Adrianna Kubica-Cypek

Den polske komponist, performer og teoretiker Adrianna Kubica-Cypeks musik har et helt særligt, evokativt og personligt udtryk, der balancerer mellem en sart, tilbageholdt ro og en insisterende intensitet.
Hun finder i høj grad sin inspiration gennem en ekstrem åbenhed over for sine omgivelser, og hendes kompositioner tager ofte udgangspunkt i sammenspillet mellem auditive, visuelle, sensoriske og taktile detaljer fra hendes egne, dybt personlige hverdagsindtryk.
Med afsæt i en nysgerrighed på det minimale – som for eksempel en enkelt synæstetisk sansning – anvender Kubica-Cypek teknikker som kontrolleret aleatorik og repetition for at udvinde det maksimale musikalske potentiale i sine værker. Resultatet er en markant personlig klanglig og strukturel stil hos en komponist, der stræber efter at genopfinde selve det at skrive musik for hvert nyt værk, hun kaster sig over.
Adrianna Kubica-Cypeks musik er blevet uropført af ensembler som DR Symfoniorkestret, DR Vokalensemblet, Ligeti String Quartet, The New Music Orchestra, Hungarian Radio Orchestra, SWR Vokalensemble og Capella Amsterdam. Hendes værker har været på programmet ved festivaler som Warszawa Efterår, Copenhagen Opera Festival, Vinterjazz og Silesian Days of Contemporary Music, og hun har modtaget bestillinger fra blandt andre ÆTLA, DR Vokalensemblet, New Music Orchestra samt solisterne Tanel Eiko-Novikov og Flemming Viðar Valmundsson.
Adrianna Kubica-Cypek er uddannet i komposition, instrumentation og musikteori fra Karol Szymanowski Musikakademiet i Katowice, Conservatoire National Supérieur de Musique et de Danse i Lyon og Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i København. Hun er bosiddende i Danmark, hvor hun underviser privat og på Rytmisk Musikkonservatorium (RMC) i instrumentation og samtidskomposition.
Kilde: www.edition-s.dk