Tilmeld dig Dacapos nyhedsbrev

Strygekvartetterne

Rued Langgaard

Strygekvartetterne

Nightingale String Quartet

Nightingale String Quartets indspilning af samtlige strygekvartetter af Rued Langgaard (1893–1952) indvarslede både ankomsten af ​​et fremragende nyt strygerensemble og gav den danske komponist-outsider tusinder af nye fans. Langgaards strygekvartetter afslører hans betagende originalitet og personlighed, der svinger mellem saftig romantik og aparte eksperimenter – afbalanceret og tilbageholdende det ene øjeblik, voldsom og følelsesmæssig oprørt det næste. Strygekvartetterne spilles med kærlighed og forståelse på disse prisvindende udgivelser, der her er samlet i en enkelt udgivelse for første gang.

OBS: CD-udgivelsen er midlertidigt udsolgt.

Køb album Stream
Download
  • mp3 (320kbps)
    119,50 kr.
    mp3
    €16.03 / $17.45 / £13.67
    Køb
  • FLAC 16bit 44.1kHz
    149,50 kr.
    CD Quality
    €20.06 / $21.83 / £17.1
    Køb
  • FLAC 24bit 96kHz
    199,50 kr.
    Studio Master
    €26.76 / $29.13 / £22.82
    Køb
© Nikolaj Lund
Kudos to these excellent musicians and to Dacapo for such a marvellous survey of this very fine music.
Dean Frey, Music for Several Instruments
Nightingale String Quartet fremfører disse fine værker upåklageligt
Kevin Filipski, The Flip Side
CD of the week
Kevin Filipski, The Flip Side
Disse optagelser er fremragende
Jonathan Woolf, MusicWeb International
Jeg havde ikke hørt cyklussen som helhed, men at opdage dets udtryk og hyppige skønhed har vist sig at være en stor kilde til glæde, især i så overbevisende fremførsler - alle sammen fremragende indspillet
Rob Cowan, Gramophone
As you continue to go through these piece you’ll continue to be amazed and, hopefully, stimulated and/or delighted by the eccentric routes that Langgaard took in the composition of these pieces. [...] But oh, what a rewarding trip this has been!
Lynn René Bayley, The Art Music Lounge
Rating: 10/10 - Indspilningerne er fremragende vellykkede
Hans Quant, Luister
Om arbejdet og indspilningen af kvartetterne

af Tim Frederiksen

Hverken i sin samtid eller senere er Rued Langgaards strygekvartetter blevet opført meget i musiklivet, selv om den anden og tredje kvartet lejlighedsvis har været på repertoiret hos danske strygekvartetter gennem tiderne både herhjemme og internationalt. Det er blevet sagt om Langgaard, at han blev født 50 år for sent, og at hans tonesprog for den tids smag ikke fulgte den karske fornyelse, som især Carl Nielsen var eksponent for. Med den lidt nedladende holdning forsvandt Langgaards værker mere eller mindre ud af det danske musiklivs bevidsthed. Med symfoniernes genfremkomst på den internationale scene er tiden også kommet for en ny generation til at opleve Langgaard i sin egen ret som komponist, i stedet for som den evindelige antipode til Nielsen.

Med de tre cd’er, der indeholder samtlige værker af Langgaard for strygekvartet, har det været vores mål at vise, hvilken markant personlighed og fremragende komponist Langgaard er, og at hans strygekvartetter er et væsentligt bidrag til dansk kammermusik.

Der er ingen tvivl om, at Langgaard i disse værker viser, at han i høj grad mestrer instrumentationen for strygekvartet, selv om ganske mange passager i de enkelte instrumenter kan være særdeles udfordrende. Med et udtryksregister, der spænder fra det sødmefuldt romantiske til det eruptivt højdramatiske, stiller hans strygekvartetter store krav så vel ensembleteknisk som kunstnerisk og klangligt til de udøvende musikeres ­fortolkning.

Som lærer og coach for Nightingale String Quartet og kunstnerisk producer på de tre cd’er har jeg sammen med kvartetten nærlæst alt tilgængeligt nodemateriale for at opnå et så autentisk resultat som muligt: Komponistens håndskrevne partiturer og hans kones afskrifter (Det Kongelige Bibliotek), tidligere trykte partiturer og enkeltstemmer. Syv af værkerne, der aldrig før har været publiceret i nodeform, er blevet produceret af Rued Langgaard Udgaven parallelt med indspilningsforløbet. Projektet har altså også resulteret i, at der er nu foreligger et gennemspillet og korrigeret nodemateriale, klar til brug.

I fortolkningen af et værk må den udøvende musiker konstant tage stilling til, om komponisten har tænkt sine buer som fraseringsbuer eller artikulationsbuer. Samtidig kan det ind imellem være nødvendigt at lave visse ændringer af buerne for at gøre det praktisk muligt at spille en krævende passage – naturligvis uden at forandre det overordnede indhold. Bortset fra strygekvartet nr. 2 og 3 har dette i de øvrige værker været en ganske omfattende proces, hvor mange muligheder er blevet afprøvet og sammenlignet. Da Langgaards ­mindre kendte strygekvartetter som nævnt har været meget lidt opført, har der ikke været en levende tradition at læne sig op ad.

