Tilmeld dig Dacapos nyhedsbrev

Serenader og romancer

Carl Nielsen
C.E.F. Weyse
J.P.E. Hartmann
P.E. Lange-Müller
F.L.Ae. Kunzen

Serenader og romancer

Mathias Hedegaard, Ditte Højgaard Andersen, Holmens Kirkes Kantori, DR Underholdningsorkestret, Adam Fischer

Om det skyldes den korte, intense sommer og de lyse nætter er ikke til at sige, men dansk musik er fyldt med serenader. Særligt i sangene fra romantikken dyrker man virkelig det sværmeriske og længselsfulde ved sommerens lys og nattens mystik. Der er også en charmerende kyskhed og en blanding af lykke og vemod i mange af de danske serenader og kærlighedsromancer. Det gælder sjældent liv eller død – oftere bare naboens datter. Eller også er selve drømmen om kærligheden egentlig nok. I denne fortolkning med Mathias Hedegaard og DR UnderholdningsOrkestret kan man høre, hvordan de skønne romantiske sange og serenader heldigvis vender tilbage i fin stil til en ny generation.

Køb album Stream

CD

  • CD
    Digipack
    139,50 kr.
    €18.71 / $20.37 / £15.96
    Køb
Download
  • mp3 (320kbps)
    69,00 kr.
    mp3
    €9.26 / $10.07 / £7.89
    Køb
  • FLAC 16bit 44.1kHz
    79,00 kr.
    CD Quality
    €10.6 / $11.53 / £9.04
    Køb
Total runtime: 
55 min.
Serenader og romancer

Om det skyldes den korte, intense sommer og de lyse nætter er ikke til at sige, men dansk musik er fyldt med serenader. Særlig i sangene fra romantikken dyrker man virkelig det sværmeriske og længselsfulde ved sommerens lys og nattens mystik.

Der er også en charmerende kyskhed og en blanding af lykke og vemod i mange af de danske serenader og kærlighedsromancer. Det gælder sjældent liv eller død – oftere bare naboens datter. Eller også er selve drømmen om kærligheden egentlig nok. Er det et typisk kulturtræk? En moderne undersøgelse har i hvert fald vist, at danskerne er Europas lykkeligste nation, fordi vi er dem, der forventer os mindst.

Der blev ikke komponeret mange dramatiske operaer i Danmark i 1800-tallet, til gengæld blev der skrevet utrolig mange sange. I løbet af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet dannede der sig et repertoire, der blev sunget ved koncerter og af amatører i de mange hjem med klaver.

Omkring 2. Verdenskrig begyndte den sangkultur at uddø, fordi den folkelige fællessang fik sit store gennembrud under besættelsen. Et sidste klimaks for den romantiske danske solosang kom med den store tenor Aksel Schiøtz, der i 1930’erne og 1940’erne sang repertoiret bedre end vel nogen før ham.

Arven fra Schiøtz har været overvældende, og det har desværre været med til at skubbe det danske vokalrepertoire fra 1800--tallet ud på et sidespor. I dag bliver der i det hele taget sunget mindre i Danmark end nogensinde før, og ikke kun det romantiske sangrepertoire, men også selve det at synge er blevet truet. På denne cd kan man høre, hvordan de skønne romantiske sange og serenader heldigvis vender tilbage i fin stil til en ny generation.

C.E.F. Weyse og F.L.Ae. Kunzen

C.E.F. Weyse var den største danske musik-personlighed omkring år 1800; en kapacitet som pianist, organist, komponist og kulturpersonlighed.

En brudt forlovelse havde i 1801 gjort ham så deprimeret, at han lagde arbejdet på sit store syngespil Sovedrikken væk og i de følgende år slet ikke skrev noget. Efter at have overværet den første danske opførelse af Mozarts Don Giovanni i 1807 blussede inspirationen op igen, han gjorde syngespillet færdigt, og premieren i 1809 blev Weyses store gennembrud. Sovedrikken er en meget veloplagt og charmerende forestilling, og den fik enorm popularitet. Serenaden “Skønjomfru, luk dit vindue op” er et af dens kendteste numre, et perleeksempel på Weyses fornemme melodiøsitet, der når Schubert’ske højder. Serenaden synges af den unge jæger Valentin neden for vinduet hos hans elskede Rose.

