Tilmeld dig Dacapos nyhedsbrev

Babelstårnet

Ludolf Nielsen

Babelstårnet

Iréne Theorin, Johnny van Hal, Per Høyer, DR Koncertkoret, DR Symfoniorkestret, Owain Arwel Hughes

In these very different works we meet Ludolf Nielsen as a representative of Danish Symbolism. "The Tower of Babel"" is a poem about the elevation of the human soul. The work was considered unplayable at its world premiere in 1916, and over 80 years were to pass before the music was heard again. ""Forest Walk"" describes the effects of nature on human beings in a series of mythological scenes with masterly orchestration."

Køb album
Download
  • mp3 (320kbps)
    69,0027,60 kr.
    mp3
    €3.7 / $4.03 / £3.16
    Køb
  • FLAC 16bit 44.1kHz
    79,0031,60 kr.
    CD Quality
    €4.24 / $4.61 / £3.61
    Køb
Total runtime: 
63 min.
Ludolf Nielsen

Ludolf Nielsen havde sine rødder i den danske bondekultur. Han blev født i 1876 på en gård i landsbyen Nørre Tvede, i nærheden af Næstved. Ingen i familien var musikere, men der var forskellige musikinstrumenter i huset, og Lu­dolf Nielsen viste tidligt interesse for musik. Han lærte at spille på violin af den lokale spillemand, men blev fra 8-års alderen sendt til en rigtig musik­lærer i Næstved. Allerede som barn spillede han til bryllupper og andre festlige begivenheder på landet.

Det var en drøm der gik i opfyldelse, da Ludolf Nielsen som 16-årig flyttede til København. I 1895 konkurrerede han sig til en gratis studieplads på musikkonservatoriet, og her studerede han violin, teori og klaver i de tre år uddannelsen varede.

Som komponist lærte han derimod håndværket selv. Som det også er tilfældet med hans berømte navnebror Carl Nielsen er det mærkeligt at følge hvordan en landsbydreng flytter til hovedstaden, på få år tilegner sig den klassiske musiks kultur, og udvikler sig til komponist af komplicerede værker.

Fra årene før konservatorietiden kendes kun to småstykker for violin, men fra 1897 pludseligt en mængde mindre kompositioner fra hans hånd. Samme år var Ludolf Nielsen blevet ansat i Tivolis orkester, og dannede desuden en strygekvartet. I begge ensembler spillede han bratsch, som var hans instrument fremover.

Ludolf Nielsen fik sine første værker opført offentligt i 1899, og i 1902 fik han sit gennembrud med den symfoniske digtning Regnar Lodbrog, der blev opført adskillige gange. Han blev tildelt et studielegat, som han brugte til at rejse til Leipzig i årene 1903-04. Her komponerede han en hel del, orienterede sig i tidens inter­nationale musik, og opnåede at forlaget Breit­kopf & Härtel udgav hans to første strygekvartetter.

Selv i de tidlige værker arbejder Ludolf Nielsen med musikalske elementer, der var usædvanlige i dansk musik (f.eks. bitonalitet og hel­tone­skalaer), og nogle af hans tidlige værker er blandt sin tids mest progressive i Danmark. Hans tekniske beherskelse er desuden ganske usædvanlig for en autodidakt komponist.

Hjemme igen i København arbejdede Ludolf Nielsen et par år som dirigent for Tivoliorkestret. Han giftede sig i 1907, og flyttede til den rolige forstad Hellerup. For de penge, han samme år modtog fra det prestigiøse Ancker’ske legat, rejste han med sin hustru på studierejse til Tyskland, Østrig og Italien. Samme år kom han på finansloven i en tre-årig periode, og i årene indtil 1. verdenskrig var Ludolf Nielsen meget aktiv som komponist, der både fik opført og udgivet sine værker. Arbejdet som udøvende musiker blev stillet noget i bero.

Udbruddet af 1. verdenskrig kom som et chok for ham, og i de efterfølgende par år skrev han intet. Som utallige andre europæere følte Ludolf Nielsen krigen som et værdisammenbrud, og sammen med en række andre begivenheder forårsagede krigen et vendepunkt for ham. Hans værker, der til stadighed var vokset i ambitioner, havde svære vilkår i Danmarks begrænsede musikmiljø, hvor Carl Nielsens radikale musik for alvor var begyndt at sætte sit præg. Desuden var hans internationale forbindelser svækket på grund af krigen. Alt i alt var udsigterne til at kunne ernære sig ved at skrive store og krævende værker, med rod i en romantisk-filosofisk tanke­verden, ikke gode.

