Tilmeld dig Dacapos nyhedsbrev

Kammermusik

Emil Hartmann

Kammermusik

Elisabeth Zeuthen Schneider, Nicolas Dupont, Tony Nys, Justus Grimm, Daniel Blumenthal

Som søn af en af de helt store skikkelser i dansk musikliv, komponisten og organisten J.P.E. Hartmann, havde Emil Hartmann en tung arv at løfte. I Danmark havde han svært ved at befri sig af sin fars skygge, men i Tyskland var tingene lettere. Elisabeth Zeuthen Schneider og venner dykker her ned i Hartmanns kammermusikalske hovedværker, og giver os fine eksempler på hans romantiske flair, når de får hans melodilinjer til at synge smukt og virtuose passager til at danse, samtidig med at de finder øjeblikke fulde af intimitet og snilde.

Køb album
CD
  • CD
    Jewel Case
    111,60 kr.
Download
  • mp3 (320kbps)
    mp3
    55,20 kr.
  • FLAC 16bit 44.1kHz
    CD Quality
    63,20 kr.
  • FLAC 24bit 96kHz
    Studio Master
    84,00 kr.
© Elisabeth Zeuthen Schneider
VÆLG FORETRUKKET FORMAT TIL DOWNLOAD AF ENKELTE TRACKS.
Piano Quintet in G Minor, op. 5
1 I. Poco Andante - Allegro 12:21 16,00 kr.
2 II. Romanza - Andantino con moto 5:20 12,00 kr.
3 III. Scherzo - Allegretto vivo, sempre molto leggiero 3:09 8,00 kr.
4 IV. Finale - Allegro molto 6:21 12,00 kr.
String Quartet in A Minor, op. 14
5 I. Allegro 6:27 12,00 kr.
6 II. Andante cantabile 4:08 8,00 kr.
7 III. Menuet 2:55 8,00 kr.
8 IV. Finale 5:01 12,00 kr.
String Quartet in C Minor, op. 37
9 I. Moderato 8:04 12,00 kr.
10 II. Andante 3:51 8,00 kr.
11 III. Minuetto 2:47 8,00 kr.
12 IV. Rondo 5:54 12,00 kr.
Andante and Allegro for Violin and Piano, op. 12
13 I. – 9:57 12,00 kr.
Flaskepost fra 1800-tallet

af Elisabeth Zeuthen Schneider

En musikers liv er travlt. Elementer indsamles undervejs og gemmes som indtryk. Disse kan være intellektuelle, inderlige, følelsesladede eller pragmatiske, og de kan fæste sig i hukommelsen. ­Under arbejdet med at redigere, opføre og indspille Emil Hartmanns kammermusik dukkede minder op fra mine unge dage i orkestergraven i Det Kgl. Kapel på det Kongelige Teaters skønne Gamle Scene på Kongens Nytorv. På repertoiret var Bournonvilles balletter, skabt af kunstnere fra Københavns guldaldermiljø. August Bournonville var den feterede balletmester fra den æra. Balletterne, som blev skabt, fangede en dansk/nordisk romantisk tidsånd, hvor eventyr og folketone smeltede sammen. De rummede en hel del hygge og idealer om den kærlige kernefamilie.

Fra min plads i orkestergraven strakte jeg hals for at følge dirigenten og mine musiker­kolleger, men også for at se danserne på scenen, hvor stilen udover virtuositet også rummede karakterdans og ansigtsmimik. En stil, som har gjort Den Kgl. Danske ballet berømt over hele verden for korpsets ”Bournonville-stil”. Emil Hartmanns musik fremtryller hos mig minder om dansernes trin, de hvirvlende farver og lugten af harpiks, som var sprøjtet på scenen, for at ­danserne ikke skulle glide. Samt den inderlige, enkle romantik, man møder i den tids musik.

Emil Hartmann var følelsesladet, varmhjertet, talentfuld og ambitiøs. Han var også frustreret over begrænsningerne i det borgerlige miljø, hvor han ofte overskyggedes af sin højt respekterede far J.P.E. Hartmann og sin feterede og populære svoger, Niels W. Gade.

