Subscribe to Dacapo's newsletter

Symphonies 5-6

Asger Hamerik

Symphonies 5-6

Helsingborg Symphony Orchestra, Thomas Dausgaard
During his lifetime Asger Hamerik (1843-1923) was the best known Danish composer after Niels W. Gade outside Denmark. He studied in Copenhagen with Gade and J.P.E. Hartmann, in Berlin with Hans von Bülow and finally In 1864-69 with Hector Berlioz. In the years 1871-98 he worked in the USA as director of the conservatory of the Peabody Institute in Baltimore. His ouevre includes four operas, seven symphonies and a series of Nordic Suites.
Buy album Stream

CD

  • CD
    Jewel Case
    79,5031,80 kr.
    €4.27 / $4.64 / £3.64
    Add to cart
Download
  • mp3 (320kbps)
    69,0027,60 kr.
    mp3
    €3.7 / $4.03 / £3.16
    Add to cart
  • FLAC 16bit 44.1kHz
    79,0031,60 kr.
    CD Quality
    €4.24 / $4.61 / £3.61
    Add to cart
"Most certainly deserves a place in your CD collection."
Victor Carr Jr., Classics Today (10/10)
"Musikken er i glimrende hænder hos Thomas Dausgaard og Helsingborg Symfoniorkester, ligesom optagelserne er af eksemplarisk kvalitet."
Berlingske Tidende
DANISH MUSIC AWARD 2002
Total runtime: 
59 min.
Asger Hamerik

Symfoni nr. 5 og 6

I dag, hvor det danske musikliv er godt i gang 
med at genopdage komponisten Asger Ha­me­rik, kan det virke lidt forunderligt, at han i sin levetid næst efter Niels W. Gade var den mest kendte danske komponist uden for landets grænser. Han rejste mere og længere end nogen anden dansk komponist (Gade inkluderet) og var medlem af en række internationale juryer ved kompositionskonkurrencer.

Han var født Hammerich, men ændrede sit efternavn til det mindre tysk lydende Hamerik, da han forlod Tyskland og drog til Frankrig som følge af udbruddet af den dansk-tyske krig i 1864. Han havde set dagens lys i København den 8. april 1843. Hans far var en i samtiden velkendt teologi-professor, og familien forudså også et teologi-studium for Asgers vedkommende. Imidlertid var hans musikalske talent så åbenlyst, at han fik lov at studere komposition hos både Niels W. Gade og J.P.E. Hart­mann, som begge var i familie med hans mor. Som sekstenårig fik han sin offentlige komponistdebut med en sang for tenor og klaver, og året efter skrev han sit første orkesterstykke. Under et ophold i Norge i sommeren 1860 skrev han så sin første symfoni i c-mol, der fik opusnummeret 3. Vi har ingen viden om, at den skulle være opført, og Hamerik tog den ikke med i den officielle nummerfølge, da han atter gav sig til at skrive symfonier. Manuskriptet er tilsyneladende heller ikke bevaret.

I 1862 bad Asger sin far om tilladelse til at studere i udlandet. Såvel Gade som Hartmann blev konsulteret, før han fik et ja. Turen gik først til London, og derefter slog han sig ned i Berlin, hvor han studerede hos Hans von Bülow. De forblev venner resten af livet, og Bülow ville formentlig have fået endnu større indflydelse på den unge dansker, hvis ikke de politiske omstændigheder havde tvunget ham til at forlade Tyskland.

Med sig havde han en anbefalingsskrivelse til Hector Berlioz, der accepterede ham som kompositionselev. Efterhånden knyttede de også en mere venskabelig forbindelse, og bortset fra kortere rejser forblev Hamerik i Paris indtil 1869, hvor Berlioz døde. Berlioz hjalp ham bl.a. med at organisere en kompositions-aften i Salle Pleyel i maj 1865. Her opførtes bl.a. uddrag af Hame­riks opera Tovelille, opus 12, som han havde på­begyndt allerede i Berlin. Blandt de værker, som han skrev i Paris, er det mest grandiose uden tvivl hans Hymne à la Paix (1867), som blev skrevet til Verdensudstillingen i Paris og opført under komponistens egen ledelse af et til lejligheden samlet kor med sangere fra en hel række lande og et harmoniorkester samt ikke mindre end to orgler og tolv harper. Hamerik havde her tydeligt taget ved lære af de berlioz’ske massevirkninger, men eftersom partituret er gået tabt, kan vi ikke nærmere vurdere kvaliteten af hans indsats.

Efter Berlioz’ død fulgte nogle vandreår, hvorunder han skrev bl.a. enaktsoperaen La Vendetta, uropført i Milano i 1870. Det følgende år be­fandt Hamerik sig i Wien, hvor han blev opsøgt af den amerikanske konsul, som tilbød ham ledelsen af konservatoriet og musikforeningen i Baltimore, det såkaldte Peabody Institute. Efter at have rådført sig med bl.a. Bülow tog han mod tilbuddet og rejste i august 1871 til Bal­ti­more, som blev hans hjem de følgende 27 år. Han fik her et orkester på efterhånden 80 mu­si­kere til rådighed (det var adskilligt flere, end Dan­marks største orkester, Det kgl. Kapel, dengang talte). Dette forhold gjorde, at han kom­po­si­ti­onsmæssigt tildels ændrede fokus og koncentrerede sig om orkestermusik, i første omgang en række Nordiske Suiter, ind imellem byg­gende på skandinaviske sange og folkeviser og derefter symfonier.