Ludolf Nielsen begyndte i stigende grad at arbejde som privat kompositionslærer, og han blev dirigent for amatørsymfoniorkestret Euphro­syne i København. Når dertil kommer, at han var et udpræget hjemmemenneske og en stilfærdig person, der ikke ønskede at lave postyr for at få sine værker opført, giver det næsten sig selv, at hans position i dansk musikliv blev mere tilbagetrukken.

Efter krigen tog Ludolf Nielsen igen fat på sin komponistgerning, men nu med en anden kunstnerisk indstilling. Han lagde den symbolistisk-filosofiske vinkel bag sig, og søgte på forskellig måde at finde sig selv med nye udtryk. Han arbejdede med en mere lineær og moderne stil, brugte eksotismer, og skrev også værker i en lettere stil. Nye europæiske tendenser vedblev at interessere ham.

Hans største værker fra denne periode er balletten Lackschmi, der var en stor succes på Det Kongelige. Teater i 1922 og også blev sat op i de baltiske lande, og den impressionistiske or­kestersuite Skovvandring.

Fra 1926 til sin død var Ludolf Nielsen ansat i den nyoprettede Statsradiofoni, hvor han bl.a. tilrettelagde repertoiret for Radioens orkester. Han skrev selv adskillige mindre værker til radiobrug, også omfattende musik til de første danske hørespil.

Han døde som 63-årig i 1939, og efterlod sig ca. 200 kompositioner.

Værkerne

Babelstårnet

Ludolf Nielsens symfoniske digtning Babelstårnet er efter danske forhold et sjældent værk. Det er en senromantisk digtning i oratorie-stil for sangsolister, stort kor og orkester samt en gruppe mandlige sangere og messingblæsere, der placeret adskilt fra de øvrige medvirkende skal illudere Vorherres stemme.

Ludolf Nielsen komponerede Babelstårnet i årene 1912 til 1914. Det var et af hans absolut mest ambitiøse værker indtil da, og også det værk, hvor han mest direkte formulerer sit livssyn. I Babels­tårnet er Ludolf Nielsen og tekstforfatteren Gyrithe Lemche fortalere for tanken om, at menneskeheden kan frelses ved åndens kraft. Ved at højne vores ånd i pagt med Guds vilje vil menneskeslægten kunne opnå det største. At fornægte det åndelige lederskab vil føre til katastrofe.

Værket fortolker den bibelske fortælling om Babelstårnet. I Bibelfortællingen (1. Mosebog kap. 11) opnår menneskene i fællesskab en magt så stor, at det truer Gud. Derfor giver Gud folkeslagene hver deres sprog, så samarbejdet om at bygge et tårn helt op til himlen bliver ødelagt.

Denne fortælling om blasfemisk magtbegær sættes i musik i første del af Ludolf Nielsens Babelstårnet. I anden del, derimod, digter komponist og forfatter videre på egen hånd, og beskriver visionen om menneskeheden, der efter årtusinder er kommet på rette vej, og nu kan forenes med det guddommelige. Værket ender i strålende optimisme og sejrssikkerhed.

Filosofien i Babelstårnet er en kongstanke for århundredskiftets symbolistiske bevægelse. Forestillingen om en menneskeslægt, der forædles af åndens kraft findes hos flere samtidige komponister. Tydeligst hos russeren Alexander Skrja­bin, der planlagde at bygge et tempel i Hima­laya (tættere kunne man ikke komme Guds himmel), for selv at anføre menneskeheden i et storslået ritual, der ville forene os alle med Gud.

Med Babelstårnet meldte Ludolf Nielsen sig også under fanerne for de mysticistiske retninger. I årene hvor han arbejdede med værket blev han optaget i Frimurerordenen. Hans ligesindede danske kollega Louis Glass (1865-1936) blev en overbevist tilhænger af antroposofien, mens Rued Langgaard (1893-1952) sværmede for teosofien og sekten The Star in the East. De tre danske komponister forsøgte på hver deres måde at fordybe sig i åndelig udvikling, med visionen om menneskehedens højnelse som den overordnede vision. Første Verdenskrigs udbrud i 1914, der fandt sted i netop de dage Ludolf Nielsen renskrev partituret til Babelstårnet, blev den brutale benægtelse af alle skønånders håb.

Gyrithe Lemche, der forfattede teksten, var en af Ludolf Nielsens nærmeste bekendte, og havde skrevet tekster til flere af hans sange. Hun var en velbekendt figur i dansk kulturliv, og gjorde sig bemærket som både kvindesagsforkæmper og forfatter af skønlitterære og kulturhistoriske bøger.

