Tilmeld dig Dacapos nyhedsbrev

12 Studier

Bo Gunge

12 Studier

Ulrich Stærk, Duo Askou//Andersen, Pihl & Schelling

‘12 Studier’ udgør en treleddet rejse gennem komponist Bo Gunges (f. 1964) eget liv i musik, menneskets sindstilstande og en række af den vestlige musiks mest lokkende intervaller. Alle tolv stykker, som er kendetegnet ved deres enkelhed og udtryksfulde klarhed, fremføres i solo- såvel som duoversioner. Gennem denne spejling viser musikken sin dobbelte karakter; den er skabt med en klar idé, men er blevet sluppet løs – uhæmmet og fri.

Køb album Stream

CD

  • CD
    Jewel Case
    139,5055,80 kr.
    €7.49 / $8.15 / £6.38
    Køb
Download
  • mp3 (320kbps)
    69,0027,60 kr.
    mp3
    €3.7 / $4.03 / £3.16
    Køb
  • FLAC 16bit 44.1kHz
    79,0031,60 kr.
    CD Quality
    €4.24 / $4.61 / £3.61
    Køb
Pihl & Schelling sammen med Bo Gunge. © Torben Sminge
“Sammenstillingen af disse studier på op til små fire minutter fryder”
Lene Kryger, Fyens Stiftstidende
»Anderledes og meget tiltalende udgivelse«
Peter Dürrfeld, Kristeligt Dagblad
En forfriskende udgivelse med et veludført koncept
American Record Guide
Måden værkerne er skrevet afslører både integritet og dygtighed, og CD'en er fremragende fremstillet (9 af 10)
David Hurwitz, ClassicsToday.com
Det er herlige små værker, hvori Gunge formidler tyngde og lethed simultant
Graham Rickson, Classical CDs Weekly
"En musikalsk idé, hvor fantasi og kreativitet er uden tvivl"
Carme Miró, Sonograma Magazine
Musikerne er alle særdeles veloplagte og udførelsen dermed inspirerende fængslende
John Christiansen, JC Klassisk
Total runtime: 
61 min.
Af ideen kommer friheden

af Andrew Mellor

“Kan der være musik uden en idé?” spørger Bo Gunge. Han ved, at der måske aldrig kan gives et endeligt, simpelt svar. Men komponisten har gjort det til sit livs opgave at argumentere for ‘nej’-svaret på det spørgsmål med musik, der måske nok er konceptuel, men som også er aldeles håndgribelig. “Musik skal kunne bevæge sig tværs over historiske tidsaldre og handle i nutiden”, har Gunge sagt; “der må være en høflighed, der rækker ud over det personlige og det historiske, så lytteren kan opleve musikken på sine egne præmisser”.

Bo Gunge er født på Frederiksberg i København og uddannede sig i musik og drama før han færdiggjorde sine kompositionsstudier ved Det Jyske Musikkonservatorium i Aarhus. Han er siden kommet til at indtage sin helt egen plads i det danske musiklandskab, kendetegnet ved netop disse holdninger. Hans musik er som regel tonal og ofte melodisk, men den er lige så ofte spækket med fragmenterede elementer af avantgarde og bestemt af strenge principper. Gunge har skrevet symfonisk musik, kammermusik, dramatiske værker, korværker og popsange. Han har skrevet mange stykker for børn eller amatører; nogle af disse stykker benytter sig af ikke-vestlige instrumenter som f.eks. den javanesiske gamelan.

Kommentatorer har længe påpeget den udtryksfulde klarhed i Gunges musik, som om den omtalte ‘idé’ lige så vel kan være følelsesmæssig som musikalsk. Den dualitet giver os et lille indblik i Gunges arbejdsprocesser og -strukturer, men den fortæller os også noget om hans eget syn på sin rolle som komponist. “Musik og de nonverbale kunstformer rummer en viden om verden, der kan være et nyttigt redskab til at håndtere livets uundgåelige og delvist irrationelle intensiteter”, skrev han engang.

12 Studier
Bo Gunges 12 Studier (2014) spejler det udsagn både i deres dobbelte udforskning af menneskets sindstilstande og i deres kortlægning af komponistens egen rejse gennem et liv i musik. De tolv værker blev bestilt som to sæt på hver seks stykker af de to ensembler, der høres på denne indspilning, seks for violin og akkordeon (Duo Askou//Andersen) og seks for altsaxofon og harpe (Pihl & Schelling).