Det har derfor været uudforsket land at betræde, og mange spørgsmål har skullet finde et svar – vores svar – undervejs. Den til tider mangelfulde angivelse af dynamik i partituret har givet frihed til selv at trække kontrasterne op for at vise Langgaards særlige kunstneriske format, f.eks. i den første kvartet, tredje sats, takt 25-41 og 102-118, hvor der kun i bratschstemmen er et misvisende piano i et musikalsk forløb, der udvikler sig fra en tyst begyndelse mod et meget dramatisk højdepunkt med en naturlig dynamisk stigning. Vi har også valgt at understrege det voldsomme udbrud, der pludselig afbryder den indadvendte atmosfære, ved at spillemolto furioso i højt tempo, f.eks. i samme sats, takt 57, allegro. Andre steder har der været så fremmede toner i akkorderne, at vi har måttet diskutere og endegyldigt bruge vores sunde musikalske fornuft til at afgøre, om det var nytænkning fra Langgaards side eller en skrivefejl i partituret.

Når man laver de samlede værker er det fristende at tage en vanlig kronologi. Vi har i denne udgave valgt at gøre det anderledes og sammensætte værkerne efter deres musikalske atmosfære. CD 1 har et stærkt dramatisk element (kvartet nr. 2 og 3), mens det poetiske og idylliske udtryk er fremherskende i værkerne på CD 2. I de to kvartetter på CD 3 inddrager Langgaard begge sider, og det var en fornøjelse efter så langvarigt et arbejde at kunne sammenfatte det fulde udtryksregister i Langgaards sammen­satte ­personlighed.

Som udøvende musiker vover jeg den påstand, at musik lever gennem sin fortolkning. Det er vores håb, at disse fortolkninger vil inspirere til nye ideer, og at Langgaard derigennem får en plads i dagens musikbevidsthed.

Tim Frederiksen, professor i kammermusik og bratsch, Det Kongelige Danske Musikkonservatorium

 

Rued Langgaard (1893-1952)

af Bendt Viinholt Nielsen

Rued Langgaard er en outsider i dansk musik. Hans senromantiske og symbolistiske baggrund og hans patetiske syn på kunsten og kunstnerrollen bragte ham i konflikt med det nøgterne antiromantiske kunstsyn, der blev eneherskende i Danmark i mellemkrigstiden. Langgaard veg ikke tilbage for det visionært eksperimenterende, excentriske og ekstreme, og hans musik kom ud i områder, hvor det 20. århundredes livsanskuelser, musikalske stilretninger og kvalitetsnormer brydes.

Rued Langgaard fødtes 1893 som søn af en dengang anset københavnsk klaverpædagog, Siegfried Langgaard, der også var virksom som komponist og i øvrigt var stærkt optaget af musikfilosofiske grublerier ud fra en teosofisk overbevisning. Moderen var også pianist, og Rued Langgaard fik sin musikalske grunduddannelse hos forældrene. Som 11-årig debuterede han i 1905 som orgel­improvisator i København, og da han var 14, opførtes hans første større orkester- og korværk. Men den unge komponist kom dårligt fra start, for anmelderne vendte tommel­fingeren nedad, og faktisk lykkedes det ­aldrig for Langgaard at blive rigtig accepteret, hverken af pressen eller af de toneangivende musikautoriteter i Danmark.

Da Rued Langgaard i 1911 havde fuldført sin timelange første symfoni, viste det sig således umuligt at få værket opført i Danmark. I flere omgange havde Langgaard været på studieophold i Berlin, fulgt af sine forældre, og Langgaard-familiens kontakter med dirigenter som Arthur Nikisch og Max Fiedler førte til, at symfonien i 1913 blev uropført i Berlin af Berliner Filharmonikerne under Max Fiedlers ledelse. Den overstrømmende succes, der ved denne lejlighed blev den 19-årige komponist til del, førte dog ikke til, at symfonien blev opført i Danmark, og verdenskrigens udbrud i 1914 gjorde det umuligt for Langgaard at følge succesen op på tysk grund.

Det danske musiklivs skepsis over for Langgaard medførte, at han havde vanskeligt ved at få sine kompositioner opført og selv måtte foranstalte koncerter for at kunne præsentere sin musik. Den ekspansive kunstneriske udvikling, han gennemløb efter 1916, gik således hen over hovedet på såvel kritikere som publikum herhjemme. Væsentlige og eksperimenterende værker som Sinfonia interna (1915-16), Sfærernes musik (1916-18), Symfoni nr. 6 (1919-20) og operaen Antikrist (1921-23) blev enten ikke opført i Danmark eller ikke ­forstået.

Rued Langgaard var her i landet ene om at stræbe mod et visionært musikalsk udtryk i forlængelse af den romantiske tradition og på et symbolistisk grundlag, som man f.eks. finder det hos Skrjabin. Tendensen gik i Danmark i retning af et opgør med hele den sen­roman­tiske ånd, og Langgaard måtte til Tyskland, for – i begyndelsen af 1920’erne – at opleve succesrige opførelser af sine symfonier. Der var dog ikke tale om nogen udbredt ­eller generel interesse for Langgaard sydpå, og det ebbede hurtigt ud med opførelser.