Emil Hartmann var også et sart gemyt, som måtte tilbringe længere perioder på det psykia­triske hospital Oringe ved Vordingborg på grund af nervesvækkelse. Disse ophold medførte afbræk i hans karriere, en karriere som ellers tegnede lovende.

Der findes et citat fra H.C. Andersens dagbøger: H.C. Andersen beklager sig over sin overbo i lejlighederne i Nyhavn. Overboen Emil Hartmann traver frem og tilbage, hamrer i klaveret, synger højlydt og åbner og lukker vinduer. Samme rastløse og ungdommelige energi præger Emil Hartmanns musik. Musikken er dog også – som det meste af musikken fra den tid – præget af ­inspirationen fra Felix Mendelssohn og Robert Schumann. Hos Emil Hartmann bliver denne stærke tyske indflydelse belyst af Hartmanns egen ægthed og inderlighed. Dette kommer ­specielt til udtryk i hans to tidlige værker: Klaverkvintetten op. 5 og Strygekvartetten op. 14.

Hyggen og inderligheden høres i de langsomme satser, fædrelandskærlig patos (i nogle sammenhængende sektioner findes melodier, der ligner vores nationalsang), trolde danser over gravhøje fra bronzealderen, elverfolket håner beskuerne bag træer som hos Mendelssohn, og bønder stamper rundt i stalden som til høstdans.

Da min generøse kollega, pianisten Nina Gade, introducerede mig til familien Waelbroeck, Emil Hartmanns oldebørn i Gent, Belgien, var det som at træde ind i den danske guldalder. Jeg blev mindet om tidligere tiders kærlige familieidealer, og æstetik fra andre tider. En af Emil Hartmanns sønner, Johannes Hartmann, opbyggede et ekstraordinært moderne og visionært blomstergartneri i Gent, et foretagende, som blev kendt i store dele af Europa. Billederne på væggene, møblementet og andre kunstgenstande i hjemmet er på højde med de fineste guld­alder­samlinger i Danmark. Den kunstneriske tradition som komponister, musikere og kunst­malerier i Hartmann-familien føres videre i familien Waelbroeck. Jeg håber, at musikken på denne udgivelse vil bringe glæde, som en nydelsesrig flaskepost fra fortiden. Det har været en stor glæde at indspille denne musik med nære kolleger fra Thy Kammermusik Festival og producer Viggo ­Mangor.

Elisabeth Zeuthen Schneider, 2019

 

Et sjældent talent

af Claus Røllum-Larsen

Wilhelm Emilius Zinn Hartmann var født ind i musikken, idet hans familie i flere generationer havde talt musikere og komponister. At være ældste søn af organisten og komponisten J.P.E. Hart­mann ­– den betydeligste danske komponist i generationen efter Weyse og Kuhlau – må tillige have virket stærkt stimulerende på et ungt menneske, der fra sin tidlige ungdom vidste, at musikken skulle blive hans metier.

Emil Hartmann blev født i 1836 i J.P.E. Hartmanns første ægteskab med Emma Sophie Amalia Zinn, datter af en af Københavns mest velhavende grosserere, agent Johann Friederich Zinn. Det var således et velsitueret og meget musikalsk hjem, Emil Hartmann voksede op i. Han viste tidligt musikalske anlæg og fik sin første klaverundervisning af pianisten og komponisten Niels Ravnkilde, og senere blev han elev af den fremtrædende pianist Anton Rée. Undervisning i musikteori og orgelspil fik Emil Hartmann af sin far.

Allerede som barn komponerede han, og som 22-årig i 1858 fik han i Vor Frue Kirke opført sin Passionssalme for sopran, kor og orkester. Dette var hans debut som komponist. Kort efter gik han sammen med sin kommende svoger, pianisten og komponisten August Winding, i gang med at komponere musikken til 2. akt af August Bournonvilles ballet Fjeldstuen, som havde urpremiere på Det Kongelige Teater i 1859.