Den frelsende opsætning af Don Giovanni skyldtes komponisten og kapelmesteren F.L.Ae. Kunzen. Han havde i 1789 skabt sensation og voldsom debat med sin avancerede opera Holger Danske. Han endte med at forlade landet i en årrække, men efter at være kommet tilbage præsenterede han i 1798 sin anden opera, Erik Ejegod. Det var igen en stort opsat forestilling med elementer fra den danske nationalhistorie, og teksten var igen af den temperamentsfulde digter Jens Baggesen. Operaen om den danske middelalderkonge Erik Ejegod blev en succes, men har ikke været sat op siden 1827. Kun operaens populæreste indslag, balladen Midnattens måne, kom til at leve videre i koncertrepertoiret en hel del år. Kunzen følger Baggesens saga-pastiche med en melodi i folketone og skrev senere et variationsværk for klaver over den. Sangen blev også inddraget i Weyses spydige parodi Signelil sad i kakkelovnskrog, der gjorde nar af tidens tragiske viser i balladestil.

Weyse var en meget humoristisk og skarp person, og han morede sig også over de mange komiske træk ved den unge digter H.C. Andersen. Andersen havde gjort sin entré i Københavns kulturliv på et tidspunkt, hvor Weyse var den gamle, urørlige mester, men det var på Weyses initiativ, at de to indgik et samarbejde. Han havde set Andersens sceniske bearbejdning af Walter Scotts roman The Bride of Lammermoor (Bruden fra Lammermoor) og fik lyst til at lave et syngespil over en anden Scott-roman, Kenilworth. Samarbejdet mellem de to yderst forskellige herrer blev dog meget problemfyldt.

Festen på Kenilworth blev navnet på forestillingen, der kom op i 1836, men kun romancen “Hyrden græsser sine får” kendes i dag. Det er en usædvanlig velturneret romance i folkevisestil, der synges af en farende sanger.

Weyse havde sit melodiske ideal fra sit forbillede Mozart og fra sin lærer J.A.P. Schulz, og hans klassicistiske sange blev afgørende for den stil, der kendes som ”Den danske sang”. Weyse nåede sit højeste i den genre på sine gamle dage, hvor han skrev salmer og sange med en knivskarp præcision. Mange af sangene blev skrevet til brug som skolesange, og de kombinerer en enkelhed med rent ud sagt kosmiske visioner. F.eks. aftensangen “Natten er så stille”, som slet ikke er en børnesang, men et haiku-agtigt poetisk stemningsbillede, der er et højdepunkt fra den danske guldalder.

J.P.E. Hartmann

Efter en opførelse af Festen på Kenilworth på Weyses fødselsdag i 1836 besluttede en kreds af borgere sig for at udgive en samling af Weyses sange, heriblandt “Hyrden græsser sine får”, så de ikke skulle forsvinde sammen med teaterstykkerne. Albummet blev et grundlag for hele det klassiske danske sangrepertoire, der efter Weyses død blev suppleret med nye sange fra den opblomstrende nationalromantik. Et af hovedværkerne i nationalromantikken blev J.P.E. Hartmanns opera Liden Kirsten, hvor både handling, personer og melodik er inspireret af originale folkeviser. Librettoen var af H.C. Andersen, hele livet en trofast ven af Hartmann. Liden Kirsten blev Andersens mest succesfulde sceneværk og kan stadig høres med stor fornøjelse. Den vokale stil er på typisk vis behersket – det nærmeste man kommer en egentlig arie er den mandlige hovedperson ridder Sverkels romance. Sverkel er netop vendt hjem fra Miklagård (Konstantinopel), hvor han har været i Kejserens sold. Hjemme i Danmark overvældes han af fædrelandskærlighed, ikke mindst ved synet af plejesøsteren liden -Kirsten, der er blevet en smuk ung kvinde. Begge dele besynger han i sin romance, der indledes af Ja, jeg er hjemme, en arioso i folketone.

P.E. Lange-Müller

Hartmann anså i sin høje alderdom P.E. Lange-Müller for sin naturlige arvtager. Lange-Müller skrev mængder af romancer og sange, der fik stor udbredelse, bl.a. i en folkeudgave, der blev trykt i kæmpe oplag i begyndelsen af 1900-tallet.

I samlingen finder man f.eks. hans iørefaldende Romersk serenade til en tekst af den norske digter Andreas Munch (dansk og norsk var dengang officielt identiske sprog). Den findes i forskellige versioner; den oprindelige var for mandskvartet, en besætning Lange-Müller gerne skrev serenader for.

Lange-Müller skrev nogle af sine bedste melodier til teaterforstillinger, der desværre ikke levede så længe. Nogle af stykkerne havde ringe manuskript, andre blev ikke spillet i Danmark, og andre igen blev slet ikke opført. Det lille romantiske lystspil I mester Sebalds have af Sophus Bauditz kom op i 1880 og havde tre sange af Lange-Müller, bl.a. “Genboens første vise”, en af hans sødeste melodier. Uden den oprindelige sammenhæng giver titlen ikke megen mening, men det er en rørende serenade, farvet på typisk måde af Lange--Müllers sødmefulde harmonisering.