Ludolf Nielsens tidligste notater til Babelstårnet er fra januar 1911, men først fra foråret 1912 begyndte han at udfærdige værket. Efter et års arbejde var Babelstårnet i februar 1913 færdigkomponeret, og orkestreringen blev foretaget det følgende års tid. Det færdige partitur er dateret 21. august 1914.

Uropførelsen fandt sted i Dansk Koncertforening 10. april 1916, og 9. oktober samme år opførtes værket endnu en gang ved en kompositionsaften arrangeret af komponisten selv. Ved den lejlighed var det i følgeskab med hans 3. Symfoni, et samtidigt værk, der befinder sig i nogenlunde samme sfære.

Ved uropførelsen var modtagelsen af Babels­tårnet meget blandet, men det blev anerkendt som et betydeligt og eksperimenterende værk i tidens ånd.

De to opførelser i 1916 var så vidt vides de eneste, som Babelstårnet fik i komponistens levetid. Omkring 1930 har Ludolf Nielsens elev, dirigenten Launy Grøndahl arbejdet med partituret, og Ludolf Nielsen foretaget en mindre rettelse i instrumentationen. Nogen opførelse fra denne periode kan dog ikke dokumenteres. Der gik 83 år, før Babelstårnet blev opført igen. Det var ved en koncert 4. oktober 1999 med denne cd’s medvirkende, som blev transmitteret til hele den europæiske radiounion.

Opførelserne i 1916 fandt sted med de midler, som nu engang var til rådighed i tidens København, når kræfterne fra Det kgl. Teater ikke var indblandet. Koret var sammensat af sangere fra forskellige amatørkor, bl.a. et mandskor fra afholdsbevægelsen, og det er nemt at forestille sig at både musikkens tonesprog og den såvel teknisk som fysisk krævende opgave har været uoverkommelig for de involverede. Dirigenten var dog både sikker og overbevist i sin sag – det var komponisten Louis Glass, og dagen før uropførelsen skrev han i Nationaltidende en præsentation af værket. Den er interessant for os i dag, som vejledning i at forstå både værkets og datidens tankegang:

“Komponisten Hr. Ludolf Nielsen har til Tekst af Gyrithe Lemche skabt et Korværk af fremragende Betydning.

Det indledes med et djærvt og bredt anlagt Kor, der lovpriser Jahve, fordi han førte sit Folk til det frugtbare Seneas Land, men “Menneskerøsten”: Menneskets Hovmod og umættelige Ærgerrighed, vil ikke slaa sig tiltaals hermed, røves maa Jahves Krone af Sol, raade maa Mennesket, raade som Menneskegud. Og nu bygges det Taarn – eller den Mur – der adskiller Mennesket fra den guddommelige Ledelse og den lovmæssige Udvikling. Men sligt et Værk vil ikke naa sin Fuldendelse, det vil bryde sammen, og Splid og Ufred blive Frugten.

De haarde og barbariske Klange er her i Slægt med J.P.E. Hartmann, men Arven, der er benyttet med en vel forrentet Kapital, er bleven en Fornyelse og en Tilvækst til dansk Musik.

Saa høres Jahves Stemme – et isoleret opstillet Mands-Kor og Orkester – og Menneskene splittes og spredes over Jorden. Et fugeret Kor, fortræffeligt bygget op, og hvis Stemningsfylde er et ægte Udtryk for de flygtende Skares haabløse Fortvivlelse, slutter 1ste Del: “I den yderste Sne vil vi grave os ned, Jahve er over os, Jahve er vred.”

2den Del bringer efter Aartusinders lan­­ge Nat atter Dag over Landet, – Slæg­ternes Hjemfartstog. Her findes maaske nogle af de smukkeste og betydeligste Partier. Men det vilde føre for vidt at kom­me nærmere ind herpaa, kun et Sted skal nævnes, nemlig en Sopransolo, – “Dejlige Verden, syngende Flod! fra dine Riger frigjort jeg stiger Solen imod” – der er yndig i sin flagrende lyse og luftige Stemning; thi frigjort er nu Menneskets Sind, og paany skal Taarnet rejses, dog ikke af Sten og Kalk, som tilforn, Tanke paa Tanke skal højne det. “Hil, hil Lyset, som fødte Fremtidens Dag”, er et prægtigt og bredt anlagt Kor, som slutter Værket.

Det hele store og omfattende Arbejde er bygget op med en fast og sikker Haand, det er præget af en fremragende Stilsans, og rummer et dybt og rigt Følelsesliv. Ærligt er det, og blottet for enhver udvendig Sensationstrang.