Derpå drog Hartmann til Leipzig for at videreuddanne sig, og seks år senere, i 1867, modtog han en portion af Det Anckerske Legat, som satte ham i stand til at foretage en rejse til Leipzig og Paris. I 1861 var Hartmann blevet ansat som organist ved den nyindviede Skt. Johannes Kirke på Nørrebro. Her virkede han til 1871, hvor han overtog organiststillingen ved Christiansborg Slotskirke efter komponisten Herman Løvenskiold. Dette embede varetog Hartmann indtil sin død i 1898.

Emil Hartmanns virke var, som man vil forstå, forankret i København med arbejdet som organist. Hartmann var i 1864 blevet gift med Bolette Puggaard, som var datter af den velhavende københavnske grosserer Rudolph Puggaard. Fra 1860’erne fik Hartmann opført stadig flere værker i Tyskland, især i Berlin, hvor han i 1876 overværede opførelser af flere af Richard Wagners operaer.

På denne tid begyndte Emil Hartmanns nerveproblemer at dukke frem. I 1874 var han på eget initiativ blevet indlagt på Stiftelsen for Sindssyge på Oringe ved Vordingborg. Nervelidelserne kom til at betyde lange hospitalsophold og må have virket stærkt ind på Hartmanns arbejde som komponist. Hartmann havde i sine senere år flere personlige skuffelser. Således blev han forbigået både ved besættelsen af domorganiststillingen i Roskilde i 1890 og sidst på året ved ansættelsen af Niels W. Gades efterfølger som organist ved Holmens Kirke. Gade var Emil Hartmanns svoger, idet Gades hustru Sophie var søster til Emil. Embedet blev imidlertid besat med Thomas Laub – en ansættelse som var en torn i øjet på Hartmann, ligesom den mødte stærke protester i store dele af den københavnske organiststand.

Kort efter disse begivenheder skulle Gades efterfølger som dirigent i Musikforeningen findes, og også her følte Emil Hartmann sig selvskreven. Imidlertid blev han i første omgang ansat for en enkelt sæson, og ved den endelige ansættelse af foreningens dirigent i 1892 foretrak man den bøhmisk-fødte Franz Neruda. Emil Hartmann fortsatte som organist ved Slotskirken til sin død i 1898.

Hartmann havde ved sin død en omfattende produktion bag sig. Ikke færre end tre operaer, en række syngespil, balletmusik, skuespilmusik og adskillige orkesterværker, heriblandt syv symfonier og tre instrumentalkoncerter. Hertil kommer kammermusik og klaverværker samt romancer og salmemelodier.

Særlig inden for orkesterværkerne kom Emil Hartmanns kvalifikationer til deres fulde ret. Musikforskeren Angul Hammerich, som var en særdeles velanskreven musikanmelder, gav i 1920 Hartmanns orkesterværker følgende karakteristik: ”fremragende kompositionsteknik, elegant formning og farverig instrumentation”. Det er i høj grad også det, man hører, når man lytter for eksempel til den symfoniske digtning Hakon Jarl, som er et af Hartmanns sene værker komponeret i 1887, og i Dyveke-Suiten (udgivet i 1892) og En Karnevalsfest (1882), som begge nød stor popularitet i blandt andet Tivolis Koncertsal. Betydelig udbredelse fik også klaverværket Skandinavisk Folkemusik (1881), der indeholder en lang række danse m.m. i gedigne udsættelser. Udtog af værket blev også populære i orkesterudgaver. To af Emil Hartmanns måske største succes’er var den lille vuggesang Nu skal du kønt dig putte ned til Chr. Richardts inderlige tekst og melodien til Grundtvigs påskesalme Som forårssolen morgenrød. De blev begge meget yndede; sidstnævnte er stadig en af de mest sungne påskesalmer.

Hartmanns værker præges – som påvist af Hammerich – af en sikker instrumentbehandling. Men det er næppe for meget sagt, at det i særlig grad er den melodiske kvalitet, som har båret Hartmanns værker oppe. Den varme og ikke sjældent sødmefulde tone, som kendetegner mange af melodierne – og også temaerne for eksempel i violinkoncerten og ouverturen Hærmændene paa Helgeland – har uden tvivl medvirket til deres popularitet i samtiden. Som noget egenartet og ganske påfaldende optræder der i en lang række Hartmann-værker utilslørede citater eller i hvert fald tydelig påvirkning fra andre af samtidens komponister. Således fornemmer man klart, at partier i andensatsen af Symfoni nr. 3 (1887) må være skrevet med bevidst reference til eller under inspiration fra Niels W. Gades Elverskud.

