Tilmeld dig Dacapos nyhedsbrev

Line Tjørnhøj og Bára Gísladóttir nomineret til Nordisk Råds musikpris

Line Tjørnhøj (Photo: Anders Bigum) / Bára Gísladóttir (Photo: Gabrielle Motola)

Line Tjørnhøj og Bára Gísladóttir nomineret til Nordisk Råds musikpris

De to komponister Line Tjørnhøj og Bára Gísladóttir er blandt de nominerede til Nordisk Råds musikpris 2022.

Navne
10. maj 2022

Nordisk Råds musikpris er siden 1965 blevet uddelt til nordiske komponister, artister og ensembler, som skaber unikke musikalske oplevelser på et højt kunstnerisk niveau. Blandt de nominerede til årets pris er Line Tjørnhøj med værket enTmenschT og Bára Gísladóttir, som nomineres for værket VÍDDIR.

Line Tjørnhøj

Line Tjørnhøj har i en årrække markeret sig som en komponist, der ofte behandler smertefulde og grusomme emner i stærke vokalværker. Hun er nomineret til Nordisk Råds musikpris for værket enTmenschT (2018), som blev uropført af vokalensemblet Theatre of Voices og Paul Hillier i 2018. 

Line Tjørnhøjs værker er repræsenteret på flere Dacapo-udgivelser: Hendes vokalværk Vox Reportage er en abstrakt strøm af alvorlige eksistentielle temaer i vor tid, og står som det centrale værk på Ars Novas album Crossing Borders. Tjørnhøj har bidraget værker for hhv. klaver og violin til nodeserien Educate·S, med nyskrevet kompositionsmusik til børn og unge, som er indspillet for Dacapo Records. Derudover kan man høre Tjørnhøjs tidlige værk Lauria (1998) på udgivelsen Electronic Music Produced at DIEM 1987-2012.

Line Tjørnhøj (f. 1960) er uddannet på Det Jyske Musikkonservatorium, hvor hun blandt andet har modtaget undervisning af Simon Steen-Andersen og Niels Rønsholdt. Tjørnhøjs værker er blevet opført af anerkendte ensembler og orkestre som Göteborg Operan, Aarhus Symfoniorkester, Ars Nova Copenhagen, DR Pigekoret og Esbjerg Ensemble.

Bára Gísladóttir

Bára Gísladóttirs værker er kendetegnet ved en dyb og selvreflekteret ro, som ofte kan give musikken en næsten meditativ karakter. Bára Gísladóttir er nomineret til Nordisk Råds musikpris for VÍDDIR (2020), et timelangt værk skrevet for ni fløjter, slagtøjstrio, elbas og kontrabas.

I 2020 udkom Bára Gísladóttirs debutalbum på Dacapo Records. Soloalbummet HĪBER er en udforskning af tekstur og mørke i otte dele skrevet for kontrabas og electronics og spillet af Gísladóttir selv. Titlen, HĪBER, er en henvisning til vinterens dvale og vinterhiet, som en nødvendig pause for at spare på energien.

Bára Gísladóttir (f. 1989) er uddannet ved Islands Kunstakademi, Conservatorio di musica “Giuseppe Verdi” di Milano og Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i København. Hendes undervisere tæller bl.a. Hróðmar I. Sigurbjörnsson, Þuríður Jónsdóttir, Gabriele Manca, Niels Rosing-Schow og Jeppe Just Christensen. Hendes værker er blevet opført af bl.a. DR Symfoniorkestret, DR Vokalensemblet, Copenhagen Phil, Islands Symfoniorkester, Helsingborg Symfoniorkester, Frankfurt Radiosymfoniorkester, Ensemble InterContemporain, Riot Ensemble og Ensemble Adapter.

Vinderen af Nordisk Råds musikpris offentliggøres den 1. november i Helsinki.

  • Bára Gísladóttir

    HĪBER

  • Carl Nielsen, Niels W. Gade, Wilhelm Stenhammar, Vagn Holmboe, Line Tjørnhøj

    Crossing Borders

  • Birgitte Alsted, Simon Christensen, Fuzzy, Eva Noer Kondrup, Ib Nørholm, Morten Olsen, Kasper Rofelt, Martin Stauning, Line Tjørnhøj, Nicolai Worsaae

    EDUCATE·S – Stykker for violin

  • Birgitte Alsted, Simon Christensen, Fuzzy, Eva Noer Kondrup, Ib Nørholm, Morten Olsen, Kasper Rofelt, Martin Stauning, Line Tjørnhøj, Nicolai Worsaae

    Educate·S – Stykker for klaver

  • Electronic Music Produced at DIEM 1987-2012