Årene omkring 1924-25 betegner et stort vendepunkt i Langgaards liv og musik. Efter i en række år at have været åben og lydhør over for strømninger i den nyeste musik – ikke mindst i Carl Nielsens progressive værker – ændrede Langgaard kurs og slog ind på en romantisk og pasticheagtig stil med Niels W. Gade og Wagner som forbilleder. Han gav udtryk for, at han følte sig forrådt af tiden og af det etablerede musikliv, og han langede ud efter Carl Nielsen, som efter hans mening havde en alt for guruagtig status. Resultatet blev, at Langgaard for alvor blev lagt på is. Efter 1930 fandt koncertopførelser af hans værker kun undtagelsesvis sted (han havde til gengæld en hel del radioopførelser, især i 1940’erne). Et job som kirkeorganist kunne han ikke få, selvom han søgte et utal af stillinger rundt om i landet. Det lykkedes ham først i 1940, som 47-årig, at få et organistembede ved domkirken i Ribe. I Ribe gik Langgaards musik ind i en ny fase, hvor det trodsige, forrevne og absurde bliver mere fremtrædende.

Efter Langgaards død i 1952 blev der stille omkring hans navn, men i 1960’erne bragte den fornyede interesse for ‘oversete’ senromantikere Langgaard frem i lyset: Man opdagede, at selvom Langgaard grundlæggende var en konservativ komponist, var der træk i hans musik, som på en mærkelig måde pegede frem mod 1960’ernes og 70’ernes tilstands­musik, collagemusik og minimalisme.

I dag foreligger utallige af hans 431 kompositioner indspillet. Hans produktion og liv er beskrevet i bogform, og hans værker, der for størstedelens vedkommende forblev utrykte, er for tiden under udgivelse.
 

Rued Langgaards strygekvartetter

Rued Langgaards bidrag til strygekvartetgenren blev i hovedsagen til inden for et tidsrum på kun 11 år, fra 1914 til 1925. I denne periode komponerede han otte kvartetter, hvoraf de fire blev skabt i løbet af kun 12 måneder (1918-19). Værkerne blev altså til i komponistens produktive og uhyre ekspansive ungdomsår, hvor han også skabte hovedværker som symfoni nr. 4 og 6, Sfærernes Musik og operaen Antikrist. I den følgende fase fra 1925 til 1940, hvor han næsten gik i stå med at komponere, tog han flere af de otte kvartetværker op til revision og bearbejdelse, således at nye versioner så dagens lys. Helt nye bidrag til genren kom der dog ikke fra Langgaards hånd, bortset fra to små satser, der blev til omkring 1950, dels et lille stykke, som i dag er forsvundet, skrevet til minde om komponisten Niels W. Gade, og dels en ultrakort Italiensk Scherzo.

Værkfortegnelsen opregner 10 kendte, selvstændige kompositioner af Lang­gaard for strygekvartet. Komponistens typiske arbejdsform, som er karakteriseret ved ‘genbrug’ og gentagne revisioner, har medført, at hele satser og visse temaer går igen i forskellige værker. Yderligere forvirring skaber den nummerering af strygekvartetterne, som blev gennemført af Langgaard i 1930’erne, og som ikke medtager alle værkerne og heller ikke korresponderer med tilblivelsesrækkefølgen. Følgende liste giver et kronologisk overblik:

Strygekvartet nr. 1 (BVN 68)

E-dur, 4 satser. Komponeret 1914-15, delvis kasseret, men revideret og rekonstrueret i 1936.

Sats 4 inddraget i omarbejdet form som sats 4 i strygekvartet nr. 5.

Variationer over “Mig hjertelig nu længes” (BVN 71)

E-dur. Introduktion og syv variationer. Komponeret 1914-15, revideret og forsynet med ny introduktion 1931/1940.


Strygekvartet nr. 2 (BVN 145)

d-mol, 4 satser. Komponeret 1918, revideret 1931.

Rosengaardsspil (BVN 153)

E-dur, 4 satser. Komponeret 1918. Sats 1 og 4 genanvendt i revideret form som sats 1 og 3 i strygekvartet nr. 4.


Strygekvartet (As-dur) (BVN 155)

As-dur, 4 satser. Komponeret 1918.


Strygekvartet nr. 6 (BVN 160)

D-mol, én sats. Komponeret 1918-19.


Strygekvartet nr. 3 (BVN 183)

3 satser. Komponeret 1924.


Strygekvartet nr. 5 (BVN 189)

F-dur, 4 satser. Komponeret 1925, revideret 1926-38. Sats 4 er en omarbejdet version af strygekvartet nr. 1, sats 4.


Strygekvartet nr. 4 “Sommerdage” (BVN 215)

F-dur, 3 satser. Komponeret 1931 (på basis af materiale fra 1914-18). Sats 1 og 3 er reviderede versioner af sats 1 og 4 af Rosengaardsspil; sats 2 er baseret på strygekvartet nr. 1, sats 2.