Maaske kan disse faa Ord vække Interesse for Ludolf Nielsens Arbejde, thi den Omtale, der følger efter den eneste Opførelse, som i Reglen bliver slige Værkers uundgaalige Skæbne, kan ikke være til gavn for dem, der gerne havde hørt Værket; havde de blot forud vidst lidt om dets Værdi og Betydning.”

En af de musikalske udfordringer for Ludolf Nielsen var at finde et tonesprog, der kunne bruges til et scenarium fra den bibelske oldtid. Hans løsning var ganske original, og blev en anstødssten for datidens publikum og musikere. Med arkaiske kirketonearter, hårde treklange og enkle, regelmæssige rytmer fremmanes en musikalsk “urtid”, og i symbolsk forstand også de kvadre, Babelstårnet bygges af. Musikken i værkets 1. del udvikler sig hårdt mod hårdt, og det forskruede og besættende ved tårnbyggeriet udmales med sære modulationer. Massive kor­klange veksler med barytonens soloparti i den konfronterende rolle som “Menneskerøsten”, flokkens leder og symbol på menneskehedens moral. Kun når Jahve har ordet, får de enkle treklange lov til at hvile i sig selv.

Ludolf Nielsen var musikteoretisk meget velfunderet, og i Babelstårnet finder man faktisk en rækkefølge af alle skalaens 12 toner, placeret akkurat på hysteriets højdepunkt inden Jahve vælter tårnet omkuld. Her møder man enden, og for Ludolf Nielsen var det altså i musikalsk henseende tonalitetens opløsning!

Værkets 2. del, som foregår i den tid, hvor menneskeheden er komme til fornuft, er skrevet i en helt anden stil uden “bibelske” effekter. Afsnittet for damekor i begyndelsen af 2. del er tårnbyggeriets æteriske modsætning.

Det er eftertænksomhedens tid, hvor fortidens fejltrin lægges hen, og hvor Menneske­røsten nu kan kalde sin slægt sammen til vandringen ad den rette vej. Symboliseret af Fug­len er menneskesjælen nu i stand til at begive sig mod de højere magter.

  1. del domineres i øvrigt af en overgivende hymne til Jahve, baseret på Jahves motiv fra 1. del. Som afslutning på værket lader Ludolf Nielsen hymnen gennemløbe en lang kæde af stigende modulationer, der trodser enhver sædvanlig brug; det er udmalingen af selve “ophøjelsen”, der fører os til de ukendte højder.

Tankerne bag Babelstårnet appellerede ikke til bred publikumsyndest i sin samtid, og gør det nok heller ikke idag. Paradoksalt vil Gyrithe Lemches tekst, som ingen af datidens kritikere fandt problematisk, være den største hurdle for at acceptere værket i dag. Ludolf Nielsens musikalske eksperimenter, som var det egentlige problem for samtiden, er derimod med til at gøre værket interessant med vor tids ører.

Efter Babelstårnet og sin krise i krigsårene holdt Ludolf Nielsen sig fra at skrive explicit filosofiske værker. Kun i en række kantater til brug i Frimurerordenen genfinder man den utvetydige filosofi, som den stilfærdige komponist dybest set aldrig var i tvivl om: Kunsten kan – og skal – vise de store sammenhænge, de højere sandheder.

I det danske musikliv vendte han i stedet langsomt tilbage med mere abstrakte udtryk, ofte i en naturlyrisk stil. Suiten Skovvandring er et af de bedste eksempler.

Skovvandring

“Arbejder paa nogle Billeder af den græske Mythologi for Ork.”, skriver Ludolf Nielsen i et brev fra 1914. Det var hans skæbneår, et vendepunkt, hvor hans stilfærdige personlighed blev rystet af 1. Verdenskrigs udbrud. Tilsyneladende medførte det en depression, der fik ham til at opgive sin hidtidige drøm om blomstrende, international karriere.

Umiddelbart inden krigens udbrud var Ludolf Nielsen begyndt at skrive på disse “billeder” fra den græske mytologi, og nåede at gøre 1. billede, Echo og Narkissos, færdig inden han gik i stå, og derefter ikke skrev noget musik overhovedet de næste par år.

De følgende år forblev Echo og Narkissos en enlig svale, og planen om en suite af billeder blev skrinlagt. Først efter krigens afslutning i 1918, og for alvor fra 1920, tog Ludolf Nielsens skaberlyst til igen, og fra 1921 til 1922 skrev han bla. de fire øvrige satser, der endte med at danne suiten Skovvandring.