Efter den første opførelse af duo-versionerne ved en koncert i 2014 i Ribe (hvor Gunge bor), blev værkerne omskrevet til 12 rene klaver-studier. De blev førsteopført i deres nye form af ­Ulrich Stærk i 2015. Nærværende indspilning præsenterer begge versioner af hvert studie, således bliver der 24 stykker i alt: de 12 studier for klaver ved siden af de seks iklædt violin og akkordeon og de andre seks på saxofon og harpe.

Gunges partitur har en før-klassicistisk enkelhed som komponisten meget bevidst så som en invitation til musikerne. Som en sjældenhed i vestlig musik, ikke mindst for Gunge selv, er det skrevet helt uden foredragsanvisninger og faste fortegn, og er endda også ofte helt frigjort fra taktstregernes metriske diktatur. De fortolkningsmæssige forskelle, der opstår ud fra denne mangel på kategorisering, vil ifølge Gunge sikre, at musikken kun lever, mens den opføres, og når vi engagerer os som lyttere i denne opførelse. Men publikum har idéer, lige så vel som komponister og musikere har det; en hvilken som helst udgave af 12 Studier vil blive oplevet af lytterne på lige så mange forskellige måder, som de kan blive fortolket af de optrædende, måske endda flere. I alle tilfælde har Gunges ‘idé’ potentialet til at eksplodere i mange tusinde idéer.

På den samme måde kan hans musik fremsætte meget forskellige idéer alt efter sin besætning. I klaverversionen af nr. 2, ‘Sparkling blue’, hører vi pianistens højre hånd vinde en fortsat linje af fjerdedele af, ligesom en spinderok. I det samme stykkes udgave for violin og akkordeon sender de to musikere – med instrumenternes meget forskellige spilleteknikker – tonerne i kæden af travle fjerdedele frem og tilbage mellem hinanden som i middelalderens hoquetus. Dette greb bruges hele vejen igennem 12 Studier og gør velkendt musik fuldstændig anderledes; to-sidig, javist, men gensidigt afhængig eller konfronterende? Det er op til lytteren.

Gunge begyndte arbejdet med duo-versionerne kort før sin 50-års fødselsdag. Idéen var at udforske en serie af den vestlige musiks mest lokkende intervaller – altså to toner adskilt af en bestemt tonal afstand. De mest genkendelige af disse intervaller er den lille og den store terts, en spændvidde på tre eller fire halvtoner. Når jazz- og bluesmusikere taler om ‘den blå tone’, henviser de også til mere eksotiske intervaller såsom den formindskede kvint eller den lille septim – intervaller, der kan indeholde allehånde listige harmoniske antydninger, som pirrer øret.

Men ligesom Johann Sebastian Bach var Gunge opsat på, at dette cykliske værk skulle udgøre en mild statusopgørelse over hans liv til dato. Således har hver enkelt sats en særlig stemning, ofte farvet af en oplevelse eller et møde, med Gunges ord, ‘fra mit gradvist voksende liv i musikkens verden.’ I de enkelte studier mærker vi duften af Bach, Bartók og Stravinsky, så vel som rock og latinamerikansk musik.

Måske træder nr. 4, ‘Blues without words’, mest åbenlyst frem som popsang eller ballade, samtidig med at den også har et ekko – med sit ‘nye’ syn på konventionel tonalitet – af Gunges udsagn om, at hans musik ‘går uden om den traditionelle avantgarde-måde at tænke på, uden at forkaste den’. I nr. 1, ‘Faithful and blue’, kan vi måske ane en forgænger til hoquetus-linjen i nr.2, her som en brudt strøm af ottendedele, der spilles af pianistens højre hånd, men delt mellem saxofon og harpe i duo-versionen.

Nr. 3, ‘Dusk’, fortæller om Gunges kombination af kontrol og frihed i en musik, der mestendels mangler taktstreger og i stedet er skrevet som et recitativ. Også her bliver det sammenhængende materiale rakt fra instrument til instrument i duo-versionen; måske er tusmørkets tvetydighed også her til stede i en musik, der har potientale til at ånde på mange forskellige måder. I nr. 5, ‘Blue autumn’, behøver vi ikke vente på duo-versionen for at høre materialet blive kastet mellem to stemmer; den rapsodiske melodi går fra høje registre i pianistens højre hånd til dybe i hans venstre. I duo-versionen af nr. 6, ‘Southern skies’, kan vi høre just de eksotiske formindskede kvinter, men de er endnu tydeligere understreget her, hvor de små appoggiaturer fra nr. 3 har forvandlet sig til fuldbårne, lokkende glissandi, når violinen på raske vinger flyver hen over ­akkor­de­onets blæk­tætte mørke.