Gildet på Solhaug er et af de mindre kendte teaterstykker af den store norske dramatiker Henrik Ibsen. Lange-Müller mødte Ibsen i Italien og skrev både sange og scenemusik til dette ungdomsværk, der efter næsten 30 år skulle genopføres i Norge. Lange-Müllers sange til stykket har en eksperimenterende modal, ‘norsk’ tone, der må være inspireret af hans lidt ældre kollega og ven, Edvard Grieg.

Skuespillet Peter Plus blev skrevet af Einar Christiansen, der senere blev kendt som librettist til operaen Saul og David af Carl Nielsen. Peter Plus (der i moderne ører uheldigvis får én til at tænke på Peter Plys) var et fabulerende eventyrstykke og fik ingen større succes ved premieren i 1891. Kun Lange--Müller fik ros for sine to veloplagte og indsmigrende sange.

Lange-Müllers allerstørste succes var hans musik til eventyrskuespillet Der var engang af Holger Drachmann. Den smukke serenade “Se, natten er svanger med vellugt fin” kvædes af en sanger, som den forelskede prins har sat til at sprede lidt stemning neden for prinsessens balkon. Serenadens første linje minder meget om et tema, man finder i 2. sats af Saint-Saëns’ Klaverkoncert nr. 2 fra 1868 – om der er en forbindelse, er aldrig blevet bevist.

Drachmann og Lange-Müller arbejdede sammen om flere forestillinger de følgende år. Deres sidste samarbejde var stykket Renaissance, der kom op i 1901 og blev glimrende modtaget. Stykket foregår i Venedig og har maleren Tintoretto i hovedrollen. Igen er der en smægtende serenade (denne gang i 9/8-takt), gondolsangen “Lydløst leger årebladet”. Temaet fra serenaden går igen i den flotte ouverture.

Lange-Müllers stil var nu absolut fuldmoden. Han skrev ikke mange værker de resterende 25 år af sit liv, men var højt respekteret og elsket, ikke mindst fordi han blev set som det sidste bolværk mod den nye tid.

Carl Nielsen

Dansk vokalmusik tog en ny drejning, da Carl Nielsen og Thomas Laub i 1915 udgav et hæfte med “En Snes danske Viser”. Her genopfriskede de J.A.P. Schulz’ målestok for, hvordan en folkelig sang skal formes: Enkel, robust, egnet til fællessang, også hvis der ikke er akkompagnement. Carl Nielsen skrev dog også mængder af anden vokalmusik, og nogle af hans øvrige vokalværker blev lige så folkekære som hans bevidst ‘folkelige’ sange. Moderen var en forestilling fra 1920, der fejrede genforeningen med Sønderjylland, der var blevet tabt i krigen i 1864. De højstemte vers af Helge Rode fik stærke melodier af Carl Nielsen, bl.a. den forelskede “Min pige er så lys som rav” og den emotionelle “Så bittert var mit hjerte”. I korværket Fynsk forår kom der året efter en jordnær pendant til den symbolske “Min pige er så lys som rav”, nemlig “Den milde dag er lys og lang”. Helt i dansk tradition synger en ung knøs om sin store forelskelse, der ikke er længere væk end naboens hæk.

Fynsk forår har altid været et af Carl Nielsens mest elskede stykker i Danmark, men bliver stort set aldrig opført i udlandet. Det samme gælder hans to operaer, Saul og David og Maskarade, måske pga. af den særprægede humor i Maskarade og begge værkers mangel på egentlige arier. Kærlighedsduetten “Ulignelige pige” er et af Maskarades mest opera--agtige indslag. Den synges af det forelskede par Leander og Leonora, da de i sidste akt smider karnevalsudklædningerne – han som hyrde, hun som blomsternes gudinde.

Jens Cornelius, 2007

Release date: 
august 2007
Cat. No.: 
8.226012
FormatID: 
CD
CoverFormat: 
Digipack
Barcode: 
636943601228
Track count: 
19

Credits

Indspillet i Radiohusets Koncertsal 27.-29. december, 2006


Producer: John Frandsen
Teknik: Lars C. Bruun
Executive producer: Tatjana Kandel
Korindstudering: Jakob Lorentzen og Lars N. Sardemann

Grafisk design: Denise Burt, elevator-design.dk

Denne CD udgives i samarbejde med Danmarks Radio.

randomness