Strygekvartetsats “Italiensk Scherzo” (BVN 408)

F-dur. Komponeret 1950.


Rued Langgaard skrev ikke sine strygekvartetværker til bestemte ensembler – med undtagelse af nr. 3, som blev komponeret til en af de bedste kammerensembler i 1920’ernes Danmark, Breuning-Bache-Kvartetten. Strygekvartet nr. 3 er også det eneste af de 10 værker, der blev udgivet i komponistens levetid, i 1931. De øvrige er først blevet publiceret efter 1993, de sidste seks så sent som i forbindelse med nærværende indspilningsprojekt og i regi af Rued Langgaard Udgaven. Tre af værkerne på listen blev ikke opført i ­Langgaards tid, og alt i alt blev det kun til 10 koncertopførelser af de øvrige kvartetter i hans levetid. Kvartet nr. 3 blev opført fire gange, den sidste gang af Gerhard Rafn-Kvartetten under festivalen Nordiske Musikdage i Oslo i 1934. Desuden var der i 1930’erne og 40’erne sporadiske radioopførelser af nr. 2, 3 og 5. Herefter ebber interessen for Langgaards strygekvarteter ud. I 1972 udgives den første indspilning af en af kvartetterne, nr. 3, med Københavns Strygekvartet, og en milepæl nås i 1984, hvor Kontra-Kvartetten indspiller seks af værkerne og gør Langgaards strygekvartetter kendte gennem utallige opførelser i ind- og udland.

Det bemærkelsesværdige ved Langgaards musik for strygekvartet er det store stilmæssige spektrum, værkerne samlet set dækker. De blev til i brydningstiden mellem senroman­tik og modernisme, og det er for så vidt et tidstypisk træk, at Langgaard i tone­sproget snart kaster sig ud i retro-retningen, snart i avantgarde-retningen, men uden at fravige de klassiske, formmæssige normer. I Langgaards kvartetter finder vi således både klassicistiske, romantiske, neoklassiske, ekspressionistiske og modernistiske træk – kort sagt spænder musikkens tonesprog over hele skalaen fra Mozart til Bartók. Den neoklassiske tendens, som ikke kendes tilsvarende fra Langgaards symfonier, slår igennem i satsen “Mozart” (af Rosengaardsspil), og præger helt igennem strygekvartet i As-dur, der næsten er en wienerklassisk pastiche. På den anden yderfløj finder vi stryge­kvartet nr. 3, som med et aggressivt ekspressionistisk tonesprog repræsenterer den vildeste avantgarde i dansk musik anno 1924. Et særtræk ved kvartetterne, i modsætning til Langgaards symfoniske musik, er, at man blandt de i alt 29 satser finder både deciderede (og humoristiske) scherzosatser og nogle af de vægtigste langsomme satser, Langgaard skrev.

Flere af værkerne har en ganske særlig inspirationsmæssig baggrund. I 1913 var den 20-årige Langgaard på ferie i Sverige, i den lille kurby Kyrkhult i Blekinge, hvor han (sammen med sine forældre), var indlogeret i en ejendom, som kaldtes “Rosengården”. Opholdet her fik livslang betydning for Langgaard, først og fremmest, må vi tro, fordi han var blevet forelsket i en pige ved navn Dora (med al sandsynlighed den to år ældre Dora From). På Rosengården skrev Langgaard nogle kærlighedssange til tekster af Goethe, og disse sange og stemningsbilleder fra denne sommer danner fem år senere inspirationsgrundlag for hele tre strygevartetter. Disse nostalgiske værker fik i første omgang alle tre titlen Rosengaardsspil, men skiftede senere titel (den ene kvartet er dog udgivet i sin oprindelige form under titlen Rosengaardsspil, mens samme værk i i omarbejdet skikkelse betegnes strygekvartet nr. 4; de to andre er strygekvartet i As-dur og strygekvartet nr. 6). Også kvartet nr. 1 er relateret til Rosengården og blev en overgang kaldt Rosengaardsspil. Scherzosatsen er baseret på Goethesangen Gleich und gleich, der handler om den lille blomt og den lille bi! Motiver fra denne sang går igen i Rosengaardsspil (1. sats) og strygekvartet nr. 4 (1. og 2. sats). Et andet ledemotiv med reference til Rosengården optræder i begyndelsen af strygekvartet nr. 1’s finale og genfindes i såvel Rosengaardsspil som i strygekvartet nr. 4. Fem af kvarteterne indgår altså i et kompleks af værker med sommeren 1913 som fælles inspirationskilde. Og som man kan forstå, er det ikke nogen tilfældighed, at strygekvartet nr. 6 citerer den svenske folkevise “Och hör du unga Dora vill du gifta dig i år”.


