Tilmeld dig Dacapos nyhedsbrev

Dansk romantisk a cappella

Christian Barnekow
Frederik Rung
Jakob Fabricius
Julius Bechgaard
Otto Malling

Dansk romantisk a cappella

Canzone-Koret, Frans Rasmussen

As in many other European countries, a cappella music for mixed choirs - i.e. choirs made up of both men’s and women’s voices - began to appear in Denmark in the mid-nineteenth century. The Danish music traditions of this period were those that had been laid down by Gade and Hartmann. Both eminences were still alive during the careers of the five composers on this CD, who were a generation or two younger. The musical innovations were still slight: there was harmonic and melodic progress over the years, but no great development in terms of form and musical character. In this sense the five composers were typical representatives of Danish music in the last three decades of the 1800s.

Køb album Stream
Download
  • mp3 (320kbps)
    69,0027,60 kr.
    mp3
    €3.7 / $4.03 / £3.16
    Køb
  • FLAC 16bit 44.1kHz
    79,0031,60 kr.
    CD Quality
    €4.24 / $4.61 / £3.61
    Køb
Total runtime: 
63 min.
Den romantiske a cappella-korsang

Som i mange andre europæiske lande begynder a cappella-musikken for blandet kor – dvs. et kor sammensat af både herre- og damestemmer – at dukke op i Danmark i midten af 1800-tallet.

Da havde den rent mandlige, flerstemmige studentersang eksisteret i nogle årtier. Korsang for blandede stemmer hørtes mestendels i kantater, oratorier og musikdramatik, men nogen a cappella-tradition var der ikke tale om. De første danske komponister, der skrev musik for blandet kor a cappella, var bl.a. J.P.E. Hartmann (1805-1900), J.C. Gebauer (1808-1884) og Niels W. Gade (1817-1890), men der findes så godt som ingen danske a cappella-kompositioner for blandet kor før ca. 1850.

I 1851 skete der en forandring, da komponisten Henrik Rung stiftede Cæciliaforeningen i København. Den var inspireret af den udenlandske Cæcilia-bevægelse, der stræbte efter at genoplive ånden fra renaissancens og barokkens polyfone korværker. Som ægte dansk guld­alderkunstner havde Henrik Rung været i Italien, og var her blevet dybt påvirket af at møde Palestrinas musik, sunget i Det Sixtinske Kapel.

Cæcilianerne mente, at samtidens religiøse vokalmusik var gået i forfald. Man ønskede at påvirke genren i retning mod den “sunde” og værdige polyfoni, med Palestrina som forbillede. At cæcilianismen, trods dyrkelsen af de ædle forbilleder, dog ikke på nogen måde fik skabt musik, der mindede om Palestrinas kontrapunktiske stil, skyldtes dels, at man i midten af 1800-tallet ikke havde tilstrækkelig musikhistorisk og musikteoretisk indsigt, dels at datidens smag simpelthen ikke lod sig dæmpe.

Komponisterne på denne cd levede alle i en tid, hvor den blandede a cappella-sang var blevet en etableret genre. Det gav ræson at komponere for blandet kor, for musikken havde chance for at blive opført, ikke kun i Cæcilia-foreningen, men også i de blandede sangfore­ninger, der opstod i dens kølvand.

De danske musiktraditioner på denne tid var dem, der var udstukket af Gade og Hartmann. Begge koryfæer levede samtidig med de fem på denne cd, som var en eller to generationer yngre. De musikalske fornyelser var endnu små: Der skete harmoniske og melodiske udvidelser med årene, men ikke den store udvikling hvad angår form og musikalsk karakter. På den måde er de fem komponister typiske repræsentanter for den danske musik i 1800-tallets tre sidste årtier.

Christian Barnekow (1837-1913) var pianist og skrev især kammermusik, men var for det brede publikum først og fremmest komponist af “åndelige sange”. Endnu lever nogle af hans følsomme og velturnerede melodier i Den Danske Salmebog, selv om de i mange år har været nedvurderet pga. deres romance-prægede tone. Man kan dog ikke rokke ved, at Barnekow var en betydelig kunstner på dette felt.

Også Højskolebevægelsen bakkede han op med sine melodier til Grundtvigs historiske og bibelhistoriske vers, men denne “oprindelige” type højskolesange blev efter 1. Verdenskrig fuldstændig overrendt af den nye skole inden for folkelig danske sang, anført af Carl Nielsen (1865-1931), Thomas Laub (1852-1927) og Thorvald Aagaard (1877-1937). De Nielsen-Laub’ske reformer var særlig effektive mod en gammeldags romantiker-type som Barnekow.