Når Peabody Institute holdt sommerlukket, flygtede Hamerik fra det varme og fugtige Baltimore til det langt behageligere klima i den lille fiskerby Chester ved Nova Scotias Atlanterhavskyst (i Canada). Her fandt han også fred til at komponere.

Den femte symfoni i g-mol, som Hamerik har kaldt Symphonie sérieuse, er skrevet i årene 1889-91 og blev opført i Baltimore under komponistens egen ledelse den 16. februar 1895. Om dette var uropførelsen, kan ikke siges med sikkerhed, for værket var blevet udgivet af Breit­kopf & Härtel i Leipzig 1893. Vi kender dog ikke til opførelser andetsteds før den nævnte koncert i Baltimore, hvor den delte program med musik af Weber, Chopin og Liszt.

Fra sin læremester, Berlioz, kendte Hamerik den særlige symfoniske teknik med et genkommende tema, en såkaldt idée fixe. I Symphonie sérieuse præsenterer han med det samme i førstesatsens langsomme indledning sin idée fixe, som består af dels et motiv, som er en lille terts i en meget enkel rytmisering, dels en kromatisk eftersætning. Hovedtemaet i satsens hurtige del, der er i vanlig sonateform, bygger videre på terts-intervallet. Anden sats er en Adagio i G-dur af næsten Brucknersk vælde, en af Hameriks bedste symfonisatser overhovedet. Dens hovedtema er den lille terts i den kendte rytmisering, men nu omplantet i en dur-sammenhæng. Tredje sats er en meget beethovensk Scherzo i Es-dur, hvor tertsmotivet hamret ud i basunerne til slut sætter et tydeligt punktum for munterheden. Fjerde sats vender, som den skal i en klassisk opbygget symfoni, tilbage til grund­tonearten, g-mol. Den har som første sats en langsom indledning byggende på tertsmotivet og anvender så som hovedtema i den hurtige del hele idée fixe .

Symphonie sérieuse er ikke den længste af Hameriks seks rent instrumentale symfonier. Det er nr. 2, Symphonie tragique. Alligevel var det nok den betydeligste af dem, dirigenten Launy Grøn­dahl udsøgte sig, da han valgte netop Symphonie sérieuse som hovedværket, da Danmarks Radio officielt skulle markere Hameriks 100-års dag i april 1943.

Den sjette symfoni kaldte Hamerik for Symphonie spirituelle. Den blev til i 1895-96. Det håndskrevne partitur, der i dag opbevares i Det Kongelige Bibliotek i København, bærer slutdateringen 25. marts 1896. Værket var beregnet til den koncert, som skulle markere 25-året for Hameriks tiltræden i Baltimore. Men allerede fra begyndelsen af sæsonen 1895-96 var de regelmæssige symfoniske koncerter blevet indstillet af budgetmæssige årsager, og Ha­me­rik skrev derfor værket for strygere alene.

Det blev Peabodys Alumni Association, der påtog sig at arrangere koncerten, som fandt sted den 5. maj 1896 med et rent Hamerik-program. Foruden symfonien fremførtes også Nocturnen fra operaen La Vendetta (for mezzosopran, fløjte og strygere) og Majdans, op. 28 (for damekor og lille orkester).

Symphonie spirituelle står i G-dur og lever i sin veloplagte udadvendthed ganske op til sit navn. Den blev da også den første Hamerik-symfoni, som udkom på plade (indspillet kort efter anden verdenskrig af Boyd Neel String Orchestra).

Første sats er i en regelret sonateform, hvor gennemføringsdelen bearbejder sideteamet før det hymniske hovedtema. Den følgende scherzo-sats (i g-mol) har to triodele, som bringer et smukt, folkesangsagtigt tema. Det tematiske materiale fra selve scherzo-delen genanvender Hamerik i et langsommere tempo og med en helt anden karakter som grundlag for en variationsrække i den lyriske tredjesats (i Es-dur). Fjerde sats er igen i sonateform og bygger på sit eget tematiske materiale, idet Hamerik dog i selve satsbegyndelsen og igen midt i dens coda citerer sit hovedtema fra første sats. En gennemgående idée fixe er der altså ikke tale om i dette værk. Men dog et tydeligt cyklisk præg, fordi såvel ydersatserne som midter­sat­ser­ne er indbyrdes tematisk forbundne. Symfonien blev udgivet året efter uropførelsen, igen af Breitkopf & Härtel.

Hamerik komponerede endnu en symfoni (for kor og orkester), inden han i april 1898, kort før den skulle uropføres, pludselig forlod USA. Efter en europæisk koncertturné bosatte han sig i Danmark. Sin kompositionsvirksomhed lagde han ikke helt på hylden. Men næsten. Og flere symfonier blev det ikke til. Han døde i København den 13. juli 1923.

Knud Ketting, 2001

Release date: 
November 2001
Cat. No.: 
8.224161
FormatID: 
CD
CoverFormat: 
Jewel Case
Barcode: 
730099986120
Track count: 
8

Credits

Recorded at Helsingborg Concert Hall on 15 December 1997, 11-12 June 1998 and 25-26 May 2000
Recording producer: Michael Pedersen
Sound engineer: Preben Iwan

Cover pricture: Joakim Skougaard Fra Lirifloden" (1884)"
randomness