Emil Hartmann har længe været en beskeden parentes i dansk musikhistorie. Hans musik blev efter hans død kun spillet i begrænset omfang, og at man i nyere tid overhovedet har haft mulighed for at danne sig et indtryk af Hartmanns orkesterproduktion skyldes næsten udelukkende de talrige studieoptagelser, der fra 1960’erne og frem blev foretaget med Danmarks Radios ensembler og med landsdelsorkestrene. Siden fulgte en række cd-optagelser, og da musikforskeren Inger Sørensen i årene 1999-2002 publicerede den hidtil mest udførlige biografi samt brevudgave over Hartmann-familien, fik man endelig mulighed for at få indblik i Emil Hartmanns liv og værk.

Kammermusikken er ganske fyldigt repræsenteret i Hartmanns produktion. Man finder her strygekvartetter, serenader for forskellige besætninger, en klavertrio og en klaverkvintet. Mange af værkerne foreligger utrykt, og de fleste af dem har sovet en lang tornerosesøvn i Musiksamlingen på Det Kgl. Bibliotek.

Klaverkvintetten i g-mol, op. 5 er slutdateret 29. marts 1865 og fik formodentlig sin første opførelse i 1866. Den er en af de tidligste danske klaverkvintetter – få år ældre end Peter Heises, som er komponeret 1869. Ligesom det gælder for Robert Schumanns klaverkvintet fra 1842, er førstesatsen i Hartmanns kraftfuld og fremstormende. Og dog indledes Hartmanns kvintet med et kort cellorecitativ. Sidetemaet har en stærk utilsløret reference til Schumanns klaver­koncert. Hartmann lader dette tema vende tilbage i ”fuld figur” i gennemføringsdelen, men lader til gengæld strygerne alene om at spille det i reprisen, før den hæsblæsende coda sætter ind. I tredjesatsen bemærker man den store instrumentale ækvilibrisme, Emil Hartmann kunne opvise. Kvintetten er i det hele taget et værk med et sjældent format.

A-mol-kvartetten, op. 14 åbner med det lettere sødmefulde hovedtema i a-mol, der i det følgende bearbejdes for at dukke op i en let ændret skikkelse som et nænsomt sidetema i C-dur. Dermed afsluttes den korte ekspositionsdel. Et dæmpet tema i As-dur åbner herefter gennemførings­delen. Overgangen til reprisen foregår via det dæmpede tema, der leder over i ekspositions­delen. Nu afslutter det den, og helt neddæmpet, i piano pianissimo, vender hovedtemaet tilbage, hvorpå reprisen fuldendes. Efter anden sats med et meget sangbart hovedtema følger en menuet med en nobel karakter og med en livfuld mellemdel.

Finalen indledes med otte takter, hvor satsen er fugeret, dvs. at temaet sætter gradvis ind i de fire instrumenter, et efter et. Hartmann benyttede ofte denne klassiske teknik i korte to- eller trestemmige forløb, hvilket denne kvartet også rummer eksempler på. Indledningen foregriber hovedtemaet i finalen, som er en rondo. Denne er ikke, som man ville have mødt det i mange wienerklassiske strygekvartetter, en hurtig sats, der ligesom fejer alt det foregående til side. Tværtimod er stemningen her ikke meget forskellig fra første sats. Også her genfinder vi Emil Hartmanns fine melodiske åre og et vemodsfuldt udtryk, måske præget lidt af biedermeier. Til slut gør Hartmann det nævnte til skamme, idet en frisk coda sætter ind og afslutter værket med glans.

Har kvartetten i a-mol et venligt, mildt præg, så er Strygekvartetten i c-mol, op. 37 anderledes ulmende og dramatisk. Over de første takter har Emil Hartmann på latin skrevet: ”Tenax propositi”, hvilket betyder ”som holder fast ved sit forsæt” eller ”urokkelig”. Den fasthed og sikker­hed, som dette motto udsiger, bliver i høj grad efterlevet i kvartetten.