De seks korsange af Barnekow på denne cd er skrevet i begyndelsen af 1890’erne, og har en karakteristisk efterårsstemning af resigneret, ædel ånd (hør blot Efterhøst, med begyndelseslinien “Sin Sjæl aander ud den bedaarende Bregne”). De fleste sange er i guldalderens gennemprøvede, tre-delte taktarter, og også flerstemmigheden er gjort efter Gades forbillede. Satserne virker dog fyldigere med deres mere sødmefulde harmoniseringer. Barnekows talent for fler­stem­mighed er garant for smukke udsættelser, selv om de i f.eks. Julesang og Kilden skyder over tekstens indhold og tenderer det salonagtige. Ekko skiller sig ud ved at være en kunstfærdig kanon for trestemmige dame- og mandsgrupper.

Frederik Rung (1854-1914) var søn af komponisten Henrik Rung, der havde stiftet Cæcilia­foreningen. Han overtog dirigentposten i 1877, men havde allerede som 13-årig fået lov til at vikariere for sin far. Frederik Rung var simpelthen født ind i Cæciliaforeningen.

Som dirigent udvidede han foreningens repertoire til også at omfatte oratorier og tysk barokmusik ved siden af det oprindelige italienske repertoire. I 1887 stiftede han som aflægger af Cæciliaforeningen det mindre Madrigalkor. Madrigalkoret sang både egentlige madrigaler såvel som nyere stykker, der pga. af besætningstypen også fik genrebetegnelsen “madrigal”.

Frederik Rung gjorde samtidig karriere ved Det Kgl. Teater, hvor han begyndte som repetitør som 18-årig. I 1884 blev han assistent for kapelmesteren Johan Svendsen, og overtog hans post i 1908, i dårligt fællesskab med Carl Nielsen. Rung havde magt og pondus, og gjorde sig ikke populær i de år, hvor han havde det sidste ord om repertoiret på Det Kgl. Teater. Hans egne kompositioner var operaer, balletter og scenemusik til teatret, en symfoni, kammer- og vokalmusik.

De seks sange op. 39 på denne cd er skrevet i 1892 til Cæciliaforeningens Madrigalkor. Rungs genrebetegnelse “Madrigaler” er meget langt fra den historiserende betydning, vi i vore velop­lyste dage tillægger ordet. Til min Musa lyder i moderne ører som et veloplagt schlager-nummer, og den blev da også en af hæftets po­pu­læreste sange.

Frederik Rung præsenterer sig i samlingen med melodisk talent og en letflydende pen. Hans valg af digtere er af en livligere smag end hans kolleger, og hans sans for ordudsættelse virker meget veloplagt. Til gengæld har sangene ikke den højtidelighed, man kunne forvente af Cæciliabevægelsen, og de viser hvordan udviklingen var gået i de fyrre år siden den danske Cæciliaforenings stiftelse.

Jakob Fabricius (1840-1919) måtte af helbredsgrunde ernære sig ved den lidet glamourøse gerning som bogholder, selv om han brændte for at komponere. Med årene forstod han at bruge sine evner ved skrivebordet sammen med sin musikalske indsigt, og han blev en central figur i organiseringen af dansk musikliv. Samfundsmæssigt steg han også i graderne, og blev etatsråd på sine ældre dage.

Fabricius’ kompositioner var mange, men han tvivlede på sine evner og forholdt sig selvudslettende og kejtet over for sin drømmepro­fes­sion. Måske er det grunden til, at mange af hans stykker er så korte.

Fabricius’ indgang til større succes kom via en hollandsk terzet, der optrådte i København med “madrigaler” – i datidens sprog blot et ord for polyfon ensemblesang. Hollænderne bragte ham i kontakt med udenlandske musikere, og det skaffede ham i 1898 sin første bestillingsopgave. “Jeg fik anmodning fra Dirigenten for Oratorie- og Madrigalforeningen i Berlin Carl Men­gewein om at skrive nogle 5- og 6-stemmige Sange a cappella”, fortæller Fabricius i sine memoirer. “Jeg gik strax i Gang dermed og leverede 3 5st. og 2 6st. Sange. Mengewein svarede, at han havde ønsket dem i gammel Stil, men [...] jeg hævdede, at jeg umuligt kunne konkurrere med de gamle Mestre, for hvem det havde været Natur at skrive saaledes.”

Han valgte tyske tekster til opgaven, og det er disse sange, der kan høres på denne cd. De femstemmige sange er udsat som vekselsang mellem en kvindelig solostemme og korsvar; i Es hat die Rose er der særlig mange raffinementer. Fabricius’ forbillede synes at være Mendelssohn, Schumann og Brahms snarere end danske traditioner, og han er måske den af de fem komponister på denne cd, der kommer tættest på den udenlandske Cæcilia-bevægelses stil.

