gådefuld og sky skabning i skikkelse af en, oftest hvid, hest med et snoet horn i panden. Dette fabeldyr lader sig ikke indfange, og det har været forbundet med renhed og uskyld. Enhjørningens horn skulle virke mod sygdom og forgiftning, blot man berørte det. Som Borup-Jørgensens værk er disponeret, er det svært ikke at tænke på en ophængning af billedtæpper, hvor man kan lade blikket vandre fra det ene til det andet eller springe frit imellem dem. For værket er disponeret i en række af 11 relativt korte sekvenser, som de udøvende kan vælge ud fra og sætte sammen i fri rækkefølge. Derfor rummer denne EP to versioner at stykket, for en enkelt gennemspilning af værket yder det ikke retfærdighed: det har en klar identitet, men er dog aldrig det samme. Det blev komponeret til European Guitar Teachers Association kongres i 1992 for et valgfrit antal guitarister. Versionerne her er for 6 guitarer, men kan efter komponistens anvisning opføres af alt fra 6-24 spillere.

”Vi må acceptere kompleksiteten”, sagde Pierre Boulez, og for Axel Borup-Jørgensen tjener kompleksiteten et klart kunstnerisk formål. Den er vejen til en sammensat, flygtig verden af uhørt poesi og raffinement – undertiden på grænsen til stilheden – som kaldes til live under tingenes overflade. En verden, som på sin egen måde rummer en spontan sanselighed: kompleksitet som vejen til det umiddelbare.

Guitarens intimitet og tætte forbundethed med udøverens krop, hænder og bevægelser stråler ud i musikken som et gestisk nærvær. For den komponist, der kunstnerisk forstår at ‘spille på’ dette, bliver musikken pludselig for mange sanser. Foruden det hørte fornemmer man det taktile ved fingrenes (og neglenes) berøring af strengene med knips og anslag, mens den anden hånd vandrer over gribebrættet. Og det visuelle bliver nærværende gennem musikkens dynamiske og klanglige gestus, der frembringes af armene og kroppens koordinerede bevægelser: Ørets sansning vækker og levendegør følesans og synssans. Også selv om man ‘kun’ lytter. Det er i høj grad denne holistiske oplevelsesmåde, Axel Borup-Jørgensen udforsker og formidler i sine værker for guitar.

For at levendegøre dette aspekt af musikken bedst muligt er denne optagelse lavet i et udelukkende træbeklædt rum – en forlængelse af guitarernes klangkasse – og med brug analog optageteknik.