Tilmeld dig Dacapos nyhedsbrev

Scherben – Værker for klaver og ensemble

Søren Nils Eichberg

Scherben – Værker for klaver og ensemble

Emil Gryesten, Ensemble Hærværk, Søren Nils Eichberg

Søren Nils Eichberg (f. 1973) har fået en opera opført i Covent Garden og tre symfonier indspillet af DR SymfoniOrkestret. Eichbergs nye album indeholder et udvalg af klaverfokuserede værker, der hver især er skrevet i tiåret efter Eichbergs sejr i 2001-udgaven af Queen Elisabeth-konkurrencen. Her indspillet af pianisten Emil Gryesten med venner og komponisten selv som dirigent. Fra det rhapsodiske til det kryptiske og fra det glædelige til det forsigtige – her hører man en af Europas skarpeste unge komponister folde sig ud.

Køb album Stream

CD

  • CD
    Jewel Case
    139,50 kr.
    €18.71 / $20.37 / £15.96
    Køb
Download
  • mp3 (320kbps)
    69,00 kr.
    mp3
    €9.26 / $10.07 / £7.89
    Køb
  • FLAC 16bit 44.1kHz
    79,00 kr.
    CD Quality
    €10.6 / $11.53 / £9.04
    Køb
  • FLAC 24bit 88.2kHz
    105,00 kr.
    Studio Master
    €14.09 / $15.33 / £12.01
    Køb
© Nikolaj Lund
Værket er en dyster klagesang med en rituel stemning, præget af pludselige omvæltninger med mindelser om terror, baseret på Haiku form
Records International
Materialet som helhed og dets forløsning - fremstår overbevisende, stramt og stringent, ofte ildevarslende, voldsomt og sørgeligt
Ivan Rod, Ivan Rod
Det er et værk med forbløffende skønhed
Marçal Borotau, Sonograma
Dette album er mit første møde med hans musik, og jeg håber ikke det bliver det sidste
Henry Fogel, Fanfare Magazine
En bemærkelsesværdig cd på alle måder!
Carsten Dürer, Piano
"En skål for sjælens uendelighed!"

af Andrew Mellor

Download BOOKLET

”Klaveret er mit instrument,” siger Søren Nils Eichberg, ”jeg lader mig lede af fingrene.” Hans værker med klaver kan ses som fingrenes gradvise frigørelse fra formel lydighed i retning af det, komponisten selv har kaldt ”psykologisk form”: en modernistisk tilgang til fortidens klaverfantasier, hvor udviklingen er baseret på følelsesmæssig intuition (en lignende udvikling kan spores i hans tre første symfonier fra årene 2005-15). Frem for at brede sig formløst får rejsens seneste resultater snarere deres endegyldige karakter som følge af Eichbergs tiltagende erfaring – både logisk, følelsesmæssigt og dramatisk.

Denne indspilning med pianisten Emil Gryestens to hænder som rejseledere dækker klaverorienterede værker fra 2002 og et årti frem. Det var afgørende år for Eichberg, der netop i 2001 havde vundet komponistkategorien ved Dronning Elisabeth-konkurrencen i Bruxelles. Vi kan høre Eichberg vende tilbage til grundelementerne: udforske klaverklangen (og pianistens teknik) med en række små karakterstykker, hvor helheden er mere end summen af de enkelte dele (­måske endda uendelig meget mere). Vi hører ham tage udgangspunkt i et af dansk litteraturs nøgleværker gennem en klassisk funktionalistisk teknik og anvende samme fremgangsmåde over for en japansk tradition. Og vi hører hans ”psykologiske form” anvendt gennemført inspireret.

Hærværk (2002, rev. 2003)

Året efter at Eichbergs violinkoncert havde vundet Dronning Elisabeth-konkurrencen, bestilte komponistens gamle klaverlærer Arbo Valdma et nyt værk hos sin tidligere elev, der skulle opføres til Valdmas 60-års fødselsdagskoncert i Tallinn Filharmonien. I Hærværk videreudviklede Eichberg sin metamorfosetænkning fra violinkoncerten, men dette via en ”concertino for klaver og ti instrumenter”, hvor næsten alle begivenheder udspringer af en enkelt treklang.

