Tilmeld dig Dacapos nyhedsbrev

Sinfoniettaværker

Svend Nielsen

Sinfoniettaværker

Jens Lund Madsen, Århus Sinfonietta, Elgar Howarth

Svend Nielsen is a thoroughly lyrical composer. In recent years dramatic undercurrents of expression have surfaced in his music. However, Nielsen's compositions remain essentially impressionistic, characterized as they are by lucid scoring and a refined sense of structure.

Køb album

CD

  • CD
    Jewel Case
    79,5031,80 kr.
    €4.27 / $4.64 / £3.64
    Køb
Download
  • mp3 (320kbps)
    69,0027,60 kr.
    mp3
    €3.7 / $4.03 / £3.16
    Køb
  • FLAC 16bit 44.1kHz
    79,0031,60 kr.
    CD Quality
    €4.24 / $4.61 / £3.61
    Køb
Total runtime: 
61 min.
Svend Nielsen

Komponisten Svend Nielsen (f. 1937) er en lyrisk natur. I sin musik søger han vedholdende at indkredse de sarte nuancer. Alligevel savner hans kompositioner ikke intensitet, for da den lyriske følemåde er helt hans egen, er det uproblematisk for ham at være lyriker uden at blive idylliker, som komponistkollegaen Karl Aage Rasmussen har bemærket.

Det er ikke uden betydning i den sammenhæng, at Svend Nielsen har en solid teoretisk baggrund, som kan danne modvægt til et poetisk sindelag. Han er uddannet i musikvidenskab ved Københavns Universitet. Her fangede Weberns modernistiske materialeknaphed tidligt hans interesse. Parallelt med universitetsstudierne uddannede han sig også i musikteori ved Det Kgl. Danske Musikkonservatorium, hvor komponisterne Vagn Holmboe, Finn Høffding og Per Nørgård var hans lærere. Som udtryksgrundlag bed modernismen sig ikke fast, men Svend Nielsen arbejder stadig ud fra en stram struktur, når han komponerer. Nogle har kaldt ham konstruktivist. Selv anser han sig for at være en “stemningsbetonet komponist, tøjlet i strukturen”. Men det er stemningen, ikke den bagvedliggende struktur, der fanger opmærksomheden, når man lytter til hans musik.

Snarere end modernismen har romantiske og impressionistiske strømninger haft en direkte aflæselig indflydelse på Svend Nielsens værker. Hans Romantiske Klaverstykker minder om Cho-pin, mens franske titler som Nocturne og Nuages leder tankerne hen på Debussy. Svend Nielsen har ofte sat dansk lyrik i toner. Måske er der ligefrem en direkte sammenhæng mellem hans interesse for den symbolistiske digter Sophus Claussen, der har lagt tekst til korværket Imperia, og forbindelsen til det franske, som kan spores i sinfonietta- og orkesterværkerne. I hvert fald er Svend Nielsens måde at instrumentere på tydeligt impressionistisk inspireret: raffineret, ofte let, luftig. For så vidt relaterer den sig åbenlyst til fransk musik. Hentydningerne til luftens element i titler som Nuages (der betyder skyer) og Aria (der også kan betyde luft) er forresten ikke tilfældige. Meteorologi har i mange år været Svend Nielsens hobby. Skyernes dynamik – spændingen mellem det tilsyneværende statiske og det iboende voldsomme – appellerer til hans natur. Tidligere optrådte det truende højst som en understrøm i musikken. Efterhånden som instrumentalværkerne er blevet dominerende på bekostning af vokalmusikken, er det voldsomme brudt igennem overfladen og blevet hørbart. Men selv når Nielsen udfolder sig i den mørkere ende af udtryksspektret – ikke mindst i værkerne fra 1980erne – fortrænger det dramatiske aldrig musikkens lyriske grundtone.