Strygekvartet nr. 2

Værket blev til i januar-februar 1918 og uropført ved en koncert, Langgaard selv arrangerede på konservatoriet i København i 1919. Det karske og aggressive i tonesproget var ikke noget for musikkritikerne, men værket må have gjort indtryk i det progressive musikmiljø, for kvartetten blev genopført i 1922 i Unge Tonekunstneres Selskab, den forening der varetog den ny musiks interesser. I 1931 reviderede Langgaard værket, dog kun i beskedent omfang, og i denne form blev det opført i radioen i 1938 af Gerhard Rafn-Kvartetten. Den oprindelige titel var Komposition for fire Strygeinstrumenter, og heri antydes værkets kontante og ‘moderne’ holdning. Første sats veksler mellem “fyrige” passager (allegro focoso), og afsnit af kontemplativ karakter. Slutningen beherskes af det dissonerende tritonus­interval es-a, som hele værket også afsluttes med. Anden sats er ‘futuristisk maskinmusik’, et tog passerer forbi for fuld damp og togskinnerne hviner. Denne ‘realistiske’ skildring af et lokomotiv er komponeret fem år før Honeggers berømte orkesterværk Pacific 231. Tredje sats var oprindelig betitlet Landskab med Spillemand, som titlen på et maleri. Der panoreres hen over et landskab, og undervejs passerer vi en spillemand, som leverer en fiero alla zingaresa-solo, hvorefter landskabet atter kommer i fokus. Finalen har en sammensat karakter, men bindes sammen af et gentaget, energisk alla marcia risoluto-afsnit. Titlen ­Vandring skal måske opfattes helt bogstaveligt som en spadseretur, hvor ‘marchen’ afbrydes af vekslende vuer, som karakteriseres bl.a. gennem romantiske og misteriøse klange.


Strygekvartet nr. 3

Den københavnsbaserede Breuning-Bache-Kvartet planlagde i 1924 en koncert med musik af unge danske komponister og henvendte sig i den forbindelse til Langgaard for at høre om han havde et passende værk ‘på lager’. Henvendelsen inspirerede ham til at levere en helt ny kvartet, som blev komponeret og renskrevet i løbet af én uge og uropført samme måned (september 1924). Igen var musikkritikerne fuldstændig uforstående, mens der blandt Langgaards kolleger kunne spores en vis interesse, som førte til at kvartetten blev trykt i 1931. Richard Hoves anmeldelse af udgivelsen i Dansk Musik Tidsskrift blev en af de mest positive værkomtaler, Langgaard nogensinde fik. Hove taler om “den guddommelige gnist”, om “eruptioner af et eventyrligt temperament” og om værkets “­store, indre slagkraft”. Værket udfolder det mest rabiat eksperimenterende tonesprog, man finder i dansk musik før Carl Nielsens 6. symfoni (1925). Ligesom Nielsen (i 6. ­Symfoni) ironiserer Langgaard her over den moderne musik, men leverer jo samtidig et gedigent forsvar for den. Langgaards karakterbetegnelser, f. eks. rapinoso (rovbegærligt), artifizioso (underfundigt) og schernevole (spodsk), antyder hans holdning til det dissonerende og agressive i tonesproget. Kontrasten hertil er den koral, som indleder sidste sats, og som midt i satsen forsøger at gøre sig gældende i den moderne musiks malstrøm – og til sidst går af med sejren. Melodien er skrevet til B.S. Ingemanns salme “Den store mester kommer”, og som firestemmig sats er den for få år siden optaget i den danske folkekirkes officielle koralbog.


Strygekvartet nr. 6

Den énsatsede kvartet blev komponeret i løbet af tre dage omkring årsskiftet 1918/19 og uropført mindre end to måneder senere ved en koncert, Langgaard selv arrangerede på konservatoriet i København. I programmet betegnes værket Rosengaardsspil (over en svensk Folkevise), og kompositionen er tydeligvis inspireret af sommeropholdet på Rosengården i Sverige i 1913. Det virker som et stykke programmusik, der i en fri form skildrer selvoplevede episoder og stemninger. Idylliske og vemodige passager veksler med scherzoprægede indslag i satsens første del i hvilket to recititaviske soloafsnit, først i bratsch og senere i violin, citerer en svensk folkevise om ulykkelig kærlighed, “Allt under himmelens fäste”. Et ekspressivt afsnit leder over i en festlig vals i svensk spillemandsstil ( burlesco rustico), og herefter følger værkets afsluttende del, der er baseret på den svenske folkevise “Och hör du unga Dora vill du gifta dig i år”, også denne vise er om ugengældt kærlighed. Efter uropførelsen blev værket lagt til side af Langgaard, men fundet frem igen i 1940’erne og forsynet med betegnelsen strygekvartet nr. 6 i én sats (numrene 1-5 var allerede optaget). Andenopførelsen fandt først sted i Danmarks Radio i 1980.