Det kan hævdes at være en typisk nordisk (og Sibelius-inspireret) teknik, og Eichberg tog samtidig afsæt i et hovedværk i dansk litteratur, nemlig digteren og journalisten Tom Kristensens monumentale og delvis selvbiografiske roman Hærværk fra 1930. Som en slags dansk kombination af James Joyces Ulysses og Dantes Helvede beskriver den en respekteret journalists dekadente opløsning i alkoholisme i et København præget af jazz og politisk opbrud.

Selv om Eichberg medgiver, at ”tingene går i opløsning” i concertinoen Hærværk, er den ikke så meget en genfortælling af romanen som en reaktion på hans egen erindring om at læse den i gymnasiet (og se hovedpersonen i skuespilleren Ole Ernsts skikkelse ”vælte døddrukken rundt i København og høre jazz” i Ole Roos’ filmatisering fra 1977). ”Det er altid nat, og der er altid musik,” erklærer journalisten Jastrau i et typisk opgivende øjeblik.

Indimellem kommer jazzen i og omkring Jastraus bevidsthed også i centrum i Eichbergs værk. Lige så markant er følelsen af et individ, der kæmper med sine omgivelser og til sidst bukker under for den mærkelige glæde ved undergangens uundgåelighed og freden derefter (kadencen raser og larmer brutalt, før den brænder ud i stilhed nøjagtig ligesom en af Jastraus odysseer gennem Vesterbro). Hvad angår treklangen, en oktav med en formindsket kvint i midten, høres den lige fra begyndelsen i forskellige tonehøjder og gennemsyrer al den følgende musik. Ligesom i sine tidligere symfonier er Eichberg bevidst om at hjælpe lytteren på vej med et sådant genkendeligt tema.

Scherben (2002)

Samme år blev Eichberg bedt om at skrive det obligatoriske værk til finalen i den internationale Busoni-klaverkonkurrence i Bolzano. Efter at være nået frem til den konklusion, at ”det altid er dårligt for et stykke at blive spillet 12 gange i en konkurrence af folk, der i virkeligheden ikke har lyst til at spille det, for folk, der i virkeligheden ikke har lyst til at høre det,” valgte Eichberg en alternativ tilgang. Scherben (”Skår”) består af 19 miniaturer med genrebetegnelsen ”Etuder-Postludier,” som deltagerne i konkurrencen kunne foretage deres eget udvalg og fastlægge deres egen rækkefølge af og dermed både opfylde kravet om, at opførelsen ikke måtte vare over otte minutter, og hver gang i princippet skabe en ny musikalsk rejse.

Dermed gav løsningen komponisten en frugtbar mulighed for at udforske klangfarver, teknikker og teksturer – og netop i kraft af denne udforskning også trække på berømte fortilfælde. Blandt skårene hører vi både hentydninger til passacaglia (nr. 1), boogie-woogie (nr. 3), tarantel (nr. 12) og romantisk rapsodi (nr. 17), men vi møder også udfordringer til pianisterne i form af rytmiske forskydninger (nr. 8), leg med tonerækker (nr. 11) og utraditionel notation (nr. 16).

At skulle udvælge og fremføre et udvalg var samtidig også et krav om ”en anden slags fantasi hos deltagerne end blot den i fingrene.” Men ved nærmere eftertanke gjaldt det også hele Eichbergs koncept, sådan som det er bevidst er tiltænkt at leve videre efter klaverkonkurrencen. Ligesom Chopins Præludier eller Prokofjevs Visions fugitives har hver enkelt skår sin helt særlige karakter, men er også flygtig nok til at forsvinde umiddelbart efter at have givet sig til kende.

Nofretete (2011)

Rammer er til for at bliver overskredet, og Eichbergs udvikling som komponist har da også været præget af hans egen indførelse af forstyrrende elementer, ikke mindst den gennemførte frigørelse fra form (eller i hvert fald tæt på). I 2012 tog komponisten imod en bestilling fra Stiftung Preussischer Kulturbesitz (de statslige museer, biblioteker og arkiver i Berlin) på et instrumentalværk med udgangspunkt i en genstand på et af museerne i Berlin, hvor Eichberg bor.

Han besluttede sig for busten af den ægyptiske oldtidsdronning Nefertiti i Ägyptisches ­Museum Berlin. Komponisten beskriver selv ”den magiske udstråling” fra den malede kalkstens­buste, men følte også endnu større fascination af personen end af den fysiske genstand: ”Nefertiti var historiens mest magtfulde kvinde og blev beskrevet som smuk på en måde, der må have været fuldstændig overvældende. Hun er i høj grad omgivet af mystik, og vi ved hverken noget om tidspunktet for hendes død, eller hvor hun er begravet. Nogle mener ligefrem, at hun efter sin mands død fortsatte med at regere på egen hånd.” Den fascinerende, men i sidste ende ukonkrete fortælling fik sammen med udviklingen af Eichbergs egne tanker om psykologisk form ham til at følge sine egne instinkter og skabe et klaverværk uden ydre begrænsninger. ”Jeg ville havde det til at strømme frit,” siger han, og udvikle sig ”fra det, jeg følte, var musikkens egne impulser.”