Harpens klang er aldeles anderledes, ikke mindst dens forfinede harmonidannelse, der gør akkorderne med den store sekst og/eller den lille septim i nr. 7, ‘White night’, så meget des mere flygtige. Det giver en fængslende dobbelt farvning til de forskellige udgaver af nr. 8, ‘Ocean blue’, hvis homofone akkordblokke leger med vores forventninger om harmonisk opløsning ved at bruge de små septimer; musikken forløses kun halvvejs til slut, og det er endda nedefra, i smug .

Nr. 9, ‘Blue but not alone’, er i duo-udgaven skrevet nærmest som en duet for akkordeonistens to hænder. Violinen smyger sig ind imellem dem for så at klatre til vejrs i et udslag af stor kromatisk dristighed. Snart er begge instrumenter fælles om det melodiske materiale, og de mødes endelig også i rytmisk enighed til sidst. Der er en liflig fremdrift i nr. 10, ‘Aquamarine’, hvis tegneserie-agtige gangart og 6/8-dels taktart af og til snubler ind i knasende, bragende Beethoven-agtige akkorder.

Efter den enhedsprægede klaver-udgave af nr. 11, ‘Arctic blue’, leder udgaven for violin og akkordeon tankerne hen på en lejlighedsvis utryg dans mellem de to instrumenter, der mønstrer hinanden som hen over en stor afstand. Sættet afsluttes med, hvad der føles som en invitation til nye begyndelser; nr. 12, ‘Cobalt blue’, bruger alle intervallerne med de ‘blå toner’ og kendetegnes af tæt sammenkædede gestus fra venstre og højre hånd (eller saxofon og harpe), der til at begynde med kanter sig opad i appoggiaturalignende svirp, for så at flyve højt mod himlen med blomstrende opadstræbende løb, der gennemkrydser disse intervaller. Gunges idé står fast, men hans musik er sluppet løs – uhæmmet og fri.

Andrew Mellor er journalist og kritiker med særlig interesse for dansk og nordisk kultur og musik

En note fra producer-teamet
Producer Torben Sminge og jeg, Bo Gunge, indgik i et behageligt skørt og iderigt teamwork ved arbejdet med disse optagelser. Han og jeg var enige om, at partiturets opfordring til musikerne om at forberede en personlig fortolkning af musikken, naturligvis måtte række ud til os i studiet også. Helt fra starten har disse optagelser således været forberedt, så der kunne skabes et individuelt lyddesign til hver enkelt af satserne. Skulle instrumentet høres tæt på eller langt fra? Hvor meget af optagerummets akustik skulle med, og hvor megen kunstig rumklang? Hvilket stereoperspektiv? Under arbejdet troede jeg nogle gange, at produktionen ville blive meget radikal. I enkelte satser står instrumenterne helt nøgent, en gang eller to står violinen tilsyneladende midt inde i akkordeonet, og det hænder også, at der er tilføjet ekstra meget kunstigt rum. Men til sidst forekom det mig, at man næsten ikke kunne høre anstrengelserne i studiet, fordi der i virkeligheden blot er skabt enkle og ligefremme forlængelser af dét, musikken, og musikernes fortolkninger af den, i forvejen havde på hjerte.

Bo Gunge, 2017

Release date: 
oktober 2017
Cat. No.: 
8.226599
FormatID: 
CD
CoverFormat: 
Jewel Case
Barcode: 
636943659922
Track count: 
24

Credits

Recorded at Danish National Academy of Music (the concert hall), Odense, on 13–18 February 2017
Recording producers, mix and editing: Torben Sminge and Bo Gunge
Sound engineer and mastering: Torben Sminge

℗ & © 2017 Dacapo Records, Copenhagen

Danish translation of liner notes: Camilla Toldi Bugge
Proofreader: Svend Ravnkilde
Graphic design: Denise Burt, elevator-design.dk

12 Studies is composed with kind support from the Danish Arts Foundation

Dacapo and Bo Gunge acknowledge, with gratitude, the financial support of the Oticon Foundation, Bestles Fond, Koda’s Collective Blank Tape Funds, Solistforeningen af 1921 and Danish Composers’ Society’s Production Pool / KODA’s Cultural Funds

Thanks to Syddansk Musikkonservatorium in Odense (Danish National Academy of Music) for use of the concert hall for this recording

Bo Gunge is deeply grateful to all involved in this project for fully meeting the unusual challenges in 12 Studies; especially to Ulrich for a trustful cooperation going back for more than a decade now, to Hanne for never failing to lend a hand, and to Torben for being the soul mate I never knew I had

randomness