Variationer over “Mig hjertelig nu længes”

Kompositionen bærer undertitlen Kammermusik for to violiner, bratsch og cello. Melodien, som i dag er bedre kendt under titlen “Befal du dine veje”, er komponeret af Hans Leo Hassler (1564-1612), men benyttes i en senere, traditionel koralform. Kvartetten blev komponeret i juli 1914, men først renskrevet sommeren 1915. Den blev lagt på hylden, men genoplivet af Langgaard i 1940. Den oprindelige introduktion, som åbenbart var bortkommet, blev nu erstattet af en ny indledning i form af en bearbejdelse af et orgelpræludium til “Mig hjertelig nu længes”, som Langgaard havde skrevet til brug for en begravelse i 1931. Salmemelodien høres i hele sin udstrækning kun i variation I (i cellostemmen), mens slutningen dukker op igen i variation VII (i førsteviolinstemmen). Variationerne er et at komponistens mest rendyrket klassiscistiske værker, som giver mindelser om Beethovens sene kvartetter. Kompositionen blev uropført i 1967.


Rosengårds-kvartetterne

I 1913 tilbragte den 20-årige Langgaard sommeren i den lille kurby Kyrkhult i Blekinge i Sverige, hvor han var indlogeret sammen med sine forældre i et hus ved navn “Rosengården”. De to måneders ophold her fik livslang betydning for komponisten, først og fremmest, må vi tro, fordi han mødte og blev forelsket i en pige, en vis Dora. Den unge Langgaard blev med ét følelsesmæssigt vakt, og i de følgende år fremkom en mængde sange, klaver- og kammermusikværker, som gennem tekster, titler og musikalsk substans refererer til de minderige dage på Rosengården. Det gælder ikke mindst de fire stryge­kvartetter, som alle blev kaldt Rosengaardsspil. Senere fik tre af dem andre titler. Den første af disse fire “rosengårdskvartetter” er den nuværende strygekvartet nr. 1 (1914-15; indspillet på vol. 3), dernæst følger Rosengaardsspil (1918), strygekvartet (As-dur) (1918) samt kvartet nr. 6 (1918-19; findes på vol. 1). Slutafsnittet i sidstnævnte værk er baseret på den svenske folkevise “Och hör du unge Dora, vill du gifte dig i år?”, en vise om ugengældt kærlighed. På nærværende cd gælder det Rosengaardsspil og As-dur kvartetten samt den i 1931 tilkomne strygekvartet nr. 4, som bygger på materiale fra Rosengaardsspil og kvartet nr. 1. Når kvartet nr. 4 tælles med, omfatter det kompleks af strygekvartetter, som har relation til rosengårdssommeren 1913, altså ikke mindre end fem værker.

På Rosengården komponerede Langgaard bl.a. tre kærlighedssange til tekster af ­Goethe, og straks efter hjemkomsten til København føjede han en fjerde sang til samlingen Lieder von Goethe (BVN 60). Den nye sang med titlen Vergeblich (forgæves) handler om to unge, der bestandig er i hinandens tanker, men – forgæves. Et motiv fra sangen optræder som “erindringsmotiv” i utallige af Langgaards værker herunder tre af strygekvartetterne. I de samme tre værker er der også citater fra en anden af Goethesangene, Gleich und Gleich – om en blomst og en bi, der jo er skabt for hinanden! Sangens begyndelse benyttes som tema i scherzosatserne i både strygekvartet nr. 1 og 4.


Rosengaardsspil

Hvad der egentlig gik for sig i Sverige i 1913 ved vi intet om, men den musik, Langgaard fem år senere skriver i erindringens lys, er præget af store kontraster med eftertænksomhed og vemod på den ene side og ungdommelig optimisme på den anden. De sammensatte følelser og stemninger kommer i særlig grad til udtryk i kvartetten Rosengaardsspil, som blev til juni-august 1918 under Langgaards ophold denne sommer i fiskerbyen Kerteminde på Fyn. De fire satser Interiör, “Mozart”, Draabefald og Rococo antyder, at musikken på programmatisk vis skildrer ganske bestemte situationer eller stemninger med tilknytning til Rosengården. Første sats har et hovedtema og et sidetema, men i øvrigt et improvisationspræget forløb, hvori der indflettes citater fra de to føromtalte sange til tekster af Goethe. Det springende treklangsmotiv fra Gleich und Gleich høres i cellostemmen ved 2:37, 2:59 og 7:06, mens det lille drejemotiv (fire toner) fra Vergeblich kommer ved 6:18, først i cello, derefter i violin I. I anden sats bliver der spillet Mozart. Når Langgaard kalder satsen “Mozart”, er citationstegnene i titlen naturligvis en pointe i relation til denne, let parodiske Mozart-pastiche. Den langsomme sats i cis-mol, Draabefald, viser komponisten i et melankolsk humør, man sjældent ser fastholdt gennem en hel sats. Titlen er kryptisk, men hentyder vel til en tåre, der fældes. Det minimalistiske motivmateriale består af et tema i folketone (cello) og et ‘smerteligt’ motiv (betegnet espressivo dolente), der går fra stemme til stemme i vekslende transponeringer. I finalen Rococo – eller på nudansk Rokoko – vender humøret tilbage, om end der også er plads til et æterisk koraltema, inden satsen rundes af med en koda med utvetydig reference til 1700-tallets musik. Kompositionen blev kun opført én gang i Langgaards tid (1919); opførelse nr. 2 fandt sted i 2002.