Vi kan høre Nefertitis hypnotiserende tiltrækning i musikkens glitrende overflade; værket synes at være tryllebundet af et andet væsen, først gradvis arbejder det sig op i virkeligheden og nutiden for derefter at trække sig tilbage igen. Legenden om Nefertiti lever videre, også efter at Eichbergs musikalske hyldest er holdt op.

Natsukusa-Ya (2005)

Den forunderlige menneskelige trang til selvdestruktion som beskrives i Hærværk, vedblev at optage Eichberg og var også et centralt element i hans 1. symfoni, Stürzten wir uns ins Feuer. Indimellem disse to partiturer skabte komponisten et værk, der igen afspejlede Ole Jastraus længsel mod ”hærværk og pludselig død,” som i dette tilfælde blev påført en nation af en anden nation og i et hidtil utænkeligt omfang: nedkastningen af atombomben over Hiroshima. Klaver­kvartetten Natsukusa-Ya blev skrevet til en koncert til minde om bombens ofre og uropført i 2005, tres år efter begivenheden, af et ensemble under ledelse af Berlinerfilharmonikernes japanske koncertmester Daishin Kashimoto.

Eichberg tager udgangspunkt i et haiku af Matsuo Basho̵ (1644-1694): Fugtigt sommergræs / Forbliver eneste spor / Af krigeres drøm. ”Efter kampene og slagene, efter al menneskets dårskab, er der kun græs tilbage,” forklarer komponisten. Ligesom i Hærværk fastlagde han et bevidst afgrænset rum for værket: haikuformen (sytten stavelser opdelt i 5, 7 og 5 fordelt på tre linjer) og dens poetiske princip med at sammenstille to modsatrettede, men forbundne billeder.

Den stramme økonomi i materialet – princippet 5-7-5 er styrende for både intervaller, harmonier og rytmiske mønstre – forhindrer ikke Natsukusa-Ya i fra første færd at fremmane et stort, åbent rum, måske som følge af de ”tomme” kvintintervaller, der udgør værkets åbnings­portal. Værket har karakter af en klagesang, der bliver afbrudt af erindringer om vold, men er også gennem­syret af en meget japansk stemning af rituel og orden, der synes at komme indefra.

Andrew Mellor er journalist og kritiker med særlig interesse for kultur og musik fra Danmark og de nordiske lande.

Release date: 
august 2019
Cat. No.: 
8.226556
FormatID: 
CD
CoverFormat: 
Jewel Case
Barcode: 
636943655627
Track count: 
22

Credits

Recorded at Studiescenen, the Royal Danish Academy of Music, Copenhagen, on 4-5 July and 25-26 August 2018

Recording Producer: Mette Due
Sound Engineer: Mette Due
Edit, mix and mastering: Mette Due

℗ & © 2019 Dacapo Records, Copenhagen

Liner notes: Andrew Mellor
Danish translation: Jakob Levinsen
Proofreader: Svend Ravnkilde
Design: Denise Burt, www.elevator-design.dk

Publishers: Edition Wilhelm Hansen (Hærværk, Nofretete, Natsukusa-Ya), www.musicsalesclassical.com
& Universal Edition (Scherben), www.universaledition.com

Søren Nils Eichberg wishes to thank the following commissioners for making the works possible:
For Hærværk: Eesti Kontsert
For Nofretete: Deutscher Freundeskreis europäischer Jugendorchester and Stiftung Preussischer Kulturbesitz
For Scherben: Ferruccio Busoni International Piano Competition
For Natsukusa-Ya: Bebersee-Festival and International Physicians for the Prevention of Nuclear War (IPPNW)

Special thanks to Jens Elvekjær and Preben Iwan

This recording was made possible with the two-year ‘Young Elite’ scholarship awarded to Emil Gryesten by
the Danish Arts Foundation (2016)

This release has been recorded in cooperation with the Royal Danish Academy of Music, Copenhagen

With support from KODA Culture

randomness