Ludolf Nielsens interesse for den græske mytologi er i tråd med en datidig symbolistisk tendens, indledt for musikkens vedkommende i 1893 med Debussys Prélude à ‘L’après-midi d’un faune’. Fra den nordiske orkestermusik kan nævnes Sibelius’ Pan og Echo (1906), Launy Grøndahls Pan og Syrinx (1915) og Carl Nielsens Pan og Syrinx (1917), C.F.E. Hornemans Kampen med muserne (1906) og Louis Glass’ Artemis (1917). Ravels store ballet Daphnis og Chloé (1912) og Nikolai Tscherepnins Narchissos og Echo (1911) er eksempler fra den udenlandske musik.

Ludolf Nielsens Skovvandring hører kronologisk til denne værkfamilie, men det er ikke til at sige hvilke af de nævnte værker, han har kendt til. Pan-figurens inspiration på både Carl Nielsen og på hans egen elev Grøndahl kan dog ikke være gået hen over hovedet på ham.

Alle disse kunstnere opererer med mytologien som symbolforråd. I Ludolf Nielsens tilfælde er det menneskets natursansning, der udtrykkes i de fem symbolske billeder. Ludolf Nielsen har som passioneret naturelsker levet sig ind i naturens sjæl, og har søgt til de græske myter for at finde en ligesindet tankegang. I de mytologiske symbolfortællinger søger han samhørigheden mellem naturen, mennesket og musikken.

I 1 billede, Echo og Narkissos, digtes der over myten om nymfen Echo, der forelskede sig i den smukke, men hovmodige Narkissos. Han besvarede dog ikke hendes kærlighed, og Echo sygnede hen, indtil kun hendes stemme var tilbage. I slutningen af billedet lader Ludolf Nielsen to fløjter symbolisere hvordan Narkissos svares af ekkoet fra den forsmåede nymfe.

  1. billede, Pan færdes i Skoven, er den måske mest overdådige sats i suiten; et billede af den uregerlige, kåde og skælmske skovgud, der går sine egne veje.

I Ottende Sang af Ovids Forvandlinger fortælles om en dryade som dør, da hendes træ fældes. (En dryade er i græsk mytologi en nymfe, der lever i træerne, men kun så længe dens træ er i live). Det må være denne fortælling Ludolf Nielsen har haft i tankerne for suitens 3. billede, Dryadens Død. En subtil orkestersats med et soloparti for violinen, der i arabesker symboliserer dryadens sjæl, både i liv og i død.

  1. billede foregår Ved Ellemosen, dvs. en mose, der er hjemsted for elverfolket. Elverfolket er den nordiske folkemytologis pendant til de græske naturguddomme. Selv om skiftet fra antikken til Norden ser brat ud på papiret, er der altså tydeligt slægtskab, og Ludolf Nielsen har anset begge mytologier for ligeværdige referencer i sin sansning af naturen. I musikken (Allegro barocco e sostenuto) høres både de mere burleske blandt mosens beboere – trolde eller lygtemænd, måske – og de yndefulde, men farlige elverpiger.

Sidste billede i suiten, Mod Morgengry, hed i komponistens skitser oprindeligt Eos, som er navnet på den græske mytologis morgenrøde. Carl Nielsens ouverture Helios fra 1903 (Helios er den græske solgud) melder sig naturligvis i erindringen, lige som morgenrøde-musikken fra Ravels Daphnis og Chloé, men morgenrøden hos Ludolf Nielsen er dog også i denne sammenhæng sig selv – brillant og skarp, voksende sig til det mægtige og hellige. Det er endnu en originalt orkestreret sats, f.eks. er begyndelsen udsat for obo og fire bratsch soli.

Skovvandring blev uropført i Dansk Koncert-Forening 28/11 1924, under ledelse af den franske dirigent Rhené-Baton (1897-1940). De følgende par årtier fik værket relativt mange opførelser i København, men da denne cd-indspilning blev lavet havde musikken ikke været spillet siden 1950. Værket har aldrig været udgivet og det håndskrevne partitur var regnet for bortkommet, da det i 1996 dukkede op i privateje.

Skovvandring er som Babelstårnet et usædvanligt værk efter dansk målestok, gennemført i en sikker, fransk-inspireret impressionistisk stil.

Jens Cornelius, 2000

Release date: 
september 2000
Cat. No.: 
8.224157
FormatID: 
CD
CoverFormat: 
Jewel Case
Barcode: 
730099985727
Track count: 
16

Credits

Recorded at the Danish Radio on 1-3 October 1999

Recording producer: Claus Due
Sound engineer: Jørn Jacobsen

Cover picture: Pieter Breughel d.J.: The Tower of Babel (1585-95)

This CD has been recorded in cooperation with Danmarks Radio