Værkerne

Carillons (1995) viser Svend Nielsen som den impressionistiske klangkunstner, hvis arbejde synes at bestå lige så meget i at lytte som i at strukturere og instrumentere det, han hører. Inspirationen til værket, der falder i to satser, er da også af klanglig art. Carillons betyder ‘klokker’ eller ‘klokkespil’, men musikken er komponeret uden klokker. Ganske vist høres klokkelignende klange fra forskellige slagtøjs-instru-men-ter af metal – gonger, crotales, klokkespil og ‘wind chimes’ – men klokkepræget, der høres fra værkets begyndelse, skyldes de glitrende figurer i vibrafon, klaver og harpe, der sammen fungerer som et selvstændigt klokkespil inde i musikkens store klokkeakkorder. De fjerne tilløb til smukke melodier forlener musikken med et nostalgisk drag, som et sug fra en parallel verden. I anden sats er vi helt inde i denne verden. Musikken træder varsomt i det uvirkelige landskab. Betoningen af den opadgående sekund giver associationer til Debussys tyste præludium Des pas sur la neige. Der hviler over den lavmælte, langsomme musik med dens klagende glissandi og stilfærdigt dalende melodistumper et spøgelsesagtigt præg, måske ligefrem et præg af sørgemarch, i hvert fald ifølge komponisten selv. Mod slutningen høres ekkoer af førstesatsens klokkeeffekter, og igen fornemmes, som i et glimt af en drøm, en fjern, dansende musik.

Sinfonia Concertante (1994) for cello og kammerorkester følger i sin storform det klassiske, tresatsede koncertforløb, hvor to hurtige ydersatser indfatter en langsom midtersats. Første sats begynder vegeterende, men udvikler sig med udgangspunkt i indledningens fælles kim til et mylder af musikalske vækster. Selv de fundamentale forskelle mellem to helt ubeslæg-tede instrumenter som vibrafon og cello slumrer til at begynde med i samme frø. Heller ikke i den stemningsmalende, arkaiske midtersats, hvor piccolofløjten med sin tilstræbte naturklang (“som en blokfløjte”) træder frem ved siden af celloen, er musikkens rum givet på forhånd. Det må etableres ved hjælp af melodiske udvidelser, så der efterhånden bliver plads til nye motiver. Satsen demonstrerer, hvordan celloen optræder i flere roller: undertiden som ægte solist, undertiden som menig tuttimusiker, men oftest i med- eller modspil til en af blæserne. Sidste sats er, som traditionen foreskriver, dynamisk og umiddelbart fængende. Drivkraften er en synkoperet rytme, der sætter den ene mumlende stemme i gang efter den anden for derpå at blive baggrund – og udgangspunkt – for celloens solistiske udfoldelse. Også i satsens lyriske midterdel bevares et rytmisk drive, som først i de afsluttende takter afløses af et ekko af midtersatsen, mens cellostemmen går i opløsning – partituret foreskriver, at solisten skal fortsætte med at spille rytmen i luften, uden toner – og bliver til ingenting.

Nightfall for kammerorkester (1989) synes at fortolke sin titel flertydigt med betydningselementer af både ‘mørkning’, ‘drøm’ og ‘fald’. Samtidig med at musikken er poetisk konciperet, er værket et godt eksempel på, hvorledes det dramatiske i udtrykket er blevet klart tilstedeværende i Svend Nielsens musik. (Med sin ‘sorte’ kulmination står værket i komponistens egen bevidsthed som modsætningen til det efterfølgende ‘lyse’ orkesterværk Aubade). Nightfall kan høres som en rejse fra det voldsomme, myldrende mod det lyriske, drømmende og tilbage igen. Begyndelsens turbulens fører over en dalende puls til midterafsnittenes kontrasterende drømme- og svævestemninger for derpå, idet pulsen atter stiger, at fortættes i en mørk, pågående orkestersats, der imploderer – som blev den suget ind i et sort hul – så kun førsteviolinens høje fløjtetone til sidst står tilbage. Der er et symfonisk præg over det tætte satsbillede i værkets yderdele. Midterafsnittene, derimod, er lette og gennemsigtige i teksturen. Inderst inde, i hjertet af musikken, nås det absolutte lydlige nulpunkt, hvor kun dirigenten holder pulsslaget i gang og dermed musikken i live.

Thomas Michelsen, 1997

Release date: 
november 1997
Cat. No.: 
8.224078
FormatID: 
CD
CoverFormat: 
Jewel Case
Barcode: 
730099977821
Track count: 
9

Credits

Recorded at the Royal Danish Academy of Music, Århus, on 15, 19 and 20 April 1997

Sound producer: Jesper Jørgensen
Executive producer: Svend Nielsen
Recording engineer: Claus Byrith
Digital editing: Jesper Jørgensen
Publishers: Edition Samfundet

Cover picture: Ulla Becker: "Carillons" (1997)

Recording kindly sponsored by KODA’s Collective Blank Tape Remuneration, Danish Composers’ Society / KODA’s Funds for Social and Cultural Purposes, Augustinus Fonden and Dansk Musiker Forbund DMF

This recording is made in cooperation with the Royal Danish Academy of Music, Århus