Førsteopførelserne i Berlin blev meget vel modtaget, men i sine erindringer fortæller Fabri­cius med typisk slukørethed, at sangene endnu ikke er blevet opført i Danmark. Siden har de formentlig heller ikke haft mange opførelser, da Fabricius aldrig fik slået sit navn fast i offentligheden som fuldblodskomponist.

Julius Bechgaard (1843-1917) er i dette udvalg af danske komponister vel den, der er mindst kendt i dag. Bechgaard var et musikalsk naturtalent, der allerede som 16-årig begyndte at studere ved musikkonservatoriet i Leipzig. Hjemme igen i København kom han under vingerne af Niels W. Gade og J.C. Gebauer, og i 1866 fik han for første gang udgivet sin musik. Det var et hæfte med “Sex fiirstemmige Sange”, som er ind­spillet på denne cd.

Den ældste af de firestemmige sange i Bechgaards uofficielle op. 1 havde han skrevet som 18-årig i Leipzig. Det er hæftets tredje sang, til Christian Winthers digt Hvile. “Trods sin Lidenhed er den ganske monumental, den er en Andagt i Toner og som et Mønster paa hele Bechgaards Kunst: ganske naturlig og stille, bramfri og smuk”, mente den frygtede musikkritiker ved Politiken, Charles Kjerulff, flere år senere.

De ganske melodiske sange er homofone, kortfattede og uden excesser. Den unge kom­ponists forbilleder er tydeligvis Hartmann, Gade og Gebauer, og resultaterne er udpræget danske sammenlignet med f.eks. Fabricius’ sange. Der er sågar en vise om guldalder-emnet over dem alle: Elverfolket, der danser i skovens nat.

Julius Bechgaard kom senere til at opholde sig meget i Europas storbyer, og blev stærkt optaget af tidens udenlandske musik. Hans største komposition var den Wagner-inspirerede vi­kin­ge­opera Frode, som trods publikumssucces i 1893 hurtigt blev taget af plakaten, for aldrig mere at komme op igen. I årene, der fulgte, blev Bech­gaards to følgende operaer antaget af Det Kgl. Teater, men de blev aldrig sat op. Hans krea­tivitet smuldrede bort som følge af skuf­felserne, og sine sene år henlevede han nedbrudt på sjæl og legeme.

Bechgaards tidligere så populære sange og klaverstykker forsvandt snart fra repertoiret blandt Danmarks musikudøvere, og i dag er ikke en eneste af hans kompositioner kendt i hans fædreland eller noget andet sted.

Otto Malling (1848-1915) var i modsætning til Julius Bechgaard en central person i det danske musikliv, i rollen som såvel musiker, komponist, pædagog og administrator. Blandt hans mange hverv var stillingerne som domorganist og som direktør ved Musikkonservatoriet i København. På disse poster efterfulgte han henholdsvis Hartmann og Gade.

Mallings første kompositioner var sange og korstykker, bl.a. for mandskor, eftersom han var dirigent for Studentersangforeningen i årene 1875-1884. Efter at han i 1890’erne begyndte at arbejde som organist, skrev han i stigende grad religiøs musik, både til kirke og hjem.

Otto Malling var i sine yngre dage et af dansk musiks mest progressive navne, og kæmpede for at bringe tidens udenlandske musik til opførelse i Danmark. Han havde forkærlighed for franske komponister som Saint-Saëns og Gounod, og i flere af hans egne værker kan man genfinde det sensuelle drag fra fransk romantisk musik. En anden inspirationskilde var den nordisk-romant­iske folketone, og den kan man – i modsætning til de øvrige komponisters musik på denne cd – høre i hans tre små korsange op. 83.

De tre sange er hans sidste a cappella-kompositioner, skrevet i 1905. Hyrdens Hjemfærd og Heden er folketoner i Grieg-stil, gjort med et fint harmoniøre; typisk for Malling er de på én gang uprætentiøse og overbevisende. Som et barn er til gengæld også typisk for dens sentimentale digter Vilhelm Gregersen, der var præst, og også nogle gange selv satte sine vers i musik (bedst kendt er julesangen Der er noget i luften).

Jens Cornelius, 1999

Release date: 
april 2000
Cat. No.: 
8.224130
FormatID: 
CD
CoverFormat: 
Jewel Case
Barcode: 
730099983020
Track count: 
26

Credits

Recorded at Sorgenfri Kirke in March 1999

Recording producer: Michael Petersen
Sound engineer and editing: Preben Iwan

Cover picture: Anna Ancher (1859-1953): "Missionsmøde på Skagen Fyrbakken" (1903), courtesy of Skagens Museum

This CD is kindly sponsored by Dansk Kor Forbund

randomness