Førstesatsen indledes med, hvad man kunne kalde, et initial, en kort indledningsfrase, som straks slår en højtidelig og alvorlig tone an. Hovedtemaet er dramatisk og har stor fremdrift. Til gengæld folder sidetemaet i førsteviolinen sig ud i et roligt livsbekræftende forløb, hvor også cello­en bidrager. I gennemføringen vender stemningen fra hovedtemadelen tilbage. I Emil Hartmanns egenhændige nedskrift af værket finder man ikke de sædvanlige repetitionstegn efter ekspositionsdelen. Selvfølgelig kan det være en forglemmelse, men man kunne i stedet vælge at tage det som udtryk for, at især hovedtemaet er så vægtigt, at det ikke behøver at blive gentaget.

Som stærk kontrast til den nervøse, fremstormende førstesats står den langsomme sats med sin serafiske udstråling af skønhed og harmoni. Som satsens korte midterdel er anbragt et klangligt raffineret afsnit. Ganske ejendommeligt forekommer det, at Hartmann i dette værk har valgt at genbruge idéer fra menuetsatsen fra strygekvartetten i a-mol. Men valget forekommer heldigt, dels fordi menuetten er en smuk og karakterfuld sats, dels fordi den på fineste måde kontrasterer til de to omgivende satser.

Tre så velskrevne satser kræver en virkelig fin og profileret finale. Og det har Hartmann da formodentlig også fornemmet. Finalen åbner ligesom førstesatsen med det omtalte initial, hvorefter det livfulde hovedtema sætter ind. Et fint og sangbart sidetema følger, hvorefter hoved­temaet bliver bearbejdet i gennemføringsdelen. I satsen benytter Hartmann i øvrigt ­pizzi­cato med stor virkning. Med denne smukt formede og meget varierede strygekvartet markerer Emil Hartmann sig fint i samtidens danske kvartetproduktion. Hans far J.P.E. Hartmann havde ikke nævneværdigt held inden for denne væsentlige genre, men det havde Emils svoger Niels W. Gade til gengæld. Det er da også Gades kvartetter, som c-mol-kvartetten slægter mest på, men samtidig er den et stærkt og personligt bud i den genre, som komponister i det 19. århundrede gerne brugte som kompositorisk målestok.

Andante og Allegro i a-mol, op. 12 er i modsætning til de øvrige værker på dette album ud­givet. Hartmann har her benyttet forlaget Fr. Kistner i Leipzig – som også Niels W. Gade. Værket i a-mol har karakter af en fantasi, som indledes med et relativt langt klaverforspil. Der er ikke udpræget stoffællesskab mellem forspillet (Andante) og hoveddelen (Allegro). Hele værket har et vist improvisatorisk præg, som giver sig udtryk i et kadenceforløb for violinen indlagt mellem Andanten og Allegroen, og senere omtrent midt i Allegroen har først klaveret dernæst violinen en lille kadence. Ud over de mere udadvendte, virtuose passager rummer værket korte afsnit af en sødmefuld karakter. Det temmelig personlige udtryk, som præger værket, kommer ikke som nogen overraskelse, når man ser, at det er dedikeret til Niels W. Gade.

Claus Røllum-Larsen, seniorforsker ved Det Kgl. Bibliotek, 2019

 

Release date: 
november 2019
Cat. No.: 
8.226183
FormatID: 
CD
CoverFormat: 
Jewel Case
Barcode: 
636943618325
Track count: 
13

Credits

Recorded at the Krzysztof Penderecki European Centre for Music, on 3-8 December 2018
Recording Producer: Viggo Mangor
Sound Engineer: Viggo Mangor
Editing, mix and mastering: Viggo Mangor

℗ & © 2019 Dacapo Records, Copenhagen

Liner notes: Claus Røllum-Larsen
Proofreader: Svend Ravnkilde
Cover design: Denise Burt, www.elevator-design.dk

The recording was generously supported by Weyse Fonden and Augustinus Fonden

This release has been recorded in cooperation with the Royal Danish Academy of Music, Copenhagen