Tilmeld dig Dacapos nyhedsbrev

Godt nytår fra Dacapo

Godt nytår fra Dacapo

Med nytåret er det tid til både at se tilbage på det forgangne år og frem mod det nye.

Navne
6. januar 2020

2019 blev for Dacapo et spændende år med stor international bevågenhed, musikproduktioner af ny og ældre, dansk musik og fejring af Dacapos 30-års jubilæum.

Dacapos fortsatte samarbejde med Wiener Filharmonikerne om indspilningen af Rued Langgaards 2. og 6. symfoni har fået stor opmærksomhed i både Danmark og udland. I oktober 2019 modtog udgivelsen den prestigefyldte Gramophone Award og tidligere på året blev den kåret som Årets Klassiske Album ved P2 Prisen.

Rued Langgaard blev endvidere markeret ved bokssæt-udgivelsen af hans samlede strygekvartetter i den prisvindende indspilning med Nightingale String Quartet.

I 2019 har vi haft glæden af at udgive den unge og allerede internationalt roste Nordic String Quartets første to album med strygekvartetter af hhv. Pelle Gudmundsen-Holmgreen og Nancy Dalberg. Begge udgivelser har vakt stor interesse i både Danmark og udland, bl.a. er Gudmundsen-Holmgreen på både Politikens og American Record Guides lister over de bedste udgivelser i 2019, mens Dalberg er valgt som samme af britiske MusicWeb International. Begge udgivelser er endvidere nominerede til P2 Prisen 2020.

Året bød desuden på indspilninger med bl.a. Odense Symfoniorkester, Det Kongelige Kapel og Concerto Copenhagen – og et nyt spændende samarbejde med DR Korskolen, som udgav albummet Børnenes Sangskat

I 2019 er Dacapos udgivelser blevet streamet godt 10 millioner gange, og vi glæder os over i samarbejde med Naxos, at sikre at den danske musik når ud til rekordmange musikinteresserede verden over. I forbindelse med Dacapos 30-års jubilæum blev en playliste med 30 værker fra Dacapos katalog oprettet på en række streamingtjenester – den kan du lytte til her.

Dacapo ønsker at takke de fonde, som i 2019 har ydet uundværlig støtte: Statens Kunstfond, Augustinus Fonden, 15. juni Fonden, Weyse Fonden, Carl Nielsen Legatet, Solistforeningen af 1921, Musikforlæggerne, William Demant Fonden, Dansk Solistforbund, Dansk Kapelmesterforening, Chr. Hansen, Beckett-Fonden, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, Birger Christensens Fond, Magister Jürgen Balzers Fond, MPO, Langgaard Fonden og KODA Musik.

I 2020 glæder vi os meget til at præsentere indspilningen af tre koncerter af Bent Sørensen, skrevet til og indspillet af de tre stjernesolister, pianist Leif Ove Andsnes, trompetist Tine Thing Helseth og klarinettist Martin Fröst sammen med hhv. Det Norske Kammerorkester og DR SymfoniOrkestret.

Vi ser også frem til at bidrage til fejringen af 100-året for Danmarks genforening med to udgivelser: Odense Symfoniorkester og DR Vokalensemblets indspilning af Carl Nielsens Moderen og Musica Fictas indspilning af grænselandets sange.

I 2020 sætter vi særligt fokus på komponisten Peter Heise med udgivelsen af både operaen Drot og Marsk samt Heises samlede sange, sunget af nogle af de allerbedste danske og nordiske sangere. Desuden fortsætter Nordic String Quartet arbejdet med at indspille Heises samlede strygekvartetter.

Herudover vil året byde på udgivelser med bl.a. Concerto Copenhagen, Turku Philharmonic, Odense Symfoniorkester og Aarhus Symfoniorkester, startskuddet på en storstilet udgivelse af Else Marie Pades værker, en fortsættelse af vores samarbejde med DR PigeKoret, den første udgivelse af Nightingale String Quartets Vagn Holmboe-indspilning og meget mere.

Rigtig godt nytår!

  • Rued Langgaard, Jacob Gade

    Symfoni nr. 2 & 6

  • Rued Langgaard

    Strygekvartetterne

  • Pelle Gudmundsen-Holmgreen

    Samlede strygekvartetter vol. 1

  • Nancy Dalberg

    De tre strygekvartetter

  • Nanna, Gunnar Nyborg-Jensen, Henning Hansen, Benny E. Andersen, Sebastian, Jan Rørdam, Poul Schierbeck, Thorbjørn Egner, Carl Nielsen, Knud Vad Thomsen, Mogens Jermiin Nissen, Vagn Skovlund

    Børnenes Sangskat

  • Friedrich Kuhlau, Christian Frederik Barth, Niels W. Gade

    Koncerter fra det 19.århundredes Danmark