Strygekvartet (As-dur)

Den neoklassiske linje videreføres endnu mere konsekvent i denne kvartet, som blev komponeret samtidig med Rosengaardsspil – og fik samme titel. Værket blev ikke opført i Langgaards tid og kom ikke med i den nummererede serie af kvartetter. Den nugældende titel stammer fra 1940’erne, og uropførelsen fandt sted så sent som i 1993. Værket eksemplificerer, at musikalsk stil for Langgaard er et kompositorisk virkemiddel på linje med form, tonalitet og tematik. Musikhistorien tilbyder et væld af stemninger og referencer, som komponisten frit kan vælge iblandt og udnytte til sine egne kunstneriske formål. Rosengårdssommeren stod åbenbart i rokokoens og wienerklassikkens tegn. Men samtidig var interessen for den klassiske epoke en del af tidsånden, og det er rimeligt at se Langgaards As-dur-kvartet som en parallel til Prokofievs Sinfonie classique, uropført blot få måneder før Langgaard skrev sit værk. Langgaard holder sig stringent til det wienerklassiske udtryk med mindelser om Beethoven i de to første satser. Tredje sats (c-mol) med betegnelsen Lento dolente har et tilbagevendende sørgemarch-tema, som spilles pizzicato, og to vægtige, kontrasterende afsnit. Sidste gang, pizzicatotemaet præsenteres, er det i es-mol. Det går i stå, inden det er færdigt, og sekvenserer helt ned i kulkælderen (hvor det ender i satsens toneart, c-mol). Finalen Allegro agitato har et tilsvarende originalt langgaardsk fingeraftryk, som fjerner kvartetten fra den rene stilefterligning. I midterdelen af den energiske sats åbner der sig et rum, hvor tiden er sat i stå, og skønheden fastholdes i kontemplativ indadskuen.


Strygekvartet nr. 4 ”Sommerdage”

Omkring 1930 befandt de fire rosengårdskvartetter fra 1914-18 sig på bunden af Langgaards nodestabler. Han havde endog kasseret de to sidste satser af kvartet nr. 1.

I foråret 1931 fandt han imidlertid to af de gamle værker frem og skabte på grundlag af dem en ny kvartet i tre satser. Ydersatserne fra Rosengaardsspil blev genbrugt som sats 1 og 3, og som sats 2 indsatte Langgaard en kort, omkomponeret version af scherzoen fra strygekvartet nr. 1. Det hele nu præsenteret i hovedtonearten F-dur, Langgaards ‘lyse’ tone­art (han skrev hele otte symfonier i F-dur!). Førstesatsen er stort set identisk med 1. sats af Rosengaardsspil, mens finalen er betydeligt udvidet i forhold til 4. sats af Rosengaardsspil. Ud over en ny indledning og en ny koda har Langgaard indskudt et ‘sidetema’, som er klippet ud af 1. sats af strygekvartet nr. 1. Resultatet blev, at kvartet nr. 4, i modsætning til Rosengaardsspil, fremstår homogen og ‘senromantisk’ i udtrykket. Vi kan forstå det sådan, at erindringerne fra Rosengården med årene er kommet til at stå i et andet lys. Dels er det påfaldende, at de tre satser alle betegnes scherzoso, dels at de to ­motiver fra Lieder von Goethe har fået en mere fremtrædende plads. Anden sats er baseret på Gleich und Gleich og det elegiske motiv fra Vergeblich høres nu også i sats 2 og 3: i scherzoen ved 1:03 og 2:20, i de første takter af sats 3 og i kodaen ved 8:48. Ved uropførelsen 1933 (den eneste opførelse i Langgaards tid) blev kvartetten kaldt “Lacrimetta” – dvs. lille tåre. Langgaard valgte i sidste ende, så sent som omkring 1950, titlen “Sommerdage”.


Strygekvartet nr. 1

Kvartetten er Rued Langgaards første, større kammermusikværk. Den blev påbegyndt i maj 1914 og afsluttet den 15. januar 1915 af den dengang blot 21-årige komponist. Værket er indtil i dag kun blevet opført én gang, den 30. november 1916. Musikerne var medlemmer af Det Kongelige Kapel, og primarius var Axel Gade, Rued Langgaards onkel. Da der ikke var tale om en egentlig offentlig koncert, fremkom der ingen anmeldelser. Kvartettens oprindelige betegnelse var Strygekvartet i E-dur, men omkring 1918 blev den omdøbt til Rosengaardsspil i lighed med flere andre strygekvartetter, som Langgaard komponerede på dette tidspunkt.

I 1927 kasserede Langgaard sats 3 og 4 i et anfald af mismod, og da han i 1930rnes begyndelse gennemgik og nummererede sine strygekvartetter, var hans første kvartet ikke inde i billedet. Han fandt den åbenbart ‘udtjent’ i og med, at han havde genanvendt sidste sats i forkortet form som finale på strygekvartet nr. 5 (1925), mens sidetemaafsnittet fra 1. sats og temaet fra 2. sats blev benyttet i strygekvartet nr. 4 (1931). Få år senere fandt han imidlertid de to første satser af den gamle kvartet frem og reviderede dem. Samtidig fortrød han, at han havde smidt de to sidste satser ud, og i 1936 nedskrev han dem igen “efter hukommelsen”. På den måde blev Langgaards første kvartet genskabt under betegnelsen strygekvartet nr. 1. Revisionen af de to første satser omfatter mange detaljer, men satsernes oprindelige form er bevaret. I begge satser findes personlige referencer til rosengårdssommeren 1913 i form af citater fra de ovennævnte Goethe-sange. I sats 1 citeres det lille ‘erindringsmotiv’ fra Vergeblich således i passagen 3:08-3:30. De samme takter kan for øvrigt høres i Langgaards 16. symfoni, sats 4 (1951). Scherzosatsen (sats 2) er baseret på sangen Gleich und Gleich, men erindringsmotivet dukker også op i denne sats (fx ved 1:33). Den langsomme Grave-sats, der som nævnt – ligesom sats 4 – er en rekonstruktion fra 1936, er en af Langgaards egensindigt originale kreationer. En statisk, i realiteten temaløs, musik afbrydes af ‘hidsige’ udbrud, der kommer som lyn fra en klar himmel. De kan opfattes som destruktive kommentarer til den omgivende musik. I finalen (hvis indledende Sostenuto genfindes i strygekvartet nr. 4, sidste sats), er hovedtemaet en hymnepræget melodi, som kunne være et citat fra en romantisk, dansk salmemelodi.


Strygekvartet nr. 5

Kvartetten er den senest konciperede at alle Langgaards strygekvartetter. Værkets første version er fra 1925, men især sats 1 og 3 blev betydeligt revideret 1926-28 og i en senere fase frem til 1938. En version af kvartetten blev opført i 1929 under titlen “Fjerne Melodier”, og den blev ganske pænt modtaget af pressen. Man fremhævede kompositionens naturlige melodiøsitet, det forholdsvis kontrastløse forløb og det “smukt og friskt musicerende” i værket. Kvartettens endelige version blev opført i Danmarks Radio i 1942 med titlen “Glemsels-Stemninger”, en titel, Langgaard senere gik bort fra.

Værket blev til, efter at Langgaard i 1925 havde vendt ryggen til “den moderne musiks rædsler” og sat sig for at skabe ukomplicerede værker baseret på klassiske og romantiske idealer. Tonesproget er anakronistisk à la anno 1850. Det har utvivlsomt været Langgaards intention af føre lytteren ind i et uforstyrret romantisk-nostalgisk stemningsrum. Tone­arten er da også den idylliske, “landlige” toneart F-dur.


Strygekvartetsats “Italiensk Scherzo”

I trediverne og fyrrene nedskrev Langgaard fra tid til anden små temaudkast for stryge­kvartet, uden at det blev til mere end det. I 1948 skabte han så et lille stykke, som desværre er forsvundet, og som bar titlen I Holmens Kirkes Kapel (Suk ved Gades Grav). Til gengæld er Langgaards allersidste bidrag til strygekvartetgenren bevaret, nemlig den her indspillede sats med betegnelsen “Italiensk Scherzo”. Den blev til i Ribe den 21. oktober 1950 mellem kl. 7 og 7.30 om morgenen. På skitsen skrev den desillusionerede komponist: “Gider ikke komponere de øvrige Dele maaske til ingen Nytte!”
 

© Bendt Viinholt Nielsen

Release date: 
november 2019
Cat. No.: 
6.200004
FormatID: 
SACD
CoverFormat: 
Box
Barcode: 
747313300464
Track count: 
36

Credits

Recorded at the Concert Hall of the Royal Danish Academy of Music: on 10-12 December 2010, 16-18 June and 19-21 August 2011 (Vol. 1); on 18-21 August 2012 (BVN 215), 16-17 November and 20-21 December 2012 (BVN 153) and 7-10 January 2013 (BVN 155) (Vol. 2); on 19-24 August 2013 (No. 1), 3-6 September 2013 (No. 5) and 10 January 2013 (Italian Scherzo) (Vol. 3)

Recording Producers: Tim Frederiksen and Simon Brinkmann
Sound Engineer: Simon Brinkmann, www.simonbrinkmann.dk
SACD Mastering: Preben Iwan and Mikkel Nymand, www.timbremusic.dk

Previously released on 6.220575, 6.220576 and 6.220577

℗ 2012-2014, © 2019 Dacapo Records, Copenhagen

Liner notes: Bendt Viinholt Nielsen
English translation: James Manley
Proofreader: Svend Ravnkilde

Artwork: Denise Burt. Flower image courtesy of the Library of Congress LC-DIG matpc-10209,
LC-DIG matpc-10205

Publisher: The Rued Langgaard Edition, www.langgaard.dk/rlu

Dacapo Records acknowledge, with gratitude, the financial support of Langgaard-Fonden and Solistforeningen af 1921. We also wish to thank Tube-Tech for providing preamps for the recording

This series was recorded and released in cooperation with the Royal Danish Academy of Music, ­Copenhagen

randomness